Strøtanker om bæredygtighed

Forholdet mellem Trump og Putin er nok ikke helt så entydigt som på dette vægmaleri. Men til Trumps store fortrydelse har det altoverskyggende emne i Trumps første 117 dage som præsident været, i hvilken udstrækning, russernes manipulation af det amerikanske valg skete med Trump-kampagnens viden og medvirken – og de ofte grotesk klumsige forsøg på at dække over tingene fra Trump og Det Hvide Hus. Trods flertal både i Senatet og i Repræsentanternes Hus fremstår Trump-administrationen stadig mere handlingslammet, og det virker lige nu usandsynligt, at Trump holder samtlige fire år.  

I går var det sådan ret præcist 117 dage siden Trump overtog Det Hvide Hus. Og selvom Verden står endnu, har der siden da fra Trumps side været næsten daglige attentater på den hidtidige verdensorden. Det er som et gigantisk absurd teater, hvor tåbeligheden, grådigheden, selvoptagetheden og uformåenheden tilsyneladende ikke kender nogen grænser. For hundredesyttende gang har man undret sig over, hvordan et så grundlæggende usympatisk menneske så fundamentalt uegnet til at løfte hvervet som præsident for USA kunne ende i Det Hvide Hus? Hvordan noget så gement kunne ende med at få til opgave at føre arven videre fra Obama, som omvendt har været et af de mest ædle væsener, der har stået i spidsen for USA og igennem otte år har formået at lede USA uden et eneste personligt fejltrin. Det er absurd teater. Og man kunne blot læne sig tilbage og nyde forestillingen, hvis ikke det var fordi det, der sker i USA i disse måneder, hvor det er lykkedes professionelle klimafornægtere at infiltrere betydelige dele af Trumps administration, potentielt har ganske alvorlige konsekvenser ikke bare for det amerikanske samfund, men globalt for vores fælles fremtid.

Det er stadig for tidligt at afgøre, i hvor høj grad den klimaindsats, som præsident Barack Obama fik påbegyndt, vil overleve. Der er lavet mange proklamationer i den modsatte retning, og en række af de tilbagerulninger, der var enklest at gennemføre, er allerede iværksat. Men meget står endnu, og uanset hvad Trump & co. finder på, er der efter otte år med Obama igangsat en omstillingsproces, som ikke lige lader sig standse. Uanset Trump bliver der i hvert fald foreløbig rejst vindmøller og sat solcelleanlæg op som aldrig før. Samtidig har man i de seneste uger kunnet se, hvordan Trump og hans nærmeste er i fuld gang med at vikle sig ind i et stadig mere snærende og belastende spin af småløgne og søforklaringer, som blot gør det i forvejen anstrengte forhold til pressen og offentligheden endnu mere betændt, og som dag for dag gør det stadig sværere for ‘normale’ republikanere at fortsætte at støtte op om ham.

Trump er en historisk upopulær præsident blandt vælgerne så tidligt i embedsperioden med approval rates på 35-38% i de seneste målinger, hvor den typisk ligger på to tredjedele for præsidenter så tidligt i forløbet. Ved valget i november sikrede republikanerne sig et komfortabelt flertal i Repræsentanternes Hus. Men allerede efter blot tre måneder med Trump peger prognoserne på, at demokraterne ved midtvejsvalgene i 2018 vil være i stand til at genvinde flertallet. Og selvom demokraterne indtil nu – godt hjulpet af Trump-administrationens amatørisme og manglende evne til at aflæse spillet i Washington samt den kogende vrede i befolkningen, der har bragt mennesker på gaden i titusindvis – har haft stort held med at bremse Trumps fremfærd, så vil det i længden kun være et genvundet demokratisk flertal i Senatet og i Repræsentanternes Hus, der for alvor ville kunne bremse Trumps bestræbelser på at aflive velfærdsstaten og det multikulturelle USA, og at få afsporet den begyndende amerikanske klimaindsats. Samtidig er der jo ikke bare brug for at bevare det igangsatte, men tværtimod for at accelerere og videreudvikle den amerikanske omstilling.

Man kan finde trøst i, at det inden for de første hundrede dage ikke lykkedes Trump at gennemføre en eneste egentlig lovhandling. Dertil har han stadig alt for lidt føling med det omfattende forarbejde og det samarbejde, der skal til med begge kamre i Kongressen, for at det kan lykkes. Han har udstedt en masse executive orders, og han gør meget ud af at time dem, så der hele tiden er godbidder til pressen og hans gamle kernevælgere. Men det er som om han stadig mest af alt fører valgkamp. Hans tiltag er stort set uforberedte og utilpassede, og mange af dem er mest af alt proklamatoriske af natur, hvilket Bill Maher på et tidspunkt særdeles rammende karakteriserede som underskrevne tweets.

Læs mere »

Her til morgen dansk tid bragte Huffington Post et åbent brev fra Greenpeaces leder Kumi Naidoo til USAs præsident Barack Obama. Der har været talt meget om det stadig mere svimlende ’emission gap’ mellem den nødvendige indsats og den klimaindsats verdens lande indtil nu har været indstillet på. Men Naidoo karakteriserer ganske præcist det ‘perception gap’, som præger den amerikanske klimadelegation og forholdet mellem den amerikanske oplevelse af klimaudfordringen og den øvrige verdens opfattelse af amerikanernes svigtende klimaindsats og -attitude.
.

An Open Letter to Barack Obama: We Are Running Out of Time

by Kumi Naidoo

Dear Mr. President,

My Name is Kumi Naidoo, I am the Executive Director of Greenpeace International, I also serve as President of the Global Campaign for Climate Action and serve as Global Ambassador of the Global Call to Action Against Poverty. But, today I write to you as an African, as a person from the developing world and as a parent.

The world needs your leadership now — and for the first time you have immense popular support, with a majority of Americans believing that climate change is a real threat.

In 2009, you received the Nobel Prize for Peace in the run-up to the Copenhagen climate summit. There was a strong expectation that you would lead multilateral efforts to combat global warming. Everyone hoped that you would not make the same mistakes as your predecessor, George W. Bush, who ignored the CIA’s and Pentagon’s warning that climate change is the biggest threat to geopolitical stability, security and peace.

Læs mere »

Lø. 01.12. – Lørdag er første uges sidste dag – de officielle forhandlinger holder pause i morgen, og i hvert af forhandlingssporene er der nu opsummeret foreløbigt, så der er masser af hjemmearbejde at gøre til den afgørende uge.

Dagen i dag blev ganske dramatisk ved et samlet udspil fra AOSIS (de små østaters organisation), LDC (de mindst udviklede lande) og Afrika, som rejste bekymringen om, at der i forhandlingerne i Doha indtil nu manglede konsekvens i forhold til det aftalte i Durban, hvilket måske ikke er rart at høre, men foruroligende rigtigt. De rige lande sidder og fedter med tilsagnene. Det er direkte tirrende for verdens fattige lande, at USA ikke har noget med hjemmefra, at en række rige lande direkte har meldt sig ud af Kyoto-aftalens anden runde, og at EU selvom de meget let kunne sige: Top, vi satser på 30% stadig kun er indstillet på måske at løfte målsætningen fra 20 til 30%, selvom de 20% allerede så godt som er i mål. Det kan godt være at det er sådan, man forhandler lønforhøjelser, men her er en verden, som er stadig mere følsom overfor klimaforandringer, taget som gidsel – sammen med fremtidens levevilkår.

Det er så meget mere besyndeligt, som at Europa-parlamentet umiddelbart inden Doha vedtog en resolution, at “it is in the EU’s own interest to aim for a climate protection target of 30 per cent by 2020, thus creating sustainable growth, additional jobs and decreasing the dependency on energy imports.”

AOSIS, LCD og de afrikanske lande understregede samtidig vigtigheden af, at Kyoto-aftalen fik en todelt klimamålsætning, så næste periode ikke løb frem til 2020, men blot 5 år, for ikke at risikere, at de kommende år blev en venteperiode, hvor intet rigtigt skete. Det er principielt rigtigt, men i praksis besværligt, og betragtningen kunne med samme rimelighed lægges på de 85% af verdens udledninger, som ikke bliver indeholdt i Kyoto-aftalens anden del.

Man kunne måske vedtage reduktionsmål for både 2017 og 2020 nu, eller endnu bedre, at man fremrykkede den globale aftales iværksættelse til 2017 eller endnu bedre 2015. Med det vi i dag ved om, hvor vigtigt det er at få standset væksten i de samlede globale udledninger og hurtigst muligt nå til at de samlede reduktioner falder (hvis vi skal lykkes med at holde 2ºC-målsætningen), så burde man faktisk vedtage, at den globale aftale blev iværksat, så snart den var færdigforhandlet, og det allersenest i 2015.

Læs mere »