Strøtanker om bæredygtighed

I dene seneste tid er der indløbet meldinger fra målestationer på den nordligste del af jordkloden, Alaska, Grønland, Island, Norge, Mongoliet og Japan, at atmosfærens indhold af CO₂ nu er over 400 ppm (parts per million). Det er første gang i mere end 800.000 år, at niveauet er så højt.

CO₂-kurven er i disse år stejlt stigende, men hvis man zoomer ind, ser man, at den svinger lidt op og ned i løbet af året. Det hænger sammen med, at der er mere landmasse og dermed mere vegetation på den nordlige halvkugle end på den sydlige. Så i løbet af sommeren (på den nordlige halvkugle) vil vegetationen absorbere lidt af CO₂en og få niveauet til midlertidigt at dale. Niveauet vil derfor endnu et år eller to periodevist kunne nå under 400 ppm. Men CO₂-koncentrationen vokser i disse år med 2,3 ppm pr. år, så hvis ikke dette ændres radikalt, vil vi på blot godt 20 år nå det maksimum på 450 ppm, som verdenssamfundet har sat som målsætning – og som ifølge klimatologernes modeller giver en 50% sandsynlighed for, at den globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse holder sig under 2ºC i dette århundrede.

Ved industrialiseringens begyndelse var koncentrationen omkring 280 ppm, og når man kigger tilbage i tiden har koncentrationen i de forudgående 800.000 år svinget i et relativt snævert interval på 180-280 ppm. Sidst jordkloden havde en CO₂-koncentration på 450 ppm gennem længere tid, var kloden isfri, og verdenshavene var 70-75 m højere end i dag. Det er derfor vigtigt at notere sig, at 450 ppm kun kan være et foreløbigt mål. Hvis vi skal langtidsstabilisere det globale klima, må CO₂-koncentrationen hurtigst muligt bringes tilbage under 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?).

IEA, det internationale energiagentur, har meldt klart ud, at det er ved at være allersidste udkald. Hvis det skal lykkes at bremse udledningerne, så CO₂-kurven topper før 450 ppm, burde alle lande nu være i gang med systematiske omstillingsprocesser. På den baggrund er den seneste udvikling i klimaforhandlingerne i Bonn rent ud sagt katastrofal. Her kunne man knapt nok enes om at igangsætte arbejdet med den globale klimaaftale, som man ved COP17 i Durban i december aftalte  skulle ligge klar senest i 2015 og iværksættes senest i 2020. Fremtidens klima har ikke råd til, at størstedelen af verden kører på fossilt frihjul otte år mere.

Læs mere »

Det er efterhånden velkendt, at de øgede CO₂-udledninger øger indkapslingen af varme i atmosfæren, som igen øger afsmeltningen af klodens ismasser. Men hvis man skal bremse afsmeltningen af ismasserne, som de seneste år er accelereret markant, er det ikke nok at fokusere på reduktioner i CO₂-udledninger. Det vil kun give meget langsigtede ændringer.

På kort sigt er det vigtigste således at få standset de store mængder af kulstøv, som udledes til atmosfæren sammen med den stadig stigende afbrænding af kul. Ikke mindst de kinesiske kraftværker, som i stor udstrækning bruger uvaskede kul, frigiver store mængder svævestøv, som er med til at gøre de ellers kridhvide isflader grågrumsede, så de reflekterer mindre lys og akkumulerer mere varme – og afsmeltningen dermed accelereres yderligere. 20% af partikelforureningen på Grønland i dag stammer fra asiatiske kilder, og at andelen er stærkt voksende.

Atmosfærekemiker Ole John Nielsen siger i dag til Ingeniøren, at man derfor til samtidig med det langsigtede arbejde med at reducere atmosfærens koncentration af CO₂ er nødt til at lave en målrettet indsats for en beskyttelse mod afsmeltningen af ismasserne, og han foreslår at man fokuserer på tre områder, hvor man relativt hurtigt vil kunne mindske mængden af sodpartikler i luften over de arktiske egne, og dermed afsmeltningen:

Læs mere »