Strøtanker om bæredygtighed

For 100 år siden havde Storbritannien mere end 1 mio. minearbejdere beskæftiget med at skaffe kul til det engelske imperiums gigantiske industriapparat. Dengang var der 3.000 miner, men siden da er det gået støt tilbage, og til december lukker briterne deres sidste (undergrunds) kulmine. 

Det hele startede i England – altså det med den industrielle revolution. Her var luften tyk af kulrøg og skinger af prustende stampende dampmaskiner før noget andet sted i verden. Klædefabrikker, jernvalsefabrikker, altmulig-fabrikker satte en hel ny standard for, hvor meget der kunne produceres hvor hurtigt. Dette forspring var en vigtig nøgle til engelske koloniriges udbredelse, som da det var på sit højeste, spændte hele kloden rundt, større end noget rige forud i verdenshistorien.

Efter 2. verdenskrig har andre lande taget føringen i det industrielle kapløb, men i neo-kolonialismes æra behøver man ikke som tidligere at besætte et land for at kunne inddrive rigdommene. Så rent geografisk kommer der ikke noget større end det engelske kolonirige – hvilket er godt det samme.

Læs mere »

Rundt omkring i Europa finder man en lang række små samfund, som er opstået omkring minedrift. Mange steder er minedriften ikke rentabel og har ikke været det i flere årtier. Men hvis man lukkede minerne, ville man sandsynligvis kort efter stå med spøgelsesbyer eller i bedste fald sovebyer. For eksempel i Tyskland har derfor man hældt milliardbeløb i at holde kulproduktionen kørende i Saarland og Ruhr-distriktet. Men også i lyset af klimaudfordringen blev det sidste år besluttet, at disse subsidier bortfalder helt fra 2018.

I det perspektiv var der i gårsdagens Der Spiegel et yderst interessant eksempel på, hvordan en tidligere kulmine plus et vandreservoir på overfladen kan anvendes til en kombination af vandkraftværk, jordvarmeanlæg og lager for vedvarende energi.
.

Som man kan se af tegningen herover, lader man vand fra et reservoir falde 1.000 m ned igennem en mineskakt, hvor faldenergien driver en turbine. Når der er overskud af el, for eksempel fra overskydende vindenergi, pumper man igen vandet op i reservoiret. Nede i de underjordiske gange er der varmt, så det vand man pumper op, kan nå op på omkring 40° C. Varmen herfra kan herefter via en varmeveksler kanaliseres over i et lokalt fjernvarmeanlæg og indgå i bygningsopvarmningen.

Foreløbig er der etableret forsøgsprojekter i Essen, Bottrop and Bochum, men Ruhrkohle AG arbejder målrettet på at lave de første fuldskala-projekter.

Frank Dohmen and Barbara Schmid: A Coal Region’s Quest to Switch to Renewables, Der Spiegel 09.11.2011.