Strøtanker om bæredygtighed

James Hansen, leder af NASA Goddard Institute for Space Studies og en af verdens ledende klimaforskere, gav i dag en forelæsning i ved et symposium på United Nations University i Tokyo forud for G8-topmødet i Japan i den kommende uge.

I forbindelse med forelæsningen siger James Hansen i et ‘message’ til G8-lederne: “Hvis jeg kunne tale med lederne ved G8-mødet, ville jeg sige, at strategien at fastsætte et mål for reduktion af CO₂-udledningene er dømt til at slå fejl. Det vigtigste for dem er at forstå kullenes centrale rolle, og at hvis ikke vi får et moratorium og en udfasning af kul – på nær hvor CO₂ er opsamlet (captured) – så vil vi ikke være i stand til at løse problemet.”¹

Det nytter med andre ord ikke blot at tale i procenter. Vi er nødt til at forstå en række fundamentale størrelser i klimaproblemerne og træffe en række principielle problemer.

James Hansen foreslår i forelæsningen, at de industrialiserede lande udfaser alle CO₂-emissioner fra kulfyring inden 2025 – og at udviklingslandene gør tilsvarende inden 2030. Han påpeger, at en øget CO₂-afgift er nødvendig for ikke i den nuværende situation at opmuntre til at indlede udvinding af olieforekomster som for eksempel i de arktiske egne, som vil have store miljømæssige risici. Han konstaterer, at det ikke er givet, at vi partout skal brænde al tilgængelig fossil brændsel af lige nu. På et tidspunkt inden længe er vi nødt til at lære at leve uden fossile brændstoffer. Hvorfor ikke gå i gang med det nu?

I forelæsningen peger han på mulighederne for øget CO₂-lagring i jord og biosfære. Ved at udvikle landbrugets og skovbrugs dyrkningsmetoder (samt en systematisk byforgrønnelse af urbaniserede områder) kunne vi etablere en omfattende CO₂-lagring i biosfærens biologiske systemer. Men dette område er stadig meget mangelfuldt udforsket og forskningsmæssigt underprioriteret i forhold til sværindustrielle CCS-løsninger.

Forelæsningen er tilgængelig i video-format, se blog-indlægget James Hansen: Climate Threat to the Planet.

Se også tidligere blog-indlæg: Brev til den japanske statsminister, James Hansen: Tipping Points Near, James Hansen: Sidste udkald samt En klimatologs perspektiv.

James Hansen: Climate Threat to the Planet. Implications for Energy Policy, (40 slides fra forelæsningen) UN University G8 symposium on innovation and climate change i Tokyo 04.07.2008 (pdf).

James Hansen: Brev til den japanske premierminister Yasuo Fukuda (pdf).

Climate Change – Messages to the G8 5 min Vimeo video.¹

Klimaforskeren James Hansen sendte i dag et brev til den japanske premierminister Yasuo Fukuda. Anledningen er det forestående G8-møde på Hokkaido, hvor Japan som vært har annonceret, at klimaet vil stå højt på dagsordenen.

James Hansen er måske verdens største kapacitet på klimaområdet, og i brevet til den japanske statsminister, som findes i fuld udstrækning nedenfor, giver han et godt rids af, hvad der ud fra et klimatologisk perspektiv er uomgængeligt nødvendigt.

I brevet opfordrer han Japan til at styrke sit initiativ og lederskab på klimaområdet og advarer om, at vi nærmer os ‘critical tipping points’, som kan føre til ustoppelige havstigninger, ændre klimazoner, udrydde et stort antal dyre- og plantearter, give vandmangel for millioner af mennesker og en lang række andre problematiske indvirkninger på vores levevilkår. Han konkluderer i brevet blandt andet, at et moratorium for afbrænding af kul er nødvendigt for at sikre klimaet og levevilkårene for fremtiden.

3 July 2008
Prime Minister Yasuo Fukuda
1-6-1 Nagata-cho, Chiyoda-ku
Tokyo 100-8968, Japan

Dear Prime Minister,

Your leadership, and continued leadership by Japan, is needed on the matter of climate change, a matter with ramifications for life on our planet, including all species. Prospects for today’s children, and especially the world’s poor, hinge upon success in stabilizing climate.

For the sake of identification, I am a United States citizen, director of the NASA Goddard Institute for Space Studies and Adjunct Professor at the Columbia University Earth Institute. I am a member of our National Academy of Sciences, have testified before our Senate and House of Representatives on many occasions, have advised our Vice President and Cabinet members on climate change and its relation to energy requirements, and have received numerous awards including the World Wildlife Fund’s Duke of Edinburgh Conservation Medal from Prince Philip. I write today, however, as a private citizen, a resident of Kintnersville, Pennsylvania, USA.

Japan has been a strong supporter of actions to mitigate dangerous climate change, including the Kyoto Protocol. It is not Japan’s fault that international action has failed so far to slow emission of dangerous gases. But as the host for the upcoming G8 meeting, you can initiate discussion of an approach that could meet the challenge humanity faces.

The past approach, and extensions now under discussion, are fatally flawed and would doom our children and grandchildren to an increasingly impoverished life on a more desolate planet. Clear thinking and bold leadership of the international community are essential in the next 1-2 years to change the course of human history.

Læs mere »

I går standsede det amerikanske retssystem planerne for opførelsen af et kulkraftværk med henvisning til, at der ikke var planlagt nogen form for opsamling af CO₂ – og dermed, at det var i strid med amerikansk lovgivnings ‘Clean Air Act’.

Dommeren pålagde i sin domsafsigelse samtidig miljømyndighederne i Georgia at stille de nødvendige krav om reduktion af udledninger af CO₂ i alle nye tilladelser for kraftværket.

Sagen var rejst af Sierra Club og den lokale miljøorganisation Friends of the Chattahoochee, og miljøfolk har jublet over dommen, da det med vores nuværende viden virker absurd at blive ved med at opføre flere kulkraftværker. Vi burde i respekt for fremtidens levevilkår lave et moratorium for opførelse af kulfyrede kraftværker indtil der foreligger en hensigtsmæssig CCS-teknologi til fjernelse og lagring af CO₂ fra kulafbrændingen.

Spørgsmålet er i al sin enkelhed, om CO₂ er forurenende?

Og med de næsten daglige rapporter om konsekvenserne af CO₂-forureningen af atmosfæren og oceanerne er det kun et spørgsmål om tid, før svaret også juridisk set er ja. Det ville være et signal om et globalt vendepunkt, hvis USA blev det første land, som afstod fra opførelsen af yderligere konventionelt fyrede kulkraftværker.

Det planlagte kulkraftværk var beregnet til at udlede mere end 8 mio. ton CO₂ (de samlede danske udledninger er i alt på 50 mio. ton). Samtidig er der pt. i USA 80 kulfyrede kraftværker under planlægning. Med så store interesser på spil kan man således være sikker på, at sagen vil blive anket og forfulgt helt til tops.

Se den fulde ordlyd af dommen (pdf).

Stacey Stelton: Fulton judge invalidates permit for coal plant, The Atlanta Journal-Constitution 30.06.2008.

Eileen O’Grady & Bernie Woodall: Georgia court cites carbon in coal-plant ruling, Reuters 01.07.2008.

Matthew L. Wald: Georgia Judge Cites Carbon Dioxide in Denying Coal Plant Permit, New York Times 01.07.2008.

Thomas Fjursing: Amerikansk forbud mod kulkraft: Det udleder for meget CO₂, 04.07.2008.

For et par uger siden udgav Greenpeace rapporten False Hope, som konkluderede, at en CCS-teknologi (Carbon Capture Storage) var så langt fra at være udviklet i indfangningsteknologien, ville give et stort energitab ved forbrændingen og have en masse afledte vanskeligheder ved transporten og deponeringen, således at CSS først ville være klar brug i større udstrækning i 2030. CSS måtte derfor ikke blive nogen undskyldning for at opføre såkaldte carbon capure ready kulkraftværker, for sådanne fandtes slet ikke.

Med en tidshorisont helt frem til 2030, før man kunne regne med at have en CCS-teknologi klar, ville klimaet ikke overleve en videre udbygning med kulkraftværker. Selv når teknologien foreligger, vil det tage tid at implementere på alle kulkraftværker, og måske det kun vil kunne lade sig gøre på nye anlæg. Ifølge Greenpeace var det derfor den eneste rigtige løsning at rette størstedelen af vores forskningsmidler mod energieffektiviseringer og en systematisk udbygning af den vedvarende energisektor. Se tidligere blog-indlæg: Greenpeace: Falske forhåbninger.

Ikke desto mindre forskes der intenst i udviklingen af CCS-teknologier, og andre dele af miljøbevægelsen har været mindre kategorisk afvisende overfor CCS ud fra den betragtning, at vi i den nuværende situation ikke har råd til at udelukke nogen mulig måde at mindske CO₂-udledningerne på. Og muligvis vil vi kunne se CCS-teknologier klar væsentligt tidligere end 2030.

Reuters meddelte for nylig, at Kina arbejder målrettet på udviklingen af en CCS-teknologi, som skulle kunne føre til de første CO₂-fri kulkraftværker i 2015.¹ En implementering af CCS-teknologi på Kinas samlede kulafbrænding vil virkelig være noget, der rykkede i den rigtige retning, selv hvis der var tale om en reduktion på blot 80% eller 90%.

Læs mere »

Reuters bringer i dag en fin lille analyse af CCS, Carbon Capture and Storage, og forhåbningerne om at kunne producere ren energi af vores resterende kullagre: “Clean Coal” Elusive As Governments Balk At Cost.

I overvejelserne om den rette klimastrategi er der store forhåbninger til, at kraftværkerne bliver i stand til at indkapsle CO₂ fra forbrænding af kul, som på verdensplan er en af de helt store CO₂-kilder. Der forskes da også i stor stil på mange forskellige fronter: filtre, underjordisk lagring osv.

Teknisk set er man i dag i stand til at filtrere 80-90% af udledningerne. Problemet er hernæst at får de store volumener af CO₂ komprimeret og transporteret til et egnet lager. Det kan gøres via rørledninger, og hidtil bedste bud på lagting er at pumpe den indfangede CO₂ tilbage til udtjente underjordiske olielagre.

Men det sker endnu kun i yderst begrænset omfang, da det meget besværligt og energikrævende at komprimere de store mængder CO₂. Omkostningerne ligger i dag langt over prisen på CO₂-kvoter – et indlæg på Wikipedia.org vurderer således, at energiprisen fra et nyt CCS kraftværk vil ligge 21-91% højere end et konventionelt kulkraftværk. Samtidig er det stadig lidt uvist, om CO₂en rent faktisk forbliver i disse lagre.

En EU-rapport, The State and Prospects of European Energy Research, vurderer (p. 27), at vi omkring 2050 vil blive i stand til at have zero emission kulfyrede kraftværker. Man burde derfor tage konsekvensen, gemme kullene til bedre tider og lave det moratorium – i hvert fald på EU-plan – at der ikke opføres flere kulfyrede kraftværker før vi har en enkel teknologi til en tilnærmelsesvis 100% opsamling og lagring af CO₂-udledningerne.

Læs mere »