Indlæg tagged med Kriegers Flak

Stor havvindmøllepark på Kriegers Flak

25. august 2008

udsnit af vindkort over danske farvande - klik for fuldt kort

Samtidig med at Folketinget i dag besluttede sig for igangsættelsen af en 400 MW vindmøllepark mellem Djursland og Anholt, er der fremkommet forslag om også at udbygge Kriegers Flak i Østersøen ret øst for Møns Klint. Ifølge en rapport fra Energistyrelsen sidste år kan Kriegers Flak rumme vindmøller med en kapacitet på i alt 800 MW, og tanken er ifølge forslagsstiller Anne Grete Holmsgaard, SF, at projektet skal løses i fællesskab mellem Sverige, Tyskland og Danmark.¹ Så det er en stor dag for dansk vindenergi.

Kriegers Flak har gode vindforhold (se vindkortet nedenfor). Kabeludgifterne bliver større end ved Anholt-placeringen, men placeringen mellem Sverige, Tyskland og Danmark giver bedre mulighed for at fordele strømproduktionen på flere markeder.

Projektet er endnu ikke endelig vedtaget, men det er yderst glædeligt, at man allerede nu går i gang med at forberede byggemodningen af nye havvindmølleparker. Og hvis man dimensionerer kablerne rigtigt, vil der måske med tiden kunne stå 800 MW vindmøller på både den tyske, den svenske og den danske del af Kriegers Flak.

Læs mere »

Share