Strøtanker om bæredygtighed

.
Et video-hold har fulgt den netop fremlagte undersøgelse igennem to år.

(Et stadig helt ufærdigt indlæg) Normalt laver man kun rotteforsøg over tre måneder. Men franske forskere har nu lavet forsøg, hvor man har fulgt et kuld rotter, som man i forskellige doseringer har fodret med GMO-modificeret majs og Roundup-forurenet vand over et helt livsforløb – 2 år. Og her tegner sig et noget andet billede. Forskerne fandt, at 50% af hannerne og 70% af hunnerne døde for tidligt, sammenlignet med kun 30% og 20% i kontrolgruppen.

Og den koncentration af Roundup-forurening, som er brugt, 1 ppb, er så lav, at den er regnet som uskadelig – under grænseværdien for rent vand. Samtidig kunne man for nylig konstatere, at Roundup finder vej i stadig flere af vores drikkevandsboringer.

Undersøgelsens abstract lyder:

“The health effects of a Roundup-tolerant genetically modified maize (from 11% in the diet), cultivated with or without Roundup, and Roundup alone (from 0.1 ppb in water), were studied 2 years in rats. In females, all treated groups died 2–3 times more than controls, and more rapidly. This difference was visible in 3 male groups fed GMOs. All results were hormone and sex dependent, and the pathological profiles were comparable. Females developed large mammary tumors almost always more often than and before controls, the pituitary was the second most disabled organ; the sex hormonal balance was modified by GMO and Roundup treatments. In treated males, liver congestions and necrosis were 2.5–5.5 times higher. This pathology was confirmed by optic and transmission electron microscopy. Marked and severe kidney nephropathies were also generally 1.3–2.3 greater. Males presented 4 times more large palpable tumors than controls which occurred up to 600 days earlier. Biochemistry data confirmed very significant kidney chronic deficiencies; for all treatments and both sexes, 76% of the altered parameters were kidney related. These results can be explained by the non linear endocrine-disrupting effects of Roundup, but also by the overexpression of the transgene in the GMO and its metabolic consequences.”

Læs mere »

.

.
To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands er en dokumentarfilm af Niobe Thompson om tar sand-udvindingen i Alberta. Den varer i alt 48 min., men er her delt i to for at kunne ligge på YouTube. To the Last Drop giver et godt billede af de kolossale miljøødelæggelser, som udvindingen af tar sand-forekomsterne i medfører, selvom udvindingen endnu langt fra er oppe på fuldt niveau. Inden for få år regner man med at nå op på 3 mio. tønder pr. dag, og Alberta er hermed en af verdens største olieleverandører.

Hvis ikke denne udvikling bremses, er det en bombe under det internationale samfunds målsætninger om en global temperaturstigning på max 2° C og max 450 ppm. Hvis disse målsætninger skal have en chance, skal Albertas tar sand (og en hel masse mere) blive liggende hvor det er. I dokumentaren siger Monbiot da også (op til COP15), at det ikke er Saudi Arabien, Kina eller USA som er klimaforhandlingernes største obstruktør, men Canada. Så store olieforekomst bogstaveligt liggende for fødderne gør det meget vanskeligt at tænke klart og sige: “Tar Sands are best left in the ground”.

I floder og søer fanger man i dag misdannede fisk nedenfor de igangværende udvindingsområder og i den lokale indianske befolkning har man kunnet konstatere en markant forhøjet forekomst af dødsfald efter kræftformer, som er nært forbundet med olieforurening. De undersøgelser, som skulle sikre miljøet, er betalt for (og indtil for nylig hemmeligholdt) af olieindustrien, så officielt har det blot heddet sig, at der ikke er tale om nogen betydende forurening. Men uafhængige målinger har vist, at udvindingen af tar sand sender markante mængder af tungmetaller som arsenik, kviksølv, bly, beryllium, selen, zink, kobber, nikkel, krom og cadmium ud i miljøet, dels gennem de omfattende afbrændinger, dels gennem stadige sivende lækager fra de store udskilningsdamme. Ingen tror i dag på, at landskaberne nogensinde kommer videre fra det ødeland, som udvindingen efterlader.

Indimellem kunne man ønske sig, at klimaudfordringen blev håndteret i et større, klarere og mere rent klimatologisk-videnskabeligt perspektiv – selv denne dokumentar synes indimellem at miste overblikket i beskrivelserne af de umiddelbare ulykker i Albertas lokalsamfund. Men hele problemkomplekset omkring Albertas tar sand-olie og den Keystone XL rørledning, som skal føre olien til det amerikanske marked og muliggøre videreførelsen af den fossile levevis endnu et årti eller to, som vi strengt taget godt ved det gælder om at få afviklet hurtigst muligt, rejser en række helt centrale spørgsmål for menneskeheden. Om oprindelige folkeslags rettigheder, om naturbevarelse, om kortsigtet-langsigtet, om retten til at ødelægge, til at fortie, forvirre og forvrænge, til at obstruere den nødvendige omstillingsproces, og måske allervigtigst spørgsmålet, om vi er i stand til – selvom vi har teknologien til at udvinde tar sand-olien – at lade den ligge i jorden? Er vi i stand til at lade hensynet til naturen, til fremtiden, til det fælles bedste få plads overfor øjeblikkets grådighed?

Alle ansvarlige virksomheder og myndigheder ved i dag, at de med tar sand-udvindingen står med en gennemført beskidt virksomhed. Alligevel fortsætter de uantastet, alligevel fortsætter bagatelliseringen og bortforklaringerne. I stedet investeres massivt i klimafornægtelse og misinformation.

Særligt én sætning fra dokumentaren bliver hængende, hvor Bill McKibben taler om vi (amerikanerne) som afhængige junkier, som skal have deres fix … koblet med Hilary Clintons resignerende erkendelse af at ja, Albertas tar sand er dirty oil, men i virkeligheden er al olie dirty oil – hvilket ikke er helt forkert. USA har måttet kæmpe adskillige krige for sin olieforsyning fra de arabiske lande.  Kan man forvente rationel adfærd af junkier? Kan de/vi nedtrappe sig selv?

.
Arnie Gundersen at the Japan National Press Club, 1.36:10 min. Vimeo video.

Fortalere for A-kraft fremfører igen og igen, at A-kraft-ulykken ved Fukushima Daiichi-værket ikke har ført til et eneste dødsfald. Dette er en total ignorans af situationens alvor og af strålingens natur – eller rettere strålingens ødelæggende natur. For der er tale om snigende langtidsvirkninger, ikke blot for de mennesker, som siden 11. marts har været udsat for strålingen i området, men for titusindvis af mennesker, som endnu ikke er født.

A-kraft-eksperten Arnie Gundersen fra Fairewinds kommer i denne video, som stammer fra en session ved Japan National Press Club i Tokyo for +80 journalister, ind på de langsigtede virkninger af Fukushima-ulykken. Han vurderer, at de samlede udgifter til oprydning efter ulykken kommer til over 20-30 år at koste en kvart trillion dollars. Og han anslår på baggrund af beregningsmetoder etableret i forbindelse med epidemiologiske undersøgelser af Three Mile Island-ulykken, at Fukushima-ulykken over de kommende 20 år vil føre til en yderligere 1 mio. kræfttilfælde (se 54:55 min. ff.).

Det er lidt samme billede med Chernobyl – selv så mange år efter er der alt landet end konsensus om konsekvenserne – A-krafttilhængerne taler om meget få dødstilfælde, WHO anslog i 2005, at Chernobyl havde ført til 43 direkte dødsfald og omkring 4.000 dødsfald efter kræft. Men russiske forskere i undersøgelser, som først i 2009 er blevet oversat, vurderer, at der over 20 år er tale om 980.000 dødsfald som følge af Chernobyl.¹

Ved den årlige mindehøjtidelighed for ofrene for Hiroshima-bomben blev listen over ofre tilføjet yderligere 5.800 mennesker, og listen omfatter i dag mere end 275.000 mennesker, som er døde som følge af den radioaktive stråling efter Hiroshima-bomben. Det er for nyligt vurderet, at der ved Fukushima-ulykken er frigivet 175 gange mere radioaktivt materiale end ved Hiroshima-bomben. Og selvom situationen i Fukushima har givet bedre muligheder for at gribe beskyttende ind med efterfølgende evakueringer osv., er der omvendt tale om en større eksponering til intern stråling.

Der er tale om samme usynlighed som med partikelforureningen, blot på meget større skala, og i en form som videregives fra generation til generation. Vi ved det teoretisk, men har qua usynligheden voldsomt svært ved at tage de nødvendige skridt for at undgå konsekvenserne og meget let ved at slå det hen.

Se tidligere blog-indlæg: Fukushima – en lærestreg for menneskeheden og Fukushima – Helen Caldicott om sundhed og radioaktiv stråling.

Se samtlige blog-indlæg om Fukushima-ulykken.

Helen Caldicott: How nuclear apologists mislead the world over radiation, The Guardian 11.04.2011.¹