Den tænkende storby II
18. februar 200818. februar var der inviteret til debat på rådhuset om Den tænkende storby, Københavns oplæg til kommuneplanstrategi for 2007. Det er en proces, som leder frem til en vedtagelse i 2009, og efter en runde hos politikerne vil der igen komme en offentlighedsfase i begyndelsen af 2009.
Aftenen blev indledt med præsentationer omkring den tænkende storby ved overborgmester Ritt Bjerregaard, planchef Anne Skovbro og teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam. Derefter var der seks små workshops med små ekspertindlæg og efterfølgende diskussion, hvor forskellige temaer blev taget op. Afsluttende var der afrapporteringer i plenum fra de enkelte workshops, ligesom både Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam rundede af.
Klaus Bondam fortalte her, at han ved det nylige klimatopmøde på Bali havde talt med Kyotos borgmester, som havde fortalt, at underskrivelsen af Kyoto-protokollen i 1997 havde været et kolossalt bevidsthedsskred for Kyoto. Bondam ønskede for kommuneplan 2009, at den kom til at markere et regulært paradigmeskift. Vi var nogle generationer, der havde taget mere for os af retterne, end kloden kunne bære, og han håbede, at 2009 for eftertiden ville stå som det punkt, hvor vi fik igangsat en grøn udvikling, så vi igen nærmede os en by i balance.
I sit indledende oplæg fortalte Bondam også, at han i det europæiske samarbejde i Eurocities var blevet opmuntret til at gå videre med udviklingen i København: De små byer var vigtige for de store, og for eksempel London havde de seneste år lånt kraftigt af den københavnske model, hvor mange bruger cyklerne hver dag. Og så havde han Eurocities-samarbejdet konkrete forhåbninger til, at der på EU-plan ville komme lovhjemmel for at en by som København ville kunne gennemføre en betalingsring.
Både Kommuneplanstrategi 2007 (den folkelige) og Planredegørelse 2007 (den lidt mere tekniske) kan downloades i sin helhed i pdf-format. Jeg vil derfor blot her kort opridse nogle af hovedkonklusionerne for de seks workshops: