Kollektive transportpriser
18. februar 2008I den tilstandsrapport over dansk miljøpolitik, Grøn fremtid – brikker til en bæredygtig udvikling, som Ingeniørforeningen lagde frem i sidste måned, er der side 34 et tankevækkende diagram (se nederst på siden), som viser, at priserne for den offentlige transport siden 1990 er steget langt mere end prisen for bilkørsel. Fra 1990 til 2005 er realprisen for at køre med bus (grøn) og tog (rød) steget med henholdsvis 21% og 18%, mens bilkørslen er steget med 7% (sort).
Dette virker helt absurd i og med der er så mange samfundsøkonomiske og miljømæssige fordele ved, at vi i langt højere grad benyttede den offentlige transport og lod bilerne stå. Ved DTU (Danmarks Tekniske Universitet) har man udviklet en model for Ørestadsregionen, som viser, hvordan pris og en række andre faktorer virker ind på antallet af passagerer.
“En prisstigning på tre procent vil betyde en reducering i antallet af kollektive ture i hovedstadsregionen på ca. 11.500,” siger seniorforsker Goran Vuk fra DTU transport i artiklen Husker du …: “Set i lyset af takststigningerne, så vil [passagertallet] forsat falde. De kollektive takster er den overvejende grund til faldet.” Vuk bekræfter efterfølgende, at modellen tilsvarende viser, at prissænkninger vil føre til øget brug af den kollektive trafik.
Hvorfor bliver priserne endda ved med at stige?