Indlæg tagged med klimaplan

Naturkatastrofer?

2. april 2011

Gideon Mendel: When the floods came, 7:21 min. YouTube video.

I dagens The Guardian kan man se en tankevækkende konstellation af video og artikel: Natural disasters? ¹

I filmen viser Gideon Mendel parallelt billeder fra oversvømmelser i Sind-provinsen i Pakistan i september 2010 og oversvømmelser fra Victoria og Queensland i Australien i januar i år. Mendels nøgternt afsøgende billeder har reallyd, men står uden forklarende smørtenorspeakerstemme, uden sensationsbilleder, fri af patos. De to skildringer er sideløbende, der er en smertelig skønhed ved de oversvømmede landskaber, et skæbnefællesskab, omend på forskellig klasse. Der er ikke så meget at forklare, meget at forstå. Mere højvande, flere skovbrande, voldsommere storme, mere tørke, voldsommere nedbør … naturen synes at lade sine ekstremer nå nye højder.

I artiklen stiller grundlæggeren af 350-bevægelsen, Bill McKibben, spørgsmålet, om den senere års stadig mere omfattende naturkatastrofer i virkeligheden er menneskeskabte? – man fristes til at kalde dem kulturkatastrofer. For verden rundt ser vi i disse år konsekvenserne af den industrialiserede æras omfattende afbrænding af fossile brændstoffer. Verden undt ser vi klimaforandringerne forandre vores livsvilkår – ofte på meget voldsom vis. Selv når der som ved det nylige jordskælv ud for den japanske kyst stadig er tale om naturkatastrofer, så ligger der i vores teknologiske formåen – og ikke mindst letsindighed – en voldsom forstærkelse af katastrofens omfang. I worst case scenariet for Fukushima-værket vil et stort landområde være uegnet til menneskebrug meget lang tid fremover.

Læs mere »

Share

Indien vedtager bred klimaplan

2. juli 2008

Indiens premierminister Manmohan Singh fremlagde mandag en national klimahandlingsplan for Indien. I et land, hvor 500 mio. mennesker stadig ikke har elektricitet, er udledningen af drivhusgasser pr. indbygger stadig lille. I dag udleder hver inder blot ét ton CO2 – blot 5% af, hvad hver amerikaner udleder, og omtrent det niveau, vi gerne i løbet af nogle få årtier skulle nå ned på også i den rige del af verden.

Men Indien er i disse år inde i en rivende økonomisk udvikling, som vil medføre voldsomt stigende CO2-udledninger, hvis ikke der som i den fremlagte handlingsplan lægges en præcis kurs mod energieffektiviseringer, bæredygtig udvikling og udstrakt anvendelse af vedvarende energikilder, først og fremmest fra solenergi.

Handlingsplanen omfatter otte indsatsområder, som ud over at begrænse udledningen af drivhusgasser skal sikre en rimelig levestandard for Indiens nu mange meget fattige. De otte indsatsområder er:

Solar Energy
Enhanced Energy Efficiency
Sustainable Habitat
Conserving Water
Sustaining the Himalayan Ecosystem
A “Green India”
Sustainable Agriculture
Strategic Knowledge Platform for Climate Change

Fremlæggelsen af den indiske handlingsplan er vigtig for kursen mod en afløser af Kyoto-aftalen, som kommer til at omfatte alle verdens lande. Den fulde klimahandlingsplan kan downloades nedenfor.

Når opretholdelsen af Himalayas økosystem har fået et selvstændigt punkt hænger det blandt andet sammen med, at de store flodsletter Indus, Ganges og Brahmaputra får en stor del af deres vand fra gletsjere i Himalaja-bjergene. Hvis denne vandtilførsel ophører, vil det få katastrofale følger for Asiens store flodkulturer (se tidligere blog-indlæg: Gletsjere smelter med rekordhastighed).

Læs mere »

Share

SAS præsenterer klimaplan for 2020

3. marts 2008

SAS har for nylig lagt en klimaplan frem for år 2020, hvori man regner med selv med at kunne nå en 20% reduktion af det samlede CO2-udledninger. Med forventet stigning i passagertallet på 4% pr. år er der således lagt op til en besparelse på 50% pr. passagerkilometer, hvilket er en ganske markant besparelse. SAS regner da også med derigennem at kunne profilere sig som et grønt luftfartselskab.

Planen indebærer en systematisk gennemgang af aktiviteter i luften såvel som på jorden. En ny generation fly af letvægts kulfibre med forbedrede aerodynamiske egenskaber og højeffektive motorer til biobrændstof ventes klar i 2014.

De 20% reduktion skal ses på baggrund af, at CO2-udledningerne i perioden 2000-2006 steg med 40%. Det er således bydende nødvendigt at knække kurven.

Ifølge DR-nyheder sigter SAS mod at opnå en CO2-neutral luftfart i 2050. Jeg har dog ikke kunnet finde oplysninger om hvordan dette tænkes realiseres. Og selv med den halvering af CO2-udledningerne pr. passagerkilometer som er målet for 2020, vil en returrejse til Bangkok stadig producere næsten et ton CO2 – eller den mængde vi gerne indenfor få årtier skulle ned på pr. person pr. år.

Samtidig er der stor bekymring for, at en forøget efterspørgsel på biobrændstof vil føre til udbredt hungersnød og skabe endnu mere pres på skovrydninger, med deraf følgende CO2-udledninger. For mens biobrændstof er ‘ren’ i forbrændingen, er tilblivelsen i dag alt andet end CO2-fri. Et andet problem med flytrafikken er, at den hvide stribe af først og fremmest vanddamp fra motorerne opvarmning af luften, som flyene trækker hen over himmelbuen, også har en drivhusagtig effekt i de højere luftlag. Så med al respekt for den tekniske innovationsproces, er den klimaneutrale flyrejse i dag en ønskedrøm.

Flyet har nok gjort verden mindre, men med 3% af de samlede globale CO2-udledninger har det også gjort verden varmere.

indlæg oprettet af Jens Hvass

SAS: Bæredygtig luftfart i 2050, DR-nyheder 04.01.2008.

SAS klar med ambitiøs klimaplan, Politiken 03.03.2008.

SAS satser milliarder på miljø, Business.dk 04.01.2008.

Share