Strøtanker om bæredygtighed

Naomi Klein havde tidligere på ugen en tankevækkende (og ganske lang) artikel i The Nation om klimasagens stilling i USA. Hvor 71% af alle amerikanere i 2007 var enige i, at fortsat afbrænding af fossile brændstoffer ville føre til klimaforandringer, så var det i 2009 nede på 51% og i juni 2011 blot 44%. I visse dele af USA er det i dag kun én ud af fem republikanere, som vedkender sig, at klimaforandringer er menneskeskabte. Og hvor der for få år siden var forståelse for klimaudfordringen både til højre og til venstre på den politiske scene, så er det lykkedes inden for det republikanske parti at skabe en skinger konspirationsforståelse, hvor klimasagen og dens fortalere er både anti-kapitalistisk og anti-amerikansk.

Artiklen starter med en lille stemningsrapport fra ‘Heartland Institute’s Sixth International Conference on Climate Change’, hvor klimafornægtere fra hele verden over to dage mødes for at samle kræfterne mod klimaforkæmperne, som blot er ude på at gafle dollars til dem selv. Klimaforandringer, “the global warming con”, er blot en trojansk hest med det formål at promovere socialismen. Det er faktisk ganske morsomt, hvis ikke det var for, at det er så aldeles tragisk.

Klein påpeger, at hvor disse klimafornægtere er helt galt på den med deres alternative klimavidenskab (klimafornægterne opererer i et totalt usammenhængende forklaringsunivers), så er klimafornægternes forståelse af, hvilke løsninger, der skal til for at håndtere klimaudfordringen, ganske præcis. En konsekvent håndtering af klimaudfordringen vil føre til et samfund med mere omfordeling, mere planlægning, mere fællesskab, langt stærkere kontrol af det frie markeds excesser og meget mere af det, som karakteriserer det socialistiske samfund.

Naomi Klein har fat i noget centralt i med sin fornægtelsesanalyse – at det er vigtigt, hvis man vil imødegå klimafornægterne og klimafornægtelsen, så mere at gøre det på værdisiden end på klimaspørgsmålet, som så at sige blot er et lag af støj for at skjule, hvad de fleste med en blot gennemsnitlig begavelse skulle kunne indse (og måske for længst har indset), at det ikke kan fortsætte videre som nu.

Naomi Klein: Capitalism vs. the Climate, The Nation 09.11.2011.

Naomi Klein: Occupy Wall Street: The Most Important Thing in the World Now, The Nation 08.10.2011.

Andrew Revkin: Naomi Klein’s Inconvenient Climate Conclusions, New York Times 07.12.2011.

Verdens store CO₂-udslip følger i store træk de steder, hvor vi ikke lader natten være nat.

Når man tænker på, hvilken intens stemning, hvilket forventningens kraftfelt, der var opbygget i månederne op til COP15 i København for nu snart to år siden, så er der foruroligende stille op til COP17, som løber af staben i Durban i Sydafrika om under en måned. Ved politikerne, at det er i sidste øjeblik at komme i gang – at det er tid for handling.

Siden COP15 er klimavidenskaben blevet langt mere definitiv, og det er blevet endnu mere klart, at der er brug for hurtig og resolut indgriben fra alle spillere i verdenssamfundet. Men det har knapt hjulpet, for i de sidste par år er støj og misinformationskampagner finansieret af den fossile industri taget voldsomt til. For nylig råbte lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen vagt i gevær: Vi var i hans øjne tæt ved at tabe til klimafornægterne.¹ Og situationen i USA synes da også lige nu helt uden for pædagogisk rækkevidde.  

Ifølge IEA steg CO₂-udledningerne sidste år mere end nogensinde. Så målet om at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC, som man trods alt kunne enes om i The Copenhagen Accord, ser med den nuværende mangel på vilje til at vedgå bindende forpligtigelser mere og mere urealistisk ud. At den nuværende leder af klimaforhandlingerne, Christiana Figueres, så insisterer på, at en 2-graders målsætning ikke er tilstrækkelig – at vi må formå at bremse udviklingen inden 1½ºC, hvis vi vil sikre biodiversiteten, levevilkårene og de lavestliggende øsamfund og kyststrækninger – det åbner op for en interessant og nødvendig diskussion i Durban.²

I finanskrisen for tre år siden blev muligheden for grønne investeringer som del af opretningen i det mindste diskuteret, og nogle få lande som Korea og Kina gjorde faktisk alvor af det. Men i de seneste euro-zone-genopretnings-diskurser er klima- og bæredygtighedsudfordringen så godt som ikke-eksisterende. I stedet ser man næsten patetiske old-school vækststrategier, som burde have været sendt på pension for længst.

Fukushima-ulykken har også sat sit præg på forståelsen siden København, og ikke bare Japan er tæt på at udfase sit A-kraft-program- Lande som Tyskland og Schweiz har tilsvarende lagt deres strategi om. Det bliver der argumenteret meget imod, langt ind i klimaforkæmpernes rækker, og der bliver talt om al den kul og gas, som så skal afbrændes. Men det er som om man ikke ænser, at de pågældende lande vil opnå deres klimamål uden A-kraft, og at de kolossale investeringer nødvendige for at udbygge A-kraften i stedet kan prioriteres til udviklingen af den vedvarende energi.

Læs mere »

Georg Metz havde i weekendens Information en næsten profetisk artikel, Historiens stemme fra før vandene steg,¹ hvor han fra år 2211 år ser tilbage på den danske nutid med dens klimafornægtelse, krigsliderlighed, selvtilstrækkelighed og systematiske demontering af velfærdsstaten under den VKO-regering, som kom til at fremstå som Danmarks første diktatur. Og lørdagens tordenskylle med op til 150 mm regn over København står som en utrolig understregning af dagens ignorans af klimaudfordringen. I skrivende stund tøver jeg med at skulle på arbejde efter weekenden – ikke fordi jeg ikke har lyst, jeg har faktisk været der både lørdag og søndag for at redde det vigtigste ud af kælderens oversvømmede mørke, men fordi der ikke er strøm efter weekendens skybrud, og dermed heller ikke internetforbindelse.

Lørdag aften faldt der regn svarende til to måneders nedbør. Det er blevet kaldt det største regnfald i 4-500 år, samtidig med, at vi nok må regne med, at det på grund af klimaforandringerne fremover vil ske langt tiere – nogle har sagt hvert tredje år. Det gode er, at man kan indrette sig, så regnskyl af det omfang ikke er noget problem. Fra min tid i Japan husker jeg vejrudsigter for regntiden, hvor der ofte på sydvestvendte kyster var varsler om over 25 cm regn inden for 24 timer, nogle gange op til 50 cm.

Pensionskasserne har da også været hurtige til at melde ud med, at de gerne skyder penge i en fornyelse af kloaknettet og udbygning af regnvandsbassiner mv. Det ville i givet fald være en solid kunde, hvor man kan være nogenlunde sikker på at få sine penge igen. Politikerne – i hvert fald den del af spektret, som ser privatisering som et ideologisk mål i sig selv – har været lige så hurtige til at melde ud, at det er en oplagt måde at løse kommunernes magtesløshed på.

Læs mere »

Jørgen Steen Nielsen havde 15. februar en fin leder i Information, Sneboldeffekten, hvor han opruller den fornyede kraft, hvormed klimaskeptikerne markerer sig i anledning af, at vi endelig for en gangs skyld har fået sne på den nordlige halvkugle – og det paradoksale i, at klimafornægterne på den baggrund frimodigt proklamerer, at den globale opvarmning nu er afblæst, selvom januar i år globalt set hører til de varmeste måneder nogensinde.¹

Det er ikke mindst den nylige afsløring af, at der i den seneste klimarapport fra IPCC har indsneget sig to småfejl, som har ført til den fornyede offensiv. Den ene er lidt graverende – en reference til en undersøgelse af afsmeltningen af Himalayas gletsjere, som ikke har hold i virkeligheden, og som burde være stoppet i den peer review-mekanik, som i den ideelle verden sikrer, at videnskabelige arbejder nu også er videnskabeligt korrekte. Den anden er en fejlreference til en simpel information om, hvor meget af Hollands areal, som vil blive oversvømmet, hvis og hvis – kort sagt to meget små detaljer, som intet rokker ved det samlede billede af en klode under accelererende opvarmning i den informationsmættede 3.000 sider lange grundlagsrapport fra IPCC. Men også to rigtig dumme småfejl, som begge var blevet påpeget forud, og som derfor meget enkelt kunne være rettet op inden udgivelsen.

I det hele taget har der været stigende kritik af hele IPCCs arbejdsform, som med sin meget tunge konsensus-søgende af forskere fra hele verden skrider frem med sneglefart. Hvor de to småfejl helt fejlagtigt har været brugt som ‘bevis’ for, at global opvarmning er et menneskeligt påhit – eller i hvert fald ikke menneskeskabt eller noget vi kan gøre noget ved – så kunne man med langt større ret indvende, at IPCCs rapporter underdriver konsekvensen af drivhusgassernes indvirkning på klimaet, fordi de seneste års resultater kun alt for langsomt bliver integreret i IPCCs arbejde på grund af den langsommelige arbejdsform.

Læs mere »

Det kunne have været stort – en aftale underskrevet i København, som lagde alle verdens lande ind på en fælles kurs for at håndtere klimaudfordringen med den konsekvens, som er strengt nødvendig, hvis vi skal lykkes med at langtidsstabilisere klimaet. Og op til topmødet var det som om, at vi var kommet dertil, at alle havde indset, at det var alvor, at det var nu, at der skulle sadles om – at videnskabens udmeldinger om, hvad der var nødvendigt, langt om længe ville få fuld gennemslagskraft i det politiske felt.

Men bedst som klimafornægterne var ved at være detroniseret og billedet stod klart, har vi fået en ny kategori klimafornægtere – de mange politikere, som præsenterer sig som ansvarlige, som stiller sig op, som om de med resultatet i København har gjort noget for klimaet, men som enten ikke evner eller ikke tør se klimaudfordringens alvor i øjnene og tage de nødvendige konsekvenser deraf. For hånden på hjertet, den nu foreliggende aftale er aldeles utilstrækkelig. Den er katastrofalt utilstrækkelig. Det har da heller ikke været den store højstemte retorik, som har været taget i brug. ‘Meaningful’ er en af de gloser, man har forsøgt sig med for ikke bare at ende med ‘skuffende’, ‘tandløst’ eller slet og ret ‘fiasko’, selvom det nærmer sig det meningsløste at lave en aftale, som er så åbenlyst utilstrækkelig i forhold til udfordringens omfang og natur som den nu foreliggende.

Aftalen fastslår ganske vist, at verdens lande må arbejde på max 2ºC temperaturstigning. Men der var over 100 lande – heriblandt de fattigste og mest udsatte for klimaforandringer – som indtil det sidste kæmpede for, at aftalen skulle sigte på blot 1,5ºC, som der i dag er bred videnskabelig enighed om, i langt højere grad vil skåne økosystemer og biodiversitet samt beskytte mod udløsningen af tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende. Men klimaforhandlingerne har tydeliggjort, at ikke alle lande har lige meget at skulle have sagt. Og at fremtiden og de fattige har skammeligt lidt at skulle have sagt overfor kortsigtede egeninteresser. Når man ikke har nogen form for bindende aftaler, kunne man i det mindste have haft pli til at fastslå, at aftalen burde have sigtet på en temperaturstigning på maksimalt 1,5ºC og en CO₂-koncentration på maksimalt 350 ppm. Men end det ville man ikke give de fattige lande.

Aftalen slår også fast, at verdens CO₂-udledninger må ophøre med at stige senest i år 2015. Men det er stadig meget småt med konkrete reduktionstilsagn – rent faktisk er der lige nu ikke nogen form for bindende aftaler. Aftalen rummer blot tomme linjer for de enkelte landes reduktionsmål for 2020, og målsætninger for 2050 er helt faldet ud. Senest 10. februar 2010 skal de enkelte lande eller grupper af lande skal byde ind med deres reduktioner. Her må vi håbe, at verdens lande kommer til besindelse, og hver især finder langt stærkere reduktionsmål frem end nu. For de tilsagn, som var på bordet her i København, vil samlet føre til, at verden i år 2100 vil have en næsten dobbelt så stor koncentration af CO₂ i atmosfæren som i dag og en temperaturstigning på over 3ºC. FNs egne videnskabsfolk har regnet det ud til 3ºC, mens ClimateInteractive får det til 3,9ºC. Begge dele er totalt hasard med klodens fremtid og en 100% falliterklæring for Københavner-aftalen.

Læs mere »

De havde let spil under Bush-administrationen – klimafornægterne og alle dem, som har en kortsigtet økonomisk interesse i, at det er gratis at svine atmosfæren til med drivhusgasser og svovlforbindelser. Og nu, hvor man under Obamas ledelse er ved at indføre en kvotelovgivning, som sætter en pris på disse udledninger, kan man se, hvordan mennesker og ikke mindst virksomheder tænker mere med pengepungen end med forstanden. Selvom man ved, at det er vigtigt for verdens klima, at disse udledninger bringes til ophør og at USA præsterer en konsekvent klimalovgivning forud for klimatopmødet i København, ser man i disse måneder systematiske forsøg fra kul- og olieindustrien og deres lobbyister på at forvirre, forfurre, forfalske, forplumre – kort sagt gøre hvad man kan for at sabotere en klimaaftale. Efter Obama har overtaget Det Hvide Hus, er kampagnebudgetterne mod kvotesystemer og reguleringer af udslippene af drivhusgasser blevet sat markant op. Dagligt kan man i amerikanske radiospots høre, at det vil koste en typisk familie i tusindvis af dollars, hvis klimalovgivningen kommer igennem.

Olie- og kulindustrien finansierer sålede ikke bare lobbyvirksomhed, men fuldt så meget massive annoncekampagner og radioannoncer samt systematisk støtte til klimaskeptikere, ud fra devisen: Kan man ikke modbevise, kan man altid så tvivl og lave informationsstøj. Senest har man afsløret falske henvendelser til kongrespolitikerere fra borgere, som angiveligt boede på alderdomshjem.¹

Det er kort sagt demokrati på vrangen, hvor mennesker, som burde vide bedre – og måske rent faktisk ved bedre – spammer medier og diskussionsfora med mistænkeliggørelser og fejlagtige informationer, mens sagesløse mennesker, dyr og planter verden over tavse må se til, mens verdens skæbne afgøres af ignoranter og kortsigtede positioner.

Suzanne Goldenberg: US Congress inquiry reveals fake letters from ‘voters’ opposed to climate bill, The Guardian 19.08.2009.¹

Kevin Grandia: US coal industry won’t give up easily on using atmosphere as a dumping ground, The Guardian 19.08.2009.

Suzanne Goldenberg: Oil lobby to fund campaign against Obama’s climate change strategy, The Guardian 13.08.2009.

Nick Thomas: ExxonMobil is not a climate change denier, The Guardian 10.07.2009.

George Monbiot: Climate denial ‘astroturfers’ should stop hiding behind pseudonyms online, The Guardian 08.07.2009.

David Adam: ExxonMobil continuing to fund climate sceptic groups, records show, The Guardian 01.07.2009.

Suzanne Goldenberg: Barack Obama’s key climate bill hit by $45m PR campaign, The Guardian 12.05.2009.