Martin Lidegaard: Knald eller fald
31. juli 2012
I gårsdagens Information havde Kim Christensen et særdeles læseværdigt interview med klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard, som kredser om den klimadagsorden, som er som forsvundet.
I Lidegaards perspektiv er det vor tids største udfordring – og uomgængeligt vigtigt, at vi kommer ud over den håbløshed og fornægtelse, som følger af dommedags-scenarierne (og af problemernes kolossale omfang), og får dekonstrueret og rekonstrueret situationen dertil, at vi konstruktivt løser problemerne.
Jeg vil ikke her referere interviewet, som fortjener at blive læst i sin helhed, men blot konkludere, at det er dybt beskæmmende, at klima- og bæredygtighedsproblematikken ikke har fået mere plads i den nuværende regerings arbejde og profilering, og slutte med Lidegaards afrundende kommentar i interviewet:
“‘Der udspiller sig for øjeblikket en diskussion om, hvorvidt vækst er problemet – eller løsningen. For mig er det indiskutabelt, at den form for økonomisk vækst, vi har haft de seneste 50 år, ikke kan fortsætte. Det er ikke noget, vi kan vælge fra eller til. Af den enkelte grund at der ikke er ressourcer eller råstoffer nok,’ siger Martin Lidegaard og fortsætter: ‘Men hvis man med vækst forstår økonomisk udvikling, så kan jeg ikke se, at vi kan undvære denne udvikling. Vi har brug for teknologiudvikling. Vi har brug for forandring. Men når jeg tænker grøn vækst, så tænker jeg betydelig mindre materiel vækst. Og langt mere kvalitativt vækst med fokus på service, kultur og den slags ting, som ikke har et naturressourceforbrug’.”¹
Se tidligere blog-indlæg: Klimaministeren efter Durban: 6º varmere en reel risiko og Martin Lidegaard: Vi taler klimaet ihjel.
Kim Christensen: ‘Jeg tror, det her er knald eller fald for fremtidige generationer’, Information 30.07.2012.¹
Og de lækkede dokumenter giver også et indblik i, hvilke virksomheder, som har interesse i, at den globale konsensus om den menneskeskabte opvarmning forstyrres længst muligt. Blandt bidragyderne finder man store virksomheder som GlaxoSmithKline, Altria, Reynolds America, Pfizer, Eli Lilley, General Motors og Microsoft (omend kun med mindre beløb). Heartland har tidligere fået støtte fra Exxon Mobil and Philip Morris og fik i 2011 en støtte på 200.000$ fra Charles G. Koch Foundation, en af USAs store klimafornægtelsessponsorer. Størstedelen af Heartlands budget er finansieret af en anonym bidragyder.
Han præsenterer sig som Richard Rotchild, og fortæller forsamlingen, at han stillede op til valget til lokalrådet i Marylands Carroll County, fordi han var kommet til den konklusion, at politikker til bekæmpelse af global opvarmning faktisk var ‘et angreb på amerikansk middelklassekapitalisme.’ Hans spørgsmål til panelet, som sidst i juni måned var forsamlet på et Marriott-hotel i Washington, DC, lød således ‘I hvilken udstrækning er hele denne bevægelse simpelthen en grøn trojansk hest med maven fyldt af marxistiske socioøkonomiske doktriner?”
Chris Horner, et seniormedlem ved Competitive Enterprise Institute(2); han excellerer i at forulempe klimavidenskabsfolk med sagsanlæg og forsøg på fiskeri i oprørte vande angående ‘Frihed til Information’(3) bemægtiger sig mikrofonen. ‘Man kunne tro, at dette handler om klimaet’, siger han dystert, ‘og det er der da også mange, der gør, men det er ikke en fornuftig antagelse.’ Horner, hvis tidligt grånede sølvhår får ham til at ligne en højrefløjsudgave af Anderson Cooper(4) ynder, at tage Saul Alinsky(5) til indtægt: “Sagen er ikke sagen”. Sagen er helt klart at “intet frit land ville gøre imod sig selv, hvad denne agenda foreskriver…. Ifølge den er det første skridt at fjerne vores påtrængende frihedsrettigheder, som til stadighed står i vejen.”
Men en gruppe mennesker er gået sammen om at skab en enestående hjemmeside, 
