Denne annonce er den første af en serie på 12, som i de kommende uger vil blive indrykket i Wall Street Journal på prominent plads, lige overfor lederpladsen, hvorfra der løbende udgydes en massiv klimafornægtelse. Gennem årene er det således blevet til mere end 200 ledere om klimaspørgsmålet, alle med et mere eller mindre utilsløret klimafornægtende synspunkter, hvilket ikke er så mærkeligt, da vi her står med et af Murdoch-koncernens mere forkromede talerør.
Det kan derfor umiddelbart virke underligt, at Wall Street Journal overhovedet har valgt at sige ja til en annonce, som direkte sætter spørgsmålstegn ved Wall Street Journals vedholdende klimafornægtelse. Partnership for Responsible Growth, som har indrykket annoncen, har da også måttet betale for det. Wall Street Journal synes at have en fuld pris-kategori, som meget sjældent bliver brugt, som er beregnet for de annoncer og annoncører, man ikke sympatiserer med, så man ikke må afvise, men at disse annoncører blot får lov til at gribe dybere i lommerne.
“We’re not really trying to convert or attack the paper,” siger George Frampton, som står bag initiativet til Washington Post: “We’re trying to reach out to a business audience in a medium that never tells them the the science is basically settled and that this is a national-security and economic problem . . . I’d say if the Journal won’t cover it, we’ll pay to have them cover it.”
Nu hvor det ligger i kortene, at republikanernes kandidat til Obamas efterfølger i Det Hvide Hus bliver Donald Trump, synes det på plads at lave et indlæg om Donalds klima, ligesom man kan finde indlæg om Hillarys klima og Bernies klima. Umiddelbart bliver det noget lettere at lave, for klimapolitikken har indtil nu været til at overse i Donalds politiske cirkus. Tilbage i marts sagde han i et interview med Washington Post, at han ikke troede så meget på det med klimaforandringer – og har flere gange hævdet, at der var tale om et kinesisk plot for at svække den amerikanske økonomi. Som oftest bliver det blot til ultrakorte statements – at det er en hoax, bullshit eller a con job. Og med størstedelen af det republikanske parti sponsoreret af fossile interesser for at opretholde klimafornægtelsen er Trump ikke i løbet af primærprocessen blevet modsagt på dette område.
I det hele taget er han i foruroligende lille grad blevet modsagt. Tværtimod har de amerikanske medier villigt ladet sig reducere til mikrofonholdere for hans absurde teater i stedet for at holde ham til ansvar for den eklatante mangel på politiske substans, hans mangel på basal udenrigspolitisk forståelse, hans chauvinisme, hans demagogi og leflen for laveste fællesnævner, hans utilslørede racisme og skingrende islamofobi. Når endelig der er nogen, som har ymtet uenighed, har han jordet sine modstandere så brutalt og i så høj grad ved at gå efter personen frem for bolden, at der med ganske få undtagelser har været tale om en udtalt berøringsangst.
Både medierne og hans republikanske politiske modstandere må derfor i denne tid se sig dybt i spejlet, hvordan de har kunnet lade en sådan gøgeunge udruge i den republikanske primær-rede og fuldstændigt lade ham afspore den politiske diskurs.
Hvis således – Gud forbyde det – hele denne næsten halvandet år lange valgproces i verdens største økonomi ender med, at Donald flytter ind i Det Hvide Hus med sin Playboy-politik, er det en katastrofe ikke bare for USA, men for verdenssamfundet og for verdens videre udvikling. Og det at et menneske med en sådan sans for trætterier og konspirationsteorier, en sådan manglende sans for, at der findes en verden uden for hans amerikanske hvid mand-univers og decideret fladpandede politiske program, kan finde vejen gennem primærvalgenes politiske nåleøje, stiller alvorlige spørgsmål ved, hvordan demokratiet håndteres i verdens rigeste land.
Protest og forargelse har bredt sig som en steppebrand efter at det står klart, at Exxon tilbage i 70erne og 80erne havde et helt klart billede af konsekvenserne af fortsat at udlede store mængder af CO2, men alligevel valgte ikke bare at tie, men meget aktivt at skabe tvivl om klimavidenskaben.
Da Bill McKibben for nylig lænkede sig til en lokal Exxon benzinstander i en desperat proces for at markere urimeligheden i det svigt overfor menneskeheden, som det var blevet lagt for dagen, at Exxon havde leveret, gav han udtryk for, at det var yderst tvivlsomt, om Exxons udåd (som han karakteriserede som den værste i verdenshistorien) nogensinde ville blive prøvet ved domstolene – dertil havde de formået at købe sig til for megen magt. Det kom efter en række artikler, hvor McKibben tydeligvis var mere og mere utilsløret forarget og rasende og – kunne man mærke – var lige ved at koge over (se updates for 14.10. ff. i blog-indlægget Exxons klimasvigt).
Så på den led er det en god overraskelse, at New Yorks anklagemyndighed i denne uge indledte undersøgelser mod Exxon for at få afprøvet ved domstolene, om Exxon bevidst har vildledt offentligheden.
Baggrunden er en lang række afsløringer, hvor tre forskellige journalist-detektivhold har forsøgt samme spor. Ballet blev åbnet af en gruppe fra Union of Concerned Scientists, som via informationer fra tidligere medarbejdere ved Exxons forskningsafdeling tydeliggjorde, at Exxon allerede tidligt havde forsket i og haft et ganske præcist billede af, hvilke klimaforandringer, som lå forude, og dermed hvilke katastrofer ens kerneprodukt olie ville påføre menneskeheden. Senest har et team fra Washington Post og Columbia University Journalism School fremlagt sine afsløringer, som blandt andet demonstrer, hvordan Exxon bevidst har indkalkuleret klimaforandringenes afsmeltninger i det arktiske område, så man bedre kan komme til at udvinde olie, samtidig med at man siden midten af 1980erne ganske systematisk har sået tvivl om klimaforandringerne, i hvert flad som menneskeskabte. Men den uafviselige bredside kommer fra InsideClimate News, som igennem måneder har haft en gruppe journalister på sporet, og har haft disciplin nok til ikke at lade det dryppe under vejs – og dermed blot drukne i mediestrømmen – men samle det over en relativt kort periode.
. Her ses InsideClimate News’ lille introduktionsvideo til en artikelrække, Exxon: The Road Not Taken, som bygger på en omfattende afdækning af Exxons tidlige undersøgelser af klimaudfordringen, som viser, at Exxon allerede sidst i 1970erne havde et ganske præcist billede af CO2-udledningernes potentielt ødelæggende indflydelse på vores livsgrundlag.
InsideClimate News offentliggør i disse dage et omfattende undersøgelsesarbejde i en artikelserie, hvoraf der foreløbig er kommet tre dele (se listen nederst). Den kaster nyt lys over Exxons tidlige klimaforskning og dokumenterer uomtvisteligt, at virksomheden allerede meget tidligt havde et helt klart billede af konsekvenserne af, hvis man blot fortsatte med at pumpe olie op og afbrænde den som hidtil. Alligevel vælger virksomheden i 1989 at fornægte sin egen forskning og sætte masser af ressourcer ind på at benægte og slå tvivl om sine egne indsigter – deraf titlen The Road Not Taken.
Tilbage i 1977 holdt Exxons inhouse ekspert James F. Black en præsentation for selskabets ledelse, hvor han i ganske stærke vendinger klargjorde for hvad der ville ske ved den fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer. Og året efter fremlagde han en revideret udgave af præsentationen for en bredere kreds i virksomheden. I den første artikel kan man læse:
“A year later, Black … took an updated version of his presentation to a broader audience. He warned Exxon scientists and managers that independent researchers estimated a doubling of the carbon dioxide (CO2) concentration in the atmosphere would increase average global temperatures by 2 to 3 degrees Celsius (4 to 5 degrees Fahrenheit), and as much as 10 degrees Celsius (18 degrees Fahrenheit) at the poles. Rainfall might get heavier in some regions, and other places might turn to desert. ‘Some countries would benefit but others would have their agricultural output reduced or destroyed,’ Black said, in the written summary of his 1978 talk.
His presentations reflected uncertainty running through scientific circles about the details of climate change, such as the role the oceans played in absorbing emissions. Still, Black estimated quick action was needed. “Present thinking,” he wrote in the 1978 summary, “holds that man has a time window of five to ten years before the need for hard decisions regarding changes in energy strategies might become critical.
Exxon responded swiftly. Within months the company launched its own extraordinary research into carbon dioxide from fossil fuels and its impact on the earth. Exxon’s ambitious program included both empirical CO2 sampling and rigorous climate modeling. It assembled a brain trust that would spend more than a decade deepening the company’s understanding of an environmental problem that posed an existential threat to the oil business.”
Sådan ville et hvilket som helst ansvarligt selskab agere, og hatten af for det.
“Then, toward the end of the 1980s, Exxon curtailed its carbon dioxide research. In the decades that followed, Exxon worked instead at the forefront of climate denial. It put its muscle behind efforts to manufacture doubt about the reality of global warming its own scientists had once confirmed. It lobbied to block federal and international action to control greenhouse gas emissions. It helped to erect a vast edifice of misinformation that stands to this day.
This untold chapter in Exxon’s history, when one of the world’s largest energy companies worked to understand the damage caused by fossil fuels, stems from an eight-month investigation by InsideClimate News. ICN’s reporters interviewed former Exxon employees, scientists, and federal officials, and consulted hundreds of pages of internal Exxon documents, many of them written between 1977 and 1986, during the heyday of Exxon’s innovative climate research program. ICN combed through thousands of documents from archives including those held at the University of Texas-Austin, the Massachusetts Institute of Technology and the American Association for the Advancement of Science.”
Men at man på baggrund af en sådan indsigt standser videre undersøgelser og i stedet finansierer klimafornægtelse, det er utilgiveligt, det burde give anledning til et retsligt efterspil.
Det er skræmmende læsning, og jeg kan kun anbefale at læse InsideClimate News’ artikelserie i sin helhed. Her en opsummerende illustration fra artiklens anden del, som opridser, hvor meget af klimaforandringernes dynamik, Exxon havde indset allerede for 20-30 år siden – og valgte at fornægte.
Koch-brødrene – Charles og David Koch – hører til blandt USAs allerrigeste, hver med en formue på omkring 50 mia $. Herover er de indfanget i Victor Juhasz’ streg.
Koch-brødrene har tjent deres formue på olieudvinding og bruger rundhåndet deraf til at finansiere stort set enhver form for klimafornægtelse. De finansierer således et omfattende netværk af lobbyister og tænketanke, og søger målrettet at påvirke de demokratiske processer langt ud over, hvad et demokratisk system burde goutere.
Det amerikanske præsidentvalg finder sted 8. november 2016, men den amerikanske valgkamp er lang, med omfattende primærvalg i hver eneste stat, hvor partierne i det kommende år skal afklare deres kandidat til præsidentvalget – såvel som til en lang række andre samtidige valg. Og forberedelserne hertil er allerede i fuld gang.
Koch-brødrene plejer at være blandt de allerstørste donorer, og i den forbindelse havde de i denne uge samlet 450 velstående mennesker – potentielle politiske donorer – samt en række potentielle kandidater til nomineringen som Det Republikanske Partis kandidat til at afløse Obama i Det Hvide Hus: Marco Rubio, Scott Walker, Carly Fiorina, Jeb Bush og Ted Cruz.
Konteksten er implicit, at den eller de kandidater, som bedst kan sikre de fossile interesser, kan forvente at få gigantiske millionbeløb stillet til rådighed til at føre valgkamp for. En vellykket præsidentkampagne kommer let til at koste et par mia. dollar. Hvis det tidligere hed sig, at ‘uden mad og drikke, duer helten ikke’, så kommer en amerikansk politiker i dag ikke nogen vegne uden enorme beløb at føre valgkamp for. Og den aktivitet, som så godt som alle amerikanske politikere i dag bruger mest tid på, er fundraising.
Koch-brødrene støtter som regel den republikanske præsidentkandidat rundhåndet. Politisk set er de dog ikke republikanere men libertarians – David Koch forsøgte sig ved valget i 1980 som vicepræsidentkandidat for Libertarian Party. Man kunne mene at Anders Fogh da han skrev Minimalstaten, havde skelnet lidt rigeligt til et sådant univers. For Koch-brødrene er staten en kræftsvulst på det frie initiativ: jo mindre stat og jo færre reguleringer, jo bedre. Og Koch-brødrene har i forbindelse med de seneste dages samling i Californien luftet en række ganske rabiate synspunkter.
Colin Taylor skriver på Occupy Democrats, at “Charles Koch just had the sheer nerve to compare his ultra-conservative organization’s efforts to dismantle America’s public institutions and all government regulations to the fight to end slavery and secure equal rights for women and minorities.”
Det er således en nærmest revolutionær indsats at nedbryde vefærdsstaten. Sophia Tesfaye taler i Salon direkte om et frelser-syndrom, ‘Messianistic delusions’.
Det giver en vigtig nøgle til hele den systematiske nedbrydning af de amerikanske ansatser til en velfærdsstat, som trods alt har udviklet sig i USA efter 2. verdenskrig, som republikanerne i de senere år har arbejdet på. Man har systematisk saboteret Obamas politiske muligheder gennem at indskrænke de statslige budgetter, og hele den samtale om, hvordan man kan gøre staten og centraladministrationen bedre ender blidt, fordi det for en betydelig del af den republikanske fløj er et plus, hver gang centraladministrationen demonstrerer sin uformåenhed og uegnethed til at løfte fælles opgaver. For der er ikke noget ønske om at få staten til at fungere bedre, kun at barbere den ned til det minimale, militær, domstole og … og så nok ikke ret meget mere.
I anden sammenhæng har Koch-brødrene været fortalere for helt at afskaffe statsskatten.
For nogle år tilbage blev det fremført med stor styrke, at 97% af alle videnskabsfolk var enige i, at global opvarmning eksisterede og for langt den overvejende del var menneskeskabt. År for år viste samme type undersøgelse, at andelen var voksende og faktisk en del højere. Men billedet af de 97% er fortsat som en fast indgroet talemåde – og fik for nylig næsten ikonisk status med John Olivers visualisering deraf og problematisering af pressens evindelige pro et contra-format på hans TV-show Last Week Tonight.
Nu har James L. Powell, som er leder af National Physical Sciences Consortium, lavet en gennemgang af 24.215 peer reviewede klimavidenskabelige artikler fra 2013 og 2014. Af i alt 69.406 forfattere til disse artikler var der kun fire, som afviste, at klimaforandringer var menneskeskabte, eller én ud af 17.352. I procent er det således ikke 97%, men 99,99%.
Hvor der for årene 1999-2012 var 24 peer reviewede artikler ud af 13.974, som afviste menneskeskabte klimaforandringer (svarende til 0,17%), var der for årene 2013-14 tale om, at blot 5 artikler ud af 24.215 afviste menneskeskabte klimaforandringer, hvilket svarer til 0,02% eller en femtedel promille.
Det korresponderer med, at for eksempel fysikeren Richard Muller, som gennem en årrække var en fremtrædende klimaskeptiker, i 2011 fremlagde det omfattende projekt, som søgte at komme til bunds i de globale sæt af klimamålinger. En del af Mullers motivation for at gennemføre det omfattende datasammenkøringsprojekt, var hans skepsis overfor den fremherskende klimavidenskabelige konsensus. Men han endte med gennem udarbejdelsen af dette arbejde fuldt ud at acceptere den – og underbygge den (se blog-indlægget Berkeley Earth Surface Temperature). Så i dag er der ingen reel tvivl blandt klimaforskerne. Der er stadig åbne spørgsmål og en lang række detaljer, man ikke kender det præcise svar op, men det rokker ikke ved den grundlæggende konsensus om, at klimaudfordringen er stor og menneskeskabt og kræver øjeblikkelig handling.
Allerede i 1981 var det amerikanske olieselskab Exxon klar over, at en fortsat udvinding og afbrænding af fossile brændstoffer ville føre til klimaforandringer. Dette er netop kommet for dagen via en email fra Lenny Bernstein, som inhouse klimaspecialisthos Exxon og Mobile igennem tre årtier. Alligevel har ExxonMobil systematisk fortrængt denne indsats og har ifølge opgørelser fra Greenpeace gennem årene bidraget med mere end 30 mio. $ til tænketanke og forskere, som producerede klimafornægtelse.
Tidligere i år stod det klart, at Rockefeller-familien, som i sin tid grundlagde Exxon, allerede i 2004 forsøgte at overtale ExxonMobil til at lægge sin klimafornægtelse bag sig og afsøge, hvordan man kunne blive en konstruktiv del af løsningen på klodens klimaproblemer. Endda fortsatte ExxonMobil i fornægtelsessporet, og var på den tid blandt de største sponsorer af klimafornægtende aktiviteter.
Exxon og Mobil blev i 1999 lagt sammen til ExxonMobil, verdens i dag fjerdestørste olieselskab. Siden 2008 har ExxonMobil officielt ikke støtte klimafornægtende aktiviteter, men alligevel har man i det skjulte fortsat med at støtte mere diskret klimafornægtelse som for eksempel klimaforskeren Willie Soon.
Så sent som i sidste uge måtte Figueres udsende en skarp reprimande til olieselskaberne om at indstille deres fortsatte finansiering af klimafornægtelsen.
.
Den amerikanske komiker Bill Maher – som aldeles ikke står tilbage for at diskutere alvorlige emner dybt seriøst – har i denne sekvens af Real Time with Bill Maher inviteret klimaforskeren Anthony Leiserowitz for at tale om klimaindsats og global opvarmning i lyset af Obamas nylige klimatale (se blog-indlæggene Obamas klimaplan og Obama om Keystone XL)
Leiserowitz, som er leder af Yale Project on Climate Change Communication, har forsket i den amerikanske befolknings klimaattitude, så måske lige bortset fra Mahers næsten tvangsagtige pukken på de troende er disse 7 minutter en yderst begavet samtale om, hvad der rører sig i en befolkning. Leiserowitz opruller 6 segmenter, hvoraf kun de 16% er egentlige fornægtere. Endda er denne fornægtelse i stand til at blokere for en egentlig indsats i Kongressen. Så mens attituderne i befolkningen måske ikke er så anderledes end i flertallet af verdens lande – i den modsatte ende af spekteret er der 16% som er dybt alarmerede over situationen – så er det, at et egoistisk mindretalssynspunkt i den grad kan styre og blokere for udviklingen i USA, et klart billede af, i hvor høj grad den politiske magt og diskurs i USA er styret af snævre økonomiske interesser.
Det har formået at pervertere hele værdidebatten derhen, at forsvaret for individets ret er blevet et forsvar for retten til at forurene uden at rydde op efter sig, retten til at profitere uden at tænke på fremtiden, retten til at mele sin egen kage, og retten til at afvise ethvert hensyn til helheden.
Og dette i ‘God’s Own Country’ – de opfører sig ikke alle sammen lige meget som Guds børn.
Har nedenfor sat referencer ind til en række blog-indlæg, som introducerer Leiserowitz’ forskning i klimaattituder og klimakommuniation.
.
Politisk set er USA er i disse år stærkt polariseret, republikanernes indre strid har rykket partiet langt mod højre, hvilket har givet plads til at det er Obama og demokraterne, som har den største appel til midten. Men valgsystemet med et repræsentanternes hus valgt i enkeltmandskredse favoriserer republikanerne. Derfor har de stadig et solidt flertal i kongressen, selvom der ved seneste valg var 5 mio. flere demokratiske end republikanske stemmer. Den politiske debat er stærkt ideologiseret, og der udkæmpes mere eller mindre ideologiserede slag om stort og småt, indvandring, våbenlovgivning, abortlovgivning, sundhedssystemet og ikke mindst vitalt for resten af verden, klimaindsatsen eller – som det indtil nu i alt for høj grad har været – manglen på samme.
Selvom USA har nogle af de mest fremtrædende klimavidenskabsmænd m/k, så er landet stadig fastholdt i begynderspørgsmålene, om der overhovedet er tale om global opvarmning, og om den er menneskeskabt. Ikke fordi videnskabsmændene er i tvivl (se blog-indlægget En overvældende klimakonsensus), men fordi det amerikanske politiske system i den grad har udviklet sig til de økonomiske særinteressers kampplads, at jeg indimellem vægrer mig ved at regne det som et demokrati. Der er mange gange flere fuldtids lobbyister end parlamentarikere, og til forskel fra lobbyisterne, som har al deres tid til at pleje deres særinteresser og for langt de flestes vedkommende har generøse midler i baghånden fra bil- og våbenindustrien, kul-, olie- og medicinalindustrien osv., er parlamentarikernes mest presserende opgave fundraising, fundraising og mere fundraising. Derfor er der opstået et beslutningsklima, hvor ideerne ikke brydes åbent og frit, men man kan købe sig til politisk goodwill og indflydelse dertil, at det i nu snart 30 år lykkedes politiske særinteresser at fastholde tvivlen, om den globale opvarmning er menneskeskabt. Var USA blot en lille bananrepublik, var det til at overse. Men USA er verdens rigeste land, indtil for få år siden verdens største udleder af drivhusgasser, og historisk set stadig den største. Så den amerikanske nølen har været en kolossal bremseklods for det internationale arbejde for en global klimaaftale.
I videoen herover fra 8. maj i år kan man høre Sheldon Whitehouse, demokratisk senator fra staten Rhode Island, gå i rette med en medsenator, som overfor klimaudfordringen defaitistisk har konstateret, at “God won’t allow us to ruin our planet” – at Gud ikke vil tillade mennesket at ødelægge kloden. Den slags magisk besværgelse har ikke noget med nutidig kristendom at gøre. Men den kristne fundamentalisme er stærk i USA, og fra samme front har det også for nylig været fremført, at verdenshavene ikke vil stige, fordi Gud i det Gamle Testamente lovede Noah ikke igen at oversvømme jorden.
Whitehouse er en af klimasagens stærke stemmer i det amerikanske politiske system. Han går her i rette med denne “a tidy up after us God” i en tale, som nærmest er en vækkelsestale og slutter med en solid bredside til klimafornægterne:
“We need to face up to the fact that there is only one leg on which climate denial stands: money. The polluters give and spend money to create false doubt. The polluters give and spend money to buy political influence. The polluters give and spend money to keep polluting. That’s it. That’s it. Not truth, not science, not economics, not safety, not policy, and certainly not religion, nor morality. Nothing supports climate denial. Nothing except money. But in Congress, in this temple, money rules; so here I stand, in one of the last places on Earth that is still a haven to climate denial.
In our arrogance, we here in Congress think that we can somehow ignore or trump Earth’s natural laws, laws of chemistry, laws of physics, laws of science, with our own political lawmaking, with our own political influence. But we’re fools to think that. The laws of chemistry and the laws of physics neither know, nor care, what we say or do here. So we need to wake up. We need to walk not in the counsel of the wicked, nor sit in the seat of scoffers, but with due humility awaken to our duty and get to work. Because here on Earth, God’s work must truly be our own.”
.
Denne 25 min. udsendelse fra Al Jazeera ser på den amerikanske klimafornægtelse i lyset af den netop fremlagte undersøgelse af artikler om klimavidenskab, som viser, at der blandt videnskabsmændene m/k er tale om en endog meget høj grad af konsensus om, at klimaforandringer er menneskeskabte. Ud af næsten 12.000 artikler, som blev undersøgt, var der faktisk kun 12, som afviste, at den globale opvarming var menneskeskab (se gårsdagens blog-indlæg: En overvældende klimakonsensus).
I udsendelsen får man et rids af den amerikanske klimasituation – og det paradoksale, at befolkningen trods den videnskabelige konsensus i stor udstrækning tvivler derpå. Studievært Shihab Rattansi har en række fremtrædende gæster i studiet, klimaforskeren Manfred Mann, Dana Nuccitelli fra Skeptical Science og Rick Piltz fra Climate Science Watch. Så alt i alt en yderst seværdig udsendelse.
Mod slutningen drejer samtalen sig im geoengineering – og Mann siger meget rammende, at vi allerede er i fuld gang med et storstilet geoengineering-projekt, som er ved at vise sig at have graverende bivirkninger, nemlig det at lukke store mængder CO2 ud i atmosfæren.
Al Jazeera udspringer fra Qatar og associerer måske til noget meget arabisk, men Al Jazeera er i gang med at etablere en amerikansk afdeling. Man overtog fra nytår Al Gores kanal Current TV, som leverer billeder til 40 mio amerikanske hjem, og synes indstillet på at etablere et højkvalitets nyhedsprodukt til det amerikanske marked.
Uden at kende det fulde udbud af amerikanske TV-stationer er det mit indtryk, at Al Jazeera i hvert fald på klima-området giver en langt mere seriøs dækning end nogen anden amerikansk kanal.