Strøtanker om bæredygtighed

Der er mange forskellige konsekvenser af den globale opvarmning, men en en af de mere håndgribelige er, at efterhånden som temperaturerne stiger, vil klodens gletsjere smelte bort. Det sker i disse år med en hastighed, som er langt hurtigere, end antaget for blot få år siden. Klimaforandringer er således ikke noget, som i en fjern fremtid måske vil berøre vores børnebørn. Mange steder i verden, ikke mindst i det tropiske bælte, er det allerede i dag en håndgribelig realitet.

En af verdens tropiske gletsjere, Chacaltaya ligger højt oppe i Andesbjergene, over Bolivias hovedstad La Paz. Her lå indtil for få år siden verdens højeste skisportssted i 5.300 m højde, men i dag er her ingen sne.Ifølge lederen af den geologiske afdeling ved San Andrés-universitetet i La Paz, Jaime Argollo Bautista, er optøningen af Chacaltaya-gletsjeren gået særlig hurtigt, og mere end 80% af ismasserne er forsvundet på blot 20 år. I februar 2007 var hans bud således, at gletsjeren ville være helt væk om tre år¹ (se kort nedenfor).

Politiken har med støtte fra Danida haft en journalist og en fotograf i Bolivia for at rapportere fra området, og det er der kommet en stribe fine artikler og billedserier ud af. Ifølge Michael Rothenborg er det tidligere vintersportssted i dag som et månelandskab med blot enkelte hvide pletter, og skiliften står som et minde om en tabt tid.² Men problemet er ikke så meget, at man ikke kan stå på ski. Det er langt mere fundamentalt, at den løbende forsyning af smeltevand, som gav dalen nedenfor sin frugtbarhed og gav drikkevand til omkring 1,6 mio. mennesker i området omkring La Paz, er næsten ophørt. Folk flygter fra de tørkeramte jorder, hvor afgrøderne rundt regnet er halveret. Dem der bliver, står overfor store udfordringer med at få et livsgrundlag ud af de nye vilkår, hvor man må klare sig gennem de tørre måneder uden smeltevandet. Og i byerne er vandforsyningen katastrofal – der er eksempler på, at man har slået hul i kloakledninger for i det mindste at have vand til husdyrene.³

Læs mere »

Professor Ross Garnaut, klimarådgiver for den australske regering, fremlagde i går Garnaut Climate Change Review, en 537 sider lang klimahandlingsplan, som indeholder et tankevækkende scenario for Australien for år 2100, hvis ikke der bliver igangsat gennemgribende ændringer i allernærmeste fremtid. Australien synes at være det at de udviklede lande, som står overfor de voldsomste konsekvenser af klimaforandringerne, og scenariet fremmaner et dystert billede af et land med flere tusinde døde hver sommer fra et bagende varmt sommerklima og en befolkning på flugt fra stigende verdenshave og voldsomme storme langs kysterne, hvor langt de fleste nu bor.

Murray-Darling-bassinet i det sydøstlige Australien, Australiens i dag frugtbare landbrugsområde 20 gange større end Danmark, vil i år 2100 være tæt på at være opgivet som landbrugsland på grund af stadig mere udbredt tørke, mens Murray-Darling-floden i worst case-scenariet vil være næsten tørlagt og høstudbyttet være blot 3% af i dag.

Den omfattende tørke vil have stor konsekvens for biodiversiteten, og The Great Barrier Reef, verdens største system af koralrev, som strækker sig mere end 2.000 km langs den australske østkyst, vil i år 2100 være dødt. Alt i alt et skræmmende billede, som man kan håbe kan få Australien sporet ind på en CO₂-neutral kurs.

Garnaut Climate Change Review rummer langt mere end klima-scenariet. Den er en omfattende analyse af klimasituationen og de tiltag som er under opbygning for at kunne håndtere klimaudfordringen globalt. De centrale afsnit udgøres af en omfattende analyse af og køreplan for indførelsen af et CO₂ kvotesystem for Australien. Rapportens mål er da også at kvalificere den politiske beslutningsproces for det australske kvotesystem med påbegyndelse i 2010. Vedtagelsen er i bedste fald på plads i løbet af denne måned.

Læs mere »

Franske forskere har netop offentliggjort en undersøgelse, hvor man med data fra seks forskellige europæiske bjergkæder kortlagt i alt 171 planters udbredelse over en 100-årig periode. Vegetationen op ad en bjergside rummer en hel serie af plantesamfund, som hver i sær er tilpasset de særlige vilkår op ad bjerget, som gennemgående bliver jo koldere, jo højere oppe.

Ifølge undersøgelsen har planters typiske voksested siden 1905 i gennemsnit bevæget sig 29 m opad pr. årti. Det er blot tre meter om året, men på et århundrede bliver det næsten 300 m. På et landskab som på billedet til højre, som stammer fra Valsertal i det centrale Schweiz, er der cirka 1.000 m fra bund til top, så 300 m er en betragtelig rejse. Mange skisportssteder har da også i samme periode erfaret tilsvarende problemer med, at grænsen for godt skiføre rykker stadig højere op i bjergene.

Planternes vandring mod toppen afspejler meget direkte, at de klimatiske vilkår, som de gennem årtusinder har tilpasset sig, på grund af klimaforandringerne skal findes stadig højere oppe. I de undersøgte områder har temperaturstigningen i perioden været på 0,6° C, og man kan forestille sig, hvordan visse plantesamfund med tiden vil strande på toppen og blive vokset ovenud.

De 29 meter pr. årti dækker over store forskelle. Gennemgående bevæger græsser og urteagtige planter sig langt hurtigere opad end buske og træer. I tider, hvor ændringerne af vilkårene kommer hurtigt, kan man derfor frygte for, at hidtidige symbioser og samspil melle plantesamfundenes mange arter brydes op.

Det er kun få dage siden, at amerikanske forskere offentliggjorde en undersøgelse af planternes bevægelser som følge af klimaforandringer i Californien, som forudsagde, at forandringen i vækstvilkårene med den nuværende udvikling ville være så omfattende, at omkring to tredjedele af de omkring 2.300 plantearter, som kun findes i det californiske landskab, står overfor at få deres vokseområde indskrænket med mere end 80% i løbet af de næste 100 år (se tidligere blog-indlæg: Klimaforandringer og biodiversitet).

En tilsvarende konsekvens af de globale temperaturstigninger er, at skovgrænsen gradvist bevæger sig nordud over tundraen. Når først skoven har fat, mildner den mikroklimaet markant. Dette giver risiko for en frigivelse af de kolossale mængder af metangas, som nu findes indespærret under tundraens lag af permafrost.² Ligesom CO₂ er metan en drivhusgas, blot er den 22 gange mere aktiv. Metanudledninger i forbindelse med menneskelig aktivitet har medført, at metakoncentrationen i atmosfæren i de sidste 200 år er mere end fordoblet, fra 0.8 ppm til 1,7 ppm.

Laureen Cahoon: Climate Change Pushes Plants Out of Their Comfort Zone, Science News 26.06.2008.¹

Janet Raloff: Forest invades tundra, Science News 20.06.2008.²

Michael Kahn: Rising Temperatures Force Many Plants Higher – Study, Reuters 27.06.2008.

Mason Inman: Plants ‘Climbing’ Mountains Due to Global Warming, National Geographic 26.06.2008.

Study: Global warming chases plants uphill, MSNBC 26.06.2008.

Elisabeth Astrup: Klimaændringer tvinger planter opad, Politiken 29.06.2008.

Fænomenet ukrudt har eksisteret siden mennesket begyndte at dyrke jorden, og en række planter har igennem årtusinder specialiseret sig i de nicher, som vores dyrkningsmetoder skaber. New York Times bringer i dag en tankevækkende artikel om ukrudt, og hvordan klimaforandringerne vil forskubbe balancen mellem nytteplanter og ukrudtsplanter. Artiklen tager udgangspunkt en række forsøg gennemført af ukrudtsøkologen Lewis Ziska fra det amerikanske Department of Agriculture’s Agricultural Research Service.

Ziska havde længe ønsket sig at kunne skabe laboratorieforhold, som simulerede klimaforandringerne i de kommende årtier, for at undersøge, hvordan de virker ind på vækstforholdene, da det gik op for ham, at han med storbyernes varmeøer havde vilkår, som ret præcist modsvarede ændringer i temperatur og CO₂-koncentrationer de kommende 30-50 år i IPCCs såkaldte B2 scenario, hvor vi kun i begrænset omfang får held med at begrænse CO₂-udledningerne. Her lå temperaturen lå omkring 2° C højere end det omgivende land, samtidig med at CO₂-koncentrationerne lå på omkring 440-50 ppm, hvor de nu i gennemsnit er omkring 385 ppm. Han etablerede derfor i 2002 tre undersøgelsesområder: Ét på et økologisk landbrug på landet, ét i Baltimores centrum, samt ét i en forstadspark, hvor forholdene var nogenlunde midtimellem.

Hver af de tre undersøgelsesfelter lagde han ud med samme jord fra det økologiske landbrug, som indeholdt ukrudtsfrø fra omkring 35 ukrudtstyper, hvorefter han i de kommende fem år nøje fulgte med i, hvordan de tre felter udviklede sig. For eksempel Chenopodium album, på dansk hvidmelet gåsefod, blev ude på landet 6-8 fod høj, mens den inde i byen med nåede hele 10-12 fods højde.

Læs mere »

En netop offentliggjort undersøgelse fra Berkeley, Climate Change and the Future of California’s Endemic Flora, advarer, at hvis klimaforandringerne fortsætter med den nuværende hastighed, så vil omkring to tredjedele af de omkring 2.300 plantearter, som kun findes i det californiske landskab stå overfor at få deres vokseområde indskrænket med mere end 80% i løbet af de næste 100 år.¹ De bliver hermed langt mere sårbare overfor årsvariationer, og i det værste af undersøgelsens scenarier med temperaturstigninger på 3,8-5,8 °C, vil omkring 25% af den nuværende artsvariation være helt forsvundet.

Over tid har naturen en kolossal tilpasningsevne, og planterne kan langsomt vandre gennem landskaberne, efterhånden som vækstforholdene ændrer sig. På den måde har hele plantesamfund gradvist bevæget sig nordpå i takt med, at isen efter den seneste istid langsomt trak sig tilbage.

Men ifølge rapporten har klimaet aldrig forandret sig hurtigere end nu, og det sætter den biologiske tilpasning på voldsomme prøver. Det er således ikke forandringen, men forandringshastigheden, som er problemet. Selv hvis planterne kunne følge med, risikerer man i tider med hastig forandring, at andre dele af økosystemet, som for eksempel de insekter, som bestøver planterne, ikke kan følge med. Ifølge en af studiets forskere, økologen David Ackerly, kan den hastighed, hvormed klimaet forandrer sig i det kommende århundrede blive op til ti gange hurtigere end ved afslutningen af den sidste istid.²

For mere om klimaforandringer og biodiversitet, se James Hansens artikel Tipping Point. Perspective of a Climatologist, som findes oversat i blog-indlægget: En klimatologs perspektiv.

Scott R. Loarie et al.: Climate Change and the Future of California’s Endemic Flora, Public Library of Science 25.06.2008.¹

Betsy Manon: Native California plants in peril because of changing climate, Contra costa Times 24.06.2008.²

Margot Roosevelt: Climate change threatens two-thirds of California’s unique plants, study says, Los Angeles Times 25.06.2008.

Jane Kay: Grim look at state’s plant life, San Francisco Chronicle 25.06.2008.

Det lille atol-rige Kiribati med blot 93.000 indbyggere har brugt 5. juni, som af FN er udråbt til at være World Environment Day, til at gøre opmærksom på ørigets kritiske situation udløst af klimaforandringerne. Allerede nu gør den stigende vandstand i oceanerne, at havets erosion er betragtelig hver fjortende dag, når højvandet når højest. Oversvømmelser hører til dagligdagen, og flere steder har man i de senere år måttet opgive at dyrke jorden på grund af havets hærgen. Med de nuværende udviklingsmønstre regner man således med, at ø-gruppen om senest 50 år være skyllet i havet. Kiribatis præsident Anote Tong har derfor været på besøg ved New Zealands premierminister for at anmode om hjælp til at kunne migrere befolkningen i tide – inden de bliver klima-flygtninge.

Kiribati består af 33 atoller spredt ud over et 5 mio. km² stort område i Mikronesien, omtrent midt mellem Fiji-øerne og Hawaii. De lave øer, som er dannet af koralrev, stikker typisk ikke mere end 2 meter over havoverfladen, så allerede en FN-rapport fra 1989 forudså, at samfund som Kiribati ville være de første til at mærke katastrofale følger af klimaforandringerne.

[nggallery id=123]

.
I 2006 blev et marinereservat oprettet i området, som er truet af ikke bare klimaforandringer, men også overfiskning. Tidligere i år er marinereservatet udvidet, så det i dag er verdens største marinereservat, næsten ti gange større end Danmark. Koralrevene har udviklet en enestående biodiversitet, og med The Phoenix Islands Protected Area (PIPA) er et af verdens sidste intakte koralø-økosystemer bevaret, med otte koraløer og to koralrev i en næsten ubeboet område.

Paradis på jord, er Kiribati blevet kaldt. Det er næsten ikke til at fatte – eller bære – at havstigningerne efter afbrændingen af fossile brændstoffer i løbet af få år vil vaske Kiribati bort.

Leader of disappearing island nation says climate change an issue of survival, not economics, Herald Tribune 05.06.2008.

Endangered Pacific islet facing mass relocation, (med video & audio) ABC News 05.06.2008.

World’s Largest Marine Protected Area Created in Pacific Ocean, Conservation International 14.02.2008.

Gregory Stone: On the healthy reefs of the Phoenix Islands, scientists find new species and clues to preserving paradise, National Geographic Magazine februar 2004.

The Phoenix Islands Protected Area (PIPA) factsheet, (første fase)Phoenixislands.org 2006 (pdf).

Katharine Sandersen: “Too late” to save Pacific island nation from submersion, Nature 06.06.2008.

Emma Brindal: Climate change refugees the forgotten people, The Age 18.06.2008.

Rob Taylor & David Fogarty: Kiribati looks for climate help from Australia, Reuters 20.06.2008.

Kiribati, Wikipedia.org.

James Hansen, ledende klimaforsker ved NASAs Goddard Institute for Space Studies har i 2008-2009 State of the Wild bidraget med et yderst læseværdigt essay, Tipping Point. Perspective of a Climatologist, om klimaforandringernes konsekvenser for biodiversiteten. I en kommentar til artiklen Nicholas Stern: 1 ton CO2 til hver, bragte Niels-Holger Nielsen 04.05. i Information en oversættelse af James Hansens essay, som jeg har fået lov at lægge ud på Strøtanker om bæredygtighed.
..

Tippepunkt, en klimatologs perspektiv

af James Hansen

“Dyrene flygter. Planterne migrerer også.” Jeg skrev disse ord i 2006 for at gøre opmærksom på det faktum, at klimaforandringerne allerede var i gang. Folk bemærker ikke klimaforandringerne, fordi de er skjult af fluktuationer i vejret fra dag til dag, og fordi vi residerer i behagelige hjem. Dyr og planter, på den anden side, kan kun overleve under bestemte klimatiske betingelser, som nu er under forandring. The National Arbor Day Foundation måtte tilbagekalde sine forældede kort over de zoner, indenfor hvilke træarter kan overleve, og dyr skifter til nye bosteder. Er disse gradvise forandringer i naturen i overensstemmelse med de dramatiske videnskabelige vurderinger af, at en planetarisk nødsituation er ved at udkrystallisere sig? Ja, desværre. Forhåndenværende eksempler antyder kun den planetariske nødsituation, som klimastudier afslører med voksende klarhed.

Vores klode er faretruende nær den tærskel, hvor menneskeskabte drivhusgasser når det niveau, hvor væsentlige klimaændringer vil eskalere hovedsagelig ved egen kraft. Igennem intensivering af den hydrologiske cyklus vil opvarmningen forcere skift i klimazonerne, som vil påvirke tilgængeligheden af ferskvand tillige med menneskets sundhed. Vi kommer til at opleve gentagne tragedier langs kysterne i forbindelse med storme og stigende vandstand. Følgevirkningerne er overvældende og kan kun afværges ved, at vi skifter til en fundamentalt anderledes energiproduktion inden for det næste tiår. I modsat fald vil det være for sent for en tredjedel af verdens arter og for millioner af vores egen art.

Vi har mulighed for at bevare denne bemærkelsesværdige planet hvorpå civilisationen udvikledes, men det vil ikke blive let: Særinteresser er modstandere af forandringer og har en uforholdsmæssig magt i vore regeringer, især i USA. Det er essentielt at forstå naturen og årsagerne til klimaændringerne for at kunne skabe løsninger på vores nuværende krise.
..

Læs mere »

UNFCCC, United Nations Framework Convention on Climate Change, som under ledelse af Yvo de Boer forstår arbejdet med at etablere afløseren af Kyoto-aftalen, har lavet en rapport om klimaforandringerne i udviklingslandene: Climate change: Impacts, vulnerability and adaptation in developing countries.

Konsekvenserne af klimaforandringerne er ikke bare lige fordelt over hele verden. Faktisk er det så unfair, at de industrialiserede lande, som har ansvaret for den globale opvarmning, gennemgående er mere robuste overfor de tidlige stadier af klimaforandingerne, hvorimod en lang række u-lande, som ikke har nogen medskyld i klodens ubalancer, allerede nu står med særdeles håndgribelige konsekvenser af de store mængder af drivhusgasser, som den industrialiserede verden op gennem det 20. århundrede har ledt ud i atmosfæren.

Læs mere »

Worldwatch Institute udgiver en årlig status over den globale udvikling af vedvarende energi, Renewables Global Status Report, som netop er kommet for 2007. Det er både opmuntrende og nedslående læsning. Opmuntrende, fordi der rent faktisk på verdensplan sker en markant forøgelse af den vedvarende energi. Fra 2004 til 2007 er den vedvarende energiproduktion (bortset fra vandkraft) steget med 50%.

Solceller er den form for vedvarende energi, der lige nu vokser stærkest, og den installerede kapacitet voksede fra 2006 til 2007 med 50%. Vindkraften er den største bidragyder til vedvarende energiproduktion, og fra 2006 til 2007 steg produktionen af vindkraft med 28% og kapaciteten med hele 40%. Så der sker virkelig noget med udbygningen af den vedvarende energi.

Men stadig er langt den største del af energisektoren baseret på fossile brændstoffer, og det samlede energiforbrug meget højt, så 2007 gav også ny rekord i atmosfærens CO₂-koncentration med 383.6 ppm.

2007 står som det næstvarmeste år nogensinde, med en gennemsnitstemperatur på 0,6º højere end gennemsnittet for årene 1951-80 og 0,8º højere end gennemsnittet for årene 1881-1910, og opvarmningen er højest på den nordlige halvkugle.

Selv hvis vi når dertil, at de samlede CO₂–koncentratoner begynder at falde, er yderligere opvarmning uundgåelig på grund af den store inerti i klimasystemet. Se Climate Change Accelerates. På samme måde som vi først de seneste år har set de fulde konsekvenser af det 20. århundredes umådeholdne afbrænding af fossile brændstoffer, vil der gå adskillige årtier før mindskede CO₂–udledninger leder til opbremsning af temperaturstigningerne, endsige slår igennem som afkøling. Derfor er der ingen tid til tøven, hvis vi skal undgå at den globale opvarmning når over 2º – den grænse som det er vurderet vi må holde os under, hvis vi skal undgå, at en række selvaccelererende mekanismer driver klimaforandringerne langt hurtigere ed vi ser i dag.

Renewables 2007. Global Status Report, Worldwatch Institute 2008 (pdf).

Politiken bragte 14.01. en artikel af to forskere fra KVL, Stephan Pauleit og Marina Bergen Jensen: “Storbyer. Mere grønt afbøder klimaeffekten”.¹ De påpeger heri den vitale betydning, som byens parker og grønne elementer har for byens mikroklima – en betydning som vil blive endnu større, efterhånden som klimaforandringer som følge af CO₂-udledninger slår stadig stærkere igennem.

Artiklen tager udgangspunkt i den engelske ASCCUE-rapport om klimaændringer i Manchester-området, hvor temperaturerne i et worst case scenario i 2080 på årsbasis forventes at ligge 3,2° højere i forstads- og villakvarterer end i dag, mens stigningen i byens centrum og erhvervsområder vil ligge 4,3° højere. Temperaturen vil da i bycentre og industriområder kunne nå op på 32,1° hvor den samtidig kun er 18,4° i forstæderne. Den store forskel opstår på grund af bycentrenes mange varmeakkumulerende flader og meget begrænsede vegetation (planter giver en markant køling dels gennem skyggevirkning, dels gennem fordampning fra bladfladerne). De engelske studier, som er et samarbejde mellem flere universiteter, når frem til, at en forøgelse af de grønne arealer i Manchester med 10% vi kunne kompensere for drivhuseffekten.

Læs mere »