Strøtanker om bæredygtighed

Dette dobbeltbillede har de sidste døgn cirkuleret i alle medier. Det viser, hvordan afsmeltningen fra Grønlands indlandsis fra 8. juli at omfatte en randszone mod kysten og så det meste af den sydlige del blot fire dage senere omfattede stort set hele den af udstrækning kolossale isflade. Dette siger ikke i sig selv noget om, hvor stort et massetab er der tale om. men det har endda vakt bekymringer, da man ikke i de 30 år, man har haft satellitovervågning af Indlandsisen, har set en afsmeltning af det omfang.

Men hvis man sammenligner kortene med dem, jeg bragte i blog-indlægget Indlandsisen vådrer for 2½ år siden, begynder det at dæmre. Her er der dels to tilsvarende kort fra 1992 og 2002 som viser hvor der overhovedet i løbet af sommerhalvåret havde forekommet afsmeltning, og her er der skønsmæssigt tale om under 10% og 35% af den samlede indlandsis. Dels har blog-indlægget et kort, som sammenligner 1998 og 2005 og angiver, hvor mange flere smeltedage, der er tale om.

Et tredje kort i indlægget viser, at indlandsisens albedo, et mål for isfladens reflektivitet (og dermed hvor meget af det lys som rammer, som akkumuleres som varme i isoverfladen), har været stigende i årene 2000-2007. Det er baggrunden for, at man nu hvor der er gået stilstand i klimaforhandlingerne skulle prioritere i mellemtiden at få filtre på alle kulkraftværker. For ud over at give en tiltrængt luftrensning i Kina og Østeuropa ville det også kunne dæmme op for den øgede afsmeltning fra indlandsisen. I blog-indlægget Islandskaber samlede jeg en række billeder fra indlandsisen. Det er alt andet en hvide flader, der er tale om. Her ud på sommeren dannes der veritable søer og floder af smeltevandet, og pludselig forsvinder det i store skakter ned under isen, hvor det vådrer gletsjerens fæste mod bunden og er med til at øge iskælvingen.

Læs mere »

Forskere fra Tokyo University offentliggjorde i går i Nature Geoscience en artikel, som påviser en ganske markant sammenhæng mellem de stigende verdenshave og vores stadig større forbrug af jordens ferskvand.¹

Dette øgede vandforbrug kommer dels fra landbruget, som ikke mindst i tørre egne pumper stadig større mængder vand op til stadig mere vandkrævende afgrøder. Billedet herover er store cirkler med frodige afgrøder i ørkenagtige omgivelser, hvor dyrkningen kun er muliggjort gennem stadig overbrusning med store mængder vand, som hentes dybt i undergrunden, og som ofte medfører, at almindelige brønde og vandingshuller, som har forsynet mennesker og dyr med vand gennem tiderne, tørlægges. Dels er det de stadig flere mennesker, som bor i byerne – for eksempel i en by som Shanghai henter man i dag vand i meget dybtliggende lag, så hele byen gradvist synker. Og ganske mange af vores produktionskæder bruger store mængder af vand, papirfremstilling, kødproduktion, udvaskning af olie fra tar sand osv., så kloden rundt er grundvandspejlet faldende.

“The water being taken from deep wells is geologically old – there is no replenishment and so it is a one way transfer into the ocean,” siger havstigningseksperten Robert Nicholls fra University of Southampton: “In the long run, I would still be more concerned about the impact of climate change, but this work shows that even if we stabilise the climate, we might still get sea level rise due to how we use water.”²

Det meste af det vand, som vi pumper op af jorden, når ikke tilbage som grundvand, men løber med tiden ud i havet. Noget af det tilbageholdes i reservoirer, men som man kan se af figuren nedenfor, er der ifølge forskerteamets beregninger tale om en omfattende netto tilførsel til verdenshavene, som i årene 1961-2003 svarede til en gennemsnitlig havstigning på 0,77 mm pr. år – eller 42% af den samlede observerede havstigning. Artiklen er desværre kun tilgængelig som abstract (eller ved betaling på 18$).

På illustrationen herover modsvarer graferne til venstre de komponenter, som IPCC regner med i den seneste hovedrapport AR4, som kom i 2007. Her blev isafsmeltningens bidrag (pink + lysviolet) for første gang større end den havstigning, som stammer fra, at havet udvider sig ved opvarmning (gul). Og effekten fra grundvandet var blot anslået med meget stor usikkerhed (den blå graf). Graferne i midten viser størrelsesordenen af menneskets direkte indgriben i vandstrømningerne fra oppumpning, inddæmning, øget fordampning fra opstemninger og ændret vandindhold i jorden i forbindelse med klimaforandringer – tilsammen giver de tre hovedkomponenter den sorte graf, som betyder en havstigning på 0,77 mm pr. år.

Hvis al jordens grundvand blev pumpet op, ville det give en havstigning på omkring 10 m – hvilket dog ikke er sandsynligt, da en del af dette vand vil være forurenet med salt, siger Robert Nicholls til The Guardian.² Og længe inden da ville det have sænket grundvandsspejlet, så buske og træer ikke mere har adgang til grundvandet, og vores landskaber ville fremstå som knastørre rudimenter af, hvad vi kender i dag.

Et bæredygtigt vandforbrug må indebære, at vi ikke pumper mere op, end nedbøren fører tilbage. Men denne nedsivning foregår kun langsomt – mange steder overhovedet ikke på grund af asfaltering og bebyggelse – så verden rundt er man i fuld gang med at forøde sin vandressource.

Se tidligere blog-indlæg: Havet omkring Danmark, Østersøen inddæmmet, Flere kilder til havstigninger, Grønlands indlandsis i fare for kollaps, Grønlands afsmeltning accelererer havstigningen, Isafsmeltning nu vigtigste bidrag til havstigninger, København inddæmmet, Synkende storbyer, NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter, Sydpolens ismasser smelter hurtigere end hidtil antaget og Havstigninger maskeret af dæmninger.

Pokhrel, Y.N. et al.: Model estimates of sea-level change due to anthropogenic impacts on terrestrial water storage, (abstract) Nature Geoscience 20.05.2012.¹

Damian Carrington: Fresh water demand driving sea-level rise faster than glacier melt, The Guardian 20.05.2012.²

Climate scientists solve riddle of rising sea, AFP 21.05.2012.

Dette blog-indlæg er en meget nedredigeret genudgivelse, idet de indlejrede, meget smukke videoer nu kun kan ses fra Vimeo samt fra Extreme Ice Surveys hjemmeside.

Siden 2007 har folkene bag Extreme Ice Survey arbejdet målrettet på at dokumentere verdens gletsjere. De har i stor udstrækning brugt time lapse optagelser, hvor man for eksempel tager ét billede i timen for derefter at afspille dem i video-sekvenser. På den måde har formået at tydeliggøre, at klodens store ismassiver er langt mere bevægelige og plastiske – og truede af klimaforandringer – end man umiddelbart kan erfare på stedet eller fra det enkelte billede, og at det gennemgående billede er, at afsmeltningen er langt større end tilvæksten.

Columbia Glacier i Alaska, time lapse-optagelser 2007-10, 1:29 min. Vimeo video.
Columbia Glacier i Alaska, time lapse-optagelser 2007-11, 0:55 min. Vimeo video.

Disse to time lapse videoer (sim indtil for få dage siden var indjejret i dette blog-indlæg) viser Columbia-gletsjerens bevægelse fra to forskellige kamera-positioner igennem henholdsvis tre og fire år. Columbia er en mangearmet gletsjer med en udstrækning på omkring 1.100 km², som tømmer sine ismassiver ud i Prince William-sundet i det sydlige Alaska. I årene 1957-74 holdt den en stort set fast størrelse, med små variationer i forhold til årstiden. Men efter den tid har gletsjeren været i stadig tilbagetrækning, og siden 1981 har gletsjerens forkant trukket sig 16 km tilbage, og tykkelsen er aftaget med omkring 500 m. Inden for de næste par årtier forventes Colombia-gletsjeren at trækker sig yderligere 15 km tilbage, så  forkanten rykker op på land.¹

Extreme Ice Survey har tilsvarende lavet time lapse-videoer over gletsjere fra Grønland og Island samt fra Alperne og Himalaya-bjergene. Det er bevægende billeder,  og det bedste overblik over de tilgængelige videoer får man fra Extreme Ice Surveys hjemmeside.

Se tidligere blog-indlæg: Grønlands indlandsis i fare for kollaps, Indlandsisen vådrer, Isafsmeltning nu vigtigste bidrag til havstigninger, Storbyhimle, Vatnajökull smelter, Kulstøv øger isafsmeltningen, Grønland: Håndgribelige klimaforandringer, Bolivia hårdt ramt af vigende gletsjere og Gletsjere smelter med rekordhastighed.

Columbia Glacier, Alaska, USGS.¹

Columbia Glacier (Alaska), Wikipedia.¹ 

I konsekvens af klimaforhandlingerne i Durban bad klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard lige før jul DMI om at udarbejde scenarier for konsekvenserne ikke bare af en global temperaturstigning på 2ºC, som er den nuværende globale målsætning, men også for 6ºC.

“Vi er selv en lavtliggende østat, så det kan få ganske alvorlige konsekvenser, hvis det går mod seks grader i dette århundrede,” siger han til Ritzau: “Det er nogle ekstreme scenarier, som ikke er særligt rare at tænke på. Men som verdens gang er, synes jeg, vi er nødt til at forberede os på, at det kan blive virkelighed.”¹

Mens videnskabsfolk diskuterer, om verden kan tåle 2ºC eller blot 1½ºC i global opvarmning, hvis man vil undgå kollaps i økosystemerne og sikre sig mod at klimaudviklingen når såkaldte tipping points, hvorfra den globale opvarmning bliver en selvaccelererende proces, da er sandsynligheden for at vi får den nødvendige klimaaftale så ringe i den nuværende politiske situation, at det virker rimeligt at undersøge konsekvenserne af 6ºC, som må siges at være en realistisk mulighed – i hvert fald hvis man ser på den vilje til konkrete tiltag i forhold til at mindske atmosfærens udledninger af klimagasser, som kunne frembydes i Durban.

Hvad vil det betyde for Danmark? – skal vi til at have airconditioning i store dele af vores bygningsmasse for at holde sommervarmen ude? – vil landbruget dyrke helt andre afgrøder ved slutningen af dette århundrede, vil kombinationen af kraftigere storme og stigende verdenshave ændre på de danske kystlinjer, som historisk set har været meget foranderlige? Et worst case scenario for 6ºC vil sandsynligvis indebære, at afsmeltningen af den grønlandske indlandsis er uafvendelig (hvilket alene indebærer en havstigning på omkring 7 m), og at tundraegnenes store indefrosne metandepoter er under optøning.

Det er både modigt og rigtigt af Martin Lidegaard at forestå en sådan udredning. Vi er nødt til at have konsekvenserne af den nuværende uansvarlighed trukket langt mere præcist op end den er i dag. Men spørgsmålet er på den ene side, om det kan føre til fornyet pres på etableringen af ikke bare en global aftale, men nok så meget en konsekvent global indsats; på den anden side, om det overhovedet er muligt lokalt at beskytte Danmark mod en sådan udvikling, eller om man først som sidst må i gang med at undersøge “store” løsninger ala fælles kystsikring for hele den baltiske region? (se blog-indlægget Østersøen inddæmmet).

Konklusionen vil sandsynligvis være, at man kun et stykke hen ad vejen kan klimatilpasse sig, og at det bliver astronomisk dyrt – markant dyrere end hvis alle verden rundt satte systematisk ind på at mindske klimabelastningen. Men den globale situation efter Durban er sådan, at langt de fleste af verdens største udledere ikke i den nuværende situation er indstillet på at reducere deres udledninger. Og hvis ikke Demokraterne genvinder magten i både Senatet og i Repræsentanternes Hus, får vi heller ikke nogen global aftale i 2020.

Se tidligere blog-indlæg: Martin Lidegaard: Vi taler klimaet ihjel, En temperaturstigning på 2-3º betyder at … og Gambling med vores fælles fremtid.

Minister gør Danmark klar til klimakollaps, (Ritzau) Information 23.12.2011.¹

Birgitte Marfelt: Minister efter håbløs klimaaftale: Nu ruster vi os mod en seks graders stigning, Ingeniøren 23.12.2011.

Poul-Henning Kemp: Kurven Lidegaard frygter, Ingeniøren 31.12.2011.

Mathew Stutz: A real sea change, Scientific American 23.12.2011.

Det har været gentaget til hudløshed, at der er forskel på vejr og klima. Og da Al Gore for blot to måneder siden lancerede sit Climate Reality Project, var en tilbagevendende kritik, at han i sit velmente forsøg på at tydeliggøre de forestående klimaforandringer for hr. og fru Hansen, trak de stadig flere og større klimakatastrofer omkring os alt for kraftigt op. Man kunne ikke slutte så direkte mellem det, at der var mere tørke, voldsommere storme, flere skybrud og oversvømmelser og så den globale opvarmning. Men en række nylige resultater understreger, at Gore havde ret.

For blot en uge siden rundsendte James Hansen et paper,¹ hvori han viser, at nylige ekstreme vejrsituationer som dette års sommervarme i Texas med meget stor sandsynlighed ikke ville have forekommet uden global opvarmning. Og i dag barslede IPCC med Special Report on Managing the Risks of Extreme Events and Disasters to Advance Climate Change Adaptation (SREX).

Eller rettere, det er stadig kun et 29 sider langt Summary for Policymakers, som bliver lanceret her, hvor der stadig er tid til at få det læst grundigt inden COP17 i Durban. Hovedrapporten, som er et samarbejde mellem 220 klimaforskere fra 62 lande, vil forelægge i sin fulde udstrækning til februar. Og – her er det med at holde tungen lige i munden – man kan stadig ikke sige, at præcist den og den oversvømmelse, storm, tørke, hedebølge osv. skete på grund af global opvarmning. Men man kan sige med stor sikkerhed, at hyppigheden af, hvad vi i dag betragter som ekstreme vejrsituationer, vil være langt større i årene fremover på grund af den globale opvarmning. Som med det voldsomme regnfald over København denne sommer, som blev karakteriseret som det voldsomste i 500 år, og samtidig vi kunne forvente fremover hvert tyvende år.

Lederen af IPCC, Rajendra Pachauri, siger i en pressemeddelelse: “This summary for policymakers provides insights into how disaster risk management and adaptation may assist vulnerable communities to better cope with a changing climate in a world of inequalities”. Og han fortsætter: “It also underlines the complexity and the diversity of factors that are shaping human vulnerability to extremes – why for some communities and countries these can become disasters whereas for others they can be less severe.”²

Læs mere »

I forbindelse med en artikel¹ i går på Ingeniøren om, at svenskerne vil forbyde nybyggeri i de lavestliggende områder for at undgå problemer fra stigende verdenshave, blev der i diskussionstråden fremlagt en for mig ny idé: At inddæmme Østersøen.

Formålet er at sikre en samlet beskyttelse med de stigende verdenshave fra hele Østersø-regionen, som tilsammen har mere end 8.000 km. kystlinje. Inddæmningen kunne ske over Bælterne og Øresund, via Mols-Sjællands Odde, hvor man i forvejen taler om nye broforbindelser mellem landsdelene, eller det kunne yderligere indbefatte Kattegat. Normalt ænser jeg knapt den slags forslag. Og en sådan inddæmning ville givet indebære store miljømæssige udfordringer.

Men ud over det klimatilpasningsmæssige hovedgreb i, at vandstanden i Østersø-regionen holdes i ro, er potentialet ved at inddæmme Østersøen, at et sådant bassin ville kunne bruges som energilager for hele Nordeuropa ved at være reservoir for vindenergien. Når det stormer, bruger man simpelthen overskuds-el til at pumpe mere vand ud, som så kan drive turbiner, når det bliver lukket tilbage i det inddæmmede.

Den stadige vandtilførsel til Østersøen (kortet ovenfor til højre viser afvandingsområdet) gør, at der konstant vil skulle pumpes vand ud – i diskussionstråden er det længere nede beregnet, at det vil kræve energi svarende til 200-250 møller af Middelgrund-størrelsen (2 MW) at fjerne tilstrømningen, som er på omkring 500 km³ pr. år.

Ideen er fremsat af Knud Henrik Strømming, som oprindeligt formulerede ideen i 2008.² På hans hjemmeside findes den uredigerede udgave,³ som jeg har kopieret ind nedenfor.

Erfaringerne med den slags storladne projekter er skræmmende – senest har det vist sig, at inddæmningerne af Yangtze-floden nok ikke var så god en idé endda. Men her er i virkeligheden mindre tale om indgriben end om modvirken og beskyttelse. Og når jeg studser over forslaget og viderebringer det her, er det også fordi alene beskyttelsen af København med diger ved Nordhavn og Sydhavn, som vi står overfor at etablere indenfor få årtier, vil være meget bekostelig og lukke havnen af fra Øresund ud over at det vil give mange miljømæssige forstyrrelser. Og hvad med Saltholm, og med Amager? Vandstanden skal ikke stige ret meget, før det vil kunne løbe “bagom” sikringen af Københavns Havn, og løsningen vil kræve supplerende inddæmning af hele det lavtliggende Amager. Så sandsynligvis vil det samlede anlægsarbejde ved at inddæmme Østersøen være mindre end ved individuelt at sikre byer og landskaber hele vejen langs Østersø-kysten. At det så samtidig kan løse lagringsproblemer er et kæmpe plus.

Verden står overfor store udfordringer med at skulle iværksætte – og finansiere – både omfattende klimaplaner og omfattende klimatilpasningsplaner. Og man kan frygte, at vores allesammens lokale indre købmand i mange situationer ender med at bruge ressourcerne på kortsigtede investeringer i klimatilpasning frem for langsigede investeringer i klimastabilisering. Her er Strømmings forslag interessant, idet det på én gang løser et klimatilpasningsproblem, skaber mulighed for storstilet udnyttelse af vedvarende energi og alt efter linjeføring kunne have en rolle i udbygningen af regionens infrastruktur. Selvom jeg tænkte i langt mindre skala, var det netop den slags komplekse løsningsmuligheder jeg efterlyste i et høringssvar for Miljøpunkt til Københavns Kommunes klimatilpasningsplan tidligere på året: At man skulle finde – og støtte aktivt op om – projekter, som ikke bare sikrede klimatilpasningen, men som samtidig var med til at mindske vores klimafodaftryk.  For vi kan ikke klimatilpasse i al evighed (se blog-indlægget Københavns Kommunes klimatilpasningsplan).

Selv Strømmings forslag vil fungere bedst med relativt små havstigninger – hvis det ender med at verdenssamfundet endte med blot at resignere overfor klimaudfordringen og fortsatte afbrændingen af alle verdens reserver af kul og tar sand, før man overgik til vedvarende energikilder, så vil vi på sigt få opimod 75 m havstigninger, og så vil en strategi som den, Strømming udfolder, ikke fungere. Amerikanske klimatologer har antydet at såkaldte tipping points i den arktiske region ligger blot få årtier fremme, hvor for eksempel en destabilisering af Grønlands ismassiver accelererede dertil, at vi fik en 7 m havstigning over relativt kort tid (se blog-indlægget: Grønlands indlandsis i fare for kollaps). Så vil det være en meget lang dæmning at skulle forhøje, hvis man havde valgt den nordlige linjeføring over Kattegat.

En række klimaforskere vurderer, at langtidsvirkningen for hver grad temperaturstigning er 5-10 m. Med 2 grader temperaturstigning, som lige nu er det mindste, vi kan forvente at nå selv hvis det snarligt skulle lykkes at få en stærk global klimaaftale på plads, vil det således betyde havstigninger på omkring 15 m (se blog-indlægget Havet omkring Danmark).

Vandskiftet i Østersøen er i forvejen meget langsommeligt, mener at huske at det tager 50 år. Så en inddæmning vil gøre det endnu vigtigere, at standse udledninger fra byer og landbrug. Men Strømming mener, at man ved at pumpe rigtigt kan påvirke Østersøens iltningsgrad og saltbalance i gunstig retning. Og afhængig af valg af placering ville det være oplagt at lave en stor containerhavn, hvorfra de store containerskibe omlastede ikke bare til lastbiler, som det stort set sker i dag, men til mindre coastere, som forestod en stor del af varetransporten i den baltiske region. Så hermed er en stort anlagt idé bragt videre til overvejelse.

Se tidligere blog-indlæg: Kvoteregulering af Østersøens fosfor- og kvælstofforurening, Østersøen langsomt ved at kvæles og København inddæmmet.

Birgitte Marfelt: Sverige forbyder kystnært byggeri af frygt for havstigninger, 11.10.2011.¹

Knud Henning Strømming: Inddæm Østersøen, (debatindlæg) Ingeniøren 28.11.2008.²

Knud Henrik Strømming: Slå syv fluer med ét smæk: Inddæm Østersøen (doc).³

Læs mere »

2. juli i år åbnede Himlens sluser over København med en ny voldsomhed, og gader og kældre blev sat under vand, som vi knapt har set det før. I det seneste nummer af Dansk Meteorologisk Selskabs blad Vejret, som udkommer fire gange om året, er der da også to artikler om skybruddet, skrevet af forskere ved Danmarks Meteorologiske Institut, som ser nærmere på, dels hvor meget vand der egentlig faldt, dels analyserer, hvordan et sådant vejr opstår.

I  Tropisk styrtregn over København skriver Flemming Vejen om nedbørmængder og intensiteter i skybruddet 2. juli.¹ DMI har ikke målere oppe alle steder, men kombinationer af nedbørsradarer og punktobservationer giver et billede af, at nedbøren fordeler sig alt andet end jævnt, og at der er en særligt stor nedbør over det centrale København. Nogle områder fik således mere en 150 mm regn, hvilket i Danmark er helt usædvanligt – eller har været det indtil nu.

I Skybruddet over København 2. juli analyserer Niels Woetmann Nielsen vejrudviklingen op til skybruddet, hvorfor det blev så kraftigt og hvorfor det netop ramte København.² Begge artikler er tilgængelige i pdf-format via DMIs hjemmeside (se nedenfor).

Med den globale opvarmning øges intensiteten i en lang række meteorologiske fænomener, og klimatologerne mere end antyder, at vi kommer til ikke bare at vænne os til, at sådanne voldsomme skybrud fremover vil være langt mere hyppige. Vi kommer også til at indrette vores byer, så de i langt højere grad end i dag er forberedt på sådanne nedbørsmængder.

Se tidligere blog-indlæg: København under vand, Reetablering af Københavns vandkredsløb, Flere skybrud i vente, Københavns Kommunes klimatilpasningsplan og Kortlægning af klimaforandringer.

Flemming Vejen: “Tropisk styrtregn over København. Alle danske monsterregns moder …“, Vejret 128, august 2011, pp. 1-11 (pdf).¹

Niels Woetmann Nielsen: “Skybruddet over København 2. juli“, Vejret 128, august 201,1 pp. 12-22 (pdf).²

Georg Metz havde i weekendens Information en næsten profetisk artikel, Historiens stemme fra før vandene steg,¹ hvor han fra år 2211 år ser tilbage på den danske nutid med dens klimafornægtelse, krigsliderlighed, selvtilstrækkelighed og systematiske demontering af velfærdsstaten under den VKO-regering, som kom til at fremstå som Danmarks første diktatur. Og lørdagens tordenskylle med op til 150 mm regn over København står som en utrolig understregning af dagens ignorans af klimaudfordringen. I skrivende stund tøver jeg med at skulle på arbejde efter weekenden – ikke fordi jeg ikke har lyst, jeg har faktisk været der både lørdag og søndag for at redde det vigtigste ud af kælderens oversvømmede mørke, men fordi der ikke er strøm efter weekendens skybrud, og dermed heller ikke internetforbindelse.

Lørdag aften faldt der regn svarende til to måneders nedbør. Det er blevet kaldt det største regnfald i 4-500 år, samtidig med, at vi nok må regne med, at det på grund af klimaforandringerne fremover vil ske langt tiere – nogle har sagt hvert tredje år. Det gode er, at man kan indrette sig, så regnskyl af det omfang ikke er noget problem. Fra min tid i Japan husker jeg vejrudsigter for regntiden, hvor der ofte på sydvestvendte kyster var varsler om over 25 cm regn inden for 24 timer, nogle gange op til 50 cm.

Pensionskasserne har da også været hurtige til at melde ud med, at de gerne skyder penge i en fornyelse af kloaknettet og udbygning af regnvandsbassiner mv. Det ville i givet fald være en solid kunde, hvor man kan være nogenlunde sikker på at få sine penge igen. Politikerne – i hvert fald den del af spektret, som ser privatisering som et ideologisk mål i sig selv – har været lige så hurtige til at melde ud, at det er en oplagt måde at løse kommunernes magtesløshed på.

Læs mere »

Gideon Mendel: When the floods came, 7:21 min. YouTube video.

I dagens The Guardian kan man se en tankevækkende konstellation af video og artikel: Natural disasters? ¹

I filmen viser Gideon Mendel parallelt billeder fra oversvømmelser i Sind-provinsen i Pakistan i september 2010 og oversvømmelser fra Victoria og Queensland i Australien i januar i år. Mendels nøgternt afsøgende billeder har reallyd, men står uden forklarende smørtenorspeakerstemme, uden sensationsbilleder, fri af patos. De to skildringer er sideløbende, der er en smertelig skønhed ved de oversvømmede landskaber, et skæbnefællesskab, omend på forskellig klasse. Der er ikke så meget at forklare, meget at forstå. Mere højvande, flere skovbrande, voldsommere storme, mere tørke, voldsommere nedbør … naturen synes at lade sine ekstremer nå nye højder.

I artiklen stiller grundlæggeren af 350-bevægelsen, Bill McKibben, spørgsmålet, om den senere års stadig mere omfattende naturkatastrofer i virkeligheden er menneskeskabte? – man fristes til at kalde dem kulturkatastrofer. For verden rundt ser vi i disse år konsekvenserne af den industrialiserede æras omfattende afbrænding af fossile brændstoffer. Verden undt ser vi klimaforandringerne forandre vores livsvilkår – ofte på meget voldsom vis. Selv når der som ved det nylige jordskælv ud for den japanske kyst stadig er tale om naturkatastrofer, så ligger der i vores teknologiske formåen – og ikke mindst letsindighed – en voldsom forstærkelse af katastrofens omfang. I worst case scenariet for Fukushima-værket vil et stort landområde være uegnet til menneskebrug meget lang tid fremover.

Læs mere »

Ingeniøren bragte i går en tankevækkende artikel med udgangspunkt en undersøgelse, som Grontmij Carl Bro har udarbejdet for Furesø Kommune. Med artiklen følger to kort fra undersøgelsen (se udsnit nedenfor), som viser de topografiske forandringer, man vil kunne forvente ved en grundvandsstigning på en halv meter.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvor meget og hvor hurtigt nedbørsmængderne vil stige som følge af klimaforandringerne. Men det er tankevækkende, at det ikke kun er havet, som stiger, men også grundvandspejlet, som i takt med at det langsomt hæver sig vil fylde hulheder og lavtliggende områder i landskabet.

Mange vil nok blive kede af, at lige præcis deres parcelhushave endte som åkandedam eller fiskehejre-paradis, men det ville blive et smukkere og frodigere Danmark, med små søer og vandhuller over alt. Og det ville give en kolossal styrkelse af biodiversiteten.

Umiddelbart kan jeg dog ikke forestille mig, at langt de fleste af disse potentielle søer nogensinde vil blive virkelighed. I vores psyke er vi ikke rigtig gearet til blot at lade naturens gang ske, så det stigende grundvandspejl vil snarere lede til omfattende dræningsprojekter og grøftegravning.

Men smukt kunne det blive.

Læs mere »