Strøtanker om bæredygtighed

Klimaforandringer sker ikke blot jævnt over hele kloden. Tværtimod er temperatur-stigningerne markant kraftigere i nærheden af polerne, og dele af Grønland vil med den nuværende udvikling opleve en stigning i gennemsnitstemperaturen på mere end 10°C. Hvis vi oversætter til danske forhold, hvor vores gennemsnitstemperatur vel ligger på omkring 10-11°C, Så skal vi med en gennemsnitstemperatur på +20°C helt ned i de tropiske egne for at finde områder med et tilsvarende temperaturhop.

En undersøgelse fra Århus Universitet peger således på, at Grønland år 2100 vil kunne være langt mere grønt end det Grønland vi kender i dag. Hvor skovagtig bevoksning i dag kun findes på særligt beskyttede steder, så vil der med slutningen af århundredet være vækstbetingelser for, at op imod et halvt hundrede træarter ville kunne finde fodfæste over store dele af det isfri Grønland, i et areal på størrelse med Sverige.

Der bliver dog ikke tale om egentligt skovbrug lige med det første. Og på grund af Grønlands isolerede placering, vil indvandringen af nye arter tage lang tid, hvis ikke mennesket hjælper processen på vej. Her rejser et andet problem sig, for vil man kunne styre at indføre ‘gavnlige’ arter, samtidig med at man holder ‘invasive’ problemarter som hunderose og bjørneklo borte fra Grønland? … på mange måder er mennesket nøgternt set den mest problematiske invasive art. Hvis ikke podningen af de nye vegetationsvilkår sker under ganske kontrollerede vilkår, så vil det kunne forløbe ganske kaotisk.

Ifølge undersøgelsen ville der allerede i dag kunne vokse betydeligt flere arter, end der gør. Men der er ikke nogen naturlig forbindelse til at befordre naturlig indvandring. Island er klimatisk set en dårlig bro, og til den anden side, er der via Canada ligeledes ikke nogen direkte forbindelse til de relevante plantebælter. Så det skovklædte Grønland vil kun udvikle sig langsomt, hvis ikke mennesket tager affære. Det er der til gengæld ikke noget som tyder på, at vi ikke gør.

Ud over polare former af pil og birk, vil det først og fremmest være nåletræerne, som vil trives. Vilkårene – og de vegetationsformer som naturligt udvikler sig – vil i høj grad være som i nutidens Alaska.

Grønlands sydspids ligger på højde med Oslo og regnes til et subarktisk plantebælte. Her kan man allerede i dag i beskyttede kroge finde træbevoksning, som nærmer sig en skovagtig karakter. Således er billederne herover alle fra Grønland. Øverst til venstre er det buskadser af gråbladet pil, Salix glauca, og storblomstret gederams, Chamaenerion latifolium, fra Qingua-dalen. Øverst til højre er det grønlandsk bjergask, Sorbus groenlandica, fra Klosterdalen ved Tasermiut-fjorden, som her kan findes op til 10 m høje. Nederst til højre er det klitfyr fra Alaska, Pinus contorta, plantet i 1984 i Kuussuaq-skoven, mens frimærkerne viser birk og fyr, som på forsøgsbasis blev sået af en dansk botaniker i 1892 og udplantet på stedet året efter. De er i dag, 120 år efter, 5-6 m høje.

Et øget skovdække på Grønland vil givet føre til en betydelig CO₂-lagring, og grønlænderne vil få adgang til en biomasse, som de ikke har i dag. Men klimamæssigt vil det langt fra kunne opveje de enorme mængder af metan, som nu er indefrosset i den arktiske permafrost og den større varmeakkumulering, som følger med, at stadig større dele af Arktis i stadig større dele af året er is- og snefri.

Stort set samtidig har et team af forskere med deltagelse af blandt andet NASA netop kunnet afsløre, at der dybt under den kilometertykke grønlandske indlandsis mod nord gemmer sig et system af canyons, hvoraf den største er større end Grand Canyon og strækker sig fra cirka midt under Grønland og nordud til Petermann-gletsjernes udmunding i det nordligste Grønland.

Efterhånden som sommerafsmeltningen af Grønlands iskappe tager til, vil en del af smeltevandet finde vej gennem revner i iskappen og ned i dette underjordiske landskab. Når isens vedhæftning vådrer, vil den kunne bevæge sig markant hurtigere, og den i dag overvejende drypvise afsmeltning blive suppleret af en markant øget kælvning af ismassiverne.

Billedet til højre er et sattelitkort, hvor de mørkt rødbrune områder viser den omkring 1.500 km lange og op til 10 km brede og 800 m dybe canyon. De dybestliggende strøg ligger under havets nuværende overflade, så hvis ikke vi allersnarest får vendt den nuværende klimaudvikling, vil et isfrit Grønland mod slutningen af det tredje årtusinde være gennemskåret af vandfyldte dalstrøg og dybe fjorde mod nord.

Update 06.09. – Isforsker Ruth Mottram fra DMI siger, at “kløften under isen udfører formentlig en meget betydningsfuld funktion ved at stabilisere isskjoldet, da den effektivt leder smeltevand fra bunden af isen ud til havet. Afledningen gør, at der ikke opbygges store smeltevandsreserver under isen, som ellers ville kunne bidrage til, at isen flyder nemmere over undergrunden. Dette hjælper således til at bremse isflydningen og stabilisere iskappen. Kløften forklarer dermed også, hvorfor vi ikke finder store søer under Indlandsisen svarende til dem, vi ser på Antarktis så som Lake Vostok”.

Se tidligere blog-indlæg om Grønland: Ny afsmeltningsrekord på Grønland, Pausebilleder X – Thomas Agergaard: Genius Loci, Islandskaber, Grønlands indlandsis i fare for kollaps, Indlandsisen vådrer, Grønlands afsmeltning accelererer havstigningen, Grønland: Håndgribelige klimaforandringer og Grønlandske kålgårde.

Signe Normand et al.: A greener Greenland? Climatic potential and long-term constraints on future expansions of trees and shrubs, in Philosophical Transactions of the Royal Society B 08.07.2013.

James A. Foley: Warming in Greenland Sea Outpaces Global Ocean Warming, Nature Wold news 25.09.2013.

Rachel Nuwer: Climate Change Will Green Greenland, Smithsonian 30.08.2013.

Brian Kahn: Greenland “Mega Canyon” Sends Water to the Sea, Climate Central 29.08.2013.

Jens Christian Petersen: Forskere forudsiger grønnere Grønland, Rømer, Aarhus Universitet 28.08.2013.

Sarah Griffiths: How Greenland may become greener: Climate change ‘could accelerate the spread of  forests and kill arctic animals’, Daily Mail 28.08.2013.

Researchers predict greener Greenland, Eurekalert 28.08.2013.

Russell McLendon: Greenland may soon live up to its name, Mother Nature Network 28.08.2013.

John Roach: Greenland to sprout new shades of green as planet warms, study says, NBC News 28.08.2013.

Climate change could turn Greenland green by 2100, The Guardian 28.08.2013.

Greenland could become greener, Express 28.08.2013.

Andrew Freedman: Record 2012 Greenland Melt Challenges Climate Models, Climate Central, 18.07.2013.

Michael D. Lemonick: Widespread Greenland Melting A Sign of Things to Come, Climate Central 21.05.2013.

Erik Dahl Kjær: The Forest Plantations in The Greenlandic Arboretum, Forest &  Landscape Denmark 12.01.2012.

Kenneth Høegh: Green forests in Greenland, Post Greenland 05.01.2011.
.

Kæmpekløft gemt under Grønlands is, DMI 06.09.2013.

Joe Romm: Good News, Bad News On ‘Mega-Canyon’ Found Under Greenland Ice Sheet, Climate Progress 03.09.2013.

Massive canyon discovered buried under Greenland ice, (Press Association) The Guardian 30.08.2013.

Scientists discover deep canyon under Greenland ice, BBC News (video) 29.08.2013.

Richard Harris: Another ‘Grand Canyon’ Discovered Beneath Greenland’s Ice, (video) NPR 29.08.2013.

Det norske flygtningeråd har netop frigivet en rapport,¹ som viser, at der i 2012 var 32 mio. flygtninge efter naturkatastrofer som orkaner, oversvømmelser og jordskælv. Heraf var hele 98% grundet i klimaforandringer, og dermed menneskeskabte.   

Læs mere »

.
En af de ting, som virkelig har givet stærk resonans i Doha i det sidste døgn, er en rapport, som UNEP fremlagde i går, om den tikkende metanbombe, som ligger gemt i permafrosten, som spænder over store dele af jordkloden nord for polarcirklen. Det er udledninger, som ikke er medregnet i de nuværende klimamodeller, men med den accelererende afsmeltning af Arktis rykker stadig nærmere. Der ligger skønsmæssigt 1.700 gigaton CO_2e bundet i permafrosten – eller omtrent det dobbelte af den mængde drivhusgasser, som i dag findes i atmosfæren. Så hvis størstedelen heraf frigives, står vi overfor et klimatologisk tipping point, hvorfra klimaforandringerne vil være selvaccelererende (se Arktiske faresignaler og Permafrosten måske ikke så permanent).

I den 5:46 min. lange video herover anslår rapportens hovedforfatter Kevin M. Schaeffer, at blot en temperaturstigning på 2-3ºC vil udløse et sted mellem 30-60% af den nu indeholdet metan og CO₂ i permafrosten, så det er vigtigt at indregne disse drivhusgasser i vores klimamodeller for at få et retvisende billede af, hvilke reduktioner, der skal til for at holde den globale temperaturstigning under 2ºC.

Med denne viden er loftet for yderligere CO₂-udledninger for at holde 2ºC-målsætningen blevet endnu lavere. Så deltagerne i COP18 har endnu en gang fået understreget, at det er uomgængeligt at få reduceret udledningerne radikalt i allernærmeste fremtid.

Stadig under udarbejdelse … grafer fra rapporten på vej.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Thawing of Permafrost Expected to Cause Significant Additional Global Warming, Not yet Accounted for in Climate Predictions, UNEP 27.11.2012.

Kevin M. Schaeffer  et al.: Policy Implications of Warming Permafrost, UNEP nov. 2012 (pdf).

COP18: We must reform fracking to limit environmental impact, RTCC 27.11.2012.

Fiona Harvey: UN: methane released from melting ice could push climate past tipping point, The Guardian 27.11.2012.

UNEP warns of catastrophic permafrost melt by 2100, RTCC 27.11.2012.

Faisal Baatout: Melting permafrost ‘may speed global warming’, AFP 27.11.2012.

Det nordøstlige USA er i disse dage vidne til et helt usædvanligt vejrfænomen, en tropisk storm, Sandy, som har bevæget sig endog meget langt nordpå og netop i disse timer trækker ind over land i det nordøstligste USA.

Ingen ved endnu, hvor voldsomt, det kommer til at foregå – men der er varslet markante regnfald, vindstyrker af op til stormstyrke, og tre meter stormflod, en cocktail som vil lave alvorlig ravage langs de nordøstlige kyster i de kommende døgn, og foreløbigt tegner det meget voldsomt. Sandy går på land syd for New York med det dybeste lavtryk, som er målt i USA nogensinde. Som man kan se af det lille kort herover, som findes i større størrelse nedenfor, vil Sandy husere det meste af ugen. Efterhånden trækker orkanens centrum ind over Canada, og forventes fredag og lørdag at passere hhv. Montreal og Quebec. Hvor voldsomt det bliver, og hvor længe Sandy holder pusten inde over land, kan ingen endnu vide. Men der har været tale om op imod 10 mio. mennesker uden strøm i op til en uge, det store beredskab er aktiveret, New Yorks toge, busser og undergrund er blevet indstillet i løbet af dagen og New Yorkerne har hamstret som vilde.

Den amerikanske valgkamp, som igennem de sidste mange måneder har skubbet stort set alt andet i baggrunden, er for et øjeblik sat på standby. Både Obama og Romney har måttet indstille en lang række aktiviteter – Obama er rykket tilbage til Det Hvide Hus for at stå i spidsen for beredskabsarbejdet, Romney er blæst inde i en lille flække i Ohio med kun 10.000 indbyggere, hvorfra han, samtidig med at han og konen ved en fundraiser-event karakteriserede Obama som umoden, over fjernsynet kunne se Obama som statelig statsmand dirigere forsvaret mod den indtrængende fjende og få forærende ikke bare ros fra republikanske senatorer for sin indsats, men nok så meget en uvurderlig taletid, hvor folk må forventes at høre efter – til forskel fra den tæppebombning med valgspots, som på nuværende tidspunkt er ved at drive folk til vanvid. Begge må de regne med at ændre deres kampagneplaner radikalt for de kommende dage, for flytrafikken vil være stærkt begrænset i store dele af svingstatsområdet.

Det er som om at det klima – og den klimaudfordring – som både Obama og Romney er gået i en stor bue udenom, her i allersidste øjeblik på sin helt egen måde insisterer på alligevel at være med i valgkampen. Mike Tidwell, leder af Marylands Chesapeake Climate Action Network og forfatter til bogen The Ravaging Tide (2006) siger i en artikel i dagens Huffington Post: “The irony is that the two presidential candidates decided not to speak about climate change, and now they are seeing the climate speak to them,” … “That’s really what’s happening here. The climate is now speaking to them – and to everyone else.”¹

Læs mere »

Det har været sagt, at det eneste Obama og Romney havde til fælles, var deres uvilje over for at skulle inddrage klimaet i valgkampen. Det af forskellige grunde – Romney har et blodtørstigt Tea Party bagland, som over en kam pure benægter, at klimaforandringer finder sted, eller i hvert fald at de er menneskeskabte, mens Obama og den demokratiske lejr mere synes nervøs ved at lukke op for et spørgsmål, som deler vandene meget voldsomt. Konventionel visdom har da også været, at miljøspørgsmål ikke egnede sig som valgspørgsmål – og vi så måske en bekræftelse af den frygt på vores hjemlige politiske scene med den hårde medfart, som forslaget om en betalingsring omkring København fik. Det kan meget let blive noget, som det er lettest at være imod.

Men grafen herover fra Mother Jones 3. oktober¹ mere end antyder, at klimaspørgsmålet kunne blive vigtigt for Obama i valgets slutspurt. Den bygger på en undersøgelse fra Yale / George Mason University² af holdningen til klimaspørgsmål blandt de vælgere, som endnu ikke har besluttet sig, om de vil stemme demokratisk eller republikansk, og den viser ganske interessant, at hvor under en tredjedel af dem som sandsynligvis vil stemme Romney mener at klimaforandringerne er menneskeskabte, så er der omkring to tredjedele af både af dem som hælder til at stemme på Obama (men som ikke har besluttet sig endeligt), og dem som er åbent i tvivl finder, at klimaforandringerne er menneskeskabte.

Hvor mange miljøorienterede næsten havde opgivet Obama, som syntes helt at have svigtet klima- og miljøindsatsen eller at have indset, at der ikke var noget at komme efter med republikansk flertal i Kongressen, kunne man da også ved demokraternes konvent i begyndelsen af september høre Obama sige følgende: “And yes, my plan will continue to reduce the carbon pollution that is heating our planet – because climate change is not a hoax. More droughts and floods and wildfires are not a joke. They are a threat to our children’s future. And in this election, you can do something about it.”³

Læs mere »

I den månedlige samling af Satellit Eyes on Earth fra The Guardian Environment var der denne serie af tre billeder taget over samme sumpområde i det centrale Kansas, The Cheyenne Bottoms Wildlife Wetlands. De er fra venstre mod højre taget hhv. juni 2010, juni 2011 og juni 2012, og man får en umiddelbar fornemmelse af, hvor hårdt tørken har fat i det centrale USA. Og jeg fik lyst til at zoome lidt ind.

Cheyenne Bottoms er med 166 km² USAs største sumpområde og et af USAs 29 vådområder under Ramsar-konventionen. Cheyenne Bottoms er et fugle-eldorado, og i forårs- og efterårstiden svirrer luften af kolssale flokke af fugle på træk mellem vildmarken i nord og vinterkvarterer under sydligere himmelstrøg. Gennem året kan man således iagttage 340 forskellige fuglearter i området, som er vitalt for en række arters overlevelse. I de senere år har man gennem anlæg af diger, kanaler osv. søgt at sikre stedet som varieret biotop for fuglelivet – deraf de “unaturlige” linjer i landskabet. Men når vandet er helt væk, er der ikke meget at gøre.

Det er ikke første gang, at der er tørke i området – satellitbilleder fra 2003¹ viser, at der kun var vand tilbage i ét af de inddæmmede rum. Men i år er Cheyenne Bottoms helt tørlagt. På USGS’ hjemmeside er der flere satellitbilleder af Chayenne Bottoms.² 

Jeg har nedenfor samlet en række billeder af Cheyenne Bottoms mange enestående skabninger.

Læs mere »

Denne rapport, Climate Vulnerability Monitor, som er planlagt til at udkomme årligt, er nu kommet for andet år i træk. Den opstiller en cost-benefit syntese af klima- og klimatilpasnings-udfordringen, og uden at gå i detaljer med den ganske omfattende rapport, så er dens hovedkonklusion, at klimaforandringer allerede udgør en betydelig omkostning for verdens økonomi, og at manglende indsats i de kommende to årtier vil betyde store omkostninger – og ikke mindst store menneskelige omkostninger. Vores nuværende CO2-intensive energisystem vil frem mod 2030 medføre omkring 0,4 mio. årlige dødsfald fra klimaforandringer og hele 4,5 mio. årlige dødsfald fra forureningen.

Den gode konklusion, som fremgår af tabellen herunder, er, at det rent faktisk kan betale sig at gøre noget ved problemerne. Rapporten opererer med tre forskellige niveauer af klimaindsats, moderate action, high action & highest action, og for alle tre indsatser er der en nettogevinst på omkring 1% af verdens bruttonationalprodukt.

Problemet ved denne form for opstillinger – og ved at få sådanne klimaindsatser iværksat – er blot, at de mennesker, som skal have penge op ad lommerne, ikke umiddelbart selv høster fortjenesten. Så det kræver en stærk samlet politisk indsats fra verdenssamfundet, og det kræver en fælles forståelse af, at det nytter.

Derfor er det også interessant at se, at selvom verden er så uretfærdig, at de største omkostninger ved klimaforandringerne falder i de fattige udviklingslande, som har mindst andel i at have udløst klimaforandringerne, så er der faktisk for alle regioner enten en netto-fordel, eller der er en netto balance. Store nølerlande som USA, Rusland, Kina og Indien står alle til at vinde ved en stor samlet klimaindsats. EU og Japan, hvor nettovirkningen frem mod 2030 er nul, er forståelsen af nødvendigheden til gengæld til stede, så en sådan tabel giver et vist håb om, at verden vil kunne komme til at se sin fordel ved en fælles indsats – og derefter vælger at gøre noget systematisk ved det.

Læs mere »

I de næste halvanden uge er 8.000 mennesker samlet til IUCNs konference om biodiversitet i Korea.

International Union for Conservation of Nature and Natural Resources blev grundlagt i 1948 som verdens første internationale miljøorganisation. I dag har IUCN mere end 1.200 medlemsorganisationer i 160 lande, og IUCN er en af de store spillere i (forsøget på) sikringen af verdens biodiversitet.

Det er IUCN, som administrerer verdens rødliste over truede dyrearter, et desværre stadig mere omfattende projekt. Selvom verdens lande i 1992 vedtog en biodiversitets-konvention, hvori man lovede hinanden at gøre en indsats for at standse artsudryddelsen, så forsvinder der stadig flere arter fra jordens overflade, og på den nylige Rio+20-konference fremlagde IUCN nye opgørelser, som viste, at 31% af alle arter i verden var truet af udryddelse.

Dette er dybt alarmerende. Hvad der har taget årmillioner at bygge op, er på vej til at blive destrueret på få generationer.

Men det er som om, at det overhovedet ikke trænger ind, at den slags problemer stadig kommer i anden eller tredje række i forhold til finanskriser, identitetskriser, hvor vi skal hen på ferie og hvad vi skal have til middag.

I takt med, at vi bliver stadig flere mennesker med stadig større forbrug, og råstofindvindingen og det industrialiserede landbrug underlægger sig stadig større dele af verden, bliver der dag for dag mindre plads til den levende naturs mangfoldighed.

Yderligere får klimaforandringerne en gradvist voldsommere indvirkning på økosystemerne. Så der er al mulig grund til at samle kræfterne om, hvordan vi kan bevare og videregive kloden i al dens mangfoldighed.

Det svære er måske at indse, at de fleste problemer i forhold til bevarelsen af biodiversiteten falder tilbage på os selv – på den måde, vi mennesker har indrettet os på, og det omfang tilvejebringelsen af vores livsfornødenheder har taget.
.

Læs mere »

En undersøgelse af amerikanske TV-mediers dækning af den ekstreme varme og tørke, viser, at man i meget høj grad undlader at sætte vejrfænomenerne i forbindelse med klimaforandringer.¹

Samtidig med at USA denne sommer står med den værste varme og tørke siden mellemkrigsårene, er der fremkommet en stribe forskningsresultater, som tilsammen gør det indlysende klart, at den stadigt hyppigere forekomst af ekstremvejr i meget høj grad er menneskeskabt og stort set forårsaget af menneskeskabt global opvarmning. Men sandheden er ilde hørt, og ikke mindst i et valgår, hvor de republikanske præsidentkandidater på stribe har meldt sig som klimafornægtere, har de amerikanske TV-medier stort set været tavse.

En undersøgelse af TV-mediets omtale af hedebølgen i juli viser, at situationen kun i 8% af indslagene blev sat i forbindelse med klimaforandringer. I CNN for eksempel blev klimaforandringer kun nævnt i 4% af indslagene, og på ABC i 2% af indslagene.¹

Det er alt efter temperament foruroligende, tankevækkende eller dybt provokerende, at man i God’s Own Country, som historisk er verdens største udleder af drivhusgasser, er så fuldstændigt fornægtende overfor sin egen indvirkning på levevilkårene.

Fornægtelsen er en sammensværgelse af kul- og olieinteresser, som for at sikre kortsigtede interesser finansierer den konstante tvivlssættelse af alt, som har med menneskeskabte klimaforandringer at gøre. Selv når man få virkeligheden trukket op, som man har fået det i år, hvor afgrøderne svigter og skovbrandene hærger, bliver det stort set fortiet og fortrængt.

Kortet herover viser tørkesituationen primo august 2012, hvor 52% af USA havde moderat tørke, mens 20% havde ekstrem eller exceptionel tørke.

Den amerikanske tørke er alvorlig og har været så massiv så længe, at årets høst mange steder ikke står til at redde, selvom det har regnet let i de seneste dage. Midtvesten er et af verdens store spisekamre, så man kan frygte, at verdens fødevarepriser på ny vil stige. Prognoser taler om, at sojabønner, majs og hvede vil kunne stige 30-40%.

I en fornuftsbetonet lille husholdning ville man et sådant år bruge mindre af afgrøderne til at lave bio-ethanol og spare på køreturene, så der var mad på bordet til alle. Men i markedsvirkeligheden vil vi se, at det er de sultne motorer, som står først til at blive mættet. Bilerne – eller rettere deres ejere – har større købekraft end verdens fattige.

Læs mere »

Tre forskere fra NASAs klimaforskningsafdeling har med James Hansen i spidsen netop offentliggjort et nyt studie i Proceedings of the National Academy of Sciences. Artiklen er ikke frit tilgængelig fra PNAS, men der er en fri udgave tilgængelig via Columbia Universitys hjemmeside: The New Climate Dice: Public Perception of Climate Change (pdf).

Hansen et al. kunne ikke have valgt bedre tidspunkt at offentliggøre artiklen på, for vejret i USA har i år vist sig fra sin mere ekstreme side, med bragende hede og knasende tørke. I vejrudsigten i går blev der lovet +40ºC i store dele af det centrale USA, og majs- og kornhøsten i et af verdens største spisekamre er i år alvorligt truet af tørke. Der har da også været spekuleret en del over, om det var et udslag af klimaforandringer.

Hidtil har meteorologer været hurtige til at afvise sådanne spekulationer og igen og igen sagt, at man må skelne mellem klima og vejr. Men det, som Hansen et al. demonstrerer gennem den foreliggende analyse af det observerede vejr i USA for de seneste seks årtier, er, at det sandsynlighedsfelt, som klimaet varierer inden for, gradvist forandrer sig.

Hvis man ser på grafen i øverste til højre, er det umiddelbart aflæseligt, at sandsynlighedsfeltet årti for årti bliver varmere og varmere.

Men man ser også, at spredningen bliver større, at fordelingskurven bliver bredere og fladere. Så selvom gennemsnittet gradvist bliver varmere, vi stadig indimellem vil have kolde isvintre og kølige somre, samtidig med at forekomsten af de ekstreme vejrforhold bliver gradvist mere og mere hyppige. Stadig er det svært at sige, at orkanen Katrina, som for nogle år siden forvoldte kolossal skade i det sydlige USA, skete på grund af klimaforandringer. Men det er rigtigt at sige, at sandsynligheden for, at der dannes orkaner af en voldsomhed som Katrinas, er markant forhøjet.

Læs mere »