Indlæg tagged med klimadebat.dk

Verdens vågnen til klimaudfordringen

22. september 2012

På hjemmesiden global-opvarmning.com har klimadebat.dks redaktør Jeppe Branner lavet en yderst læseværdig redegørelse for, hvordan vores forståelse af vores påvirkning af klimaet historisk set har udviklet sig og vi langsomt er ved at vågne til klimaudfordringen.

I den formidling af klimastoffet, som vi typisk får gennem medierne, bliver alt præsenteret som nyheder – skelsættende enkeltstående nyheder, som om menneskeheden pludselig står overfor en stor ny udfordring. Det er “et ritual, hvor alle indtager de samme roller, og hvor alle siger de samme ord, år efter år, i visheden om, at befolkningen sikkert har glemt alt i mellemtiden og skal have det hele at vide på ny”, skriver Branner.¹ Næsten akopalyptiske billeder manes frem for hurtigt efter at glide i baggrunden for nye nyheder af mere håndgribelig karakter. Hvor vores nyhedsmedier i udgangspunktet oftest kun interesserer sig for nyhedsværdien, er der når det gælder klimaet tværtimod oftest tale om små nuanceringer af en konsensus, som er etableret over lang tid.

Med sin artikel Global opvarmning. En forunderlig rejse tilbage i tiden tager Branner os derfor med på en tidsrejse tilbage i tiden. Vi ser et nyt mønster af en gradvist og møjsommeligt opbygget klimaviden, men også en næsten uoverstigelig videnskløft til de politikere, som må finde modet, styrken og klarheden til at tage konsekvensen af denne viden og skabe et betingelsessæt, som hurtigt og sikkert fører menneskeheden ud af den fossile æra på trods af de alt for mange, som har interesse i liiiige at vente lidt endnu med kursomlægningen.

Allerede Svante Arrhenius, som troner på frimærket herover, sandsynliggjorde i en artikel i Philosophical Magazine i 1896, at de stadig større udledninger af CO2 i atmosfæren ville påvirke klimaet. Og han skønnede, at vi ville stå overfor en 5-6 °C global temperaturstigning, hvis CO2-indholdet i atmosfæren fordobledes i forhold til koncentrationen før industrialiseringens begyndelse, en stigning, som han i 1906 nedjusterede lidt, så hans estimater lagde sig forbløffende tæt op ad nutidens klimamodeller. Han mente også, at det nok ville tage 3.000 år at fordoble CO2-koncentrationen – og havde han blot haft ret i det. Med den nuværende udvikling hvor koncentrationen øges med omkring 1 ppm pr. år, vil CO2-koncentrationen være fordoblet omkring midten af dette århundrede.

Nu sprang jeg meget direkte tilbage til Arrhenius, men i Branners forunderlige rejse tilbage i tiden bliver der spolet meget mere gradvist tilbage med mange stop under vejs.

Vi hører Margaret Thatcher understrege nødvendigheden af en klimaindsats allerede i 1990. Vi hører NASAs James E. Hansen vidne for den amerikanske kongres i 1988, med en forståelse af den dynamik, som tegner klimaudfordringen, som måske stadig dengang var ung, men som i store træk holder til i dag. Og vi får at vide, at termen global opvarmning er kendt på dansk siden 1987.

Læs mere »

Share