Strøtanker om bæredygtighed

Det bliver ofte fremført, at der ikke er noget, der nytter, når det gælder klimaet, hvis ikke et land som Kina kommer med i aftaler om begrænsningerne. For nok er de kinesiske udledninger målt pr. person stadig ikke så store som i Vesten, men de er fordoblet på blot fem år, og men regner med at de kinesiske CO₂-udledninger i dag har overhalet de amerikanske.

Men kineserne har selv fremført, at en stor del af deres udledninger stammer fra produktion af eksportvarer, og nu har Oxford Institute for Energy Studies fremlagt et studie, som endelig bringer klarhed over, hvor meget, der er tale om. Hele 33% af de kinesiske CO₂-udledninger gik i 2005 til produktion af eksportvarer. I 1987 var det blot 12% og så sent som i 2002 var det blot 21%, så der er tale om en kraftigt stigende tendens.¹

Og en meget stor del af de kinesiske udledninger er således skabt af de rige lande, som i stor udstrækning placerer sin produktion af energi- og ressourcekrævende (og ofte også forurenende) produktion i lande som Kina, hvor arbejdslønnen og arbejdsmiljøkravene er mindre. Så problemet falder endnu engang tilbage på de industrialiserede landes fundamentalt ubæredygtige livsstil.

Verdensnaturfonden har tidligere i år beregnet, at det danske CO₂-produktion frem for de nu officielle tal på omkring 10 ton pr. person ligger nærmere 15 ton pr. person, hvis man medregner CO₂ fra vores import.

Se tidligere blog-indlæg: EUs forbrug forurener globalt, Kina med i klimaaftale fra 2012 og Det store skridt tilbage?

Catherine Brahic: 33% of China’s carbon footprint blamed on exports, New Scientist 28.07.2008.

Christopher L. Weber et al.: The contribution of Chinese exports to climate change, (abstract) Energy Policy 21.07.2008.¹

I 2005 indførte Kina nye regler for støtte til vedvarende energi. Allerede samme år voksede den samlede installerede vindkraftkapacitet i Kina med 60%. Året efter blev den igen fordoblet, og tilsvarende i 2007. Den samlede kapacitet nåede hermed op på 5 GW, hvilket man havde planlagt at skulle nå i 2010. Tilsvarende regner man nu med, at målet om 30 GW vindkraftkapacitet i 2020 vil blive nået allerede i 2012, og at man med den nuværende udvikling vil runde 100 MW i 2020. Kina er således lige nu et af de mest dynamiske steder for udbygningen af vindraft.

Hvis samme tendens ses i de øvrige sektorer, kan den vedvarende energis andel af Kinas samlede energiforbrug i 2020 nå markant højere end de nu planlagte 12-16% og 30% i 2050.

Udviklingen er i høj grad igangsat ved import af udenlandske møller. Blandt andet har danske Vestas leveret mere end 1.000 møller til det kinesiske marked og indrettet en produktionsenhed i Tianjin. Men Kinas egen vindmølleindustri er i rivende udvikling. Man regner således med næste år at have en 3 MWh mølle klar til testkørsel (møllerne på Middelgrunden er 2 MW), og man sigter på fra omkring 2012 at blive nettoeksportør af vindmøller.

Junfeng Li, leder af China Renewable Energy Industries Association (CREIA) har sammen med World Watch Institute lavet en rapport om den vedvarende energis rolle for den kinesiske energiforsyning. Han slutter en lille introducerende artikel sådan:

Læs mere »

I dag indfører Kina et forbud mod brug af gratis plasticposer i detailhandlen. Samtidig er der udstedt et forbud mod salg og brug af ultratynde (0,025 mm) plasticposer, bortset fra særlige situationer, hvor det er nødvendigt for fødevarehygiejnen. Fremover vil det stadig være tilladt at fremstille og sælge kraftigere poser af nedbrydeligt plastic, som kan bruges igen og igen. Men i et dokument offentliggjort på en statslig hjemmeside omkring nytår, taler man om det ønskelige i at vende tilbage til en udstrakt brug af stofposer og indkøbskurve.

Plasticposer har fået en voldsom udbredelse i Kina i de sidste 15 år, og Kina bruger årligt 5 mio. ton (37 mio. tønder) råolie til plasticposer.¹ Plastic udgør således ifølge Men Xiaowei fra det kinesiske handelsministerium 3-5 % af det samlede affald, hvoraf langt det meste er plasticposer. “It is a ‘habit revolution,'” siger Men: “It will no doubt bring some inconveniences. However, to limit the use of plastic bags is to protect our entire environment.”²

Kampagnen for udfasningen af engangs-plasticposen kommer i forlængelse af et forbud sidste år mod engangs skumbakker, som blandt andet i stor udstrækning bruges til take away-mad. Og overtrædelser vil blive fulgt op med markante bøder.³

I et dansk supermarked kan man snart ikke købe ferskvarer uden både plasticovertræk og skumbakke. Noget af det har klart hygiejniske hensyn. Men kunne vi gennemføre noget tilsvarende i Danmark? Ikke uden en utrolig masse piveri og risiko for vælgerflugt på grund af upopulære beslutninger. På den led er kineserne en del tættere på en holdbar fremtid, end vi er.

Alex Pasternack: China Launches Crackdown on Plastic Bags, Treehugger.com 09.01.2008.¹

Ban on plastic bags draws mixed reaction, China Daily 30.05.2008.²

Retailers face big fines for violating plastic ban, China Daily 10.04.2008.³

Mark Magnier: Poking holes in China’s plan to ban plastic bags, Los Angeles Times 26.01.2008.

China bans free plastic shopping bags, International Herald Tribune 09.01.2008.

Wang Jingqiong: Bye to plastic bag full of trouble, China Daily 02.06.2008.

Li Jing: Daily lives getting greener, China Daily 10.11.2008.

For et par uger siden udgav Greenpeace rapporten False Hope, som konkluderede, at en CCS-teknologi (Carbon Capture Storage) var så langt fra at være udviklet i indfangningsteknologien, ville give et stort energitab ved forbrændingen og have en masse afledte vanskeligheder ved transporten og deponeringen, således at CSS først ville være klar brug i større udstrækning i 2030. CSS måtte derfor ikke blive nogen undskyldning for at opføre såkaldte carbon capure ready kulkraftværker, for sådanne fandtes slet ikke.

Med en tidshorisont helt frem til 2030, før man kunne regne med at have en CCS-teknologi klar, ville klimaet ikke overleve en videre udbygning med kulkraftværker. Selv når teknologien foreligger, vil det tage tid at implementere på alle kulkraftværker, og måske det kun vil kunne lade sig gøre på nye anlæg. Ifølge Greenpeace var det derfor den eneste rigtige løsning at rette størstedelen af vores forskningsmidler mod energieffektiviseringer og en systematisk udbygning af den vedvarende energisektor. Se tidligere blog-indlæg: Greenpeace: Falske forhåbninger.

Ikke desto mindre forskes der intenst i udviklingen af CCS-teknologier, og andre dele af miljøbevægelsen har været mindre kategorisk afvisende overfor CCS ud fra den betragtning, at vi i den nuværende situation ikke har råd til at udelukke nogen mulig måde at mindske CO₂-udledningerne på. Og muligvis vil vi kunne se CCS-teknologier klar væsentligt tidligere end 2030.

Reuters meddelte for nylig, at Kina arbejder målrettet på udviklingen af en CCS-teknologi, som skulle kunne føre til de første CO₂-fri kulkraftværker i 2015.¹ En implementering af CCS-teknologi på Kinas samlede kulafbrænding vil virkelig være noget, der rykkede i den rigtige retning, selv hvis der var tale om en reduktion på blot 80% eller 90%.

Læs mere »

Det fremgår af en pressemeddelelse fra AFP, at Kina i forbindelse med et statsbesøg i Japan i de kommende dage vil meddele, at man agter at indgå forpligtende i Kyoto-aftalens afløser i 2012.

I en pressemeddelelse hedder det, at: “‘China will take notice of Japan’s view that the world as a whole needs to slash greenhouse gas emissions at least by half by 2050 from the current level, and China will show its willingness to study ways and measures to realise the ultimate purpose’ of the UN framework on climate change.”¹

Det er meget glædelige nyheder. Selvom Kina har et relativt lille CO₂-udslip pr. indbygger på blot 20-25% af det amerikanske, er Kina i dag verdens største CO₂-udleder. Hvis det skal lykkes at stabilisere CO₂-koncentrationerne atmosfæren, er det uomgængeligt vigtigt, at afløseren for Kyoto-aftalen bliver en global aftale, som bliver klar til underskrivelse ved klimatopmødet her i København om 1½ år.

En anden sag er, at vi står overfor at måtte erkende, at selv en halvering af CO₂-udledningerne i 2050 er i underkanten af, hvad der skal til for at stabilisere klimaet. Lige nu er det vigtigt at få etableret en situation, hvor alle står sammen om projektet at bringe verden godt videre fra den fossile æra.

China to join post-Kyoto emission deal, (AFP) The Australian 06.05.2008.¹

Hu, Fukuda set to ink deal on CO₂ capture and storage, Asahi Shimbun 06.05.2008.

China to back Japan’s plan on post-Kyoto emissions, Asahi Shimbun 03.05.2008.

Reiji Yoshida: China warms to emissions goals, The Japan Times 03.05.2008.

Japan, China to issue joint statement on global warming following summit, Mainichi Daily News 02.05.2008.

I nærheden af Shanghai er planlægningen af Dongtan EcoCity i fuld gang. Første etape af bebyggelsen med bolig og arbejde til 10.000 mennesker skal stå færdig inden Verdensudstillingen i Shanghai i 2010, så der bliver travlhed den kommende tid.

Det er ikke en hvilken som helst by, der er på tegnebordet – tværtimod vil Dongtan sætte helt nye standarder for bæredygtige byer. Bydannelsen er meget kompakt, men stadig kun 3-6 etager høj. I Shanghai, som har set mere end 2.000 nye skyskrabere i det seneste årti, peger Dongtan i en radikalt anden retning. Arbejdspladser er systematisk indarbejdet, så pendlingstrafik er minimeret – man regner på den konto alene med at kunne spare 400.000 ton CO₂. Der vil kun være adgang for køretøjer på el og biobrændstof, så det vil samtidig blive en sund by, uden den smog og partikelforurening, som nu hærger stort set alle verdens storbyer. Alt er ressource- og energi-minimeret, og den nødvendige energi for de omkring 80.000 indbyggere og 50.000 arbejdspladser vil blive tilvejebragt gennem vindmøller, biogas fra toiletter og avner fra risdyrkningen. Heri ligger besparelser på andre 350.000 ton CO₂, og Dongtan er projekteret til at være en CO₂-neutral by.

Der er træer og grønt over alt i Dongtan – også på tagene. Mellem bebyggelserne er der indarbejdet højproduktive gartnerier, således at fødevareproduktionen for området vil forblive lige så høj eller højere, når byen står fuldt udbygget. Samtidig er der planlagt en systematisk vandgenvinding og -udveksling mellem beboelse og landbrugsproduktion, så vandforbruget vil være mindre end nu, selv efter at Dongtan er fuldt udbygget.

Læs mere »

Nedenunder er der adgang til en række små video-sekvenser om Dongtan EcoCity, designet af det engelske ingeniørfirma Arup, som er blandt verdens ledende, når det gælder bæredygtig byudvikling. De to første klip viser små animationer af projektet, den tredje er et indslag om Dongtan fra BBC. Yderligere er der nederst en video produceret af Arup: Plausible Futures – en lille eftertanke om vore byers mulige fremtid og umuligheden af at fortsætte som hidtil.

Fra Arups hjemmeside er der yderligere adgang til fire små video-sekvenser, hvor Peter Head, leder af Arups sustainability-afdeling fortæller om ‘Cities & Urbanism’, ‘The Eco-City of Dongtan’, ‘Ecological Footprint’ og ‘Future Cities’.

Der er mere om Dongtan-projektet og firmaet Arup i blog-indlægget Dongtan EcoCity.

Læs mere »

I denne uge er delegerede fra 162 lande samlet for at forberede afløseren for Kyoto-aftalen, så den kan blive klar til endelig vedtagelse i København december 2009. Lykkeligvis er den tid, hvor klimaskeptikerne fik lov at forsinke processen, ved at være ovre. Men endda er der mange og store forhindringer på vejen.

Foreløbig har verdens rigeste land USA, som samtidig har verdens højeste CO₂-udledninger pr. indbygger, nægtet at underskrive. USA har til gengæld bidraget med det CO₂-kvotesystem, som har transformeret spørgsmålet om CO₂-begrænsning og klodens bæredygtige udvikling til et stykke avanceret markedsmekanisme, hvor man kan købe og sælge CO₂-kvoter – alt sammen i et forsøg på at bringe markedets ‘usynlige hånd’ i spil. Det er ikke tiden at genoverveje kvotesystemet, men det ligner i mine øjne en rigtig dårlig beslutning, og foreløbig har vi til gode at se, at det virker. Indtil nu ligner det mest af alt en sovepude, hvor for eksempel de store energiselskaber ikke handler CO₂– og bæredygtighedsmæssigt optimalt, men spiller med kvoter som om der var tale om et Matadorspil. Tilsvarende ser det lige nu ud til, at den danske CO₂-reduktion på 20% inden 2020 for op imod to tredjedeles vedkommende vil blive opnået ved køb af CO₂-kvoter i andre lande. Det mest hykleriske er, at vi stadig skal høre om Danmark som et foregangsland, mens et land som Norge stille og roligt har lagt kursen mod fuld CO₂-neutralitet.

Den danske fumlen overfor at få taget klare beslutninger om overgang til et bæredygtigt samfund virker uforståelig på baggrund af en rapport fra EA/Risø, som påviser, at Danmark i 2050 “kan realisere et energisystem med 100% vedvarende energi og 80% CO₂-reduktion for en meromkostning på 0,3% af BNP.”

0,3% af vores bruttonationalprodukt er pebernødder i det store regnskab. Det skal vi bare have råd til, også selvom det ender med at koste det dobbelte. Med energiprisernes himmelflugt vil det givet ende med at være dyrere at forblive afhængig af fossile brændstoffer.

Læs mere »

Den kinesiske økonomi har de senere år været inde i en rivende udvikling, og selvom hver kineser stadig i gennemsnit forbruger langt mindre end vi gør i den vestlige verden, er Kina hastigt på vej til at blive verdens største udleder af CO₂, hvis ikke allerede det er en realitet.

Kina er blevet hele verdens fabrik, og en betragtelig del af CO₂-udledningen fra dansk forbrug sker således i lande som Kina, hvor arbejdslønnen er billig og veluddannet, mens miljøkravene i hvert fald indtil for nylig har været ganske lempelige (se blog-indlægget EUs forbrug forurener globalt). Blandt andet på den baggrund har Kina derfor hidtil afvist at indgå bindende CO₂-aftaler.

Elizabeth Economy har i Foreign Affairs lavet en ganske læseværdig analyse af den kinesiske miljøpolitik, eller mangel på samme: The Great Leap Backward? Artiklen giver et godt overblik over de stadigt eskalerende miljøproblemer og enorme anstrengelser det vil kræve at få en gigant som det kinesiske samfund sporet ind på en bæredygtig kurs.

Læs mere »

UNEP, United Nations Environment Programme, undersøger løbende afsmeltningen af gletsjere rundt omkring i verden. Og de seneste tal viser, at afsmeltningen ikke på noget tidspunkt i de seneste 5.000 år har været større end i dag. UNEP har derfor i dag slået alarm, at man må skride øjeblikkeligt ind med klimabeskyttende foranstaltninger for at sikre den fremtidige vandforsyning for store befolkningsgrupper.

Gletsjere vokser i tykkelsen med vinterens snefald, og bliver tyndere igen i løbet af sommerens afsmeltning. I perioden 1850-1970 anslås det, at nettotabet ved afsmeltning i gennemsnit har været omkring 30 cm pr. år. I perioden 1970-2000 steg afsmeltningen til 60-90 cm pr. år. Siden år 2000 har den årlige nettoafsmeltning været over 1 m pr. år. Og sidste år var afsmeltningen med 1,5 m større end nogensinde.

Det er således en stærkt accelererende udvikling, som ikke bare vil medføre stigende verdenshave, men på sigt vil give problemer med vandforsyningen – og dermed også fødevareproduktionen – i store dele af verden. For eksempel overrisles 80% af Pakistans landbrugsareal med vand fra Indus, som får 70-80% af sit vand fra gletsjere. Floder som Ganges og Yangtze har ligeledes markante vandtilførsler fra gletsjere, og de udgør hver især vandforsyning for 350-400 millioner mennesker.

Achim Steiner, executive director ved UNEP, siger ifølge AFP, at klimakonferencen i København i 2009 vil være den virkelige lakmusprøve for at teste regeringernes vilje til at reducere udledningerne af drivhusgasser den CO₂-forurening fra fossile brændstoffer, som ødelægger klodens klimasystem. Ellers vil vores muligheder for at gribe ind simpelthen smelte bort sammen med gletsjerne.

Juliette Jowit: Melting glaciers start countdown to climate chaos, The Observer, 16.03.2008.

Juliette Jowit og Robin McKie: Glaciers melt ‘at fastest rate in past 5,000 years’, The Observer, 16.03.2008.

Lester Brown: Global Warming Melting Glaciers, Shrinking Harvests in China and India, Treehugger 26.03.2008.