Strøtanker om bæredygtighed

I denne uge bringer The Guardian en serie om Kina under overskriften China at the Crossroads. Den rummer en lang række spændende artikler og videoer, som fokuserer på landets medvirken i den kommende klimaaftale – og dets situation som udviklingsland, som på den ene side med en vis ret kan hævde, at klimaproblemerne er skabt af de rige lande og dermed de rige landes problem, samtidig med, at Kina står overfor et scenario af klimaforandringer, som vil være ødelæggende for landets fremtid, hvis ikke klimaudfordringen bliver taget alvorligt også af Kina.

Et af de mest umiddelbare tegn på klimaforandringerne i Kina er fornemt indfanget i Jonathan Watts videoreportage: ‘We have taken every measure we can think of to stop the desert moving closer and submerging our crops and villages’. Den følger Huang, en af de allerede millioner af mennesker, som har måttet flytte på grund af ørkenområdernes udvidelse. Den kinesiske regering anslår, at op imod 150 mio. kinesere står overfor at måtte flytte på grund af ødelagte livsvilkår.

En ting er ørkenens stadige ekspansion. En på sigt endnu mere dramatisk konsekvens af klimaforandringerne er, at de store gletsjere i Himalaya-bjergene, hvis smeltevand forsyner de store kinesiske flodsletter med vand, står overfor en fuldstændig afsmeltning, som vil give stor vandmangel og mindske mulighederne for fødevareproduktion i nogle af Kinas i dag mest frugtbare områder. I de tørreste egne kan man finde tørlagte floder, og man står overfor at måtte opgive overrisling for at strække på de svindende vandressourcer.

Kina har således alt at vinde ved en stærk klimaaftale. Og meget tyder da også på, at Kina trods gentagen retorik om det modsatte er ved at være klar til at indgå bindende aftaler om CO₂-reduktioner. En række uofficielle bilaterale forhandlinger mellem USA og Kina har således fokuseret på tre punkter:¹

• en 20% CO₂-reduktion inden 2011
• et teknologisk samarbejde om udvikling af CCS-teknologi (Carbon capture Storage) og
• at både USA og Kina underskriver klimaaftalen i København.

Den slags var ren ønsketænkning for blot et år siden. Så nogle ting bevæger sig den rigtige vej.

Se tidligere blog-indlæg: Kinesiske støvlandskaber, Kinesisk kulafbrænding, Synkende storbyer, Nye toner fra Kina, En tredjedel af Kinas CO₂-udledninger skyldes eksport, Kinesisk vindkraft stormer frem, Kina med i klimaaftale fra 2012 samt Gletsjere smelter med rekordhastighed.

Jonathan Watts: ‘We have taken every measure we can think of to stop the desert moving closer and submerging our crops and villages’, (3:01 min. video) The Guardian 18.05. 2009.

Suzanne Goldener: China and US held secret talks on climate change deal, The Guardian 18.05.2009.¹

Jonathan Watts: Pay farmers to halt irrigation to ease water crisis, Chinese adviser urges, The Guardian 18.05.2009.

Minqin County swallowed by the desert, (billedserie) The Gaurdian 18.05.2009.

Jonathan Watts: China ready for post-Kyoto deal on climate change, (4:25 min. video) The Guardian 06.05. 2009.

Jonathan Watts: China considers setting targets for carbon emissions, The Guardian 19.04.2009.

Yan Liang (Ed.): China working on further national plan to address climate change: official, Window of China 20.05.2009.

Chris Buckley: China Tells Rich Nations To Cut Emissions By 40 Percent, Reuters 22.05.2009.

Chris Buckley: China energy expert sees coal power slowing from 2011, Reuters 22.05.2009.

Lisa Friedman: U.S. climate negotiator sees ‘impressive’ actions by China, New York Times 22.05.2009.

Nedenstående lille videoreportage fra CNN er lavet i anledning af en rapport fra UNEP, United Nations Environmental Programme, som behandler den storby-smog fra fabrikker, biler og komfurer, som hænger tungt over Asiens tætbefolkede zone og danner en op til 3 km tyk sammenhængende brun sky af uddunstninger, som strækker sig fra Den Arabiske Halvø over Pakistan, Nordindien, Sydøstasien og de kinesiske flodsletter til langt ud over Stillehavet. Den giver nogle tankevækkende billeder på, i hvor høj grad vi efterhånden lider under den systematiske tilsvining af vores livsgrundlag.

Sine steder er solindstrålingen på grund af den forurenede luft i dag reduceret med op til 20%, hvilket giver mindre fordampning og dermed mindre regnfald, hvorfor monsunregnen mange steder er i aftagende. I Ganges’ og Indusregionen er nedbøren faldet med 20% siden 1980erne.

Luftforureningen er i byområderne så høj, at man regner med omkring 340.000 årlige dødsfald i Indien og Kina alene som følge af partikelforureningen. Ud over den umiddelbare sundhedsrisiko fra de store mængder af sodpartikler, aerosoler, ozon osv. danner den brune sky en form for indkapsling af solindstrålingen, som øger drivhuseffekten og den generelle opvarmning af regionen. Himalayas gletsjere, som bringer livgivende vand til de store befolkningskoncentrationer langs floder som Indus, Ganges, Brahmaputra, Huang Ho og Yangtze-floden, smelter derfor langt hurtigere end hidtil antaget. Det anslås, at gletsjervolumenet i Himalaya-bjergene vil være reduceret med 75% i 2050, hvilket vil føre til drastisk mindskede muligheder for fødevareproduktion for det tættest befolkede zone i verden. Rapporten vurderer, at fødevareproduktionen vil kunne falde med op til 40%.

Læs mere »

I forlængelse af ASEM-mødet for to uger siden, hvor 43 lande gav et samlet erklæring om, at de var rede til at indgå en klimaaftale i København i 2009 (se blog-indlægget: Europa og Asien melder klar til klimaaftale), har Kina givet en langt række uddybende statements, som tilsammen giver en mosaik af, hvad kineserne forestiller sig der skal til for at ville indgå i en kommende klimaaftale med bindende reduktioner, samt ikke uvæsentligt, hvem der kommer til at betale hvad.

Den vestlige verden bør forlade sin ubæredygtige livsstil og gøre langt mere for at hjælpe fattige lande med at tilpasse sig til klimaforandringerne, siger den kinesiske premierminister Wen Jiabao. Kina har foreslået en form for klimafond, som administrerer 1% af at de rige landes BNP.

Det er jo aldrig helt lykkedes at skabe præcedens om 1% i U-landsbistand, men kunne vi ikke i den rige del af verden leve med, at 1% gik til afbødninger af klimaforandringer samt humanitære og uddannelsesmæssige aktiviteter, mens 1% gik til en systematisk omlægning til produktion af og med vedvarende energikilder? hvis så brugte yderligere 2-3% på de nødvendige strukturelle forandringer på hjemmefronten, ville tingen begynde at bevæge sig i den rigtige retning inden for ganske få år. Men desværre står de borgerlige partier klar til at bruge den til skattelettelser, når endelig der begynder at ske en kapitalisering af CO₂-forureningen.

Kina har meldt klart ud, at landet ikke har ressourcer til at begrænse sine CO₂-udledninger alene. Det vil kræve økonomisk støtte, det vil kræve omfattende teknologioverførsler, og – påpeger kineserne – det vil være naivt at forestille sig, at landet i nær fremtid kan gøre sig uafhængig af kul. En del af problemet er, at vi i den rigeste del af verden i stor udstrækning har udflaget vores energikrævende fremstillingsvirksomhed til lande som Kina, så det kinesiske kulforbrug er også den vestlige verdens kulforbrug. Omkring en tredjedel af de kinesiske CO₂-udledninger går således til produkter som eksporteres, hvor omvendt de danske CO₂-udledninger ville være markant højere, hvis vi indregnede CO₂-udledningerne fra vores import. Her fungerer markedsmekanismerne upåklageligt – er der et smuthul, skal det nok blive brugt.

Læs mere »

Den canadiske fotograf Benoit Aquin er netop blevet udpeget som vinder af Prix Pictet fotokonkurrencen med en serie billeder fra Kinas løssområder, hvor støvskyerne fremtryller udvisket betagende, næsten surreale stemninger med genklang i den kinessiske maletraditions monokrome landskabsbileder.

Men baggrunden er mere dyster – og en del af juryens begrundelse for at pege på billedserien “The Chinese Dust Bowl” som vinder. I dag er 18% af Kinas areal ørken. 22% heraf, eller et areal ni gange større end Danmark, er menneskeskabt ørken. Overgræsning, stadig dybere vandboringer og allehånde kortsigtede behov er med til at indskrænke fremtidige generationers livsrum. Og FNs tidligere generalsekretær Kofi Annan sagde ved prisoverrækkelsen i Paris: “It is my hope that the Prix Pictet, the world’s first prize dedicated to photography and sustainability, will help to deepen understanding of the changes taking place in our world…”

Læs mere »

Det har ofte været fremført, at en del af problemet med den kinesiske kulafbrænding var en meget primitiv kraftværksteknologi. Men en undersøgelse fra MIT af et bredt udsnit af kinesiske kulkraftværker viser, at kraftværkerne gennemgående har avanceret afbrændingsteknologi og potentielt ville kunne afbrænde kul med en meget høj effektivitet. Problemet ligger i den type kul, som anvendes. “Et presset marked får nemlig de driftsansvarlige på kulkraftværkerne til at købe billigt kul af den laveste og mest forurenende kvalitet, samtidig med at kraftværkernes renseteknologier bliver sat på standby, fordi de er dyre i drift,” skriver Mikkel Meister i Ingeniøren.¹

Dette er for så vidt gode nyheder, som at det åbner op for at man ved at optimere driften og råvaretilførslen til de kinesiske kulkraftværker ville kunne reducere værkernes CO₂-udledning og øvrige forurening.

For der er ikke meget, som tyder på, at Kina er til sinds at stoppe sin kulafbrænding nu – eller til at stoppe noget som helst, som kan bremse den udvikling af landet, som igennem de seneste årtier har løftet landet ud af en dyb fattigdom, om end med graverende miljømæssige omkostninger.

Kina satser til gengæld systematisk på energibesparelser i industrielle processer osv., som kan muliggøre en fortsat vækst samtidig med et mindsket energiforbrug – og dermed mindskede CO₂-udledninger.

En ny rapport finansieret af Greenpeace og WWF viser, at den kinesiske afbrænding af kul har store afledte omkostninger, og at prisen for kulkraft burde ligge 23% højere, hvis miljøkonsekvenserne var indregnet.² Så samfundsøkonomisk set ville det givet kunne svare sig for Kina at optimere sin kulafbrænding.

Man kan håbe, at den CO₂-binding i cementproduktion, som det amerikanske firma Calera er ved at udvikle, kunne implementeres i stor stil i Kina. Cementindustrien står i dag for 5% af verdens samlede CO2-udledninger, og normalt udledes der ét ton CO₂ for hvert ton cement der produceres, men Calera er ved at udvikle en teknik, som binder et halv ton CO₂ for hvert ton cement, der produceres. Hvis denne teknologi kobles med CDM- og kvoteordninger, vil Calera kunne tilbyde udviklingslande gratis cement mod at kunne binde deres CO₂-udledninger i cementen.

Selv denne proces vil langt fra kunne klare hele Kinas kulafbrænding. Men der er brug for et snarligt moratorium over konventionel kulafbrænding, hvis atmosfærens CO₂-koncentrationer skal stabiliseres på 350 ppm. Dette vil kræve en systematisk overførsel af en fremadrettet teknologi til lande som Kina og Indien, hvis de klimamæssigt set skal kunne udvikle sig sundere end den vestlige verden, som med sin industrialiseringsproces har forpestet atmosfæren og biosfæren.

Se tidligere blog-indlæg: Usundt at vokse op nær kulkraftværker, Kulstøv øger isafsmeltningen, James Hansen: Stop afbrændingen af kul og Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO₂.

Mikkel Meister: Forskere: Kinas kulkraftværker i teknologisk topklasse, Ingeniøren 07.10.2008.¹

Edvard E. Steinfeld: Greener Plants, Grayer Skies? A report form the frontline of China’s energy sector, MIT august 2008 (pdf).

Antoaneta Bezlova: CHINA: Coal Far Costlier Than Thought – Study, IPS 29.10.2008.²

Det europæisk-asiatiske ASEM-topmøde i Beijing blev i dag afsluttet med en fælles udtalelse, som markerer, at de 43 ASEM-lande, som tilsammen repræsenterer omkring halvdelen af verdens økonomi (og dermed også omkring halvdelen af verdens CO₂-udledninger), vil bestræbe sig på at nå en global klimaaftale i København i december 2009.

Der er ikke angivet præcise reduktionsmål i ASEM-communiqueet, men under vejs har de europæiske lande presset store ‘rige’ udviklingslande som Kina og Indien hårdt for, at de også indgik en form for bindende reduktionsmål – David Gow skriver i The Guardian, at de europæiske miljøministre har insisteret på begrænsninger i størrelsesordenen 15-30% i forhold til “business as usual”.¹ Det kommer på baggrund af nye beregninger, som viser, at Kina, som i dag er verdens største udleder af drivhusgasser, med sin nuværende vækstrate vil kunne have fordoblet sine udledninger på blot to årtier.² Det er således uomgængeligt vigtigt, at vi ikke får “business as usual”.

Men der sker noget i Kina. Man er vågnet til, at den globale opvarmning ikke kun er de andre landes ansvar, og at det også vil blive en for Kina ubetalelig pris at lade stå til overfor klimaudfordringen. For eksempel har tre store kinesiske virksomheder i forbindelse med topmødet tilsluttet sig The Climate Group, en global sammenslutning af store virksomheder, som støtter arbejdet med energieffektiviseringer og CO₂-reduktioner.³ Og Kina har parallelt med ASEM-topmødet indgået en lang række bilaterale aftaler, blandt andet en aftale med Danmark om forskningssamarbejde om udviklingen af blandt andet solenergi, vindenergi, biomasse og brændselsceller.

Kyoto-aftalen er efterhånden vedgået af 170 lande, men kun 37 lande har bundet sig til reduktionsmål. Med ASEM-topmødet er sandsynligheden for, at vi får en bred aftale i hus i København, rykket et betydningsfuldt skridt nærmere.

Se også tidligere blog-indlæg: Nye toner fra Kina, Amerikansk lovforslag om 80% CO₂-reduktion på vej og Japan vedtager handlingsplan for 80% CO₂-reduktion i 2050.

Fogh tilfreds med topmøde, (Ritzau) Berlingske 25.10.2008.

Uffe Tang: Fogh satser på europæisk og asiatisk enighed om klima, Berlingske 24.10.2008.

Asia, Europe join hands to face challenges, Xinhua 24.10.2008.

Kim Rathcke Nielsen: Ingen overraskelse i Kinas klimaudmelding, Berlingske 23.10.2008.

David Gow: EU presses China and India to reduce greenhouse gas emissions, The Guardian 23.10.2008.¹

Chris Buckley: China report warns of greenhouse gas leap, 22.10.2008.²

Juliette Jowitt: Big Chinese companies join climate group, The Guardian 23.10.2008.³

China Mobile, Broad, and Suntech join The Climate Group’s global business coalition, (pressemeddelelse) The Climate Group 24.10.2008.³

Chinese firms newest members of global environment body, Xinhua 26.10.2008.³

O.P. Rana: Saving the Earth more important, China Daily 24.10.2008.

Chris Buckley: China seen onboard for climate pact goal, Reuters 23.10.2008.

Sanne Wittrup: Kinesiske og danske topforskere vil samarbejde om brændselsceller og biomasse, Ingeniøren 24.10.2008.

I forhandlingerne forud for den kommende klimaaftale har Kina indtil for nylig været ganske afvisende overfor bindende reduktionsmål – det er de industrialiserede lande, som har skabt problemet, og som må løse det. Men under et statsbesøg i Japan i maj forlød det for første gang, at man forventede at indgå forpligtende i Kyoto-aftalens afløser (se tidligere blog-indlæg: Kina med i klimaaftale fra 2012).

En af den kinesiske regerings vigtigste rådgivere i klimaspørgsmål, Hu Angang fra Tsinghua-universitetet i Beijing, siger i et nyligt interview med Reuters, at Kina bør gå med til bindende CO₂-reduktioner for at sikre, at Kyoto-aftalens afløser bliver tilstrækkelig til reelt at håndtere klimaudfordringerne. Det er ikke blot i det internationale samfunds interesse, men i høj grad også i Kinas egen interesse at satse målrettet på en grøn udvikling. Det kinesiske samfund vil lide voldsomt under, hvis ikke det lykkes at skabe en stærk klimaaftale for de kommende år.

For nylig fremlagde Hu Angang i Journal of Contemporary Asia-Pacific Studies en plan for Kinas CO₂-reduktion, hvori udledningerne ville fortsætte med at stige frem til 2020, hvorefter de ville falde markant, så de i 2030 var tilbage på 1990-niveauet, og i 2050 det halve af 1990-udledningerne, som for Kinas vedkommende var 2,1 ton pr. indbygger.

Dette vil indebære en udfasning af kul og en storstilet satsning på vedvarende energi – og vil kræve en massiv økonomisk støtte til den nødvendige teknologi-udvikling. Hvis Kina vedgår en sådan plan som del af den kommende klimaaftale, vil det markant øge sandsynligheden for, at det vil lykkes at langtidsstabilisere det globale klima.

Chris Buckley: China government adviser urges greenhouse gas cuts, Reuters 08.09.2008.

Chris Buckley: China Shying from Climate Obligations – Adviser, Reuters 08.10.2008.

Normalt er fremstilling af cement en ganske energikrævende proces, hvor kalk og ler opvarmes til 1.450ºC. Herved udledes der for hvert ton cement, der produceres, typisk ét ton CO₂ eller mere.

Men Scientific American bragte torsdag en tankevækkende artikel om et californisk firma, Calera, som i tilknytning til Moss Landera-kraftværket eksperimenterer med at skabe cement ud af kraftværkets CO₂-holdige røggasser. Der er lagt røgslør over de tekniske detaljer i udviklingsarbejdet, men det fremgår, at man ved at lede disse dampe gennem havvand skulle være i stand til at opsamle 90% af CO₂-udledningerne og konvertere dem til cement (calciumcarbonat), at man regner med at kunne begynde at sælge cement i 3. kvartal 2009, og at man har planer om i løbet af 7 år at opføre 100 cementfabrikker.¹

Calera er grundlagt af professor ved Stanford University, Brent Constantz, som gennem mange år har forsket i bio-mineralisering. I princippet er der tale om samme proces, som når koraller danner deres skaller og rev, man tager calcium og magnesium fra havvandet ved normale tryk og temperaturer. “We are turning CO₂ into carbonic acid and then making carbonate,” siger Constantz: “All we need is water and pollution.” Ifølge Constantz fjerner processen ikke alle CO₂-udledninger, men den får regnestykket til at se langt sundere ud, da man vil kunne indkapsle et halvt ton CO₂ for hvert produceret ton cement, i stedet for som nu at producere ét ton CO₂ for hvert ton fremstillet cement.¹

Læs mere »

Kunne ikke forlige mig med tanken om, at billedet fra nedenstående indlæg stod ukommenteret øverst på bloggen, så jeg fandt et andet Kina-billede frem – et af favoritterne fra min barndoms frimærkesamling.

Med de graciøst flydende bevægelser, som formeligt løfter det horisontale rektangel, tænker jeg uvilkårligt Tang-dynastiet – omtrentligt dansk vikingetid – hvor Kina med Chang’an som hovedstad oplevede en kulturel blomstringstid. Ikke mindst i keramikken finder man her en sublim formens klarhed, som var tæt forbundet med det formløse. Den tid havde givet sin ødselhed og ekstravagance, men det foregik i en grundlæggende sund symbiose med det omgivende naturgrundlag, og Kina havde med sin komplementære forståelse af naturens dynamik en grundforståelse af mennesket i verden, som førte til bæredygtigt set stabile samfund.

Heroverfor står de tungt himmelstræbende køletårne nedenfor som billede på verdens umættelige konsum, og man tænker uvilkårligt, hvad godt kom der ud af det store industrialiseringsprojekt? Hvor er kulturen i massesamfundet? Hvor er lykken, lydhørheden, raffinementet, varigheden, retningen mod forløsningen? Hvor ligger tilfredsstillelsen ved med kloden som indsats at producere og samle stadig større mængder af inferiøre duppeditter omkring os?

Se tidligere blog-indlæg: En tredjedel af Kinas CO₂-udledninger skyldes eksport.

I juli-nummeret af Environmental Health Perspectives var der en artikel om konsekvenserne for børns sundhed ved at vokse op nær et kulkraftværk. Undersøgelsen bygger på sammenligninger af to grupper af hver 100 børn af ikke-rygende mødre, fra før og efter lukningen af et kinesisk kulkraftværk i Tongliang i 2004. Sammenlignet med før lukningen havde de børn, som blev født efter lukningen, 60% mindre forekomst af forsinket udvikling af bevægeapparatet.

Som det er tilfældet for langt de fleste kulfyrede værker i verden, havde Tongliang-værket ingen filtrering af udledningerne af CO₂, NO_x, SO_x, ultrafine partikler eller PAH som synes at have en markant negativ indflydelse på børns udvikling. Polycyclic aromatic hydrocarbons er: “reproductive and developmental toxicants, mutagens and carcinogens.”¹ Mødrene var således efter lukningen langt mindre udsat for luftforurening, hvilket gav sig udslag i, at der var 40% mindre forurening i blodet i navlestrengen, og at deres børn i toårsalderen blandt andet havde markant mindre problemer med udvikle koordinerede bevægelser.

Simpel afbrænding af kul er således ikke bare en rigtig dårligt for klimaet (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Stop afbrændingen af kul), men har en meget direkte negativ indflydelse på vores helbred.

Samtidig med at simpel afbrænding af kul producerer giftstoffer som PAH, som har en meget direkte negativ indflydelse på vores helbred, medfører kulafbrænding langt flere drivhusgasser end andre fossile brændstoffer for hver indvundet energienhed. Man burde således som del af klimaaftalen i København næste år tage konsekvensen og indføre et moratorium for ufiltreret afbrænding af kul (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Stop afbrændingen af kul).

Frederica Perera et al.: Benefits of Reducing Prenatal Exposure to Coal Burning Pollutants to Children’s Neurodevelopment in China, Environmental Health Perspectives 14.07.2008 (pdf).¹

Children, coal don’t mix, China study shows, MSNBC 14.07.2008.