Strøtanker om bæredygtighed

Flyvning er en af de måder, hvor vi kan præstere den største klimapåvirkning på den korteste tid. Blot en smuttur til New Zealand t/r medfører lige så megen drivhuseffekt som vi producerer på et helt år. Men i de første forsøg på at etablere en global klimaindsats med Kyoto-aftalen i 1997 fik man hverken den internationale skibsfart eller luftfart med ind i beregningsgrundlaget – en stor fejl, da disse sektorer begge er stærkt voksende og repræsenterer en markant klimabelastning.

I årevis har de internationale luftfartsorganisiationer fumlet med mere eller mindre halvhjertede forsøg på at lave en klimaaftale for luftfarten – men det er aldrig rigtigt blevet til noget. Derfor indførte EU fra starten af 2012 en CO₂-afgift for alle fly, som benyttede EUs lufthavne. Dette er et indlysende skridt – og et godt billede på, hvordan EU på en lang række områder søger at sætte klimadagsordenen også uden for FNs forhandlingsspor. Men EUs tiltag har vakt voldsom modstand fra en række lande, først og fremmest Indien, Kina og USA, som har kritiseret EU for med tiltaget at snigløbe den internationale proces og har procederet for at få kendt EUs tiltag ugyldige.

Fredag meddelte ICAO, International Civil Aviation Organisation, at man var indstillet på at forsøge at opstille en form for markedsbaseret kvoteordning på området uden på nogen måde at være præcis med detaljerne. Derfor meddelte Connie Hedegaard i dag, at EU af respekt herfor i det kommende år vil nøjes med opkræve CO₂-afgiften inden for EUs område, men holder pause med opkrævningen for fly ind og ud af EU.

Connie Hedegaard sagde til gengæld i meget bestemte vendinger, at hvis ikke der til den tid var kommet en tilfredsstillende aftale på banen fra ICAOs side, så ville EUs nuværende CO₂-afgift for alle fly, som bruger EUs lufthavne, automatisk blive genoptaget: “But let me be very clear: if this exercise does not deliver – and I hope it does – then needless to say we are back to where we are today with the EU ETS. Automatically.”

Læs mere »

Dette billede af et hvidt næsehorn, som forbløder efter at have fået fjernet sine horn, har jeg haft liggende længe på min computer. Det sammenfatter på mange måder den absurditet, hvormed vi behandler vores omgivelser. Og nu hvor jeg har sat mig for at lave en række små biodiversitetstekster, satte jeg en lille afsøgning i gang.

Hvad får mennesker til at maltraktere næsehornene, så de verden rundt er alvorligt udryddelsestruede?

En af de afrikanske savanners store flotte dyr er næsehornet. Som mange af de andre store dyr har det været stærkt eftertragtet. Det var efterhånden lykkedes at få skabt reservater, hvor de store dyr kunne overleve, det værste krybskytteri var ved at være kommet til livs, og en bestand, som havde været nær udryddelse var igen i fremgang.

Men i den senere år har hornene været voldsomt eftertragtede i Sydøstasien – i lande som Malaysia, Thailand, Vietnam og Kina bliver hornene solgt til astronomiske summer. Hornene har fået ry som detox-middel, hvis man har drukket og spist og svælget i fede sager, vil et udtræk af pulveriseret horn være en god kur mod tømmermænd og generelt være styrkende for helbredet. Hornene har været kendt fra den traditionelle kinesiske medicin og har her i nyere tid fået ry for at kunne helbrede terminalt syge kræftpatienter. Sådanne myter omkring hornene har dels skabt en guldrandet forretning, dels en voldsom stigning i antallet af næsehorn, som forbløder efter at have fået hornene skåret af ved roden.

I et land som Zimbabwe regner man med, at der i 1970 var omkring 65.000 sorte næsehorn. I dag er der kun 440. Det er ikke kun krybskytteri og indskrænkede levevilkår, men i høj grad på grund af illegal afhorning til det sydøstasiatiske marked. Med kilopriser på op til 35-50.000 £ for de afskårne horn er de genstand for en kynisk organiseret kriminalitet, som man formoder, er drevet af den vietnamesiske mafia.

Der er tale om velorganiseret kriminalitet, som bruger helikoptere, bedøvelsesmidler og avanceret moderne teknologi som infrarødt lys. Alene i Kruger Nationalpark i Sydafrika var der i første halvdel af 2011 så mange træfninger mellem vagtpatruljer og indtrængende næsehornsjægere, at 17 næsehornsjægere er dræbt. Så der er tale om en veritabel næsehornskrig.

Læs mere »

Lad det være sagt med det samme, denne overskrift er misvisende. For selvom nye tal for verdens CO₂-udledninger viser, at de kinesiske CO₂-udledninger pr indbygger er stigende og nu på højde med Europas – i skrivende stund vil de to kurver på grafen herover havde krydset – så er der tale om ret så misvisende tal.

For i EU har vi igennem de seneste par årtier i stadig højere grad lagt vores mere svinske og energikrævende vareproduktion i lande som Kina, hvor arbejdskraften var billigere og miljøkravene lavere end herhjemme. Samme opgørelse anslår således, at omkring 20% af Kinas CO₂-udledninger er direkte forbundet med produkter, som eksporteres.

Omvendt forbruger vi i EU en stor mængde varer og tjenesteydelser, som er produceret uden for EU og dermed ikke tæller med i EUs CO₂-statistik.

For at få et mere retvisende billede, lavede Niras således sidste år en opgørelse over det samlede CO₂-fodaftryk og nåede her frem til, at hver dansker i Hovedstadsområdet havde en samlet udledning på 19,3 ton CO₂ pr. år, hvis man medtog også udledninger fra oversøisk vareproduktion, international transport osv., eller næsten det dobbelte af de officielle danske tal.

Læs mere »

I de kommende dage vil der være statsbesøg fra Kina. I kinesisk skala er Danmark et endog meget lille land, så der har været spekuleret meget i, hvorfor det kommer lige nu. Og selvom Danmark i dette halvår varetager EUs formandskab, så er det ikke hele forklaringen. Men er det ønsker om teknologiudveksling og know-how, når det gælder grøn udvikling? Er det for at få en fod indenfor når det gælder grønlands undergrund, eller er det mest af alt styret af irrationelle motiver, at Kinas ministerpræsident Hu Jintao gerne vil besøge Danmark, inden han trækker sig tilbage – måske hans sidste chance for at se Den lille Havfrue.

Samler i de kommende dage links om besøget og vender nok tilbage senere med betragtninger.

Alle ydre forskelle til side, så har vi har faktisk i Danmark en del at byde på for et land som Kina. Selvom der i disse år bliver slidt hårdt på den skandinaviske velfærdsmodel, så er der faktisk i vores håndtering af hverdagen en attraktiv mellemproportional mellem den kommunistiske topstyring og den liberalistiske markesstyring, som var værd at have med i billedet over mulige scenarier for det kolossale riges fremtid.

Daniel Rasmussen: Kina skyder 13 milliarder i Grønlandsk jernmine, Ingeniøren 21.06.2012.

Martin Lidegaard underskriver grønne aftaler med Kina, (pressemeddelelse) Klima-, Energi- og Bygningsministeriet 16.06.2012.

Vedvarende energisamarbejde med Kina, Energistyrelsen.

Præsident Hu Jintao’s besøg i Danmark 14.-16. juni 2012. Kinas energisektor og samarbejdet med Danmark, Klima-, Energi- og Bygningsministeriet (pdf).

Kjeld Erik Brødsgaard & Nis Grünberg: Den kinesiske ledelseskabale, (kronik) Politiken 16.06.2012.

Jesper Hvass: Carlsberg: »Vi har solgt øl til kineserne siden 1860’erne«, Politiken 15.06.2012.

Jesper Hvass: Statsbesøg: Aftaler femdobler Arlas omsætning i Kina, Politiken 15.06.2012.

Peter G.H. Madsen: Erhvervsliv: Vi er ikke menneskeretsforkæmpere, Politiken 15.06.2012.

Kina og Danmark indgår kulturelt samarbejde, (Ritzau) Politiken 14.05.2012.

Kristian Klarskov og Peter G.H. Madsen: Kina vil have fingrene i danskernes gæld, Politiken 14.05.2012.

Mærsk investerer tre milliarder i Kina, (Ritzau) Politiken 13.06.2012.

Minister satser på Kina-aftaler for svimlende milliardbeløb, (Ritzau) Politiken 12.06.2012.

Lars Halskov & Hans Davidsen-Nielsen: Kina vil tjene milliarder på råstoffer i Grønlands undergrund, Politiken 12.06.2012.

Frederik Hodemann: Tvivl om kinesiske klimadata, ecoprofile 11.06.2012.

David Fogarty & David Stanway: China Emissions Suggest Climate Change Could Be Faster than Thought, Scientific American 10.06.2012.

Dabo Guan et al.: The gigatonne gap in China’s carbon dioxide inventories, Nature 10.06.2012.

Bo Lidegaard: Besøget fra Riget i midten, Politiken 10.06.2012.

Peter Christensen: Kina bliver næppe verdens nye leder, (interview med Henry Kissinger) Politiken 09.06.2012.

Nis Olsen: Kina ser Danmark som nøgleland, Politiken 07.06.2012.

Jesper Hvass: Kina åbner kulturcenter i København, 06.06.2012.

Edwaard Wong: China’s President Lashes Out at Western Culture, New York Times 03.01.2012.

Jørgen Steen Nielsen: Kina sætter grøn verdensorden i ly af lammet klimaaftale, Information 10.11.2010.

Den 4. juni 1989, i dag for 23 år siden, satte det kinesiske militær sig igennem overfor de studenterdemonstrationer, som i månederne forinden havde været ved at sætte landet på den anden ende.

Jeg var i Kina, da det skete, havde været i landet fem år tidligere – vistnok det første år hvor man kunne rejse som individuel turist – og havde da taget en omfattende rundrejse i det gigantiske rige. Denne gang var planen at have mere tid til at trænge ind i det kulturelle landskab. Så jeg havde masser af introduktioner til kunstnere i bagagen og ville efter en tid i Beijing og Suzhou tage til Guilin for at opleve og male lysets tryllerier med de eventyrlige bjerglandskaber.

Det skulle dog vise sig at blive en meget anderledes rejse. Det Beijing, jeg havde mødt i 1984, stod op og gik i seng med hønsene – en 15 watt glødepære var da stadig en luksus. Nu var gaderne summende af liv til langt ud på natten, i titusindvis af cyklister cirklede opmuntrende og beskyttende omkring Beijings centrale plads Tiananmen, Den Himmelske Freds Plads, hvor studerende nu gennem mere end en måned havde demonstreret for reformer.

[nggallery id=160]

Øverste række billeder herover er fra demonstrationerne på Tiananmen omkring en uge før pladsen blev ryddet, mens nederste række er fra en gigantisk cirkeldemonstration omkring 1. juni.

Hele situationen opstod meget pludseligt efter at Hu Yaobang 14. april døde ved et hjertetilfælde. Hu havde været reformernes og åbenhedens lysende fortaler, men var i 1987 blevet frataget sit hverv som generalsekretær for Det Kommunistiske Parti, efter at han havde modsat sig en hård afstraffelse af demonstranter på Tiananmen i 1986. Visionen og håbet om et åbent, mangfoldigt, frit og demokratisk Kina var i høj grad samlet om hans person, og hans pludselige bortgang gjorde, at studerende landet over spontant samledes. I dagene efter formulerede de studerende syv krav eller anbefalinger til regeringen:

Læs mere »

Product Mindset (prod•uct mind•set | prädekt mahynd-set | noun) A global collective consciousness that reflects how people feel about products—whether people are making and selling products or buying and consuming them.

Denne lille rapport, Navigating the Product Mindset, som udkom i december 2011, dumpede lige ind i min mailbox. Og selvom der i høj grad er tale om kvantitative tilgange, så giver den lille rapport gennem sin eksemplariske grafiske overskuelighed et meget fint billede af den forskellighed, som præger udsynet både for forbrugere og producenter i hhv. Kina, Indien, USA og Tyskland. Det er de nye muligheders spirende optimisme og fremskridtstro overfor godt slidte, om end stadig mere eller mindre velkørende industrinationer. UL, Underwriters Laboratories, som står bag, er en verdensomspændende rådgivningsvirksomhed med i alt 9.000 ansatte.

I det sammenfatningen står der:

Key insights from the study include:

• Geography and culture play the largest role in shaping perceptions about products.
• Consumers are aware of an increasingly complex, global supply chain and have a growing interest in the traceability of products and product parts.
• Manufacturers in emerging markets rate themselves as being ahead of the curve regarding both product and operational sustainability more than manufacturers in developed markets.
• Few manufacturers appear to make the environment a top-tier issue when compared with safety and performance.
• Product safety and performance are the top two considerations that impact today’s Product Mindset for both consumers and manufacturers.

Læs mere »

Under et besøg i USA fortalte den kinesiske chef-klimaforhandler Su Wei i dag, at Kina planlægger at indføre en afgift på CO₂ for at mindske forbruget af fossile brændstoffer, først og fremmest kul.

Der er tale om en afgift på i første omgang 10 yuan pr. ton CO₂, som man påregner at indføre i løbet af de næste tre år. Og der er planer om dels gradvist at øge afgiften, dels at udvide til andre forureningskilder som SO_x. Modsat EU er der ikke tale om et markedssystem med kvotetilladelser, som kan handles, men om en regulær afgift som først og fremmest lægges på producenter og større enheder. Der er således tale om et meget simplere system, som ikke på samme måde lægger op til spekulation.

“I think that the carbon tax is one of the instruments that can be used in order to direct (the economy) to low-carbon development,” sagde Su Wei under et besøg ved tænketanken World Resources Institute.¹ Su fortalte yderligere, at man overvejede en frivillig mærkning af produkter med lav CO₂-intensitet for at stimulere virksomhedernes klimaindsats. Og i talen om de nyligt afholdte klimaforhandlinger i Durban understregede han, at princippet om, at verdens lande historisk havde forskellige forpligtigelser, og dermed at den nuværende opdeling i U-lande og I-lande ville fortsætte.¹

10 yuan svarer til godt 9 kr., hvilket er endnu lavere end den nuværende alt for lave kvotepris på det europæiske marked og under 10% af den afgift man er ved at indføre i Australien.² Men inden man laver sådanne 1:1-sammenligninger, burde man overveje at anerkende det vigtige i, at Kina overhovedet tager sådanne skridt. Og generelt er det kinesiske prisniveau markant lavere end i de industrialiserede lande, så måske det endda kan gøre en forskel i Kina.

Det må være underligt for amerikanerne, som i årevis har måttet høre undskyldninger om, at det kun gav mening for amerikanerne at gøre noget ved klimaudfordringen den dag store udledere som Kina også gjorde noget. Nu står USA til også på dette område overhalet indenom.

Se tidligere blog-indlæg om Kina og omkring klimaforhandlingerne i Durban.

Shaun Tandon: China looks at carbon tax, official says in US, AFP 12.01.2012.¹

Sarah-Jane Tasker: China’s carbon tax price a worry, National Affairs 09.01.2012.²

Wei Tian: Officials weighing green benefits of carbon taxation, China Daily 06.01.2012.

Tan Yingzi: Think tank develops low-carbon city models in China, China Daily 12.01.2012.

I Durban, hvor disse dages klimaforhandlinger synes fastlåst af manglende vilje og mandat fra flertallet af de centrale spillere til at kunne skabe den nødvendige klimaaftale, er et af de få glædelige tegn kommet fra Kina. Fredag forlød det, at Kina under visse omstændigheder ville kunne indgå bindende reduktionsaftaler fra 2020. Og søndag blev dette uddybet ved to møder.¹

“China has always said that they’re open to a legally binding treaty,” sagde Connie Hedegaard i går ved en reception Durban: “The interesting part is will there be an agreement that would also legally bind China?”²

Et af de kinesiske krav er, at Kyoto-protokollen, som fastholder de gamle rige I-lande i en målrettet klimaindsats, fortsættes, indtil den nye aftale er på plads. Derudover markante bidrag til en klimafond for de fattigste lande, en række støtteordninger, så udviklingslandene kan imødegå klimaforandringer og igangsætte CO₂-reduktioner, samt at man i 2015 videnskabeligt skal revurdere, om klimamålsætningerne er de rette i forhold til den etablerede viden (om de nuværende 450 ppm / 2°C er tilstrækkelige). Og Kina understreger, at der i 2020 udtrykkeligt må være tale om en pagt, hvor landene også reduktionsmæssigt skal yde efter evne.

Læs mere »

U.S. Department of Energy har i dag fremlagt tal for verdens CO₂-udledninger i 2010. Efter en lille stagnation i forlængelse af finanskrisen er der igen fuld gang i afbrændingen af kul og olie jorden rundt, og med 6% på et enkelt år er stigningen fra 2009 til 2010 den største stigning nogensinde. CO₂-kurven ligger dermed over worst case scenariet fra IPCCs klimarapport fra 2007 og ligner lige nu ikke noget, som kan stabiliseres inden 450 ppm.

Så dette er i den grad et wake-up call til verdens politikere her forud for COP17, næste runde i klimaforhandlingerne, som starter sidst i november i Durban.

Over halvdelen af stigningen stammer fra USA og Kina. Forklarligt, ja. Forvarligt, nej.

Seth Borenstein: Biggest jump ever seen in global warming gases, AP 04.11.2011.

Vandkraft står på mange måder som den ultimative form for vedvarende energi – når først den er etableret, er der ingen bivirkninger, og vandet venter blot tålmodigt på at blive ledt forbi turbinerne for at lave CO₂-neutral energi. Og til forskel fra vindkraften er vandkraften let at dosere, så man præcist får så meget energi, som man har brug for, når man har brug for den … troede jeg indtil en artikel i The Guardian i går.¹

For én ting er de kolossale ødelæggelser af landskaber, som går forud. Men én gang etableret, sker der fra bunden af de store mudrede opstemningsbassiner en stadig udvikling af metangas fra forrådnelsesprocesser i iltfattige omgivelser – en effekt som er særlig udtalt i troperne. Ifølge forskere fra INPE står vandkraftværker for 23% af den menneskeskabte metan og mindst 4% af verdens samlede udledninger af drivhusgasser. Vandreservoirer i troperne kan i værste fald have en større drivhuseffekt pr. produceret kilowatttime end fra fossile kilder, inklusive kul.² I et eksempel fra Curuá-Una inddæmningen i Amazon-området er det således vurderet, at produktionen af drivhusgasser er omkring 3½ gange større, end hvis energien var produceret fra afbrænding af olie.³

Læs mere »