Strøtanker om bæredygtighed

Samtidig med, at kul-ugen er sat ind i Warszawa – hvilket har givet anledning til mange protester fra NGO-side – så har 27 klimavidenskabsmænd m/k fra alle dele af verden fremlagt en rapport, New unabated coal is not compatible with keeping global warming below 2°C (pdf). Den gør i al sin enkelhed op med forestillingen om, at det er muligt at fortsætte med den nuværende afbrænding af kul, hvis vi skal være i stand til at overholde den målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 2ºC, som blev vedtaget i København i 2009. Konsekvensen af 2ºC-målsætningen er simpelthen, at det er slut med flere kulkraftværker. Dem, som overhovedet kan undværes, må udfases hurtigst muligt, og for dem, som i en overgangsfase får lov at fortsætte, skal hurtigst muligt udrustes med effektiv filtrering og CCS-teknologi.

Rapporten er bygget op over 6 statements, hvor det første meget direkte imødegår den seneste tids forsøg på at brande kul som clean coal og low carbon – hvilket er notorisk nonsens indtil den dag, hvor det lykkes at udvikle en effektiv CCS-teknologi:

1. Unabated coal is not a “low carbon” technology
2. Avoiding dangerous climate change requires that the majority of fossil fuel reserves need to stay underground
3. Current trends in coal use are harbouring catastrophic climate change
4. To keep global warming to less than 2°c above pre-industrial, use of unabated coal has to go down in absolute terms from now on
5. Alternatives are available and affordable
6. Public financing institutions and regulatory agencies are reining in unabated coal, but more is needed

Jeg vil ikke her gennemgå rapporten i sine enkeltheder, men blot præsentere nogle af dens figurer som en appetitvækker til selve rapporten (fra statement 1,2 og 5). Så håber jeg, at der stadig  efterfølgende er appetit til at læse den blot 8 sider lange rapport.

For twitter-entusiaster er der i rapporten angivet et hashtag: #NoCoal2C.

Selvom det er blevet sagt, at det af IPPC for nylig fremlagte carbon budget ikke bliver direkte indarbejdet i grundlaget for den klimaaftale, som de i disse dage sveder over i Warszawa, og som efter planerne skal ligge klar til vedtagelse ved COP21 i Paris om blot to år, så er det interessant at se, at det allerede præger hele forståelsen omkring klimaforhandlingerne. På den led nærmer vi os den nødvendige forståelse for, at der er definitive rammer for vores ageren i det globale klima- og økosystem – og at vi er i færd med at overtræde dem så eftertrykkeligt, at der i allernærmeste fremtid skal en radikal omlægning til for ikke at vælte systemet mere varigt.

Læs mere »

Også i dag har over en bred front været arbejdsdag i Warszawa. Endnu ingen jublende gennembrud, og endnu ingen urimeligheder, måske bortset fra de giftige signaler, som i disse dage kommer i en lind strøm fra lande som Canada og Australien, og som ikke tegner godt for ambitionsniveauet for den aftale, som alle stadig håber på kan falde på plads inden 2015.

IISDs daglige video-reportage giver igen et fint lille overblik over dagen:

Warsaw Climate Change Conference Day 4, (4:43 min. video) IISD 14.11.2013.

Umiddelbart forud for COP19 havde Jennifer Morgan og David Waskow havde et blog-indlæg på WRIs hjemmeside, hvor de opregnede 5 Issues to Watch at COP 19, the “Construction COP”. Disse fem nøglespørgsmål eller hovedområder var:

1) Architecture and Process for an International Climate Agreement
2) Equity
3) Finance
4) Loss and Damage
5) Measurement, Reporting and Verification (MRV) and Accountability

Det er endnu for tidligt at afgøre, om det i Warszawa vil lykkes at nå til resultater på alle disse områder. Men der er ikke nogen tvivl om, at der fra de polske værter er store ambitioner om, at det skal lykkes at få konturerne af aftalen i Paris til at stå klart frem.

Spørgsmålet om equity har bevæget sig betydeligt siden klimaforhandlingerne blev indledt for snart 20 år siden, og billedet af de industrialiserede lande på den ene side, som stod for alle udledningerne og havde alle pengene, over for på den anden side udviklingslandene, som ikke havde udledninger af betydning men havde alle problemerne, har forskudt sig markant.

Det gør også at spørgsmålene om finance og loss and damage er sværere end nogensinde, for selvom der stadig er større rigdomme akkumuleret i de gamle industrilande, så er hele konstruktionen så at sige kørt træt, og selv hvis viljen var til stede, så er der slet ikke det økonomiske overskud, som skulle til for at dække behovet. Ikke mindst USA synes her aktivt at modarbejde, at der sker nogen form for ansvarspålæggelse ud fra de historiske emissioner – et synspunkt, som gennem årene har forsuret forhandlingsklimaet ved de internationale klimaforhandlinger.

Med en bindende aftale i støbeskeen bliver det vigtigere, at sikre at der er pålidelige og præcise opgørelser af udledningerne for de enkelte lande, så reduktioner ikke blot finder sted i excel-arkene, men også i virkelighedens verden.

Andre ville måske have fremhævet vigtigheden af at sikre det emission gap, som stadig tydeligere tegner sig, mellem de planlagte klimaindsatser frem til 2020 og hvad der vil være nødvendigt for med klimaaftalen i 2020 at blive i stand til at holde udviklingen under den målsætning på max. 2C, som blev vedtaget i København i 2009, hvilket igen ville kræve inkluderingen af en række indsatsområder ud over CO₂-reduktionerne som skovrejsning og reduktion af andre klimapåvirkninger som metan, sod og HFC-gasser.

Et af de områder, som der er en reel optimisme i forhold til, at det skal lykkes denne gang at komme et regulært skridt videre med, er REDD+ forhandlingerne om sikringen af verdens skove. Det er også på høje tid – en netop fremlagt undersøgelse godtgør, at der på verdensplan forsvinder skovareal svarende til 50 fodboldbaner i minuttet. Et anden af dagens publicerede forskningsresultater peger på, at en afskovning af Amazon-området vil give en El Niño-agtig situation over det nordamerikanske kontinent, som vil føre til en voldsom nedgang i nedbøren i USA, sine steder op til 50%.

Hvis man skal finde lyspunkter, så præsenterede Cookøerne i dag deres arbejde med inden for et år at nå dertil, at 50% af deres elektricitet stammer fra vedvarende energikilder, med retning mod, elektriciteten inden 2020 er 100% fra vedvarende energikilder.

De 48 lande i LCD-gruppen fremlagde i dag deres klimatilpasningsplaner sammen med en opgørelse over, havde det vil koste, og en klart artikuleret forventning om, at de rige lande betaler. Der er tale om projekter for i alt 1,4 mia. $.

Samtidig står det klart efter dokumenter, som er sivet fra det amerikanske klimaministerium, at USA aktivt modarbejder

Læs mere »

Allerede nu ved jeg, at jeg ikke vil kunne følge COP19 intenst hver dag i de kommende uger, så dette er blot et sted for løbende små optegnelser – og en indledende opsamling af erfaringer om, hvilke informationskilder, som fungerer godt i denne omgang.

Der er masser af information tilgængelig, men den ligger spredt for alle vinde. For eksempel RTCC har ofte en meget indgående og sober dækning af de store klimatopmøder, og det tegner det også til i år – se deres COP19-sektion. De har tidligere produceret små videoer, men måske det i år bliver canadiske IISD, som gør det. Mod slutningen vil store aviser som The Guardian og New York Times ofte have live blogs, som følger forhandlingerne direkte. Environmental Health News har ofte en god nyhedsudklipsservice, som er søgbar, se for eksempel søgninger for COP19 og UNFCCC, mens UNFCCC har en smallere presseklip-liste, som til gengæld holder sig tæt til tematikken.

Agenda 350 er en nyhedsside, som jeg har sat op til at høste nye artikler om klima og bæredygtighed fra hele verden hver dag kl. 12. Den fodres af en række feeds og ikke mindst et kæmpe mycelium af Twitter-søgninger og er forsøgsvis sat op til at finde en masse spændende stof frem om klimaforhandlingerne i Warszawa.

Via UNFCCCs hjemmeside kan man følge med i forhandlingerne direkte via live webcasts. Her vil der ud over hovedforhandlingerne være adgang til et væld af pressekonferencer fra NGO-organisationer, sammenslutninger af lande osv. Hvis ikke lige man nåede at se det hele real time, er der efterfølgende et video-arkiv med on demand webcasts, hvor man i ro og mag kan hive det hele frem.

Mange af forhandlerne tweeter direkte fra forhandlingerne, så man kan med fordel følge klimatopmødets vigtigste tweetere – Ed King har for RTCC lavet en fin oversigt over, hvemsom er er særligt interessante at følge og har samlet sine COP19-tweeter-favoritter i gruppen COP19 Tweeters – eller man kan give plads for lidt bredere input ved at klikke sig ind på hashtags som #COP19, #REDD, og #GLFCOP19. PÅ RTCC har de også lavet en nyttig oversigt over FN klimajargon.

Her på Strøtanker finder man en række blog-indlæg, som følger optakten til COP19: COP19 forhandlingspositioner, Polske genveje, Bonn: To uger nærmere den nødvendige klimaaftale?. Klimaforhandlinger i Bonn 3.-14. juni samt Tilløb til COP19, som har en omfattende liste over artikler om de mange positioneringer, som finder sted i månederne op til COP19.

  Optegnelser mandag den 11.11.

COP19 er begyndt, og begyndelsen har i høj grad været præget af slagskyggen fra den voldsomme taifun, Haiyan, som med en sjælden voldsomhed har raseret Filippinernes kyster med ekstreme vindhastigheder og tårnhøje bølger og deroveni 400 mm regn, hvilket svarer til halvdelen af den danske årsnedbør på én gang. Så foreløbig regner man med 10.000 døde i en tragisk situation, som understreger nødvendigheden af en seriøs klimaindsats. For selvom vi stadig kun har en vis sandsynlighed for, at klimaforandringerne intensiverer cyklonsystemer som disse taifuner, så står det klart, at voldsomheden og hyppigheden af sådanne naturfænomener vil vokse indtil vi kommer dertil, at vi igen har fået fjernet store dele af den CO₂, vi har pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse.

Læs mere »

HFC-gasser – hydrofluorcarboner – hører til de allermest aggressive klimagasser. Deres drivhuseffekt er kortvarig, typisk omkring 15 år, men de er til gengæld 100-1.430 gange kraftigere end CO₂. I de senere år har brugen af HFC-gasser på verdensplan været stigende, og prognoser har forudsagt, at hvis ikke det blev gjort noget ved dette område, så kunne det repræsentere op imod 20% af verdens udledninger i 2050.

Det giver derfor endog meget god mening, når en gruppe lande, som tilsammen repræsenterer 80% af verdens samlede udledninger af drivhusgasser, i forbindelse med det seneste G20 topmøde i Helsinki vedtog en indsats for at mindske mængden af HFC-gasser i atmosfæren. Ud over G20-gruppen står yderligere en række lande bag aftalen (EU plus 25 lande), og der er fastsat møde igen i Bangkok i oktober for at fastlægge detaljerne. Det ligger fast, at man vil søge at arbejde efter samme retningslinjer som Montreal-protokollen, som faktisk formåede at etablere en global indsats mod ozon.

Og eftersom COP19 i Warszawa nærmer sig, og der stadig er mindst 7 år til, at vi har en global klimaaftale, så kan man også uden at sige for meget sige, at verden har brug for en succes på klimaområdet, brug for at vise sig selv og hinanden, at noget kan lykkes.

Det var på tale allerede under COP18 i Qatar, hvor blandt andet Connie Hedegaard og Martin Lidegaard slog et slag for de indsatser, som kunne gøres forud for 2020, hvor en global klimaaftale om alt går vel iværksættes. EU synes at have en lovgivning på vej om at nedbringe HFC-gasserne i EU med 80% inden 2030, hvilket i 2030 skulle repræsentere en reduktion på 625 mio. ton CO₂. Men det blev Kina og USA, som under klimaforhandlingerne i Bonn i juni bilateralt aftalte en HFC-indsats, og siden inviterede alle interesserede til at medvirke. Og nu synes der at være sikret bred tilslutning til indsatsen.

Læs mere »

I dagene 3.-14. juni er delegationer fra så godt som alle verdens lande igen samlet til klimaforhandlinger i Bonn. Målet er at komme nærmere en afklaring af det konkrete indhold af den globale klimaaftale, som der for halvandet år siden i Durban blev nået enighed om skulle ligge klar fra 2015 med virkning fra 2020. Der vil således ikke blive truffet store beslutninger i denne runde, som på mange måder er forberedende til COP19 i Warszawa 11.-22. november, men det er i høj grad ved disse mellemliggende samlinger, at det egentlige arbejde foregår.

Ved den seneste samling i Bonn i begyndelsen af maj var forhandlingsklimaet sjældent konstruktivt (se blog-indlægget Forhandlinger i Bonn 29.04.-03.05.), og alle synes i denne fase at være indstillet på at nå det bedst mulige resultat. Så selvom meget endnu kan komme på tværs, så tegner det her ved optakten til næste runde i Bonn til, at det vil lykkes at få en aftale på plads til underskrivelse ved COP21 i Paris i slutningen af 2015.

Der er således grund til en form for optimisme. Ikke bare fordi det ser ud til, at UNFCCCs klimaforhandlingsspor, som er grundlagt helt tilbage ved Rio-konferencen i 1992, endelig kommer til at bære frugt, men nok så meget fordi der rundt omkring i verden bliver taget skridt til at håndtere klimaudfordringen. Sydkorea har på det seneste meldt ud, at man arbejder på etableringen af et kvotemarked, som sigter på at nedbringe udledningerne med 30% inden 2020 (se blog-indlægget Sydkorea på vej med ambitiøs kvotelovgivning). Kina har signaleret, at man er indstillet på bindende reduktioner (se blog-indlægget Kina indstillet på bindende klimamål). Det har man nu gjort tidligere, men efter en afvisende fase, er det på banen igen, og det ser lige nu ud til, at Kina når at få et egentligt landsdækkende kvotemarked klar til indkøring som del af den næste femårsplan. I en nylig oversigt udarbejdet af ECOFYS for Verdensbanken var der etableret (eller ved at blive etableret) kvotemarkeder og/eller CO₂-afgifter i 40 lande og 20 (del)stater i verden.¹ De spænder vidt, fra Californiens nyetablerede kvotemarked, som kun  gælder kun for en enkelt delstat (se blog-indlægget Californien indfører CO₂-kvotesystem), til EUs kvotesystem, som omfatter størstedelen af Europa.

Og selvom vi stadig mangler at se, om Obama mener sine vidtløftige ord om den amerikanske klimaindsats dertil, at han rent faktisk gør noget, så var det interessant at erfare, at USA og Kina i april aftalte et tæt samarbejde omkring klimaindsatsen og bestræbelser på at samordne de fremtidige kinesiske og amerikanske kvotemarkeder og klimaindsatser i de hele taget. Kina og USA repræsenterer tilsammen 40% af verdens samlede udledninger, og begge lande har indtil nu ofte været at finde blandt de store sten i skoene på vejen mod den globale klimaaftale. Så samtidig med, at det giver en risiko for, at vigtige beslutninger tages uden for UNFCCCs forhandlingsproces, så er det er glædeligt, at der er taget hul på denne akse. Senest er Kinas og USAs chefforhandlere Xie Zhenhua og Todd Stern her i de allerseneste dage mødtes her i Bonn  for at forberede mødet mellem de to landes præsidenter, Xi og Obama i Californien sidst i denne uge.

Selvom det med det nuværende republikanske flertal i den amerikanske kongres, som er fastkørt i skinger klimafornægtelse, kan være svært at se, hvordan noget som helst konstruktivt vil kunne lade sig gøre i USA, så arbejder Obama-adminstrationen tilsyneladende målrettet på en situation på den anden side heraf, hvor klimafornægtelsen er endeligt brudt sammen.

Læs mere »

Med Hu Jintaos nylige tilbagetræden har Kina fået nye kræfter i sin allerøverste ledelse. Noget af det første, det nye styre stod overfor, er luftforureningen, som denne vinter har været værre end nogensinde og i flere måneder har ligget helt oppe i det røde felt. Luftforureningen er således et yderst håndgribeligt billede på, at Kina er kommet til et sted i sin udvikling, hvor det ikke blot er udvikling for enhver pris, hvor prisen for blot at fortsætte ufortrøden vil have uoverskuelige menneskelige konsekvenser. Det nye styre har derfor lanceret en vision om at udvikle en ‘økologisk civilisation’.

Tilbage i 2008 gav Kina udtryk for, at man fra 2012 var klar til at indgå i en anden fase af Kyoto-aftalen, hvis alle de store udledere kom med. Men det gled hurtigt i baggrunden, også fordi USA end ikke har overvejet det, og en række lande som Rusland, Canada og Japan er endt med at sige fra.

Kina har da også siden været meget utilbøjelig til at indgå absolutte reduktionskrav, men har i stedet sat ganske snærende målsætninger for energieffektiviseringer, at man vil kunne lave mere og mere med mindre og mindre energi. Så selvom udledningerne har fortsat med at stige i et foruroligende tempo, så var det gået endnu hurtigere, hvis man blot havde fortsat helt ureguleret.

Nu er det som om signalerne igen vender rigtigt. Man er i en række provinser allerede i gang med forsøgsordninger, hvor der lægges en CO₂-afgift på i udgangspunktet 10 yuan (~9 kr.) pr. ton CO₂. Og det forlyder nu, at man allerede fra 2016 (næste femårsplan) vil søge at etablere et landsdækkende kvotesystem. De seneste beregninger tyder således på, at Kinas udledninger vil kulminere i 2025 og ikke som hidtil antaget i 2030.

Det kan man sige meget for og imod – de kinesiske udledninger per indbygger er allerede i dag på højde med EUs, og selvom man kan argumentere med en form for historisk retfærdighed, så kan man håbe, at der i Kina opstår en forståelse af, at man i den udstrækning man påkalder sig denne “historiske ret” begår en kolossal uret overfor fremtiden.

Læs mere »

Dagens billede fra Reuters’ Planet Ark sporede mig ind på denne installation i Nanjing, hvor ifølge China News seks gigantiske fuglebure … var udstillet for at promovere naturen, miljøbeskyttelse og en grøn levevis.

Et tankevækkende tableau, som tydeliggør vores bevidstheds uafladelige trang til at adskille, rigtigt og forkert, stort og småt, menneske-natur … selvom det umiddelbart er naturen, som er buret inde i de store fuglebure, er det i virkeligheden den omvendte situation, at vi har låst os ude fra naturen og har mistet forbindelsen til den natur, som trives på begge sider af tremmerne?

Læs mere »

Indimellem de store årlige klimatopmøder er der flere gange i løbet af året forhandlingsrunder rundt omkring i verden, mange af dem i Bonn. De foregår i den rigsdagsbygning, som er et af de mest utrolige stykker arkitektur, jeg nogensinde har oplevet, som blev udsat og udsat og udsat og udsat, og da man endelig efter mere end 20 års omprojekteringer tog fat på at opføre bygningen, blev Østtyskland og Vesttyskland forenet, og hovedstaden flyttet til Berlin. Man nåede lige at tage den i brug, højrefløjen hadede den for dens antiautoritære, nogle ville sige anti-æstetiserende arkitektur, som stammer fra Behnisch & Partners mest viltre periode og om noget er et manifest i demokratisk arkitektur. Så det er glædeligt, at denne enestående bygning nu kan tjene som samlingssted for disse års nok allervigtigste proces: Forsøget på at etablere en global klimaaftale, som i tide kan vende den nuværende klimaudvikling bort fra den nuværende katastrofekurs. 

Disse mellemforhandlinger er ikke noget, der fylder meget i de danske medier. Nu har jeg været på ferie, så jeg har ikke kunnet følge de seneste forhandlinger på tæt hold. Men det plejer, når det går højt, at give anledning til et enkelt telegram i Politiken, og nogle gange laver Jørgen Steen Nielsen en lettere forstemmende status i Information. Så jeg prøver med dette blog-indlæg at samle nogle få af de tråde, som løber gennem forhandlingssporet og med en række links give en fornemmelse af, hvor komplekse spørgsmål, der er på banen. I den sneglefartslangsommelige arbejden sig frem mod den globale klimaaftale, som alle ved er nødvendig, men ikke rigtig synes at vil gøre deres del til kan det for almindelige mennesker være svært at se, hvad der overhovedet sker fra topmøde til topmøde. Så selvom det er rystende, at det forholder sig sådan, så må man erkende, at det rammer skævt på de fleste mediers væsentlighedskriterier. Klodens fremtid er ligesom for stort og uhåndterligt et projekt til at være væsentligt i den evindelige nyhedsstrøm af fodbold, grand prix og vejrudsigter. Vores medier har fuldstændig fralagt sig opgaven at medvirke til, at politikerne tager klimaudfordringen alvorligt.

Men tilbage til Bonn, så har det denne gang været et arbejdsmøde, hvor man frem for at diskutere de store principper og målsætninger har fokuseret på at få den detaljerede struktur frem i den globale aftale, som det siden COP17 i Durban for 1½ år siden har ligget fast skulle være klar til vedtagelse i 2015 – og til effektuering fra 2020. 

Læs mere »

Ti. 04.12. – er første dag for de afsluttende high-level-forhandlinger. Ban Ki-moon sagde indledende, at “the abnormal is the new normal. It is an existential challenge for the whole human race – our way of life, our plans for the future.” Så forhandlerne ved Doha må gøre deres yderste for ikke bare at sammenfatte end videreførelse af Kyoto-aftalen, som udløber 31. december i år, men må få lagt den videre udformning af en global, bindende aftale i faste rammer, så den kan ligger klar inden 2015. Vi har den nødvendige teknologi og viden til at gøre det – Det eneste, der mangler, er politisk vilje (se Ban Ki-moon: Window of opportunity on climate change is closing).

Ruslands premierminister Medvedev mere end antydede, at landet var ved at løbe fra det reduktionsmål på 15-25%, som man indskrev i den Copenhagen Accord i tiden efter COP15 i København. Allerede den gang stod det klart, at reduktionerne fra verdens lande tilsammen var helt utilstrækkelige til at imødegå udviklingen, så det skulle om noget gå den anden vej – at landene forhøjede deres målsætninger, og deres tilsagn om bidrag.

Englands secretary of energy Ed Davey stod for et af dagens lyspunkter, da han meddelte, at England ville give 133 mio. £ til klimaindsats og klimatilpasning, først og fremmest i Afrika. Der er lige nu et skrigende behov for sådan finansiering – og der er et vibrerende håb om, at de stenrige arabiske olielande lagde en ordentlig pulje på bordet. De ville have råd til det, men hidtil har der ikke været skyggen deraf.

Af en artikel i Times of India i dag fremgår det, at Indien er kommet til Doha med strenge pålæg om ikke at love mere end man allerede har, når det gælder klimaindsats.¹ Også i Durban var Indien meget utilbøjelig til at ændre ved definitionerne på (og forpligtelserne for) rig og fattig, og Indien ser det som sin ret at forfølge en traditionel vækstpolitik fuldstændig uberørt af klimaudviklingen. Så man udbygger i disse år luftfarten for fuld skrue og der er planer om 150 nye kulkraftværker, som sandsynligvis kommer til at køre i 40-50 år frem i tiden. Selv i forhold til indførelsen af nye dyrkningsmetoder, som ville kunne mindske metan-udviklingen fra rismarker eller håndtere husdyrgødning anderledes, er den indiske holdning, at det kan man ikke tage sig af nu.¹ Underteksten er, at Indien skal være rigt, før man kan tage den slags hensyn.

Læs mere »

Siden juli har RTCC (Responding To Climate Change) løbende bragt artikler i en ganske fascinerende serie, “Youth Profiles“, som giver et enestående indblik i unges klimaaktivisme verden rundt – som for eksempel på billedet herover, hvor kinesiske studerende har lavet et tableau, hvor de studerer med stigende verdenshave mellem benene.

Der er foreløbig omkring 20 af disse Youth Profiles, og man kan herigennem opleve, hvordan klimaudfordringen bliver erkendt og sat på dagsordenen verden rundt, i lande som Nigeria, Mexico, Canada, Nepal, Bangladesh, Indonesien, Ghana, USA, Australien, Kina og Costa Rica, man kan møde arabiske aktivister og et afrikansk samarbejde om at forene videnskab og oprindelige folkeslags viden. Den fulde liste af klimaaktivist-portrætter kan ses nedenfor.

Det er en fascinerende rejse, som giver håb om en verden, hvor vi bedre evner at passe på vores omgivelser og værne om vores livsvilkår.

Links til Youth Profiles-serien:

Læs mere »