Strøtanker om bæredygtighed

Eiffel-tårnet har fået en prominent rolle i billeddannelsen omkring COP21 med stadig skiftende budskaber om 100% vedvarende energi, træplantning eller som her den kærlighed til vores fælles klode, som må vende den nu ødelæggende kurs.

Gå direkte til noter for 29., 30. nov., 01., 02., 03., 04., 05. dec. eller til link-sektionen.

Så er klimakonferencen i Paris skudt i gang, og i de næste to uger vil klimaet fylde medierne verden rundt. Allerede på dag 1 vil der være op imod 150 statsledere, hvilket er med til at gøre, at der er 6.000 journalister, som har søgt om akkreditering, hvor der er gjort plads til 3.000. Der er 2.800 politifolk til at passe på selve konferencestedet, mens 30.000 er indkaldt til at varetage sikkerheden i Paris og andre 8.000 til at øge kontrollen langs grænserne. Selve konferencen har omkring 20.000 registrerede deltagere, men der er sandsynligvis langt flere lobbyister, NGOer og frivillige omkring de mange sideløbende events. Så der er tale om et gigantisk system.

Jeg vil på dette sted om ikke dagligt, så løbende under vejs i de kommende to uger fastholde noter, egne og ikke mindst andres refleksioner over ‘slagets’ gang – og søge at undgå militaristisk billedsprog, for alt efter udfaldet bliver vi alle vindere – eller alle tabere. Så under vejs vil indlægget have karakter af byggeplads.

I blog-indlægget Optakt til COP21 i Paris har jeg søgt at samle en række af de mange tråde, som væver sig sammen omkring COP21-konferencen, som står overfor den store opgave at skulle samle alle verdens lande om en samlet indsats om at tackle verdens klimaproblemer. Nederst i dette indlæg er der information om nogen af de mange muligheder der er for at følge med via webcasts, Twitter-feeds osv. samt en linksamling, som dagligt suppleres op. Hvor dette indlæg følger konferencen i Paris igennem den første uge, er processen tilsvarende fulgt i den afsluttende uge i blog-indlægget Paris noter II.

Læs mere »

Visualisering af en planlagt udvidelse af det britiske atomkraftværk ved Hinkley Point med to EDF-reaktorer med en samlet kapacitet på 3,4 GW. Værket har været planlagt i en årrække, men EDF har nu meddelt, at det ikke kan være klar til 2023, samtidig med, at Østrig har anlagt sag overfor EU mod de enorme subsidier for at få de to reaktorer bygget. 

Mange steder i den industrialiserede verden står man i den situation, at de først opførte atomreaktorer har nået skelsår og må udskiftes, hvis ikke A-kraftens andel i energiforsyningen langsomt men sikkert glider ud igen. Men opførelsen af nye reaktorer i de “gamle” atomkraftlande har været gået næsten i stå, så den samlede mængde af produceret A-kraft været faldende i de senere år. De få steder i Europa hvor man rent faktisk har nye reaktorer under opførelse, som Olkiluoto i Finland og Flamanville Frankrig, står som dybt skræmmende eksempler, fordi byggetiden er massivt overskredet (de påbegyndt i henholdsvis 2005 og 2007 med planlagt afslutning i 2009 og 2012, men forventes nu færdige til ibrugtagning i 2018, dog sandsynligvis med yderligere forsinkelser ved Flamanville, hvor man har fundet alvorlige problemer med revnedannelser i reaktorkappen) samtidig med, at regningen allerede på nuværende tidspunkt er mere end tre gange højere end budgetteret.

Hvis man vender blikket mod USA, som har omkring 100 reaktorer kørende, er konkurrencen fra skifergassen og de vedvarende energikilder i dag så hård, at der overhovedet ikke er økonomisk basis for at opføre nye. Tværtimod er en række reaktorer i de senere år blevet taget ud af drift før skelsår, fordi de ikke var rentable. Og I Japan, hvor man forud for Fukushima-katastrofen var på vej til en betydelig udbygning af A-kraften, så den ville nå fra 30 til 50% af den samlede elforsyning, har man her 4½ år efter Fukushima stadig kun fået en enkelt reaktor i gang, og ingen ved, hvor mange eller nok nærmere få af de omkring 50 standsede reaktorer, som nogensinde kommer i gang igen. I den japanske klimaplan sigter man mod i 2030 at have 20-22% A-kraft, men det virker lige nu helt usandsynligt, og flere vurderinger peger på, at det nærmere bliver under 10%.

Den udvikling kan man begræde ud fra klimaperspektiver, for A-kraften leverer en stabil energi med en relativt lille klimabelastning. Men nøgternt set vil man i dag for færre midler, end det koster at opføre et atomkraftværk, kunne etablere en tilsvarende mængde vedvarende energi fra sol og vind samt den lagring og distribution, som skal til, for at energien kan forbruges når der er brug for det – og det kan ske meget hurtigere. Samtidig må vi indse – og tage konsekvensen af – at vi stadig efter mere end et halvt århundrede med A-kraften ikke blevet trygge ved den, også fordi den i praksis har vist sig mindre ufejlbarlig, end man kunne håbe, med kernenedsmeltninger i foreløbig 3 ud af hver 100 reaktorer. Yderligere er prisen for at bygge nye reaktorer selv efter mere end et halvt århundrede med A-kraft stigende, hvilket gør A-kraften til en uforholdsmæssigt dyr energikilde i en tid, hvor de vedvarende energikilder fortsætter med at falde i pris. I de 6 år mellem COP15 i København og COP21 i Paris er solceller faldet med 80%. I den samme periode har vi set reaktorer blive foreløbigt mere end tre gange dyrere end planlagt. Så IEAs prognoser om 45% mere A-kraft ved midten af det 21. århundrede synes helt ude af trit med virkeligheden.

Efter Fukushima-katastrofen i 2011 kunne man se en række lande beslutte sig for at udfase deres atomkraftværk – ikke fra dag til dag, men efterhånden som de var tjenlige til udskiftning. Og de fleste lande har efter Fukushima skærpet sikkerhedskravene yderligere, hvilket har gjort A-kraften endnu dyrere. Den meget omtalte nuclear renaissance synes således at lade vente på sig, det er i den nuværende situation kun udviklingsøkonomier som Kina, Tyrkiet og de arabiske lande, at A-kraften har appel. Og det er nok ikke fordi den er billig, men fordi der ligger et mål af magt og præstation i at været nået dertil i ‘udviklingen’ at have råd til atomkraft.

Læs mere »

Hidtil har de tidligste spor efter menneskers agerbrug været omkring 12-000 år gamle, men nye fund fra området omkring Geneserat Sø peger på, at jæger-samlere her har etableret bopladser, hvor man allerede for 23.000 år side har kultiveret jorden. Her har man i velbevarede sedimentlag fundet frø fra 13 forskellige arter af ukrudtsplanter sammen med vild byg, flyvehavre samt vild emmer (en af de ældste hvede-sorter) – en sammensætning af frø, som kun ville kunne forekomme som følge af en en årligt tilbagevendende kultivering. Samtidig er der på bopladserne fundet rester efter 140 vilde planter, som har været indsamlet. Så overgangen mellem jæger-samler-kulturer og agerbrugskulturer har nok aldrig været så definitiv som folkeskolens historiebøger skildrede det.

I 2013 fremlagde forskere fund fra området omkring Den Gule Flod i Kina, som tilsvarende rækker 19.500-23.000 år tilbage, mens den seneste istid kulminerede. Her har man fundet malesten, brugt til at male mel af frø. Analysen af frørester i malestenens overflade viser, at mennesker her har malet græs, bønner, vild hirse, yams og slange-græskar – eller de samme typer af fødevarer, som man ved mennesker i dette område mange tusind år senere kultiverede som del af grundlaget for etableringen af det kinesiske rige. Omkring Den Gule Flod er der fra 11.000 år tilbage fundet spor efter, at mennesket begyndte at dyrke jorden tæmme husdyr.

Tilsvarende undersøgelser af stivelsesrester fra malesten fundet på tre europæiske lokaliteter – Italien, Rusland og Tjekkoslovakiet – viser, at mennesker i Europa for mindst 30.000 år siden har malet bregner og dunhammere, som kunne danne udgangspunkt for at bage fladbrød på varme sten. Hvor palæodiæten ofte antages at være stærkt animalsk, kan den meget vel vise sig for en betydelig del at være plantebaseret.

Sandsynligvis er der således tale om en meget lang overgangsfase fra det omstrejfende jæger-samler-menneske til den fastboende agerbruger. Og Kains hårde dom, at måtte arbejde med jorden “i sit ansigts sved”, må rykkes adskillige tusinde år tilbage.

Se tidligere blog-indlæg: Manhattan anno 1609 og Økologiske produktivkræfter, homøostase- og HOT-model.

Jacqueline Howard: Farming May Have Started Way Earlier Than Scientists Thought, Huffington Post 25.07.2015.

TAU Among International Researchers to Discover First Evidence of Farming in Mideast, Tel Aviv University 22.07.2015.

Li Liu et al.: Paleolithic human exploitation of plant foods during the last glacial maximum in North China, Proceedings of the National Academy of Sciences vol. 110 no. 14 2013, pp. 5380–85

Stanford-led research pushes back origins of agriculture in China by 12,000 years, Heritage Daily 03.05.2015.

Bjorn Carey: Stanford-led research pushes back origins of agriculture in China by 12,000 years, Stanford News 02.05.2013.

Bob Yirka: Study of grinding stones suggests adaption to ice age may have led to birth of agriculture in China, phys.org 20.03.2013.

Jennifer Viegas: Cavemen Ground Flour, Prepped Veggies, Discovery 27.11.2012.

Prehistoric man ate flatbread 30,000 years ago: study, phys.org 19.10.2010.

Brenda Goh: Bread was around 30,000 years ago: study, Reuters 18.10.2010.

Allerede under forhandlingerne i Bonn i starten af måneden blev det blevet sivet, at Kina snart var klar til at fremlægge sine INDC, (Intended Nationally Determined Contributions), og i dag blev de så frigivet. De kinesiske klimamålsætninger er fundamentalt vigtige alene af den grund, at de kinesiske CO₂-udledninger i de seneste årtier er vokset betydeligt mere end i resten af verden i takt med, at landet har haft en næsten eksplosiv vækst og det forhold, at en stadig større del af de rige landes primære produktproduktion har været udflaget til Kina. Trods en imponerende indsats med vedvarende energi vokser den kinesiske kulafbrænding derfor stadig, mens trafikken svulmer dertil, at de kinesiske udledninger i dag udgør mere end 25% af verdens samlede udledninger. Udledningen pr. indbygger er i dag større i Kina end i Europa.

Endda har Kina fastholdt, at man er et udviklingsland, som ikke på samme måde som de gamle industrilande kan være underlagt absolutte reduktionsmål. I stedet har man gradvist strammet målsætninger for, hvor meget mere økonomien skal vokse end udledningerne. Og i en bilateral klimaaftale med USA lovede Kina sidste år for første gang, at udledningerne ville kulminere inden 2030. Dette mål går igen i de i dag indleverede INDC. Heri fastslås det, at de kinesiske udledninger vil kulminere hurtigst muligt og i god tid inden 2030. Samtidig vil man reducere udledningerne pr. GDP-enhed med 60-65% mod 40-45% for 2020, mens andelen af vedvarende energi og atomkraft vil øge til mere end 20% af den primære energiproduktion.

Det er alle målsætninger, som kræver en betydelig indsats, alene fordi den kinesiske økonomi har nået et så gigantisk volumen, som den har – omkring en tredjedel af den samlede udbygning med vedvarende energi på verdensplan sker lige nu i Kina.

Men det er også hvad man kunne kalde forsigtige målsætninger i forhold til, hvad Kina rent faktisk ville kunne præstere. Når det gælder klimamålsætninger har det kinesiske styre altid overperformet i forhold til hvad man kunne kalde meget konservative målsætninger. Så lur mig, om ikke Kinas udledninger kulminerer væsentligt før – det indenlandske pres på regeringen for at gøre noget seriøst ved den massive luftforurening, som for en stor dels skyld stammer fra fossile afbrændinger, er massivt, og flere rapporter har på det seneste sandsynliggjort, at de kinesiske udledninger ville kunne kulminere allerede i 2025.

Selvom der ikke er nogen enkelt størrelse som kommer til at afgøre, om vi klare 2°C-målsætningen eller ej, så er spørgsmålet, hvor hurtigt det lykkes kineserne at standse stigningen i CO2-udledningerne, og hvor hurtigt de derefter kan reduceres, i kraft af størrelsen den vigtigste enkeltfaktor heri. Med de kinesiske INDC på banen er der fremlagt klimaplaner for omkring 60% af verdens samlede udledninger.  Og man kan allerede nu sige, at det gør en forskel i forhold til business as usual, men at der er langt til at kunne overholde 2°C-målsætningen, og fortvivlende langt til at komme i nærheden af 1½°C-målsætningen.

Læs mere »

I et af forhandlingssporene ved de nylige klimaforhandlinger i Bonn var det meningen, at den overordnede målsætning for klimaindsatsen, som blev vedtaget i Købehavn i 2009, om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C skulle reevalueres. I det mellemliggende år er det blevet tydeligt, at klimafølsomheden er så stor, at selv den nuværende temperaturstigning på 0,85°C i forhold til det førindustrielle niveau medfører en betydelig intensivering af en lang række klimaekstremer, så storme og stormfloder, tørker og oversvømmelser bliver voldsommere. Stadig flere lande og videnskabsfolk finder det derfor nødvendigt at stramme målsætningen til en 1½°C-målsætning, hvis vi skal afbøde de værste klimaforandringer. Det har således været besluttet, at 2°C-målsætningen skulle evalueres forud for COP21 i Paris. Derfor var der til det seneste klimaforhandlingsrunde i Bonn udarbejdet en rapport, som har været forberedt over en to-årig periode af en gruppe på 70 videnskabsmænd m/k. Denne rapport klargjorde, at der ville være betydelige forskelle mellem 1½°C og 2°C, hvor 2°C-udviklingen ville indebære flere ekstreme vejrhændelser og større risiko for at nå tipping points, hvorfra klimaforandringerne vil være selvaccelererende. Rapporten påpeger, at der ikke umiddelbart er forskel på virkemidlerne for de to udviklinger, kun i den hastighed hvormed de må gennemføres og dermed forskelle i de umiddelbare omkostninger derved. Omvendt synes man ikke at have forsøgt at afklare besparelserne ved en 1½°C-indsats i form af færre klimatilpasningsudgifter, færre ødelæggelser efter orkaner, tørker og oversvømmelser, færre ødelagte og skævvredne økosystemer osv. – blandt andet fordi den nuværende viden derom er utilstrækkelig.

Men ved forhandlingerne blokerede ikke mindst Saudi-Arabien for overhovedet at drøfte dette – støttet af blandt andet Kina, som fremhævede, at man i den nuværende situation ikke kunne håndtere flere variable inden Paris. Så uden at noget er blevet endeligt vedtaget, tyder det på, at man ender med i Paris-aftalen at skubbe 1½°C-målsætningen ud og til gengæld stramme op om formuleringen af 2°C-målsætningen, så det ikke er et sigtepunkt, men en yderste grænse, som man bør holde udviklingen komfortabelt inden for.

Andreas Fischlin, den ene af processens to facilitatorer, som har været med til at sammenfatte rapporten, udtrykket det overfor Carbon Brief således: “2C is the really very last retreat that we defend at all costs, and the goal is actually to keep global warming as low as possible.”

I de senere år har der indimellem været rejst tvivl også om 2°C-målsætningen, om det overhovedet var realistisk at nå den, så man kan med rimelighed spørge, om en 1½°C-målsætning stadig er en mulighed? Her er den ovenstående graf god at blive klog på. Den viser, hvor mange år, vi vil kunne fortsætte med det nuværende forbrug, før vi har opbrugt det carbon budget, som IPCC med sin seneste rapport definerede, for henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. For hver af disse temperaturer er der vist tre budgetter, henholdsvis for hvis vi skal have 33%, 50% eller 66% chance for at overholde målet.

50% sikkerhed er jo ikke meget – faktisk betyder en 50% chance for 2°C at der er 50% chance for at det ikke lykkes. Hvis man virkelig mente noget med sin klimaindsats, skulle man sigte mod en større sikkerhed. Men lad os for enkelhedens skyld sammenligne tidslinjen for at have 50% sikkerhed for at holde den gennemsnitlige globale temperaturudvikling under henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. Det svarer til 9,8 år, 28,4 år og 65,6 år. Hvis dernæst vi forestiller os, at det er muligt at lave en lineær afvikling, så vi i procent reducerede lige meget om året fra i dag til alle udledninger var bragt i nul, så har vi det dobbelte antal år at gøre godt med, så tiden til rådighed for de tre eksempler er henholdsvis 19,6 år, 56,8 år og 131,2 år. Så under forudsætning af, at vi begyndte i morgen, kræver en 1½°C-målsætning en lineær udfasning til nul i år 2035, mens 2°C-målsætningen kræver en lineær udfasning til nul i år 2035 og 3°C-målsætningen (som aldrig har været nævnt som målsætning) kræver en lineær udfasning til nul i år 2145.

Så ja, det er principielt muligt at lave en fuld udfasning i løbet af 20 år, det svarer til at høvle 5% af udledningerne pr. år. Men hvis man kigger verden rundt, så er der ingen lande, som har planer om reduktioner, som kommer bare i nærheden deraf. Faktisk er de reduktionsrater, som indtil nu er indberettet som INDC forud for COP21 i Paris alle under 3%. Og verdens største udlederland Kina med omkring 30% af verdens samlede udledninger, forventes at love, at deres udledninger ophører med at stige i 2030. Så vi kommer ikke i gang i morgen. Selv hvis de rige lande reducerede i dobbelt tempo, kan det ikke mere kompensere for, hvis udledningerne af retfærdighedsgrunde skal have lov til at fortsætte med at stige mange årtier frem.

Læs mere »

.
Pludselig den 28. februar var den der, Under the Dome, en syv kvarter lang film lagt ud på det kinesiske internet, som bedst kan karakteriseres som den kinesiske pendant til Al Gores An Inconvenient Truth, blot med luftforureningen som fokus.

Det er den tidligere TV-kommentator Chai Jing, som står bag Under the Dome (på kinesisk: 穹顶之下; qióngdǐng zhī xià). Chai trak sig tilbage da hun stod overfor at skulle føde sit barn, og hele fortællingen i Under the Dome er bygget op omkring fødslen og ønsket om at kunne give sit barn de bedst mulige opvækstvilkår.

Luftforureningen er en gigantisk ligtorn i det moderne Kinas selvforståelse. Op imod 500.000 mennesker dør hvert år for tidligt som følge af luftforureningen, og den folkelige utilfredshed med situationen er massiv og lader sig ikke bare feje bort. Den nuværende ledelse har da også klart signaleret, at man vil gøre noget, og der er sat en række initiativer i gang. Men problemerne er ikke bare gigantiske af omfang, de er så tæt sammenvævet med hele den gigantiske moderniseringsproces, som landet har gennemløbet siden 1949, at man ikke bare kan ændre situationen fra dag til dag, men må langt ind i maskinrummet og er tvunget til at tænke i ganske radikale omstillingsprocesser. Problemerne er ikke så anderledes fra tyske, engelske og amerikanske industriområder, som har haft deres epoker med sviende luft og langt mellem dage med blå himmel. Men problemerne i Kina er forstærket af skalaen – det er så at sige Ruhr-området, Po-sletten, The Midlands, Detroit og Chicago da de var allerværst klemt sammen skulder ved skulder over flere tusinde kilometer. Så hvor gerne man gerne ville, er der ikke nogen let måde at rense luften fra dag til dag.

Alle forventede da også, at videoen ville blive stoppet nærmest øjeblikkeligt, men tværtimod fik den rosende ord med på vejen fra ledende embedsmænd. China Daily skrev i en leder, at “The government needs to be pushed for more action and the people need to have their awareness raised about what they can do to fight against pollution,” og Kinas nyudnævnte miljøminister Chen Jining sagde, at han havde set hele filmen, og at det burde “encourage efforts by individuals to improve air quality”.¹ Allerede dagen efter skulle den have været set 155 mio. gange. Men efter tre dage efter blev den lukket ned af den kinesiske censurmyndighed, og alle online-diskussioner og artikler for og imod blev beordret fjernet.

Læs mere »

Siden januar 2013 har Zou Yi hver morgen taget nøjagtigt samme billede ud over Beijing og uploaded det til sin blog. Herover ser man et helt års billeder – og med al tydelighed, hvor langt der er mellem dage med en klar blå himmel.

Mellemblå, coboltblå, akvamarinblå, grønblå, preusiskblå, pariserblå, bremerblå, kalkblå, azurblå, turkisblå, ceulinblå, himmelblå, ultramarinblå, middelhavsblå, vandblå, petroleumsblå, dueblå, indigoblå … og nu også APEC-blå.

APEC, Asia-Pacific Economic Cooperation, en en stort opsat pendant til EU for 21 lande rundt om Stillehavet, blot med et mere rent fokus på det økonomiske samarbejde. I dagene 5. til 11. november er APEC-landenes statsoverhoveder med tilhørende delegationer samlet i Beijing til det 26. årlige APEC forum.

Normalt ville Beijings luft på denne årstid være tyk af luftforureningen, som med sit grågrumsede øjensviende lungekradsende bælte hen over det nordlige Kina gør sit til at mindske befolkningstilvæksten. Således regner man med, at luftforureningen i det nordlige Kina i gennemsnit forkorter levetiden med 7 år. Det var blot ikke det billede, de kinesiske værter ønskede at verdenspressen og APEC-delegationerne tog med sig hjem. Så forud for mødet har det kinesiske styre lige som under olympiaden i 2012 iværksat en bred vifte af tiltag, som tilsammen skulle sikre ren luft og blå himmel over APEC-samlingen.

Et stort antal fabrikker og kraftværker omkring Beijing er derfor blevet midlertidigt lukket, halvdelen af Beijings biler er givet køreforbud, skoler og kontorer er lukket ned, og millioner af mennesker har fået påbudt ferie. Lønudbetalinger, reparationer, gadekøkkener, byggepladser, alt som kan støve, ryge eller ose er sat på stand by, vinteropvarmingen er udsat til efter APEC, ingen er blevet gift i denne uge, og selv hospitalerne kører på vågeblus.

Bejings indbyggere har da heller ikke været sene til at døbe denne særlige variant af himlens blå for APEC-blå – en blå nuance, som minder påfaldende om den Olympic Blue, som folkeviddet døbte himlen over de olympiske lege i 2012 – både når det gælder nuance og kortvarighed. For så snart delegationerne er rejst hjem, kommer der igen fuld knald på trafikken og kulfyringen, og smog’en, som ikke mindst i vintermånederne er alarmerende høj, vil lægge sin kvælende dyne hen over landskaberne og lukke af for solens stråler.

Læs mere »

Her op til COP19 har Donald Brown, professor i Sustainability Ethics and Law ved Widener University School of Law, som i de senere år har søgt at sætte fokus på klimaudfordringens etiske dimensioner, lavet et en serie på tre papers.

0) Ethical and Justice Issues In Contention At the Warsaw Climate Negotiations
1) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Short-Term
2) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Medium to Long-Term
3) Ethical Responsibilities for Loss and Damages (se de fulde henvisninger nedenfor).

I det tredje paper, om medium to long-term reduktionsmål stiller han et spørgsmål, som det er værd at dvæle ved: “One might ask why the budget prepared by IPCC was not based upon achieving the 2 degrees C with much higher levels of certainty, a question which is not discussed in the IPCC report, yet one might speculate that IPCC’s failure to discuss a budget that would assure 100% certainty that the 2 degree C warming limit would not be exceeded was because it would leave no remaining budget for additional ghg emissions.” Og han svarer umiddelbart efter, at: “The international community has already emitted so much CO₂ that limiting warming to 2 degrees C with very high levels of certainty would mean that future emissions must be negative emissions, that is activities which remove ghg from the atmosphere while immediately ceasing ghg emissions activities.”¹

På et lidt fladere dansk ville man – hvis man skulle lave et carbon budget, som øgede sandsynligheden for, at vi lykkedes med at holde den globale temperaturstigning under 2ºC med en større sikkerhedsmargin end de 66%, som IPCC har beregnet sit carbon budget ud fra – hurtigt indse, at det allerede ville være for sent, idet vi havde allerede havde overskredet det. IPCC har også lavet et carbon budget for 33% og 50% (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO₂-budget), men man kan med rimelighed spørge, hvorfor de overhovedet er medtaget, for man kan jo dårligt tale om at holde en målsætning, hvis risikoen ved en given indsats for, at det ikke lykkes, er 50% eller større.

Selv med det carbon budget, som giver 66% sandsynlighed for at holde 2ºC-målsætningen, viser det sig, hvis man prøver at dele budgettet ud på de enkelte lande, at de industrialiserede lande allerede har brugt langt over deres andel. USA nåede som det første land grænsen for sin del af budgettet allerede i 1936, England i 1945 og Tyskland i 1963, mens et sent industrialiseret land som Japan se ud til at nå sin grænse i år og ifølge Ding Zhongli fra Chinese Academy of Science peger prognoserne på, at Kina og Indien har opbrugt deres carbon budget i hhv. 2047 og efter 2050. Men hvis det kommer dertil, så har verden – fordi de industrialiserede lande har brændt så meget fossilt brændsel af så længe – for længst overskredet sit samlede carbon budget. Ding Zhongli mener, at den eneste løsning, på baggrund af en sådan udmåling af historiske emissioner, vil være, at de rige lande betaler en form for økonomisk kompensation for de lande, som aldrig fik mulighed for at bruge deres del af dette carbon budget.²

Læs mere »

Første lange del af dette indlæg er skrevet i løbet af eftermiddagen mens forhandlingerne i Warszawa stadig stod på, så som med klimaforhandlngerne er der i allerhøjeste grad tale om work in progress. Forhandlingerne findes i en række webcasts, som der er link til umiddelbart nedenfor.

Kl. 13:45 bad lederen af Venezuelas klimadelegation, Claudia Salerno, om ordet for at påpege, at forhandlingerne nu havde været i gang i 30 timer uden pause, uden søvn. At det ikke kan fortsætte i en uendelighed, vi forhandlere er ikke maskiner. Hvornår er der pause? Hvor længe vil det stå på? Vil meget gerne kunne bidrage, men denne måde at føre forhandlinger på sætter små lande med små delegationer i en umulig situation.

Da jeg slukkede for forbindelsen til Warszawa kl. 3 i nat blev mødet midlertidig suspenderet til kl. 5 for at der kunne forberedes nye kompromis-tekster. “2(b) og not 2(b)” har været det helt store stridsspørgsmål, og mange har i løbet af natten muntret sig over, at forhandlingerne på denne måde er blevet litterære. Lige nu er der tre forskellige ændringsforslag til nogle få paragraffer, men det er svært at komme frem til at diskutere disse, fordi lande bliver ved med indledende at få ordet.

Slutspillet er ikke noget kønt syn, fronterne er trukket hårdt op. Ting som syntes at være kommet videre i de seneste år, er tilbage i gamle skyttegrave. Hvis man træder et skridt tilbage, så er det fordi U-landene oplever, at I-landene har svigtet totalt. Adskillige industrilande har helt opgivet deres hjemlige klimaindsats, og finansieringsdelen går meget trægt. På den baggrund er store udviklingslande som Indien og Kina tilbage til ikke at ville bidrage med noget, ikke at ville indgå i bindende aftaler, og ikke forud for Paris at ville fremlægge planer om klimaindsats overhovedet. Så forhandlingerne bombet tilbage til før Doha, hvor det blev vedtaget, at der skulle etableres en aftale, hvor alle bidrog efter evne.

Kl. 14:16 bliver der sendt til frokost og informelle diskussioner af, om der er en løsning – ellers må forhandlingslederne (Mr. Co-Chair) konkludere, at det ikke lykkedes at nå til enighed – så direkte siger han det ikke, men “if you don’t resolve in a half an hour we take it to the next step”. De tre ændringsforslag er fra henholdsvis Indien, Singapore og Filippinerne.

De tre tekster, som afventer endelig godkendelse – og hvor stridighederne i første omgang gælder ADP-teksten, som giver køreplanen for etableringen af en global klimaaftale ved COP21 i Paris i 2015 –  ser lige nu sådanher ud:

Læs mere »

Som det forlød sent natten mellem torsdag og fredag er der gode nyheder på REDD+fronten. Så her er der (som forud forventet) idet mindste ét område, hvor man nåede til konkrete resultater. Der følger endda en vis finansiering med projektet, først og fremmest fra Norge og England REDD+ har til formål én gang at sikre verdens skove mod fældning og binde større mængder af CO₂ i dem. I en pressemeddelelse fra UNFCCC i dag kan man læse:

Governments at the UN Climate Change Conference in Warsaw on Friday agreed a set of decisions on ways to reduce greenhouse gas emissions from deforestation and the degradation of forests.

The agreement on the so-called REDD+ initiative is backed by pledges of 280 million dollars in financing from the US, Norway and the UK.

President of the conference Marcin Korolec said: “I am proud of this concrete accomplishment. We are all aware of the central role that forests play as carbon sinks, climate stabilizers and biodiversity havens. We know the destructive impact that forest fires and deforestation have on peoples and economies. Through our negotiations, we have made a significant contribution to forest preservation and sustainable use which will benefit the people who live in and around them and humanity and the planet as a whole.”

The decisions adopted provide guidance for ensuring environmental integrity and pave the way towards the full implementation of REDD+ activities on the ground. The package also provides a foundation for transparency and integrity of REDD+ action, clarifies ways to finance relevant activities and how to improve coordination of support.” 

I hovedforhandlingssporet, hvor der gerne skulle ligge en helt klar arbejdsplan for den globale klimaaftale, som skal være klar til underskrift i Paris i slutningen af 2015, har det helt store problem i løbet af dagen været det banale, hvornår de enkelte lande skal fremlægge sine reduktionsmål for perioden 2020-30, så man kan nå at vurdere, om de nu er rimelige.

Læs mere »