Strøtanker om bæredygtighed

.
Ved Obamas nylige klimatale var det forventet, at han ville gå uden om spørgsmålet om Keystone XL, som i de seneste år har været et af klimaindsatsens store fokuspunkter. Men tværtimod gjorde han det klart, at det ikke bare var et spørgsmål om arbejdspladser eller sikkerhed i energiforsyningen, men at Keystone XL først og fremmest ville blive vurderet på dens klimapåvirkning og kun ville blive godkendt, hvis det ikke førte til øget klimabelastning (Se tidligere blog-indlæg: Obama om Keystone XL og Obamas klimaplan).

NRCD, Natural Ressources Defence Council, har derfor lavet en analyse af Keystone XLs klimapåvirkning, som i går blev fremlagt ved National Press Club i Washington. Den gør det klart, at Keystone XL over en 50-årig periode vil øge CO₂-udledningerne med rundt regnet 1 mia. ton CO₂ (0,9-1,2 mia. ton CO₂) – hvilket rundt regnet er 20 mio. ton CO₂ om året. Heri er ikke indregnet de ganske betydelige udledninger af drivhusgasser fra den totalrydning af oprindelige skovlandsskaber, som går forud for indvindingen af Albertas tar sands olie, og som hvis det står til de canadiske myndigheder over tid kan totalrasere et naturområde på størrelse med Frankrig.

Der er således tale om en betydelig stigning i CO₂-udledningerne, som må betyde, at Obama, hvis han står ved hvad han sagde ved sin klimatale, nødvendigvis må afvise Keystone XL.

Den instans under Det Hvide Hus, som står for godkendelsesprocessen, har tidligere fået lavet en redegørelse for Keystone XLs klimapåvirkning, som kom til den konklusion, at rørledningen ikke ville øge klimabelastningen (da olien så blot ville finde andre veje). Den er blevet kritiseret stærkt, ikke mindst efter at det kom frem, at den var udarbejdet af en enhed med nære bånd til de selskaber, som står for udvindingen af den canadiske tar sands-olie.

Virkeligheden er, at tar sands-olien ikke bare er særdeles svinsk at udvinde, men også ganske kostbar, så i en tid, hvor vedvarende energi bliver stadig billigere og USA i stor stil fracker en gas som er langt billigere, så der er en rimelig chance for, at den ikke er rentabel at udvinde, hvis transporten til raffinaderierne i det sydlige USA bliver fordyret.

Samtidig arbejder Connie Hedegaard på en EU-lovgivning som vil hindre tar sands-olien i at komme ind på det europæiske marked på grund af dens høje CO₂-niveau. Der er således en udvikling på vej, som med lidt held gør, at det meste af tar sands-olien bliver liggende, hvor den skal, under Albertas udstrakte skovlandskaber.

I videoen kan man høre Susan Casey-Lefkowitz fra NRDC, Bill McKibben fra 350.org; Steven Anderson, som har været militærlogistiker i Irak, Anthony Swift, som er NRDC-advokat samt Kate Colarulli fra Beyond Oil-kampagnen.

Se tidligere blog-indlæg: Obama om Keystone XL, Obamas klimaplan, Klimaforskere: Keystone XL dårlig for klima, miljø og sundhed, James Hansen: Game Over for the Climate, Garth Lenz: The true cost of oil, To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands og Landskaber under ødelæggelse.

Se blog-indlæg tagged Keystone XL.

Susan Casey-Lefcowitz: Keystone XL Fails President Obama’s Climate Test, Huffington Post 23.07.2013.

Op til Obamas klimatale i tirsdags var der givet det indtryk, at han på ingen måde ville komme ind på et af de mest centrale sprøgsmål i det seneste års amerikanske klimadebat, om USA skal tillade opførelsen af Keystone XL olieledningen, som vil kunne føre mere end 800.000 tønder tar sand-olie om dagen fra Alberta til Texas, hvor den vil blive raffineret og udskibet til det globale marked. Men i Georgetown talte han faktisk i halvandet minut derom, og nåede så at sige at repolarisere debatten.

Der har i de sidste snart to år været talt meget om Keystone XL i forhold til antallet af arbejdspladser, miljøødelæggelser, energisikkerhed og det vanvittige i på en gang at totalrasre et skovlandskab på størrelse med Frankrig og at medvirke til at gøre verdens mest snavsede olie tilgængelig på verdensmarkedet. Men Obama fik med sin tale præciseret, at det afgørende for hans godkendelse af keystone XL var, om rørledningen øgede klimapåvirkningen markant.

Obamas ord var som følger:

Our energy strategy must be about more than just producing more oil. And, by the way, it’s certainly got to be about more than just building one pipeline.

Now, I know there’s been, for example, a lot of controversy surrounding the proposal to build a pipeline, the Keystone pipeline, that would carry oil from Canadian tar sands down to refineries in the Gulf. And the State Department is going through the final stages of evaluating the proposal. That’s how it’s always been done. But I do want to be clear: Allowing the Keystone pipeline to be built requires a finding that doing so would be in our nation’s interest. And our national interest will be served only if this project does not significantly exacerbate the problem of carbon pollution. The net effects of the pipeline’s impact on our climate will be absolutely critical to determining whether this project is allowed to go forward. It’s relevant.

Jeg hørte det umiddelbart som om, at han hermed sagde, at Keystone XL aldrig bliver til noget – ud fra en forudantagelse af, at Keystone XL er dybt problematisk for den globale klimaindsats, da den muliggør, at enorme forekomster af den mest snavsede (og CO₂-holdige) form for olie bliver lukket ud på verdensmarkedet. Men en række iagttagere har hørt det pæcist modsatte, at Obama på den baggrund ville kunne godkende Keystone XL. Der foreligger da også på nuværende tidspunkt en miljøredegørelse, som har været kritiseret sønder og sammen, fordi den slet ikke har fat om problemrnes kerne. Den konkluderer, at klimapåvirkningen ikke vil øges ved anlæggelsen af Keystone XL-rørledningen – men det har efterfølgende vist sig, at den er skrevet af en gruppe mennesker med tæt tilknytning til canadiske olieinteresser og betragtes i dag som kassabel.

Læs mere »

.
Her til aften dansk tid fremlagde Obama sin klimaplan ved en tale ved Georgetown University: “The question is not whether we need to act,” sagde han: “The question is whether we will have the courage to act before it’s too late.” Som sædvanligt er han sublimt veltalende, og har får faktisk på lidt under en time givet en ganske klar analyse af, hvorfor det er en god beslutning for USA at gå målrettet ind i en omstillingsøkonomi.

Selve klimaplanen blev frigivet tidligere på dagen – et 21 sider langt dokument, som kan downloades herfra. Og talens fulde transskription kan læses her.

Obamas klimaplan sætter ind på en lang række områder:

• Directs the EPA to issue draft emission rules for existing power plants by June 2014, to be finalized by June 2015.
• Asks the EPA to “work expeditiously” on finalizing rules for new power plants that the agency issued in March 2012.
• Pledges that the federal government will draw 20 percent of its power from renewable sources by 2020.
• Sets a goal of permitting an additional 10 gigawatts of renewable energy on public lands by 2020.
• Sets a goal of putting 100 megawatts of renewable energy on federally subsidized housing by 2020.
• Creates a new, $8 billion loan guarantee program for advanced fossil fuel projects at the Department of Energy.
• Directs the EPA and the Department of Transportation to work on fuel economy standard for heavy-duty trucks, buses, and vans for after 2018.
• Sets a goal of cutting at least 3 billion tons of carbon pollution by 2030 through improvements in energy efficiency standards.
• Calls for an end to US funding for fossil fuel energy projects overseas unless they include carbon capture technology.

Læs mere »

.
I går frigav Obama ovenstående video, hvor han forbereder amerikanerne på en tale tirsdag eftermiddag ved Georgetown University (25.06.), hvor han vil fremlægge sin klimaindsats. I videoen siger Obama:

This is a serious challenge – but it’s one uniquely suited to America’s strengths.

We’ll need scientists to design new fuels, and farmers to grow them. We’ll need engineers to devise new sources of energy, and businesses to make and sell them. We’ll need workers to build the foundation for a clean energy economy. And we’ll need all of us, as citizens, to do our part to preserve God’s creation for future generations – our forests and waterways, our croplands and snowcapped peaks.

There’s no single step that can reverse the effects of climate change. But when it comes to the world we leave our children, we owe it to them to do what we can.

So I hope you’ll share this message with your friends. Because this a challenge that affects everyone – and we all have a stake in solving it together. I hope to see you Tuesday. Thank you.

Ikke nogen dybtgående analyse, ikke nogen bebrejden nogen noget, ikke nogen tøven, blot en konstateren af, at kræver alles medvirken og at det er nu – at vi skylder vores efterkommere at arbejde sammen om at møde denne udfordring.

Vi skal nok heller ikke forvente det helt store fra Obamas side. Hans muligheder for at lave en radikal klimaindsats, som peger frem mod et fossilfrit USA, er lige nu er stærkt begrænsede. Det republikanske flertal i kongressen, som er domineret af en skinger klimafornægtelse, vil i den nuværende situation modsætte sig alt, som har med klimaindsats at gøre. Obamas klimapakke vil derfor være sammenstykket af en vifte af små indsatser, som han kan iværksætte uden om kongressen. Det står også nogenlunde klart, at et af de vigtigste elementer bliver en regulering af udledningerne fra de eksisterende kulkraftværker.

Sandsynligvis vil den klimaindsats, Obama introducerer, samlet set være tilstrækkelig til at nå den besparelse på 17% i forhold til 2005, som han lovede i København i tiden efter COP15. Og det vil sikkert blive frembåret som en betydelig klimaindsats. Men i 2005 lå udledningerne i USA markant over udledningerne i 1990, som normalt regnes som basisår. Disse 17% vil derfor kun lige akkurat bringe niveauet tilbage omkring det samme som det var i 1990 – hvor verdenssamfundet ved Earth Summit i Rio de Janeiro i 1989 aftalte at iværksætte en proces for at imødegå klimaudfordringen.

Set i lyset af den samlede globale situation og det ambition gap, som senest det Internationale EnergiAgentur har opridset (se blog-indlægget IEA: 2ºC målsætningen stadig mulig), så er en amerikansk indsats i denne størrelsesorden alt andet end ambitiøs.

Det ved Obama godt, for han er omringet af begavede rådgivere, som fuldt ud forstår udfordringens omfang. Men en egentlig klimaindsats, som Obama lovede ved sin tiltræden i 2008, skulle han set i bakspejlet have lavet i de første to år af sin regeringstid, hvor han havde flertal i begge kamre. For som det ser ud nu, er det ikke sandsynligt, at han genvinder flertallet i kongressen ved det næste valg hertil i 2014.

Læs mere »

I snart adskillige år har synspunkterne rejst sig for og imod Keystone XL olieledningen, som hvis den bliver bygget, vil muliggøre, at store mængder af canadisk tar sands-olie finder vej til det globale marked. Det vil samtidig være en katastrofe for vores chance for at håndtere den globale klimaudfordring, for tar sands-olien er meget energi-intensiv, og til trods for massiv lobby-virksomhed fra den canadiske stat er man i EU tæt på at forbyde tar sands-olien i Europa – ikke fordi det er tar sands eller fordi den kommer fra Canada, men fordi den har det kedelige problem, at for hver kørt km, for hver løftet sæk, for hver opgave, vi løser med tar sands-olien, medfører det omkring 20% mere CO₂ i atmosfæren end almindelig råolie. Den sætter hermed alle effektiviseringsbestræbelser adskillige årtier tilbage, og der er alt i alt rigtig mange gode grunde til ikke at godkende olieledningen. Senest har Goldman Sachs vurderet, at hvis Keystone XL ikke godkendes, så vil den canadiske tar sands-olie ikke være rentabel.

I starten af april sendte 29 af USAs ledende klima- miljø- og sundhedsforskere en fælles henvendelse til Obama-administrationen vedr. Keystone XL i form af en kommentar til den foreløbige supplerende miljøvurdering, EIS (Environmental Impact Assessment), som Obama-administrationen har udarbejdet for Keystone XL-projektet. Jeg har nedenunder medtaget den i sin helhed, da den fint opsummerer problemstillingen og redegør for, hvorfor olieledningen er både unødvendig og katastrofal. Alligevel har det været en meget vanskelig beslutning for Obama-administrationen at tage – ikke fordi det er nogen svær afgørelse: Som videnskabsfolkene påpeger i deres henvendelse, er det eneste rigtige ud fra klimamæssige, miljømæssige og sundhedsmæssige perspektiver ikke at opføre Keystone XL, men fordi der er så voldsomme økonomiske interesser forbundet med alligevel at få blåstemplet olieledningen.

I hele diskussionen for og imod er det faktisk ganske uhyggeligt at se, hvor lidt fremtiden og klimaindsatsen fylder i forhold til små her og nu-problemer. Og det i mine øjne allervigtigste argument, at når vi ved, at op imod 80% af alle kendte fossile reserver ikke kan bruges, hvis vi skal kunne holde verdenssamfundets klimamålsætning om ikke at overskride 2ºC/450 ppm, her slet ikke nogen plads, at det så var rimeligt at vælge ikke at bruge kul, ikke at bruge tar sands-forekomster, ikke at eftersøge nye forekomster og ikke at indlede udnyttelsen i Arktis, hvor risikoen for alvorlige miljøkatastrofer er overhængende, og så til gengæld bruge de sidste 20% målrettet på omstilling til bæredygtige ligevægtssamfund baseret på vedvarende energikilder.

Men her følger de 29 videnskabsmænds henvendelse.

Se tidligere blog-indlæg om Keystone XL: James Hansen: Game Over for the Climate, Opfordring til pensionskasserne, Garth Lenz: The true cost of oil, To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands, Landskaber under ødelæggelse, Keystone XL update, Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Canadas klimasvigt, Bill McKibben om kampen for klimaet, James Hansen foran Det Hvide Hus og Bill McKibben om Keystone XL olieledningen.
.

To: U.S. Department of State

Re: Comments From 29 Climate Scientists, Ecologists And Environmental Health Scientists on the Supplementary EIS for the Keystone XL Pipeline Proposal

Date: April 2, 2013

The 29 undersigned climate scientists, ecologists and health scientists are submittingthe following comments on the supplementary environmental impact statement on the Keystone XL Pipeline proposal.

The 29 undersigned climate scientists, ecologists and health scientists are submitting the following comments on the supplementary environmental impact statement on the Keystone XL Pipeline proposal.

We have reviewed the draft Supplemental EIS, and find its assertions to be without merit in many critical areas. Also, it is disingenuous to claim that the revised proposal shortens the pipeline by 509 miles, since the southern portion is being built as a separate project, and the impacts of that portion are not included in this EIS. The full project still extends from more than 300 miles within Canada to the Gulf of Mexico. Furthermore, it is clearly designed to pick up additional heavy crude from the Bakken Marketlink projects in Montana and North Dakota, and these impacts are not adequately accounted for.

While we question many aspects of the EIS we are particularly concerned with four issues related to the proposed pipeline: the claim that additional oil is needed in the United States from tar sand production in Canada, contribution to climate change, destructive ecological impacts and adverse human health consequences.

We have reviewed the draft Supplemental EIS, and find its assertions to be without merit in many critical areas. Also, it is disingenuous to claim that the revised proposal shortens the pipeline by 509 miles, since the southern portion is being built as a separate project, and the impacts of that portion are not included in this EIS. The full project still extends from more than 300 miles within Canada to the Gulf of Mexico. Furthermore, it is clearly designed to pick up additional heavy crude from the Bakken Marketlink projects in Montana and North Dakota, and these impacts are not adequately accounted for. While we question many aspects of the EIS we are particularly concerned with four issues related to the proposed pipeline: the claim that additional oil is needed in the United States from tar sand production in Canada, contribution to climate change, destructive ecological impacts and adverse human health consequences.

Læs mere »

.
I dag aflagde Barack Obama præsidentløfte for sin anden periode og gav efterfølgende sin Iauguration Speech. Den kan ses i sin helhed herover, og teksten kan blandt andet findes på The Atlantic Wire. Halvvejs i sin tale kom Obama ind på klimaindsatsen og dens uomgængelighed (se 10:00 min ff.) Han sagde her:

”We, the people, still believe that our obligations as Americans are not just to ourselves, but to all posterity. We will respond to the threat of climate change, knowing that the failure to do so would betray our children and future generations (applause). Some may still deny the overwhelming judgment of science, but none can avoid the devastating impact of raging fires and crippling drought and more powerful storms.

The path towards sustainable energy sources will be long and sometimes difficult. But America cannot resist this transition, we must lead it. We cannot cede to other nations the technology that will power new jobs and new industries, we must claim its promise. That’s how we will maintain our economic vitality and our national treasure – our forests and waterways, our crop lands and snow-capped peaks. That is how we will preserve our planet, commanded to our care by God. That’s what will lend meaning to the creed our fathers once declared.”

Efter års klima-tavshed må dette siges at være en overraskende klar udmelding. Joe Romm fra Climate Progress benævnte ligefrem Obama som “Climate Hawk”. Men vi har stadig til gode at se, hvad det betyder i praksis, om Obama reelt formår at lade den “all of the above”-politik bagude, han præsenterede i valgkampens sidste fase, hvor der ikke var grænser for, hvor meget der skulle frackes, drilles og produceres.

Her i allernærmeste fremtid skal han tage endeligt stilling til Keystone XL rørledningen, som hvis den etableres vil give canadierne fri adgang til deres verdensmarked med den både for deres egne landskaber og for verdens klimaindsats ødelæggende tar sand-olie. Det er en svær afgørelse for Obama – af mange miljøorgansationer set som en lakmustest for, om der er handling bag hans veltalenhed. For forsyningssikkerhedesmæssigt er det fristende at veksle den nuværende afhængighed af arabisk olie til en afhængighed af den canadiske olie. Men nu hvor valget var ovre, er det på tide at få sat nogle principper og standarder. Et amerikansk nej til Keystone XL vil nok ikke i sig selv standse canadiernes vanvidsprojekt (se tidligere blog-indlæg tagged Alberta). Men samtidig er EU tæt på at have sat standarder, som gør at olien ikke kan bruges i Europa. Og USAs nabo mod nord trænger i den grad til en klimamæssig vækkelse.

Klimadiskussionen har i Obamas første præsidentperiode været ganske betændt – på den ene side præget af, at den ultrahøjreorienterede Tea Party-fraktion af det republikanske parti har været ganske højtråbende i sin klimafornægtelse, på den anden side det lidt paradoksale, at Obama efter tilsvarende udmeldinger i sin valgkamp i 2008 tilsyneladende valgte ikke at tage kampen om luftherredømmet op, når det galdt klima-diskussionen, og på et møde i 2009 bad miljøorganisationerne om at holde lav profil.

Nu er der gang i en omstrukturering af den store maskine af frivillige, som har været med til at sikre, at Obama blev genvalgt. Der er tale om hundredetusindvis af mennesker, som ikke mindst i svingstaterne har gået fra dør til dør igennem store dele af 2012. Hvis hele denne ‘hær’ af informanter i stedet satte ind med policy-information, så ville det kunne styrke forståelsen af nødvendigheden af, at USA går målrettet ind og tager sin del af ansvaret for at få stabiliseret klimaet. Hvis først alle disse mennesker skal ud at tale om nødvendigheden af gun control, dernæst om forestående immigrationslove og nødvendigheden af at fastholde de sundhedsreformer, som Obama endte med at prioritere højere end klimaet i første periode, så er det ikke sikkert, at det det er nok til at få den folkelige forståelse af klimaindsatsens nødvendighed konsolideret én gang for alle. For Obama har ikke bare et flertal i Kongressen imod sig – i det mindste i de kommende to år. Han er samtidig oppe mod en massiv misinformationskampagne, som er kynisk finansieret af en amerikansk kul- og olieindustri, som siden 2. verdenskrig har vænnet sig til, at man i den amerikanske lobby- og medievirkelighed kan købe sig til snart sagt hvad som helst.

Men med talen i dag har han i det mindste spillet klart ud med, hvad han – og USA – burde gøre. I den udstrækning, det rent faktisk sker, er den globale klimaaftale, som har så hård en fødsel i FN-regi meget tættere på at kunne blive virkelighed. Selvom Obama i sin tale i dag undlod den hope og change-retorik, som bar ham gennem valget for fire år siden, så er der efter i dag paradoksalt mere grund til håb på klimaets og fremtidens – og USAs fremtids – vegne.

I øvrigt er Obamas inauguration speech en på mange måder fremragende tale, hvor han får forbundet en række af de nødvendige indsatser og den forestående klimaindsats med fundamentale størrelser i den amerikanske grundlov. Så den er i den grad værd at høre i sin helhed.

Se tidligere blog-indlæg om den amerikanske klimafornægtelse: Alden Meyer: Union of Panicked Scientists, 99,8% af videnskabelige artikler enige om global opvarmning, Sandy bryder klimatavsheden, Klimaudfordringens fortielse i det amerikanske valg, Donald Brown: Romneys klimafornægtelse, Donald Brown: Forbrydelse mod menneskeheden, Disconnecting the dots, Deepak Chopra om klimaudfordringen, Heartland Institute – i klimafornægtelsens hjerte, Naomi Klein: Capitalism vs. the Climate, Skeptic Arguments sorted by taxonomy og Noam Chomsky om klimafornægtelsens dynamik.

Se tidligere blog-indlæg tagged valgkamp 2012.

Joe Romm: Obama Goes Hawkish: Failure To Respond To Threat Of Climate Change, ‘Would Betray Our Children And Future Generations’, Climate Progress 21.01.2013.

Obama’s Second Inaugural Address: Watch Here, Mother Jones 21.01.2013.

Erica Martinson: Obama promises action on climate change, Politico 21.01.2013.

Andrew Restuccia: Joe Biden to climate activists: ‘Keep the faith’, Politico 21.01.2013.

Patrick Rucker: Obama gives unexpected nod to climate as second term priority, Reuters 21.01.2013.

Matt Spetalnick & Jeff Mason: Confident Obama lays out battle plan as he launches second term, Reuters 21.01.2013.

James Murray: Obama: ‘We will respond to the threat of climate change’, Business Green 21.01.2013.

Suzanne Goldenberg: Climate change moves to forefront in Obama’s second inaugural address, The Guardian 21.01.2013.

Suzanne Goldenberg: Obama under pressure after Nebraska governor signs off on Keystone XL, The Gaurdaian 22.01.2013.

Obama address ties current issues to founding principles, (AP) (Obamas tale) Japan Times 23.01.2013.

Varie Volcovici: Analysis: Obama’s next climate steps apt to be temperate, Reuters 23.01.2013.

Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen havde i gårsdagens New York Times et indlæg, hvor han opsummerer, hvorfor det er vitalt at få standset ikke bare Keystone XL-rørledningen og tar sand-udvindingen i Alberta, men som verdenssamfund at komme overens med, hvilke fossile reserver, vi giver plads til at udvinde, og hvilke, vi som ansvarligt verdenssamfund lader ligge i jorden.

For omkring fem år siden udtrykte Hansen det i al sin enkelhed: “Coal is best left in the ground”. Siden har højere oliepriser gjort udvinding af en række unconventional olieforkomster, tar sands og tar shale rentable. Og Hansen har måttet udvide sine anbefaling til, at vi klimatologisk set gjorde bedste i at lade kul og en bred vifte af ukonventionelle olieforekomster blive i jorden. Hvis ikke vi gør det, er det ifølge Hansen “Game over for the climate”.

Det er stærke ord, som vi alle burde lade sive ind, for at handle efter dem.

Men er verdenssamfundet overhovedet i stand til at handle rationelt i forhold til en sådan samlet udfordring? Eller vil vi verden rundt se den kortfristede interesse overvokse det fælles bedste? Siden COP15 synes kul- og olieindustriens lobbyisme og støjproduktion at have taget til i en sådan grad, at man har fået rum for at kunne fortsætte uantastet nogle år endnu. Og hvor vi for fire år siden havde et håb om, at Obama ville løfte USA ind i en omstillingsproces på en måde, så det var med til at vise vejen i verdenssamfundet. Så er det svært at finde næring for samme håb om lederskab på klima-området, selv hvis han bliver valgt for en ny fireårs-periode.

James Hansens opinion i New York Times har jeg tilladt mig at gengive i sin helhed herunder:

.

Game Over for the Climate

James Hansen, New York Times 09.05.2012.

GLOBAL warming isn’t a prediction. It is happening. That is why I was so troubled to read a recent interview with President Obama in Rolling Stone in which he said that Canada would exploit the oil in its vast tar sands reserves “regardless of what we do.”

If Canada proceeds, and we do nothing, it will be game over for the climate.

Canada’s tar sands, deposits of sand saturated with bitumen, contain twice the amount of carbon dioxide emitted by global oil use in our entire history. If we were to fully exploit this new oil source, and continue to burn our conventional oil, gas and coal supplies, concentrations of carbon dioxide in the atmosphere eventually would reach levels higher than in the Pliocene era, more than 2.5 million years ago, when sea level was at least 50 feet higher than it is now. That level of heat-trapping gases would assure that the disintegration of the ice sheets would accelerate out of control. Sea levels would rise and destroy coastal cities. Global temperatures would become intolerable. Twenty to 50 percent of the planet’s species would be driven to extinction. Civilization would be at risk.

That is the long-term outlook. But near-term, things will be bad enough. Over the next several decades, the Western United States and the semi-arid region from North Dakota to Texas will develop semi-permanent drought, with rain, when it does come, occurring in extreme events with heavy flooding. Economic losses would be incalculable. More and more of the Midwest would be a dust bowl. California’s Central Valley could no longer be irrigated. Food prices would rise to unprecedented levels.

If this sounds apocalyptic, it is. This is why we need to reduce emissions dramatically. President Obama has the power not only to deny tar sands oil additional access to Gulf Coast refining, which Canada desires in part for export markets, but also to encourage economic incentives to leave tar sands and other dirty fuels in the ground.

Læs mere »

[nggallery id=158]

.
Disse billeder stammer fra Alberta, Canada, hvor udstrakte oprindelige landskaber i disse år bliver revet op med rode for at få adgang til underliggende lag af tar sands – bitumen- og tjæreholdige sandlag, som man med kolossale kraftanstrengelser kan omdanne til en tyktflydende råolie. Men prisen er voldsom, for ikke at sige ubetalelig.

Dels står et tempereret urskovsområde på 3½ gange Danmarks størrelse overfor at blive totalraseret og vandkredsløbet uhelbredeligt svinet til. Dels er forekomsterne af tar sands i området så omfattende – det vurderes, at der er i alt 169,3 billioner tønder olie i området – at afbrændingen af denne olie vil medføre en fordobling af den mængde CO₂, som mennesket har pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse og dermed gøre det 100% sikkert, at verdens klimamålsætninger ikke kan overholdes, men at vi tværtimod vil se så stor en global opvarmning, at klimaforandringerne bliver selvaccelererende.

Stadig er “kun” et areal på størrelse med det dobbelte af Bornholm blevet raseret som på billederne herover, men tar-sand-forekomsterne strækker sig over 142.000 km² eller et område på størrelse med England.

Tar sand-olien er derfor blevet et af klimapolitikkens vigtigste brændpunkter. Dels har der været fokuseret meget på tåbeligheden af planlagte rørledninger fra Alberta til Stillehavsområdet og Keystone XL rørledningen tværs over kontinentet til de amerikanske raffinaderier ved den amerikanske sydkyst, så olien kan nå frem til forbrugerne. Dels står der lige nu i EU en administrativ kamp for at forbyde tar sands-olien – ikke fordi det er tar sands, men fordi der går langt mere energi til udvindingen af tar sands-forekomsterne end konventionel olie. Af samme grund troede man indtil for få år ikke, at disse forekomster nogensinde ville blive rentable at udvinde.

Læs mere »

Der udvikles hele tiden nye billeder til forståelse af klimaudfordringen – i de senere år ofte med fokus på udvindingen frem for afbrændingen. For eksempel påpegede Revkin & Rosentahl i november i New York Times i en række artikler, hvor de “prøvede at se virkeligheden fra atmosfæren”,¹ det paradoksale – for ikke at sige det fundamentalt uholdbare – i, at et land som Norge har fine planer om selv at blive CO₂-neutral samtidig med, at man pumper enorme mængder fossile brændstoffer op af sin fastlandssokkel for at finansiere ikke bare sin omlægning, men fuldt så meget sit fortsatte konsumsamfund.

Tilsvarende har de seneste års store fokus på Keystone XL olieledningen fra de store tar sand-forekomster i Alberta, hvis udvinding ikke bare vil totalrasere store oprindelige landskaber, men samtidig ved afbrændingen medføre lige så store CO₂-udledninger, som vi på verdensplan har udledt fra industrialiseringens begyndelse frem til i dag, sat fokus på, om det overhovedet er forsvarligt at udvinde forekomsterne – og at gøre os bevidste om, at det at gøre det er en 100% garanti for at vores internationale klimamål ikke vil kunne holdes – se tidligere blog-indlæg om Keystone XL.

Og klarest har lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen måske sagt det, med sin krystalklare iagttagelse, at “coal is best left in the ground“.

Senest har The Carbon Tracker Initiative med den prisvindende rapport Unburnable Carbon set på, hvor meget fossilt brændstof, som er opregnet som assets på børsnoterede firmaer for de enkelte aktiebørser. Illustrationen herover er figur 4 herfra, og man får her et billede af potentielle konfliktsituationer mellem lande, som i en lang årrække frem har mere energi, end de behøver, og lande, som vil være henvist til at skulle ud at købe energi – underforstået indtil de tager sig sammen og omlægger til vedvarende energi.

Men som det ligger i titlen på Carbon Trackers rapport: Unburnable Carbon – Are the world’s financial markets carrying a carbon bubble? så er vi i en situation, hvor vi kun kan tillade os at afbrænde 20% af de kendte fossile brændstoffer, hvis vi vil holde den målsætning om at holde den gennemsnitlige globale opvarmning siden industrialiseringens begyndelse på under 2ºC, som verdens ledere nu har vedtaget på tre klimakonferencer i træk – COP15, 16 og 17. Og hvis målsætningen bliver strammet til 1½ºC, hvilket meget taler for, så er det en endnu mindre del af klodens fossile reserver, som det nogensinde bliver aktuelt at brænde af – i hvert fald indtil vi har etableret effektive CCS-teknologier.

På den baggrund taler rapporten ligefrem om en “Carbon Bubble”, hvor børsnoterede firmaer verden rundt kalkulerer med svimlende værdisætninger af kendte, men endnu ikke opgravede eller oppumpede fossile brændstofreserver. Men har disse brændstoffer nogen realværdi, når vi ikke kan tillade os at afbrænde dem? Og hvad vil der ske, hvis verdens kul-, olie- og gasselskaber må afskrive 80% af deres “kapital” af endnu ikke udnyttede reserver af hensyn til fremtidens klima? Det er interessant, at den lille rapport rejser dette spørgsmål.

Læs mere »

I disse døgn udkæmpes en bizar kamp i det amerikanske politiske system om Keystone XL-olieledningen.

Før jul bremsede Obama igangsættelsen efter massivt pres fra klima- og miljøside – ikke fordi alle de gode grunde, der er til aldrig at at anlægge Keystone XL og aldrig at påbegynde udvindingen af Albertas tar sand-olieforekomster, men med henvisning til, at de miljømæssige konsekvenser af at føre en sådan rørledning tværs igennem de amerikanske landskaber fra nord til syd endnu ikke var tilstrækkeligt belyst.

I mellemtiden er der gået valgkamp i den. Republikanerne vil gerne demonstrere, hvor lidt Obama tænker på beskæftigelsen, samtidig med at beskæftigelsespotentialet ud over selve anlæggelsen har vist sig at vil være nul.

I torsdags vedtog Kongressen derfor et lovforslag, hvor igangsættelsen af Keystone XL knyttes til andre lovtiltag – for derigennem at obstruere Obamas ledelse. Dette er en meget usund form for oppositionspolitik, som synes at trives i USA (se Lofgrens analyse i blog-indlægget: Republikanske afveje) – sådan mere vedholdende-bastant-destruktive udgaver af, når Helle Thorning som noget af det første skal svare 20 gange på samme en spørgsmål, som alle forud kender svaret på.

Forslaget er nu til behandling i Senatet, hvor Republikanerne kun har 47 stemmer og derfor skal finde 13 demokrater, som er villige til at gå mod Obama. Det er ret usikkert, om lykkes at finde, men omvendt ser man en del overspringsmekanismer i det amerikanske senat.

Derfor blev der i en Keystone XL-kampagne på et døgn lavet +800.000 mails om at droppe planerne om rørledningen – og efterfølgende en ring til din senator-kampagne. Billedet herover er fra en senators kontor 14.02., hvor stort set alle telefonhenvendelser – 105 opringninger den dag – insisterede på, at Keystone XL må opgives.

Samtidig nærmer den canadiske tar sand-olie sig en anden vigtig oversøisk beslutning. Sandsynligvis beslutter EU sig i denne uge for et sæt regler for maksimale CO₂-udledninger for brændstoffer – inklusive deres udvinding. Disse vil sætte en stopper for brugen af tar sand-olien i EU. Canadierne har protesteret vildt, men reglerne er udformet, så de ikke specifikt udelukker tar sand, men også vil frasortere for eksempel de mest energikrævende biobrændstoffer.

Det er lige så meget tar sand-olie i Canada, som i verdens hidtil største oliereserver i SaudiArabien, og hvis der kommer hul på olien fra Alberta, vil der efterfølgende være andre tar sand-områder, som bliver økonomisk givtige at udnytte. Det er derfor en ganske principiel situation.

Den fulde afbrænding af Albertas tar sand vil ud over totalødelæggelsen af et landskab tre gange Danmarks størrelse gøre det umuligt at holde verdens klimaindsats under 450 ppm – og 350 ppm, som må være det langsigtede mål for at stabilisere klimaet, synes helt ude af sigte.

Se tidligere blog-indlæg om keystone XL: Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Canadas klimasvigt, Bill McKibben om kampen for klimaet, James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen, Keystone XL Pipeline – moderne vanvid.  og The Carbon President.

Roberta Rampton: House Passes Keystone Bill, Senate Action Uncertain, Planet Ark (Reuters) 20.02.2012.

Erik Holm: Canada holder vejret: Bliver oliesand dømt ude i Europa? Ingeniøren 17.02.2012.

Ambreen Ali: Keystone Pipeline Finds New Opponents, Roll Call 16.02.2012.