Kashiwazaki-Kariwa | Strøtanker om bæredygtighed

Indlæg tagged med Kashiwazaki-Kariwa

Fukushima Update VI

19. marts 2015

Skiltet herover præger indkørslen til Okuma, den ene af de to små byer, som er værtssamfund for Fukushima-værket, og som flere årtier frem må regne med at skulle leve i eksil. Skiltet taler om “Nuclear power the energy of a promising future“ – og så længe det gik godt, regnede det da også med guld fra værket. Hele det lille samfunds økonomi var baseret på dets eksistens. Men nu vil man fjerne skiltet. Teksten blev i sin tid lavet af Yuji Onuma, som den gang gik i 6. klasse og vandt en konkurrence derom. Men han har stærkt modsat sig fjernelsen, og på billedet herover kan man se ham protestere, for som han siger: “The signboards should be preserved as a negative legacy and used to pass on to future generations the stupidity of human beings.”

Det har været 11. marts 2015 og dermed fire år siden Fukushima-katastrofen tog sin begyndelse. Og for første gang har man mærket en afmatning i mediedækningen. Det er ikke fordi der ikke stadig er problemer, tværtimod. Men det er svært for medierne at blive ved med at fremtrylle nye vinkler på samme redelighed.

Stadig her fire år efter katastrofens begyndelse er 120.000 mennesker evakueret, og genopbygningen går umådeligt langsomt. Det er ikke på grund af økonomisk smalhals, tværtimod er det et stort problem, at en meget stor del af de projekter, som bliver forberedt, ikke bliver realiseret, fordi der ikke er nogen firmaer, som byder ind på at løse dem. Og de samfund, hvor man er begyndt at rykke tilbage, står man med et problem, som kun vil blive større, jo længere tid der går. At ganske mange ikke vil tilbage, og stort set jo yngre man er, jo mindre tilbøjelig er man til at søge tilbage. Børnefamilierne har allerede måttet transplantere deres børn én gang og er meget utilbøjelige til at flytte dem endnu en gang, også fordi det kun er meget snævre områder, som er dekontamineret. Hvis bare lige man løber over mellem de nærmeste træer, så er der ikke renset op, og bliver det heller ikke. Her er der kun at vente på, at cæsium-forureningen i løbet af tre-fire-fem årtier klinger så meget af, at det igen betragtes som sundhedsmæssigt forsvarligt at færdes der. De mest driftige mennesker har jo også for længst skabt dem nye tilværelser andre steder, så det er de svage, de gamle de forsørgelseskrævende, som rykker tilbage, og dermed meget skævt sammensatte samfund. Så selv med den nødvendige infrastruktur på plads igen forestår der kolossale udfordringer med at få disse samfund til at fungere. En nylig rundspørge viste, at kun mellem 10-20% af de evakuerede ønskede sig tilbage.

De nedsmeltede reaktorer lækker stadig, TEPCO er for nylig blevet afsløret i endnu en alvorlig fortielse, hvor man i trekvart år har kendt til, at radioaktivt vand sivede direkte fra reaktorruinerne i havet uden forsøg på at opsamle det, hvilket endnu en gang har bragt værket på kollisionskurs med fiskerne, som ellers har været tæt på at acceptere, at TEPCO ledte det oprensede vand ud i havet. Så alt er ved det gamle, og hvis TEPCO skal gøre sig håb om gennem sin opførsel at gøre sig fortjent til at kunne genstarte sit store Kashiwazaki-Kariwa-værk med 7 reaktorer ved Niigata, så har man endnu engang gjort alt det forkerte. Det er faktisk tragisk, hvor svært det synes at være for en så stor enhed at ændre adfærd på dette område selvom det må stå klart for alle, at den del er uomgængeligt nødvendig at få med, hvis det nogensinde skal lykkes at genskabe tilliden i den japanske befolkning til A-kraften. Trods massive anstrengelser for at lægge låg på kritikken og en kriminalisering af mere dybdegående journalistik er der stadig her fire år efter Fukushima et stærkt ønske i den japanske befolkning om at få afviklet A-kraften hurtigst muligt. Og efter fire år, hvor det er gået fint uden A-kraften er det stadig sværere at forstå, hvorfor den er så nødvendig.

Læs mere »

skrevet i energi og ressourcer, Fukushima, klimaindsats | tagged A-kraft, Fukushima Daiichi, Kashiwazaki-Kariwa, Shinzo Abe, Tepco | Kommentarer lukket

Japan igen på A-kraft XIX – optegnelser december 2013

1. december 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• Selvom mange A-kraft-fortalere i juli havde set frem til hurtig genstart, når først NRAs nye regelsæt var på banen, så er der efterhånden ikke noget, som tyder på, at der kommer reaktorer i gang inden nytår. Lige nu er der sagsbehandling på 7 reaktorer, og yderligere to ved Kashiwazaki-Kariwa-værket synes så småt at være kommet i gang, selvom det er endnu et af de værker, hvor der skal yderligere undersøgelser af undergrunden til.

Det går langsomt, det går trægt, der er modstand over alt i det japanske samfund, hvor et flertal stadig efter mere end 2½ års stram energiforsyning helst så Japan slå om på en kurs, hvor A-kraften blev udfaset.

Der var så meget, man kunne gøre i stedet, sol og vind og geotermisk varme, og måske allervigtigst systematiske energibesparelser. Der sker da også rigtig meget på snart sagt alle fronter. Lavenergihuse med egen energibackup, masser af sol- og vindprojekter. Men det sker uden styring, og det sker i blinde, og det er klart, at der i den grad mangler en egentlig energiplanlægning – i høj grad fordi den Abe-regering, som skulle lave den, trækker den længst muligt i håbet om at få mest mulig A-kraft med.

Det er med til at også Japans klimamålsætning sejler, og det er et åbent spørgsmål, om den kritik, Japan fik ved det netop opståede klimatopmøde i Warszawa var så massiv, at man indser, at man ikke bare uden videre kan nulstille Japans globale forpligtelser.

Permierminister Abe har på det seneste fået en stadig mere massiv kritik fra egne rækker, ikke mindst fra hans mentor, forhenveærende premierminister Koizumi, som meget direkte udfordrer Abes A-kraft-plolitik. Koizumi er gået efter affaldshåndteringen, at det er absurd at søge genstarten og fortsætte udbygningen, når de foreløbige lagre rundt omkring på A-kraftværkerne er ved at være fyldte, og landet stadig ikke efter 50 års A-kraft har fået taget hul på at løse sit lagringsproblem. Han siger meget ligeud, at det ikke er muligt med den jordskælvsplagede japanske undergrund.

Koizumi går skridtet videre og siger til Abe, at han (Abe) er personen, som kan samle Japan om en kurs, hvor A-kraften udfases, og at det ville formå at samle Japan og give en kolossal følelese af fælles mål og retning, som ville frisætte enorme kræfter, hvis Abe indkorporerede omstillingen af Japan til vedvarende energi i sin økonomiske politik, kaldet Abenomics.

Abe har i første omgang blot afvist Koizumis ærinde som uansvarligt, men det har han fået lige i hovedet igen, at det er dybt uansvarligt at fortsætte udbygningen, så længe man ikke har fået hul på affaldsproblematikken (når det har været skubbet foran er det også fordi man i snart tre årtier har forsøgt sig med oparbejdningsanlæg og fast-breeder-reaktorer, så man kan bruge den fulde brændselsværdi og ikke som nu kun omkring 1%, men trods gigantiske investeringer er der endnu ikke noget, som tyder på, at dette lykkes). Spørgsmålet her op under jul er det stadig mere påtrængende, om Abe kan fortsætte med at sidde denne kritik fra egne rækker overhørig.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.