Indlæg tagged med Københavns Universitet

Sir Nicholas Stern: Finanskrisen en enestående mulighed

13. marts 2009

På Københavns Universitets netop afholdte klimakonference med deltagelse af klimaforskere fra hele verden var et af bidragene af Sir Nicholas Stern, den økonom, som med sin klarhed måske mere end nogen anden har gjort, at den den engelske klimaplan med en målsætning på 80% reduktion inden 2050 inklusive skibsfart og luftfart i dag står som en af de mest vidtrækkende i den industrialiserede verden.

Han fremførte her, hvad jeg ofte i de senere måneder har tænkt, at verden med finanskrisen har fået en tiltrængt strategisk tænkepause, som giver en enestående mulighed for en kursomlægning, som formår effektivt at håndtere det Stern karakteriserer som det 21. århundredes største udfordringer: klimaforandringer of fattigdom. Vi har råmaterialerne, produktionskapaciteten og den nødvendige uddannede arbejdskraft til en langt mere overkommelig pris, og vi skal bruge dem målrettet, siger han ifølge The Guardians Oliver Tickell.¹

Ifølge Stern har vi (Planeten) brug for alt andet end en hurtig genopblomstring af økonomien. Den skal tværtimod komme som resultat af en systematisk investering i vedvarende energikilder og grøn infrastruktur. En blind fortsættelse af ‘business as usual’ vil føre til et scenario med 5º global opvarmning – og en klode, som kun kan opretholde livsvilkårene for omkring 1 mia. mennesker, eller langt mindre end vi er i dag. Heroverfor konkluderede konferencen at selv den 2º stigning, som indtil nu har været IPCCs anbefaling for det maksimalt tålelige og som den kommende klimaplan sigter på at holde sig under, set i lyset af den seneste klimaforskning vil føre til adskillige ‘tipping points’, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende.

I en mail rundsendt fra Klima- og Energiministeriet opsummerede Connie Hedegaard konferencen i to punkter: At der ifølge klimaforskerne var brug for endnu stærkere forandringer end hidtil antaget, og at der fremover kun ville være plads til grøn vækst.² Fra en vækstfilosofs mund er det sidste er meget tæt på at være en indrømmelse af, at vækst ikke bare kan fortsætte i det uendelige.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Oliver Tickell: Green shoots before the recovery, The Guardian 12.03.2009.¹

Politicians need science in order to act, (pressemeddelelse) Klima- og Energiministeriet 12.03.2009.²

Let’s see climate change as an opportunity, (leder) The Guardian 15.03.2009.

Suzanne Goldenberg: Great clean-up – can economic rescue plans also save planet? The Guardian 25.02.2009.

Share

Passiv solvarme på Københavns Universitet

3. august 2008

I Ingeniøren kan man fredag læse, at Københavns Universitet inden klimatopmødet næste år vil have opført en 950 m² CO2-neutral bygning på hjørnet af Nørre Allé og Tagensvej, som i stor udstrækning udnytter passiv solvarme.

Vi har efterhånden en del aktiv solvarme i Danmark, hvor aktive indsamlingsflader, som oftest er indbygget i sydvendte tagflader, typisk opvarmer brugsvand, og rigtigt anvendt kan aktive solfangere have en vis virkningsgrad selv i vintermånederne, hvor solen på danske breddegrader ellers ikke har meget kraft. Den passive solvarme derimod indebærer at selve bygningen er udformet som en solfanger og som termisk lager. Man skaber så at sige en bygningskrop, som har en naturlig energibalance, som i størstedelen af året ligger inden for vores termiske komfortzone.

Green Lighthouse kommer bygningen til at hedde. Den er i høj grad tænkt som et grønt fyrtårn for klimatopmødet i slutningen af 2009, og man vil her se en hel række avancerede energisystemer integreret. Den får varme fra den indstrålende solenergi, og overskydende solvarme pumpes ned i et varmelager under bygningen til den kolde årstid. Køling af bygningen sker blandt andet med faseabsorberende materialer. Og energi til belysningen klares i stor udstrækning via solpaneler (se principtegning nedenfor).

Læs mere »

Share