Indlæg tagged med København

Projekt Strøgbutik pressemeddelelse

16. september 2009

Fra 16. september vil man i 14 dage kunne møde fodspor i gågaderne, som viser vej til, hvor­dan borgere og virksomheder kan spare på energien – besparelser, der kommer både økonomien og miljøet til gode.

Den 16. september tager 30 medarbejdere ved Teknik- og Miljøforvaltning på vandring i Indre Bys gågader. Her vil de aflægge mere end 300 butikker et besøg, hvor de blandt andet vil give butikkerne et tilbud om at blive KLIMA+ virk­som­hed. Undervejs vil de lægge en sti af fodspor, som opfordrer byens virksomheder til at blive KLIMA+ virksomhed og københavnerne til at blive KlimaKBH’er.

En KLIMA+ virksomhed bliver blandt andet tilbudt deltagelse i Københavns Kommunes netværk for klimavenlige virksomheder, individuel energirådgivning, profilering på KLIMA+ hjemmesiden samt dør-stickers som kan synliggøre, at det er en virksomhed, som gør noget for miljøet.

KlimaKBH er et tilbud til Københavns borgere. Det er gratis at tilmelde sig, og tilmelding giver mulighed for at få besøg af en klimakonsulent samt adgang til en række web-faciliteter.

KLIMA+ og KlimaKBH er iværksat for i de kommende år at inspirere virksomheder og borgere til at handle mere klimavenligt og spare udgifter på det daglige energiforbrug.

Københavns Kommune har netop vedtaget en klimaplan, som har som mål at reducere byens CO2-udledninger med 20% inden 2015 og en vision om at være CO2-neutral i 2025. Hele 70% af byens elforbrug og 35% af byens varmeforbrug stammer fra erhvervslivet. Det er derfor centralt at lave en indsats sammen med byens mange virksomheder.

Klima-eventen i strøggaderne er et samarbejde mellem Teknik- og Miljø­forvaltningen og Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Der vil på samme dag være klimaprojekter i alle bydele med i alt mere end 200 medarbejdere på gaden. I de kommende to uger vil man derfor kunne se en bølge af fodspor fra Vesterbrogade til Østerbrogade – som forhåbentlig fører til et hav af tilmeldinger til KLIMA+ og KlimaKBH.

For yderligere oplysninger vedrørende projektet, kontakt projektleder ved Teknik- og Miljøforvaltningen Per Schandorff: 33 66 59 77 / 26 77 29 01.

Se også det følgende blog-indlæg: Projekt Strøgbutik.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Mette Moth Fog: Butikker sætter fokus på klima, Cityavisen 09.09.2009.

 

Share

Den Grønne By

29. august 2009

Ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har vi netop igangsat Den Grønne By, en idékonkurrence om lommeparker, byforgrønnelse og styrkede livsrum i det historiske København.

Byens grønne elementer har en vigtig rolle i bestræbelserne på at skabe en smukkere, sundere og mere levende og bæredygtig by, som er rustet til at møde de kommende års klimaforandringer.

Den Grønne By efterlyser forslag til indplacering af grønne elementer i forskellige situationer i den historiske by. Det kan for eksempel være grønne gårde, taghaver, levende vægisolering, åbne belægninger eller anden forgrønnelse.

Læs mere »

Share

Bill McKibben i København

9. juni 2009
I næste uge gæster forfatteren og miljøaktivisten Bill McKibben i København. I den forbindelse er det muligt at møde ham ved et seminar afholdt af Danske Kirkers Råds Klimagruppe.

Bill McKibben er stifter af organisationen 350.org, en global kampagne, der samler mennesker over hele verden til at tage del i en aktiv respons på de globale klimaforandringer. Til markeringen af Earth Day den 24. oktober har man således allerede nu passeret 1.000 arrangementer.

McKibben er metodist, og på seminaret vil han tale om klimaet med fokus på religionernes rolle og troens muligheder i forbindelse med klimakrisen.

 

Program

19.00 Velkomst ved Ole Birch, formand for Danske Kirkers Råds Klimagruppe
19.15 ”Hvorfor haster det med en aktiv respons på klimaforandringerne,
og hvad er troens svar på dem?” ved Bill McKibben
20.00 Pause
20.15 Spørgsmål og diskussion
21.00 Afrunding

Foredraget foregår på engelsk. Kom i god tid, da der er begrænsede pladser.

Tid og sted

19. juni kl. 19.00-21.00 i Skt. Ansgar Kirkes menighedssal, Bredgade 69 A, København (overfor Kunstindustrimuseet).

Arrangør Danske Kirkes Råds Klimagruppe.

Download flyer (pdf).

Se tidligere blog-indlæg om McKibben: Klimahandling kræver stærk folkelig bevægelse (interview med McKibben), McKibben at Yale (video), Bill McKibben: President Obama’s Big Climate Challenge, Bill McKibben: Too Little Too Late? (video), Bill McKibben: The End of Nature og 350.org.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Marianne Lavalle: How Writers Created the Environmental Movement. Q&A with environmentalist Bill MicKibben, author of a new anthology, U.S.News 02.05.2008.

Bill McKibben: Confronting Carbon, National Geographic oktober 2007.

Bill McKibben: “Deep Economy” Forum (audio).

Share

James Hansen i København

16. marts 2009

Torsdag i sidste uge havde vi fornemt besøg ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Lederen af NASAs klimaforskning, James E. Hansen, var i byen i forbindelse med Københavns Universitets store konference, Climate Change. Global Risks, Challenges and Decisions. Derfor havde vi i samarbejde med Klimabevægelsen og Danish Media Forum dels foranlediget, at han også holdt oplæg på de studerendes parallelkonference Energy Crossroads, dels inviteret ham til at møde den danske presse, hvilket der er kommet en hel række artikler og interviews ud af (se nederst i dette indlæg).

James E. Hansen står i disse år som en af de vigtigste klimaforskere i verden – ikke blot på grund af hans overblik og indsigt i klimaanliggender, men fordi han har set det som sin opgave at træde ud af forskernes elfenbenstårn for at søge at slå bro over den indimellem afgrundsdybe forståelseskløft mellem det videnskabelige samfund og de politikere, som i disse måneder er ved at lægge sidste hånd på en klimaaftale, som kommer til at præge de næste årtiers indsats for at standse den globale opvarmning. Og Hansen gør det vel at mærke på en måde, hvor han ikke blot ‘accepterer’ det politiske spils oversættelser af komplekse problemstillinger til forhandlingsbare enkeltstørrelser med en pris, som til enhver tid kan forhandles, men definerer nogle fra et klimaperspektiv uomgængelige nødvendigheder, hvis vi skal gøre os håb om at vende den nuværende udvikling og undgå kaskader af ‘tipping points’, hvorfra klimaforandringerne bliver selvaccelerende.

Men Hansen synes langt fra brødebetynget over, at det med ham som rådgiver er svære beslutninger, politikerne skal ud at tage – og skaffe mandat til at skaffe. Han ser en bred forkelig forståelse for, at der skal handles konsekvent. Og som han sagde under frokosten: Uden den stadige afbrænding af fossile brændstoffer vil det jo blive en bedre verden for os at leve i, uden den nuværende luftforurening og accelererende ødelæggelse af landskaber og biodiversitet.

Læs mere »

Share

Sir Nicholas Stern: Finanskrisen en enestående mulighed

13. marts 2009

På Københavns Universitets netop afholdte klimakonference med deltagelse af klimaforskere fra hele verden var et af bidragene af Sir Nicholas Stern, den økonom, som med sin klarhed måske mere end nogen anden har gjort, at den den engelske klimaplan med en målsætning på 80% reduktion inden 2050 inklusive skibsfart og luftfart i dag står som en af de mest vidtrækkende i den industrialiserede verden.

Han fremførte her, hvad jeg ofte i de senere måneder har tænkt, at verden med finanskrisen har fået en tiltrængt strategisk tænkepause, som giver en enestående mulighed for en kursomlægning, som formår effektivt at håndtere det Stern karakteriserer som det 21. århundredes største udfordringer: klimaforandringer of fattigdom. Vi har råmaterialerne, produktionskapaciteten og den nødvendige uddannede arbejdskraft til en langt mere overkommelig pris, og vi skal bruge dem målrettet, siger han ifølge The Guardians Oliver Tickell.¹

Ifølge Stern har vi (Planeten) brug for alt andet end en hurtig genopblomstring af økonomien. Den skal tværtimod komme som resultat af en systematisk investering i vedvarende energikilder og grøn infrastruktur. En blind fortsættelse af ‘business as usual’ vil føre til et scenario med 5º global opvarmning – og en klode, som kun kan opretholde livsvilkårene for omkring 1 mia. mennesker, eller langt mindre end vi er i dag. Heroverfor konkluderede konferencen at selv den 2º stigning, som indtil nu har været IPCCs anbefaling for det maksimalt tålelige og som den kommende klimaplan sigter på at holde sig under, set i lyset af den seneste klimaforskning vil føre til adskillige ‘tipping points’, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende.

I en mail rundsendt fra Klima- og Energiministeriet opsummerede Connie Hedegaard konferencen i to punkter: At der ifølge klimaforskerne var brug for endnu stærkere forandringer end hidtil antaget, og at der fremover kun ville være plads til grøn vækst.² Fra en vækstfilosofs mund er det sidste er meget tæt på at være en indrømmelse af, at vækst ikke bare kan fortsætte i det uendelige.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Oliver Tickell: Green shoots before the recovery, The Guardian 12.03.2009.¹

Politicians need science in order to act, (pressemeddelelse) Klima- og Energiministeriet 12.03.2009.²

Let’s see climate change as an opportunity, (leder) The Guardian 15.03.2009.

Suzanne Goldenberg: Great clean-up – can economic rescue plans also save planet? The Guardian 25.02.2009.

Share

Kalvebod Strandpark

9. december 2008

Klar og Julien de Smedt Arkitekter har netop fremlagt forslag om en ny strandpark ud for Nykredit og Meriott Hotel, så Indre By nu også står til at få bademulighed i Havnen.

Byplanmæssigt har arkitekterne bag forslaget taget de saksende linjer fra området omkring Politigården med ud i havneløbet. Dette virker noget fremmed i forhold til den formverden, som udfolder sig i mødet mellem sand og vand, og det er et åbent spørgsmål, om det er nødvendigt at lukke 40% af havneløbets bredde for at kunne svømme i havnen. Det sagt er projektet et spændende forsøg på at gøre noget ved et af de mest kiksede kapitler af Københavns nyere byudvukling, den bevidstløse udbygning langs Kalvebod Brygge.

Projektet bliver nærmere præsenteret ved et åbent hus-arrangement på rådhuset i morgen onsdag kl. 17.00-20.00.

I begyndelsen af februar vil borgerne blive inviteret til dialogmøde, og efter planen vil projektet blive sendt i offentlig høring til sommer.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Karsten Ifversen: Arkitekter foreslår sandstrand i Københavns havn, Politiken 09.12.2008.

 

Share

Betalingsring udskudt

13. november 2008

Hvor svært kan det være? Alle i Borgerrepræsentationen er enige om, at der skal indføres bompenge for at mindske luftforureningen og det trafikale pres på København. Alligevel faldt forslaget i dag i Borgerrepræsentationen, fordi man endte med at være uenige om, præcist hvor betalingsringen skal placeres. Det forslag, som der var fundet enighed med 16 omegnskommuner om, fulgte i store træk ring 2. Når en række partier i dag stemte imod, var det med begrundelsen, at ringen skulle ligge længere fra centrum og følge kommunegrænsen. Man var bange for, at bydele ville blive skåret igennem – som om det problem ville blive mindre ved at rykke grænsen lidt længere ud.

Det er kort sagt dårligt politisk håndværk. Den afklaring burde have ligget langt tilbage i processen. Nu skal forhandlingerne sættes i gang igen helt forfra. Og i mellemtiden vil adskillige hundrede flere mennesker dø af partikelforureningen. Man anslår, at det drejer sig om op til 750 for tidlige årlige dødsfald pr. 1 mio. indbyggere. Men de er ikke blot jævnt fordelt over hele landet. Det rammer tværtimod præcist folk, som bor i tæt trafikerede områder, og som i forvejen har svækket helbred for eksempel på grund af kol-lunger, rygning eller diabetes. Man ved ikke ret meget om det, men vi står med partikelforureningen sandsynligvis med den vigtigste grund til, at mennesker i storbyer lever kortere end i mere landlige omgivelser.

Så vi må som borgere insistere på, at politikerne kommer hurtigt igen med et forslag, de kan blive enige om.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Trængselsrapporter i hovedstadsområdet, Kommuneforum 2008 (pdf).

Sanne Fahnøe: Bondam: S giver bompenge dødsstødet, (m. kort) Politiken 13.11.2008.

Søren Astrup: København holder fast i bompenge, Politiken 13.11.2008.

Søren Astrup og Sanne Fahnøe: Glostrup-borgmester afviser radikal kritik af bompenge, Politiken 14.11.2008.

Petrine Elgaard: Eksperter: Bompenge gør København renere, Politiken 21.09.2006.

 

Share

København blev ikke bygget på én dag

6. november 2008

byprospekt af København fra 1587 set fra Valby Bakke

Det har længe heddet sig, at det var Absalon, som med sin borg og sin bymur transformerede København fra et lille fattigt fiskerleje til en på den tid betyningsfuld by. Den fortælling har altid undret mig, og nu viser det sig også, at det måske er et af landets første eksempler på spin, og at det tidlige Københavns historie, som i høj grad bygger på Saxos historieskrivning, skal skrives om.

Arkæologiske udgravninger rundt omkring i byen viser nemlig, at der også før Absalon var en driftig by på stedet. Allerede i 1000-tallet strakte byen sig fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen.

Men kildematerialet til Københavns tidlige historie er ganske sparsomt. Billedet herover er et af de ældste pålidelige prospekter af København. Det viser byen i 1587, set fra Valby Bakke ind mod Vesterport. Det lave kirketårn til venstre er Sankt Petri Kirke, og det høje spir er Vor Frue Kirke. Yderst til højre ses Absalons borg.

indlæg oprettet af Jens Hvass

København blev ikke bygget af Absalon, (Ritzau) Berlingske 06.11.2008.

 

Share

Bevar Gl. Strand

9. oktober 2008

Information bringer i dag et tankevækkende indlæg af Lars Kjeldgaard: Bevar Gl. Strand, formet som et brev til Klaus Bondam, der i sidste uge i samme avis var ganske nedladende overfor københavnernes modvilje mod snart sagt alle forandringer (læs højhuse, uigennemtænkte metrostationer osv.).

Kjeldgards brev giver en god opsummering af kvarterets bekymringer overfor at få Gammel Strand ødelagt af det forestående metrobyggeri.

Det er vitalt at vi finder ud af at få de metrostationer rigtigt placeret, for de er en vigtig del af at Middelalderbyen overlever som centrum for en millionby. Men ud over teknisk-praktiske besværligheder, hvorfor er det, at man ikke får den station placeret på Højbro Plads? Den ville langt bedre kunne overleve de ‘punkteringer’ af fladen, som en metrostation vil medføre, og det giver endnu mere direkte adgang til forgængernes hovedarterier, Strøget og Købmagergade.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Lars Kjeldgaard: Bevar Gl. Strand, Information 09.10.2008.

Marchen Neel Gjertsen: Københavnerne er gået bananas, Information 30.09.2008.

Kim Faber og Torben Benner: Beboere kæmper mod metrobyggeri, Politiken 10.10.2008.

Peter Olesen: Gammel Strand i fare, (blog) Berlingske 29.09.2008.

 

Share

København inddæmmet

8. oktober 2008

Igennem århundreder var Københavns udstrækning præcist defineret gennem forsvarsværker. Nu står vi ifølge OECD overfor igen at skulle ommure København – denne gang for at holde stigende oceaner fra at oversvømme byen. Et paper fra OECD har set på omkostningerne ved at sikre København mod havstigninger som følge af den globale opvarmning. Det vil ifølge OECD være relativt enkelt at sikre Københavns omkring 60 km kystlinje mod stigende vandstand. Rapporten rummer en række cost-benefit-analyser ved forskellige havstigninger, og konklusionen er i korte træk, at man for en relativt begrænset investering vil kunne modvirke potentielt store stigninger i udgifter til stormflodsskader.¹

Problemerne er størst på Amager og langs sydkysten, hvor ganske store områder ligger mindre end 2 m over havets overflade (se kort nedenfor). Her vil selv mindre havstigninger give markant forøget risiko for, at kombinationer af tidevand og opstuvninger af vand under kraftige uvejr vil kunne presse vand langt ind over de nuværende kystlinjer.

Der er ikke redegjort præcist for, hvordan kystlinjelængden er opgjort, og kortene over København er alle i fejlagtig proportion, så man har ved læsning rapporten en underlig fornemmelse af, at der ikke har været gjort ret mange studier i marken. Min fornemmelse er, at hvis man regner alle kanter langs byens kanaler og voldanlæggene ved Christiania, er der tale om langt mere end 60 km kystlinje. Rapporten taler kun vegt om ‘æstetiske omkostninger’ ved at skulle inddæmme langs havnefronten. Endda siger Connie Hedegaard i dag til Berlingske, at vi selvfølgelig skal bygge højere havnekajer.²

Men det vil rent ud sagt være en katastrofe for det københavnske bymiljø, om vi skulle til at have dæmninger langs byens kanaler. Så mit forslag vil være at se tiden an et par år.

Læs mere »

Share