Pausebillede VIII – The Great Bell Chant
1. januar 2012.
Hvis billederne i denne 7. minutter lange og meget smukke video, The Great Bell Chant (The End of Suffering), virker bekendte, så er det fordi de er lånt fra film som Home, Earth og Baraka. Når jeg i dag bringer den som pausebillede, er det fordi dens indledende klokke i et flash bragte mig tilbage til nytåret 1984-85, som jeg fejrede i Kyoto.
Ved nytår lyder Kyotos mange tempelklokker hver 108 gange, som en rituel renselse for de 108 bono (煩悩), former for begær og passion, som fastholder mennesket i genfødsel efter genfødsel. De store bronzeklokker anslås med en stor ophængt træstamme, som slynges mod klokken med et reb – for de største klokker kræver det mange for at svinge stammen.
Klangen er stor og dyb, uudgrundeligt verdensfjern og langsomt udviklende, og gradvist bringes kroppens klangsøjle i svingninger. Efterklangen bliver stående meget meget længe, så der er god tid til at en ny gruppe mennesker gør klar til at slå det næste af de 108 slag.
Lyden høres vidt omkring og blander sig med de øvrige tempelklokker. Byen Kyoto ligger i en skål, omgivet på tre sider af lave bjerge, og med mere end 3.000 buddhistiske templer er det som om hele byen gradvist bliver en anslået klangsøjle, hvori alt vibrerer.
Joya no kane (除夜の鐘), som traditionen med at samles om de 108 klokkeslag hedder på japansk, er et festligt andægtigt øjeblik, som samler mennesker i alle aldre – og en af de mange genkommende begivenheder, som japanerne fejrer i en stadig rituel markering af årets og livets cykli.
Hvilken kontrast til nytårsbraget her i Indre By, hvor svovlstanken, tømmermændene og stanken af pis stadig hænger i gaderne.
Se alle indlæg i serien af pausebilleder.
Godt nytår
Vil gerne sige varmt tak for 2011 og ønske alle et fantastisk 2012, hvor vi bliver bedre til at passe på os selv og hinanden og den omverden, vi giver videre til de kommende generationer.
Med sin nøgterne stenbukkeenergi er nytårstiden en god tid at se tilbage og at se frem, for at kunne slippe det overflødige og at give plads for det essentielle i os selv og hinanden.
Her på Strøtanker vil den løbende indsats for gradvist bedre at forstå klima- og bæredygtighedsudfordringen – dens omfang og konsekvenser og hvordan vi overhovedet kan håndtere den og bevidsthedsmæssigt leve med den – også stå i centrum i det kommende år.
Hermed mine ønsker om et livgivende, lysende og lykkebringende 2012.
