Strøtanker om bæredygtighed

Kort over jordskælv, hvor røde linjer angiver grænser mellem tektoniske plader og sorte linjer vigtige foldelinjer.

For blot en måned siden kunne man her i Danmark vågne til et jordskælv, en let skælven, som ikke på nogen måde forårsagede ubodelig skade. Men i et gammelt sammensunket hus som mit, hvor døre og vinduer sådan hvert tiende år lige skal have en tur med en høvl, kan det godt stramme lidt til. Det er nok det værste, vi kommer til at opleve af jordskælv her i landet. For (også) jordskælvsmæssigt bor vi i et smørhul.

Forskere fra det tyske geoforskningsinstitut i Potsdam har nu kortlagt forekomsten af jordskælv i det eurasiske område, og har plottet alle kendte jordskælv ind op fra optegnelser som sine steder går op til 1.000 år tilbage. Man har under vejs måttet oversætte alle mulige forskellige karakteristika til samme skala, og de angivne styrker i MMS svarer stort set til den almindeligt brugte Richter-skala.

På kortet herover er alle jordskælv over styrke 3,5 plottet ind. Kortet giver et ret entydigt billede af, at jordskælvenes hyppighed og voldsomhed følger bestemte zoner, hvor de store tektoniske plader støder sammen. Hvis man kun ser på jordskælv over styrke 6, så er billedet endnu mere entydigt. Langt de fleste ligger i Balkan-Grækenland-Tyrkiet og følger de røde linjer.

Det har været et ganske omfattende og tidskrævende projekt at samordne det kolossale og meget uegale materiale fra i alt mere end 180 kilder. I alt er der medtaget 45.000 jordskælv i databasen.

Som man kan se af grafen til højre, er langt de fleste jordskælv heldigvis små. Af de helt store jordskælv over styrke 8 er der kun i alt under 10.

Jordskælvskortet er ikke blot skabt ud fra historisk interesse, men er fuldt så meget tænkt som et værktøj til at kunne sammenfatte et samlet risikobillede, som man indtil nu ikke har haft, og som med situationen i Japan post Fukushima-katastrofen i tankerne for eksempel kunne understøtte valg af optimale placeringer af sårbare installationer som atomreaktorer og lagersteder for radioaktivt affald, øge jordskælvssikringen for hængebroer, højhuse, tunneler osv. på særligt udsatte steder.

G. Grünthal & R. Wahlström: The European-Mediterranean Earthquake Catalogue (EMEC) for the last millennium, Journal of Seismology 16, 3, pp. 535‐70 28.04.2012 (pdf).

Earthquake Risk in Europe Detailed, ScienceDaily 10.08.2012.

The Earthquake Risk and Europe, Research i Germany 13.08.2012.

Michael Reiter: Nyt jordskælvsatlas afdækker Europas ukendte risikozoner, Ingeniøren 05.09.2012.

Christian Østergaard: Usædvanligt kraftigt jordskælv rammer Danmark, Ingeniøren 06.08.2012.

To gange om året er nat og dag præcist lige lange over hele verden, og i dag er det efterårs-equinox – eller efterårsjævndøgn. I den japanske buddhisme har disse dage traditionelt haft stærk symbolsk betydning, og for eksempel i Daitoku-ji, det zen-tempel i Kyoto, hvor jeg boede i forbindelse med udarbejdelsen af et case-studium til min phd, var der ved forårs- og efterårsjævndøgn store ceremonier, hvor processioner fra alle 23 subtempler tidligt om morgenen samledes ved den store centrale akse, for i denne temporære balancetilstand at åbne tempelporten. Som i parentes bemærket er en rent symbolsk bygning – en port til universet. På alle årets øvrige dage går man udenom.

Tankerne i dag går til Japan, til de mange, som stadig lever i sorg og uvished efter tsunamien 11. marts og i frygt og usikkerhed efter A-kraft-ulykken ved Fukushima Daiichi-værket, hvor det efterhånden står klart, at der har været tale om hele tre reaktornedsmeltninger. Jeg vil derfor gerne markere denne dag ved at give ordet til den japanske forfatter Haruki Murakami, som ved modtagelsen af den catalanske bogpris i juni i år holdt en meget indsigtsfuld tale om tingenes tilstand i Japan, hvorefter han dedikerede prisen til ofrene for tsunamien og Fukushima-ulykken. Murakamis tale er efterfølgende blevet oversat af et team af oversættere.

Murakamis tale kulminerer med ønsket om at bygge “a house of ‘unrealistic dreamers’ and forge a ‘community of spirit’ that would transcend both country and culture.”

As an Unrealistic Dreamer

Haruki Murakami’s acceptance speech on receiving the Catalunya International Prize 2011

The last time I visited Barcelona was in spring two years ago. I took part in a book-signing event, and was surprised at how many readers queued up for my autograph. It took more than one and a half hours to sign for all of them, because many of my female readers wanted to kiss me. It all took quite some time.

I’ve taken part in book-signing events in many other cities throughout the world, but only in Barcelona were there women who wanted to kiss me. If only for this reason, it struck me that Barcelona was a quite extraordinary place. I’m very glad to be back here in this beautiful city, which has such a rich history and wonderful culture.

But I’m sorry to say that today, I must talk about something more serious than kisses.

As you surely know, at 2:46 pm on March 11, a massive earthquake struck the northeast area of Japan. The force of this quake was so great that the earth spun faster on its axis, and the day was shortened by 1.8 millionth of a second.

Læs mere »

Kvart over fire i går lokal tid var det 66 år siden, at amerikanerne som en del af 2. verdenskrigs slutspil i Østasien sprængte en atombombe over Hiroshima. Efter endnu en bombe over Nagasaki få dage efter gav Japan op. Disse bomber har stærkt præget det moderne Japan, som blev et af de få lande i verden, som ville have haft råd til et militær, men aldrig fik det.

6. august markeres hvert år en med stor ceremoni i fredsmindeparken i Hiroshima, hvor en liste med navnene på ofrene for atombomben indgår. Listen er nu oppe på +275.000 navne, og siden sidste år er den blevet 5.800 navne længere. Det er det uhyggelige ved strålingen – ødelæggelsen er ikke kun den øjeblikkelige, årtier efter bliver der ved med at være mennesker, som bukker under, og mange generationer frem vil genetiske skader kunne blive ved med at dukke op.

Ceremonien i år blev anderledes. Japan har siden 60erne taget A-kraften til sig, ved begyndelsen af året havde landet 54 reaktorer, som dækkede omkring 30% af landets el-forsyning, og der var planer om at udbygge A-kraften, så den leverede 50% af el-forsyningen for på én gang at nå klimamål og en mere ‘sikker’ energiforsyning.

Men med jordskælvet i det nordlige Japan 11. marts i år udløste en tsunami, som sine steder nåede 40 m højde. Og vandmuren udløste en katastrofe ved Fukushima-værket, hvor samtlige sikkerhedssystemer omkring fire reaktorer satte ud.

I starten blev omfanget markant undervurderet (læs: underrapporteret), men efterhånden blev omfanget vurderet til værste kategori A-kraft-ulykke, på linje med Chernobyl. Og gradvist står det klart, at tre af værkets fire reaktorer inden for de første døgn havde kerne-nedsmeltninger.

Prof. Kadoma fra Tokyo University vurderede ved en nylig høring, at der var sluppet op imod 30 gange mere radioaktivt materiale ud end ved A-bomben over Hiroshima (se blog-indlægget: Fukushima – What are you doing?).

Læs mere »

11. marts blev det nordlige Japan gennemrystet af et af de største jordskælv, man nogensinde har målt. Det rejste en tsunami, som sine steder skyllede alt væk flere kilomenter ind fra kysten. Med titusindvis af døde og savnede og hundredtusindvis af hjemløse, en tragedie, som med al tydelighed understreger, hvor sårbare vi er i vores moderne komfort.

Tsunamien væltede fuldstændig et af Japans mange A-kraft værker, Fukushima Daiichi-værket, over ende. Stort set alle nødløsningerne brød ned samtidig, og i ugerne efter har hele verden med hjertet i halsen fulgt de på én gang heroiske og absurde forsøg på at redde situationen. For det er en situation, som aldrig burde være opstået, som set i bakspejlet meget let kunne være undgået. Ulykken er gradvist blevet opgraderet til kategori 7 – den alvorligste kategori. Ingen ved endnu, om der i generationer fremover ligesom omkring Chernobyl-værket vil være en ‘død’ zone, hvor strålingsniveauet er for højt til, at området kan dyrkes og bebos. I skrivende stund vil man i bedste fald i løbet af 6-9 måneder kunne stabilisere situationen dertil, at det egentlige oprydnings- og indkapslingsarbejde kan begynde. Ingen taler åbent om, hvad der vil ske, hvis efterskælv rejser tilsvarende tsunami-bølger.

Fukushima Daiichi-ulykken rejser spørgsmål på mange niveauer, og adskillige steder i verden har man da også reageret ved at genoverveje udbygningen med A-kraft eller ligefrem standse tilsvarende typer af ældre værker. Fukushima rammer rent ind i solar plexus af hele det moderne projekt – hvad er det for et livs- og verdenssyn, som overhovedet kan finde på at slippe sådanne kræfter løs? – som bevidst kalkulerer med risikoen for at ødelægge mennesker, afgrøder og landskaber blot for kortfristede gevinster?

På et lidt mere jordnært plan giver det også anleding til at genoverveje det indlysende i at have to reaktorer placeret i Barsebäck, umiddelbart overfor København.

Siden 11. marts har jeg samlet artikler, billeder og links fra den tredobbelte katastrofe, fulgt med japansk fjernsyn osv. – med det håb, at krisen på Fukushima Daiichi-værket kan vække så megen eftertanke, at vi får en seriøs genovervejelse af A-kraftens rolle på verdensplan. Men i går tikkede der via et nyhedsbrev fra naturalanews.com et tankevækkende essay ind af David Rainoshek: We Are All Fukushima. An Integral Perspective on the Meanings and Promises of Disaster,¹ som med udgangspunkt i Ken Wilbers integral-filosofi tager prisen som den til dato mest tankevækkende perspektivering af Fukushima-ulykken.

Frem for at bidrage til den tekniske løsning af Fukushima-værket, hvor tre af reaktorerne stadig er foruroligende tæt på reaktornedsmeltninger, åbner Rainoshek med at spørge: Where does the Problem of Fukushima Exist? I den udstrækning, vi kan besvare dette spørgsmål fuldt ud, har vi ifølge Rainoshek mulighed for at løse såvel Fukushima-situationen såvel som truslen fra fremtidige industrielle akopalypser (p. 7).

Efterfølgende spejler han Fukushima-ulykken i en matrix, hvor Fukushima forstås: 1) som konkret eksisterende i miljøet, 2) som en ydre krise for kroppen, 3) som en indre krise for kulturen, samt 4) som en krise for den menneskelige bevidsthed. I en midterdel følger et uddrag fra Ken Wilbers A Theory of Everything (1996), hvorefter Rainoshek frem mod afslutningen primært diskuterer Fukushima-ulykkens bevidsthedsdimension. Som del af konklusionen skriver han (pp. 39-40):

“As Zen Master Thich Nhat Hanh has said, ‘To heal the environment, you must first heal the environmentalist.’ Therefore, it is time to evolve beyond rationality (read: pure scientific materialism) to a post-rational global culture of greater care and concern, integrating all levels of The Great Chain of Being in one’s self, our culture, and nature. Fukushima is a clarion call to a Culture of Integration, healing the dissociations we have created in our evolutionary process past and present, individually and collectively.”

Den vil jeg tygge på i her i påskedagene.

David Rainoshek: We Are All Fukushima. An Integral Perspective on the Meanings and Promises of Disaster, www.naturalnews.com 21.04.2011 (pdf).¹