Strøtanker om bæredygtighed

I dagene 3.-14. juni er delegationer fra så godt som alle verdens lande igen samlet til klimaforhandlinger i Bonn. Målet er at komme nærmere en afklaring af det konkrete indhold af den globale klimaaftale, som der for halvandet år siden i Durban blev nået enighed om skulle ligge klar fra 2015 med virkning fra 2020. Der vil således ikke blive truffet store beslutninger i denne runde, som på mange måder er forberedende til COP19 i Warszawa 11.-22. november, men det er i høj grad ved disse mellemliggende samlinger, at det egentlige arbejde foregår.

Ved den seneste samling i Bonn i begyndelsen af maj var forhandlingsklimaet sjældent konstruktivt (se blog-indlægget Forhandlinger i Bonn 29.04.-03.05.), og alle synes i denne fase at være indstillet på at nå det bedst mulige resultat. Så selvom meget endnu kan komme på tværs, så tegner det her ved optakten til næste runde i Bonn til, at det vil lykkes at få en aftale på plads til underskrivelse ved COP21 i Paris i slutningen af 2015.

Der er således grund til en form for optimisme. Ikke bare fordi det ser ud til, at UNFCCCs klimaforhandlingsspor, som er grundlagt helt tilbage ved Rio-konferencen i 1992, endelig kommer til at bære frugt, men nok så meget fordi der rundt omkring i verden bliver taget skridt til at håndtere klimaudfordringen. Sydkorea har på det seneste meldt ud, at man arbejder på etableringen af et kvotemarked, som sigter på at nedbringe udledningerne med 30% inden 2020 (se blog-indlægget Sydkorea på vej med ambitiøs kvotelovgivning). Kina har signaleret, at man er indstillet på bindende reduktioner (se blog-indlægget Kina indstillet på bindende klimamål). Det har man nu gjort tidligere, men efter en afvisende fase, er det på banen igen, og det ser lige nu ud til, at Kina når at få et egentligt landsdækkende kvotemarked klar til indkøring som del af den næste femårsplan. I en nylig oversigt udarbejdet af ECOFYS for Verdensbanken var der etableret (eller ved at blive etableret) kvotemarkeder og/eller CO₂-afgifter i 40 lande og 20 (del)stater i verden.¹ De spænder vidt, fra Californiens nyetablerede kvotemarked, som kun  gælder kun for en enkelt delstat (se blog-indlægget Californien indfører CO₂-kvotesystem), til EUs kvotesystem, som omfatter størstedelen af Europa.

Og selvom vi stadig mangler at se, om Obama mener sine vidtløftige ord om den amerikanske klimaindsats dertil, at han rent faktisk gør noget, så var det interessant at erfare, at USA og Kina i april aftalte et tæt samarbejde omkring klimaindsatsen og bestræbelser på at samordne de fremtidige kinesiske og amerikanske kvotemarkeder og klimaindsatser i de hele taget. Kina og USA repræsenterer tilsammen 40% af verdens samlede udledninger, og begge lande har indtil nu ofte været at finde blandt de store sten i skoene på vejen mod den globale klimaaftale. Så samtidig med, at det giver en risiko for, at vigtige beslutninger tages uden for UNFCCCs forhandlingsproces, så er det er glædeligt, at der er taget hul på denne akse. Senest er Kinas og USAs chefforhandlere Xie Zhenhua og Todd Stern her i de allerseneste dage mødtes her i Bonn  for at forberede mødet mellem de to landes præsidenter, Xi og Obama i Californien sidst i denne uge.

Selvom det med det nuværende republikanske flertal i den amerikanske kongres, som er fastkørt i skinger klimafornægtelse, kan være svært at se, hvordan noget som helst konstruktivt vil kunne lade sig gøre i USA, så arbejder Obama-adminstrationen tilsyneladende målrettet på en situation på den anden side heraf, hvor klimafornægtelsen er endeligt brudt sammen.

Læs mere »

Indimellem de store årlige klimatopmøder er der flere gange i løbet af året forhandlingsrunder rundt omkring i verden, mange af dem i Bonn. De foregår i den rigsdagsbygning, som er et af de mest utrolige stykker arkitektur, jeg nogensinde har oplevet, som blev udsat og udsat og udsat og udsat, og da man endelig efter mere end 20 års omprojekteringer tog fat på at opføre bygningen, blev Østtyskland og Vesttyskland forenet, og hovedstaden flyttet til Berlin. Man nåede lige at tage den i brug, højrefløjen hadede den for dens antiautoritære, nogle ville sige anti-æstetiserende arkitektur, som stammer fra Behnisch & Partners mest viltre periode og om noget er et manifest i demokratisk arkitektur. Så det er glædeligt, at denne enestående bygning nu kan tjene som samlingssted for disse års nok allervigtigste proces: Forsøget på at etablere en global klimaaftale, som i tide kan vende den nuværende klimaudvikling bort fra den nuværende katastrofekurs. 

Disse mellemforhandlinger er ikke noget, der fylder meget i de danske medier. Nu har jeg været på ferie, så jeg har ikke kunnet følge de seneste forhandlinger på tæt hold. Men det plejer, når det går højt, at give anledning til et enkelt telegram i Politiken, og nogle gange laver Jørgen Steen Nielsen en lettere forstemmende status i Information. Så jeg prøver med dette blog-indlæg at samle nogle få af de tråde, som løber gennem forhandlingssporet og med en række links give en fornemmelse af, hvor komplekse spørgsmål, der er på banen. I den sneglefartslangsommelige arbejden sig frem mod den globale klimaaftale, som alle ved er nødvendig, men ikke rigtig synes at vil gøre deres del til kan det for almindelige mennesker være svært at se, hvad der overhovedet sker fra topmøde til topmøde. Så selvom det er rystende, at det forholder sig sådan, så må man erkende, at det rammer skævt på de fleste mediers væsentlighedskriterier. Klodens fremtid er ligesom for stort og uhåndterligt et projekt til at være væsentligt i den evindelige nyhedsstrøm af fodbold, grand prix og vejrudsigter. Vores medier har fuldstændig fralagt sig opgaven at medvirke til, at politikerne tager klimaudfordringen alvorligt.

Men tilbage til Bonn, så har det denne gang været et arbejdsmøde, hvor man frem for at diskutere de store principper og målsætninger har fokuseret på at få den detaljerede struktur frem i den globale aftale, som det siden COP17 i Durban for 1½ år siden har ligget fast skulle være klar til vedtagelse i 2015 – og til effektuering fra 2020. 

Læs mere »