Strøtanker om bæredygtighed

Selv efter at det er blevet klart, at havenes surhedsgrad er voksende på grund af den stadig voksende absorption af CO₂ fra den stadig højere koncentration af CO₂ i atmosfæren – og det i en grad, så koralrevene blegner og skaldyr står overfor at have problemer med at danne deres beskyttende skaller, mens forskere taler om stor risiko for, at havenes fødekæder kan bryde sammen – fortsætter forskere tilsyneladende uantastet med at undersøge, hvordan man ved at tilsætte bestemte stoffer som jern kan øge havens CO₂-optagelse og dermed reducere atmosfærens CO₂-koncentration.

Således er et tysk forskningsskib i 7. januar sat ud fra Cape Town med kurs mod Den Antarktiske Halvø for at sprede 20 ton jernspåner i havet omkring. Herefter vil ekspeditionen med videnskabsmænd fra Tyskland, Indien, Italien, Spanien, Chile og England i de kommende otte uger følge, hvordan algevæksten vil øges i farvandet. Jern er mange steder den begrænsende faktor, og håbet blandt forskerne er, at man ad denne vej kan stimulere den biologiske aktivitet i havet og derigennem øge havets absorption af CO₂ fra atmosfæren i og med, at den CO₂, som via fotosyntesen bindes i algerne, synker til bunds, når algerne dør.

Forskerne bag forsøget anslår, at man ved systematisk at ‘gøde’ havene med jern ville kunne få havene til at absorbere al den CO₂, vi lukker ud i de næste ti år. Men hvad så derefter? Vi har inden for det seneste år set, at CO₂‘en ikke bare forbliver i de dybere vandlag, men blandes op med højereliggende vand og påvirker vandets surhedsgrad også nær kysterne. De ligner derfor mest af alt, at vi er ved aktivt at igangsætte tilsvarende processer i verdenshavene, som landbrugets kvælstof- og nitrattilførslerne har påført mere lukkede farvande som Østersøen, hvor det har medført bundvendinger, død og ødelæggelse af alle højere livsformer.

Beslutningen om at gennemføre disse forsøge kommer på trods af, at 191 lande sidste år i Bonn vedtog et moratorium for forehavender som disse, af frygt for at igangsætte ukontrollerbare indvirkninger i de marine økosystemer (se tidligere blog-indlæg: FN moratorium om gødning af oceanerne).

Menneskets dårskab kender tilsyneladende ingen grænser.

Se tidligere blog-indlæg om Sure oceaner.

Bobby Jordan: Rogue ship sails into storm over experiment, Sunday Times 11.01.2009.

Quirin Schiermeyer: Ocean fertilization experiment draws fire, Nature 11.01.2009.

Catherine Brahic: ‘Climate fix’ ship sets sail with plan to dump iron, 09.11.2009.

Kent Krøyer: Jernsulfat dumpes i Polarhavet for at fjerne drivhusgas fra luften, Ingeniøren 12.01.2009.

Climate: Germany blasts geo-engineering scheme in Atlantic, Terra Wire 14.01.

I al vegetation er der bundet CO₂, det gælder både på land og til havs. Den olie, som vi i nyere tid har pumpet op af jorden og brændt af i stor stil, stammer netop fra store lagre af forrådnede plantedele. Ud over ved at standse denne brug af fossile brændstofer vil vi derfor ved at øge vegetationsmængden over alt i biosfæren kunne genindkapsle en stor del af de meget store CO₂-mængder, som i de seneste årtier er udledt til atmosfæren.

I disse år laver man derfor omfattende eksperimenter med at stimulere oceanernes plankton-vækst gennem at gøde med jern. Jern er en forudsætning for planteplanktonets fotosyntese – og dermed reproduktion – og i kystfjerne havområder er jern mange steder en begrænsende faktor.

Visionen er at binde CO₂ i plankton, hvorefter de døde planterester synker mod bunden – sammen med store mængder af CO₂. Private firmaer er allerede tæt på at kunne tilbyde køb af CO₂-kvoter, hvor man i stedet for skovplantning eller bevarelse af regnskov finansierer gødning af næringsfattige havområder.

Det lyder både besnærende og så overhovedet ikke rart. En overgødning af oceanerne vil potentielt kunne have katastrofale følger for højere livsformer i verdenshavene. Mens forskerne undersøgere videre, skulle vi derfor hellere satse på systematisk at forøge biomassen på land. Mere skovareal og et landbrug med langt mere biomasse på markerne vil sammen med en systematisk byforgrønnelse både i forstæderne og bycentrene tilsammen kunne binde markante CO₂-mængder og samtidig indebære en lang række andre fordele for miljøet.

Rachel Petkewich: Fertilizing The Ocean With Iron, Chemical & Engineering News, March 31, vol. 86 no. 13 2008, pp. 30-33.