Strøtanker om bæredygtighed

Siden 1800-tallet har togene trukket deres snavsede spor gennem byer og landskaber, først på kul, siden på diesel, men mange steder har man helt eller delvist skiftet til el-drevne tog, og flere og flere steder i verden ser man superlyntog, som med forrygende hast bevæger sig fra by til by uden fortidens frenetiske larm og hostende uddunstninger. Men så længe strømmen blot bliver til på et kulkraftværk, sviner det stadig, blot et andet sted, og klimapåvirkningen fra det at rejse med tog forbliver betragtelig, selvom den er markant mindre end med fly og privatbil.

Derfor er det interessant at følge briterne, som nu er ved at gå i gang med et pilotprojekt, hvor man vil rejse et stort antal små vertikale vindmøller langs jernbanesporene for ad den vej at producere kørestrømmen.

Det britiske Department for Energy and Climate Change har bevilget 16 mio. £ til første fase af forsøget, hvor man vil optimere en 80 kW vertikal mølle fra X-Wind til opstilling langs sporene. Dette skulle kunne give en effekt på 1 MW pr. km, hvilket måske ikke lyder af meget – der skal 25 af de små møller til blot at producere som en enkelt af Middelgrundens møller. Første fase af projektet skal blot teste det teknologiske i begrænset skala. Men fuldt udfoldet langs de engelske jernbaner vil det på årsbasis kunne give 2.200 GWh – hvilket skulle svare til omkring 70% af strømforbruget.

Ofte bliver det hævdet, at vindmøller skal ud på havet for at have optimale vindforhold. Og man skal nok ikke stille dem op langs sporene lige der, hvor man passerer en skov. Men de vertikale møller har ofte en helt anden følsomhed, som gør at de producerer selv ved lave vindhastigheder og under turbulente vindforhold.

Det for alvor interessante er, hvis produktionen sker så decentralt og såpas doseret, at man kan bruge de allerede eksisterende køretråde som grid. For så skal der ikke graves og ikke trækkes nye el-kabler gennem landskabet, og dermed bør driftsøkonomien kunne blive en helt anden.

Landskabspurister vil sikkert råbe op. Men det har sin egen naturlighed, at møllerne følger sporene i deres vej gennem det åbne land, og det bør kunne gøres, så de står på én gang præcist og nænsomt i landskaberne. Og selvom man helt tæt på ville kunne høre de små møller (som kan laves ganske lydsvage), så vil det være langt mindre, end når togene passerer.

I en tid, hvor alt, som har med vindkraft at gøre, bliver større og større, er det også tankevækkende, at man søger at udvikle en blot 80 kW mølle til at dække elforbruget for Storbritanniens største elforbruger. “Small is Beautiful” hed det tilbage i 60erne og 70erne, og biologerne fortæller os igen og igen, at den natur, vi er ved at rende over ende, rent faktisk fungerer decentralt, uden central styring og uden at måtte importere råvarer fra hele verden for derefter at distribuere resultatet til hele verden, men endda har vi aldrig rigtig lært at høste fordelene ved den lille skala. Tværtimod bliver næsten alting – inklusive vores problemer – i disse år større og større.

Og … selv en 80 kW mølle er ikke helt lille, faktisk forventer X-Wind, at deres 80 kW rotor bliver 19 m høj og 11 m i diameter. Så de planlagte møller vil stå som meget store, mekaniske solitærtræer i landskabet.

Inden man kaster sig ud i til tilsvarende forsøg langs de danske jernbaner – hvilket var oplagt at gøre – så kunne jeg ønske mig, at man gjorde sig nogle flere skulpturelle og landskabsæstetiske overvejelser, for eksempel om en trebladet vertikal mølletype som QR5 (fremstillet af det konkurrerende engelske firma Quiet Revolution) ville stå roligere i landskabet end X-Winds tobladede model.

De vertikale møller kan i den mindre skala have en udtalt elegance, som risikerer at gå tabt i opskaleringen, så det kunne være interessant at regne på, om man i stedet for 80 kW møller lige så godt kunne bruge flere 10 eller 20 kW møller, som så blev stillet tilsvarende tættere op.

Den visuelle effekt på landskabet ville i hvert fald blive mindre bastant, mere let og elegant, hvis man brugte endnu flere endnu mindre møller.

David Thorpe: Will the Future of Rail Run on Wind Energy? The Low Carbon Kid 03.07.2013.

Med den netop vedtagne tyske klimapakke har forbundskansler Angela Merkel placeret sig selv og Tyskland som et af Europas vigtigste klimalokomotiver. Man havde oprindelig sigtet på reduktionsmål på hele 40%, men endte med at lægge sig fast på en 36% reduktion af CO₂-udledningerne inden 2020 i forhold til 1990-niveauet, hvor man i dag ligger omkring 18% under udledningerne i 1990. Man har således markeret et ambitionsniveau langt højere, end hvad man hidtil har kunnet nå til enighed om på EU-plan, og vi må takke tyskerne for at demonstrere, at det kan lade sig gøre at videreføre et velfærdssamfund samtidig med en relativt hurtig afvikling af afhængigheden af fossile energikilder.

Verden har brug for sådanne konkrete eksempler på, at kurverne kan vende den rigtige vej. Den tyske konsekvens lyser op på horisonten og sætter den hjemlige tøven i relief: De danske CO₂-udledninger er stadig på niveau med udledningerne i 1990 og har de seneste tre år i træk været stigende. De mange flotte ord til trods er der ikke den store politiske konsekvens at spore. Vi er stadig ikke rigtigt kommet op i omdrejninger efter den opbremsning på klima- og energiområdet, som skete efter VK-regeringen for snart mange år siden tiltrådte.

At man så kan være nogenlunde sikker på, at det også nationaløkonomisk vil vise sig at være en god investering for Tyskland at gøre sig hurtigt fri af de fossile brændstoffer, er en anden sag. Planen indeholder en bred vifte af initiativer, heriblandt en transportafgift, hvor stærkt forurenende køretøjer kommer til at betale langt mere end ‘rene’ køretøjer. Man ønsker hermed at stimulere en langt højere grad af godstransport via jernbane og Tysklands omfattende system af vandveje.

Læs mere »

Af artiklen Skindød jernbane genopstår i USA i Ingeniøren fremgår det, at godstransporten via jernbane i disse år er stigende i USA og godsbanenettet igen udbygges markant. Det er de højere brændstofudgifter, som driver udviklingen, og med den liberalistiske amerikanske økonomi giver det mere umiddelbart udslag end vi ser i de europæiske økonomier. Man regner med en 90% øget jernbanetransport i 2035.

Dette står i grel kontrast til forholdene i Europa, hvor lastbiltrafikken efterhånden er næsten enerådende, men frem for at prøve at flytte godstransporten fra landevejene til et integreret system, som i videst mulig omfang benytter sig af jernbane og flodtransport, har man netop har vedtaget en tre-årig forsøgsperiode med gigantiske 60 ton lastkøretøjer.

Baggrunden for de store køretøjer er CO₂-besparelser. Men trafikforsker Per Homan Jespersen fra RUC betvivler, at der er nogen CO₂-gevinster ved disse store køretøjer. Det kræver at de er helt fyldte, hvor lastkøretøjernes kapacitet i snit kun udnyttes med 40%. Hvis det også gælder for 60 ton-køretøjerne, vil der ikke være nogen CO₂-besparelser. Og hvis 60 ton-køretøjerne flytter godstrafik fra jernbanerne til landevejene, vil man tværtimod forårsage endnu højere CO₂-udledninger.

Læs mere »