Strøtanker om bæredygtighed

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af oktober har vi allerede set genoptagelsen af bygningen af det første A-kraftværk efter Fukushima-katastrofen satte alt på standby … vil vi måske se A-kraft-spørgsmålet klinge ud dels på grund af en medieudmattelse, dels en græsrodsudmattelse, og så det forhold, at territorialkonflikterne med Korea, Kina og Taiwan i høj grad har indtaget forsiderne. Oktober bragte også en vis afklaring af, hvor usammenhændende en energiplan, man har fået vedtaget, og hvor tynd en tråd, den hænger i. Presset på Nodas regering om at udskrive valg er massivt – et valg som vil kunne få et valg blive udskrevet og måske få en afklaring, om visionen om et Japan på vedvarende energi lige så stille glider ud.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser oktober 2012

1. oktober – Noda præsenterer ny regering
2. oktober – Byggeriet af A-kraftværk ved Oma genoptaget
3. oktober – Den japanske atomkommission nedlægger sig selv
4. oktober – En politisk afgørelse, hvilke reaktorer, som skal genstartes
4. oktober – Omfattende sikkerhedsproblemer også på europæiske A-kraftværker

5. oktober – Kaminoseki-værket stoppet
6. oktober – Maehara om genstarten af Japans reaktorer
7. oktober – TEPCO frigiver flere videoer
8. oktober – Noda besøger Fukushima-værket
8. oktober – Ampere Down, en radikal el-sparebevægelse – blog-indlæg.

9. oktober – Japan topper i klimafornægtelse
10. oktober – Nye regler for igangsættelse af reaktorer klar juli 2013
11. oktober – Radioaktiv risdyrkning
11. oktober – inspektion af reaktor 1
12. oktober – TEPCO vedgår at Fukushima-katastrofen var undgåelig

13. oktober – Asahi Shimbun kræver Oi-reaktorerne standset
14. oktober – Asahi nærbillede af de første døgn efter 11. marts
14. oktober – Energi til at komme gennem vinteren
15. oktober – Noda varsler en grøn revolution til erstatning af A-kraften
15. oktober – Afstemning i Litauen stiller opførelsen af atomkraftværk i bero

21. oktober – Fuld gang i japanske solcelleprojekter
22. oktober – Nodas popularitet når nyt lavpunkt
23. oktober – Italienske forskere dømt for ikke at forudsige jordskælv
24. oktober – NRA på vej med nye evakueringsregler
24. oktober – Intet udbytte til elværkernes aktionærer i år

26. oktober – Fukushima-fisk stadig strålingsramte
27. oktober – Japan på slingrende kurs omkring atomtruslen
29. oktober – Noda i modvind

Fukushima links for oktober 2012.

Læs mere »

Så skete det, som har ligget i kortene i nogle måneder – Japan har i dag vedtaget en plan for fuld udfasning af sin A-kraft. Det sker 18 måneder efter at et voldsomt jordskælv ud for Tohukus østkyst udløste en gigantisk tsunami som rullede sine ødelæggende vandmasser langt ind over kysterne og satte Fukushima Daiichi-værket alvorligt ud af funktion, så man i dagene efter måtte se kernenedsmeltninger i tre af værkets seks reaktorer. Indtil for 18 måneder siden havde Japan planer om at udbygge A-kraftens andel fra cirka 30% til 50%, så der er tale om en radikal omlægning, som vil kræve en stor og målrettet indsats at gennemføre.

Japan tager dermed samme konsekvens af Fukushima-katastrofen som lande som Schweiz og Tyskland, som efterhånden som Fukushima-katastrofens omfang og uhåndterlighed udfoldede sig gjorde sig klart, at intet ansvarligt samfund kunne stille sin regering eller sine borgere  i denne situation. Selv Frankrig, som med 80% af sin energi fra A-kraft er det land i verden, som har den største andel af A-kraft i sin energiforsyning, har meddelt, at man frem mod 2025 vil satse på en markant udbygning af den vedvarende energi og reducere sin andel af A-kraft til 50%.

Der er ikke tale nogen detaljeret plan, som den japanske regering har fremlagt, men snarere om en fastlæggelse af de overordnede principper, som skal styre udfasningen:

1) ingen reaktor kommer til at køre ud over 40 år.
2) der bygges ingen nye reaktorer (men tre reaktorer under opførelse færdiggøres)
3) kun reaktorer som erklæres for helt sikre, bliver genstartet
4) oparbejdningsprojektet fortsættes
5) den vedvarende energi udbygges (fra nu 10%) til 30% i 2030

Offentliggørelsen har været udsat i flere omgange, dels på grund af nylige skærmydsler med Kina og Korea om territorialrettigheder til nogle små øer i de mellemliggende farvande, men mest fordi spørgsmålet om A-kraftens fremtidige rolle har været en stor og svær beslutning, som der i det japanske samfund er meget forskelligrettede og meget stærke meninger om. I blog-serien Japan igen på A-kraft har jeg i de sidste godt tre måneder fulgt situationen tæt med næsten daglige opdateringer.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af september bliver situationen omkring vedtagelsen af energiplanen endnu mere forplumret, og nu ikke bare af den indenrigspolitiske situation, som jeg har lavet en del optegenser om i disse optegnelser, hvor Noda gradvist får sig malet op i et hjørne, men nok så meget i eskalerende skærmydsler med Japans naboer Taiwan, Kina og Sydkorea over nogle små øer, som givr luft til (ultra)nationalistiske følelser i alle de involverede lande. Fra at det lignede at det politiske system ville tage konsekvensen af energiplan-høringernes meget klare markeringer fra den japanske befolkning af, at man ønskede A-kraften afviklet, endte det (foreløbig) med en meget valen udfasningsplan for A-kraften, som synes så tyndt konstrueret og så fuld af selvmodsigelser, at det endnu er for tidligt at sige med sikkerhed, om Japan som konsekvens af Fukushima-katastrofen fik taget solidt hul på omlægningen til vedvarende energi.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser september 2012

2. september – Kashiwazaki Turkish Culture Village og A-kraftens psykologi
3. september – DPJ fremlægger energiplan uden A-kraft
6. september – Hvor svært kan det være?
7. september – 30 km sikkerhedsafstand
7. september – TEPCO blander sig i energidebatten

7. september – Påbudte energibesparelser ophævet
8. september – Genstarten af Oi-reaktorerne var unødvendig III
8. september – Lederskifte i både LPD og DPJ?
9. september – Nippon Ishin no Kai stiftet
10. september – Energiplan udskudt

14. september – Japan vedtager plan for fuld udfasning af A-kraft – blog-indlæg
19. september – NRA etableret
21. september – Afstemning om Hamaoka-værket på vej
21. september – Noda genvalgt som leder af DPJ
26. september – Abe i spidsen for LDP

26. september – Edano opforder til at droppe alle nye A-kraft-projekter
28. september – Edano foreslår at nationalisere A-kraftværkerne

Fukushima links for september 2012.

Læs mere »

En gruppe forskere fra Okinawa har netop offentliggjort en artikel i Nature om strålingens indvirkning på pale grass blue butterflies.¹ Dens latinske navn er Zizeeria maha, og den er beslægtet med de danske blåvinger, men jeg har ikke kunnet finde noget dansk navn.

I maj 2011, få måneder efter A-kraft-ulykken ved Fukushima-værket, indsamlede forskerne 121 sommerfugle fra en række lokaliteter i forskellig afstand fra det forulykkede A-kraftværk og kunne konstatere, at 12% havde unormalt små vinger, samt at forekomsten heraf var jo højere, jo nærmere indsamlingsstedet var på værket. Ved at parre dem med små vinger blev forekomsten af unormalt små vinger øget til 18% i anden generation, ud over at der var en del ekstra dødsfald allerede i opvæksten i denne generation. Når sommerfugle med unormalt små vinger fra denne anden generation herefter blev parret med sommerfugle uden misdannede vinger, steg andelen med unormalt små vinger i tredje generation til 34%.

Samme forskere indsamlede i september yderligere 238 sommerfugle og kunne konstatere, at 28% havde udviklet unormalt små vinger (én generation varer for denne art omkring 45 dage). Ved igen at parre dem med unormalt små vinger øgedes forekomsten af unormalt små vinger til 52%.

Disse kontrollerede parringer fandt sted på Okinawa, 1.750 km fra de kernenedmeltede reaktorer ved Fukushima Daiichi-værket. Når hyppigheden af deformiteter øgedes i efterfølgende generation, må det derfor tilskrives strålingsbeskadigelser af det genetiske materiale.

Læs mere »

Faldt lige over denne artikel i Japan Times om en lille overrislingskanal i Kurohime, som er anlagt en gang i Edo-perioden (1603-1867) for at trække vandet fra en bjergbæk, så det kan overrisle dalens rismarker.¹ Dette vandløb passerer forfatteren Old Nic’s skov, og når det overhovedet giver anledning til en artikel, er det fordi han i foråret fik besøg af en lille delegation af lokale embedsmænd og risbønder, som gerne ville “sikre” det sidste stykke af vandløbet med betonelementer, og derfor ville bede om lov til at komme ind over hans grund med entreprenørmaskiner.

Man ser det over alt i det japanske landskab: Det strømmende vand er cementeret, indrammet, holdt i ave af beton. Det skal siges, at det regner meget i Japan, som man så for nyligt på Kyushu, faldt der på det sted, hvor nedbøren var størst, mere en 1.000 mm regn inden for få døgn. Det er mere end nedbøren i Danmark på et helt år. Så særlige steder, hvor man ellers ville kunne risikere jordskred eller at bebyggelse ville blive undergravet, er det umiddelbart forståeligt, og i lavlandets rismarker vinder man måske 10-20 cm ved, at kanterne til de mange overrislingskanaler står støbt i beton. Men i Nagano er regnmængderne mere moderate. Rigtig mange steder er betonforingerne ikke bare skæmmende men helt overflødige – og står som monumenter over en kontrolkultur, som udrustet med moderne teknologi endnu ikke helt har lært at sætte sine grænser.

Læs mere »

I morgen mandag er det årsdagen for atombomben over Hiroshima, som markerede endnu en milepæl i menneskets udvikling: Herefter kunne vi med et tryk på en knap lægge hele civilisationer i grus. I årtierne efter så vi den kolde krigs kyniske kapløb, hvor Øst og Vest efterhånden havde sprængladninger pegende mod hinanden til mange gange total udslettelse.

Bomberne over Hiroshima og Nagasaki var med til at fremtvinge en afslutning på den del af 2. verdenskrig, som udspillede sig omkring Japan. I tilbageblik kan man diskutere, om krigen var endt som den gjorde også uden bomberne, om bomberne fremskyndte Japans overgivelse og dermed sparede landet for et slutspil, som havde kostet endnu mere død og lidelse, og om man havde behøvet at kaste to af dem for at fremtvinge slutningen? Den slags får man aldrig klare svar på, for de findes ikke.

De to bomber har været med til at skabe en japansk efterkrigsbevidsthed, som måske kunne lignes med en slags omvendt udvalgt folk – japanerne var udvalgt til at teste og bære den skæbne, som ville kunne overgå hele verden, hvis ikke vi formåede at skabe en så høj grad af tillid og fredelig sameksistens, at vi afstod fra at bruge verdens svulmende lagre af nukleare masseudryddelsesvåben.

Siden 1945 har to bomber siddet i psyken som slags en moderne kollektiv syndsbevidsthed, og gør det til dels stadig i de ældre generationer. De overlevende fra bombernes stråling, kaldet Hibakusha, har stadig en klar identitet i nutidens Japan, og frem til i dag har de set sig som advokater for en fremtid uden atomvåben, og virket for en fremtid i fredelig sameksistens. De er en del af fortællingen om, hvorfor det moderne Japan ikke fik nogen egen hær.

I en TED-præsentation sidste år i maj brugte den japanske ekspert i vedvarende energi, Tetsunari Iida, billedet af Fukushima-katastrofen, at det er som en civil atombombe. Han rammer her noget centralt i den folkelige opfattelse. Hiroshima, Nagasaki og Fukushima er tæt forbundne. I hele det folkelige opgør med A-kraften, som man ser i dagens Japan, er troen på den “fredelige” udnyttelse af A-kraften – illusionen om, at A-kraften var fredelig, sikker og ren – eksploderet.

Læs mere »

For få dage siden tikkede Fresh Currents ind i mail-bakken. Det er et initiativ af kredsen om tidsskriftet Kyoto Journal, som rummer mange virkelig gode skribenter, og af de mange enkeltbidrag er der kommet et virkeligt godt indspark i den debat om Japans energimæssige fremtid, som i disse dage er til høring landet rundt.

Vananda Shiva har fået åbningsreplikken: “Fukushima has raised, once again, the perennial questions about human fallibility and human frailty, about hubris and man’s arrogance in thinking he can control nature. The earthquakes, the tsunami, the meltdown at Japan’s nuclear power plant are nature’s reminders of her power… Alternatives to nuclear energy are a thousand times more abundant and a million times less risky. To push nuclear plants after Fukushima is pure insanity.”

Fresh Currents – Japan’s flow from a nuclear past to a renewable future omfatter i alt 160 sider med artikler og baggrundsinformation. Første del har temaet “How We Got There?” mens anden del er bygget op omkring “The Way Forward”. Fresh Currents‘ redaktør Eric Johnston har skrevet om A-kraft og vedvarende energi ved Japan Times igennem mange år, så vi er i gode hænder, både i de indledende historiske perspektivering og i udfoldelsen af et fremtidsscenario for Japan på vedvarende energi.

Under vejs er der stærke billeder og talende grafik – for eksempel dette kort over jordskælvsrisiko, som viser, at risikoen for voldsomme jordskælv sine steder nærmer sig de 100%. Her har man for en god ordens skyld placeret adskillige reaktorer.

Første del af Fresh Currents runder af med uddrag fra introduktionen af den rapport om Fukushima-katastrofen, som blev fremlagt i begyndelsen af juli, hvori undersøgelses-kommissionens leder Kiyoshi Kurokawa konkluderede, at katastrofen var menneskeskabt og kunne være undgået, hvis en række instanser havde levet op til deres ansvar:

“What must be admitted, very painfully, is that this was a disaster `Made in Japan.’”

“Its fundamental causes are to be found in the ingrained conventions of Japanese culture: our reflexive obedience; our reluctance to question authority; our devotion to ‘sticking with the program’; our groupism; and our insularity.”

“Only by grasping this mindset can one understand how Japan’s nuclear industry managed to avoid absorbing the critical lessons learned from Three Mile Island and Chernobyl. The goal must be to learn from this disaster, and reflect deeply on its fundamental causes, in order to ensure that it is never repeated.” (Fresh Currents pp. 68-69)

Den nu pågående diskussion om, hvor meget, A-kraften skal fylde i fremtidens energiforsyning – som Fresh Currents er skrevet direkte ind i – handler således om meget mere end tal og procentsatser. Det er en diskussion med omfattende implikationer for det japanske samfund – ligesom Fukushima-katastrofen har spredt sit net af bivirkninger ud i de fjerneste afkroge af det japanske samfund.

Mere om Fresh Currents senere – foreløbig har jeg kopieret indholdsfortegnelsen ind nederst.

Nu er der kommet en egentlig Fresh Currents hjemmeside, hvor delene er mere tilgængelige og præsentable end blot i en samlet pdf.

Stepejhen Hesse bringer 28. oktober i Japan Times en god og omfattende introduktion til fresh Currents, se: ‘Fresh Currents’ charts the way to, and from, Fukushima.

Se næsten daglige optegnelser om udviklingen omkring den japanske A-kraft for juni, juli, august, september og oktober 2012.

Eric Johnston (Ed.): Fresh Currents – Japan’s flow from a nuclear past to a renewable future, Kyoto Journal July 2012 (10,5 Mb pdf).

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af august bliver det klart, hvor overvældende ønsket om en hurtig udfasning af A-kraften er i det japanske samfund, men også, at der er stærke økonomisk-poltiske kræfter, som ønsker A-kraften fortsat. Diskussionen af Japans energiplan kommer efterhånden til at stå i skyggen af Nodas politiske overlevelseskamp, hvor resultatet af den stort anlagte høring fortoner sig i politiske uenigheder og spilfægterier, så vedtagelsen må udskydes.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser august 2012

1. august – Retsligt efterspil for Fukushima-katastrofen
1. august – Japansk A-kraft fuldt afviklet på 10 år / inden 2025
1. august – Høring i Fukushima
2. august – NISAs afløser
3. august – Fresh Currents – Japan fra A-kraft til vedvarende energi – blog-indlæg

3. august – Japan spørger også det internationale samfund
4. august – Hosono går ind for 15%-scenariet
4. august – Noda på vej ind i overlevelseskamp
5. august – Mellem Hiroshima og Fukushima – blog-indlæg
6. august – TEPCO frigiver videoer fra Fukushima-katastrofens første døgn

6. august – Mindedag i Hiroshima
7. august – Første mistillidsvotum til Noda
8. august – Noda tvunget til at udskrive valg “inden længe”
8. august – Edano og Kan om A-kraft
9. august – Noda overlever første mistillidsvotum

9. august – 67-årsdagen for atombomben over Nagasaki
10. august – 10% moms vedtaget
11. august – Flere undersøgelser nødvendige
12. august: Strålingsramte sommerfugle – blog-indlæg
13. august – Underskriftindsamling mod Hamaoka-værket

13. august – 89.000 høringssvar om Japans fremtidige energipolitik
13. august – DPJ splittet over A-kraft-spørgsmålet
13. august – Masser af biomasse
13. august – Japans CO₂-udledninger stigende
15. august – Nyt parti på trapperne: Ishin no Kai

16. august – Nodas undvigemanøvrer
16. august – Oi-reaktor nr. 4 nu på fuld kraft
18. august – 10 Fukushima-reaktorer dømt ude
18. august – Flere rømmer DPJ
19. august – Store virksomheder om A-kraft
20. august – Mere smøring

21. august – Et sted mellem scenario 1 og scenario 2
22. august – “Deliberative polling” styrker ønsket om at udfase A-kraften
22. august – Ny gruppe for udfasning af A-kraften i 2025
21. august – Genstarten af Oi-reaktorerne var unødvendig I
22. august – Radioaktive fisk.

22. august – Noda mødes med de demonstrerende.
24. august – Regeringens energiplan vil indebære fuld udfasning af A-kraft
24. august – Fredagsdemo foran Nodas kontor
25. august – Genstarten af Oi-reaktorerne var unødvendig II
25. august – 58% ønsker fuld udfasning inden for 10 år

26. august – 42% af parlamentarikerne ønsker fuld udfasning af A-kraften
27. august – strålingsramte fisk ud for Aomori
28. august – afstemning på vej om genstarten af Hamaoka-værket
29. august – Hashimoto varsler partidannelse midt september
29. august – Befolkningen ønsker A-kraften afskaffet

29. august – Noda stillet endnu et mistillidsvotum
30. august – Voldsom opjustering af tsunami-risiko ved Japans sydlige kyster
30. august – Forsyningsselskaberne konkurs ved øjeblikkeligt stop for A-kraft

Se: Fukushima links for august 2012.

Læs mere »

.
Minka er det japanske ord for folkehus, eller måske rettere folke-hjem. Ordet er sammensat af to skrifttegn, min, som betegner menneske/folk, og ka/ke, som på én gang betegner to i hvert fald indtil for nyligt uadskillelige: bygningen og familien. Og det bruges stort set som det danske ord bondehus.

Den japanske minka har gennem tiderne udviklet sig meget forskelligt fra egn til egn. Forskellene afspejler meget nøje de lokale forskelligheder i klimaet og de forhåndenværende materialer. Ikke mindst tagenes udformning afslører, om en egn har voldsomme taifuner, kraftig nedbør i regntiden eller meterdyb, tung tøsne om vinteren. Da jeg i 1984-85 var i Japan første gang, rejste jeg derfor meget rundt i det langstrakte rige for at erfare, hvordan den lokale byggetradition igen og igen havde formået at få noget smukt, holdbart og beskyttende – og fundamentalt naturligt – ud af de på stedet særlige vilkår.

Denne 15 min. lange film kredser om genopførelsen af en minka fra 1700-tallet, som skulle rives ned, men som to mennesker beslutter sig for at give et nyt liv. I første omgang får de bygningen forsigtigt skilt af. Herefter går jagten på det rigtige sted at genopføre minkaen.

Under vejs er der mange fine betragtninger om det at bo og bygge, som da filmens fortæller Yoshihiro Takishita peger på en bunke træ, resterne af en sammenpakket minka i skovbrynet, og med en vis tilfredshed konstaterer, at den dag, minkaen ikke kan mere, bliver den atter til skov. Kunne vi blot sige det samme om vores moderne byer.

Læs mere »

Dagens pausebillede er en film fra 1992, “Dream Windows: Reflections on the Japanese Garden”. Måske ikke umiddelbart så tom, så modernistisk eller så tankeudtømmende som sædvanligt i serien Pausebilleder, men filmen indkredser omvendt en stærk tradition for en intethedens og tomhedens æstetik, som den har udfoldet sig gennem århundrederne i den japanske æstetik, og forfølger spørgsmålet, hvordan hele dette kulturelle kompleks kan ikke bare videreføres, men endnu mere  transformeres ind i og berige en moderne virkelighed, hvor mennesket, dets selvopfattelse, tidsopfattelse, målrettethed og mulighedsfelt har forskudt sig radikalt.

Det er en tilgang til æstetik, som har betydet utrolig meget for både mit æstetiske og mit eksistentielle udsyn, som jeg længe anede og tog fuldt ind, da jeg første gang kom til Japan i 1984. Det er en æstetik og et udsyn, som er blevet til længe før vi vidste af klima- og bæredygtighedsproblemer. Men det er omvendt min klare overbevisning, at det ikke for alvor kan lykkes at få hånd om klima- og bæredygtighedsudfordringen, før vi får fat i en sådan æstetisk-eksistentiel dimension. Vi bliver nødt til igen at lære at se det store i det små. Vi bliver nødt til at udfolde vores stræben, mætte vores længsler, og skabe vores livsfylde i mere drømmende, immaterielle rum.

Til forskel fra mange film om japansk æstetik, som dvæler ved den ydre skønhed, kommer man med Dream Windows virkelig ind under huden af den japanske æstetik, til benet så at sige, så det er en yderst anbefalelsesværdig film.

Musikken er af den japanske komponist Toru Takemitsu (1930-96), hvis musik forunderligt spænder ud mellem fransk impressionisme, vestlig modernisme og traditionel japansk musik.

Dream Windows varer i alt lige knapt en time, og er i YouTube-udgaven delt over i tre:

Læs mere »