Strøtanker om bæredygtighed

Det franske pressebureau AFP meddelte i går fra Tokyo, at man i Japan har vedtaget fra april næste år at mærke en række forbrugsvarer for deres ‘carbon footprint’ – CO₂-belastning.

Fra de japanske myndigheders side er det håbet, at CO₂-mærkningen kan være med til at øge den japanske forbrugers opmærksomhed på klimaspørgsmålet og det, man som forbruger kan være med til at gøre for at mindske de globale udledninger.

Ideen er for så vidt indlysende. Der kan være meget store forskelle på to stort set identiske produkter, og som forbrugere har vi ingen som helst chance for at gennemskue, hvad der ligger bag.

Pressemeddelelsen giver et eksempel med en pose chips. Den repræsenterer en udledning på i alt 75 g CO₂. 44% kommer fra at dyrke kartoflerne, og 30% kommer fra fremstillingen. Andre 15% kommer fra indpakningen, og 2% kommer ifølge AFP fra bortskaffelsen af emballagen.

Det er endnu ikke afklaret præcis hvor mange produktgrupper, der vil blive omfattet af ordningen. Men hvis det overhovedet er til at håndtere rent administrativt, bliver det bliver pludselig interessant at se, hvordan en hollandsk drivhustomat i februar CO₂-mæssigt tynger langt mere end en hjemmedyrket dansk frilandstomat i august, og hvordan en flyimporteret mango fra Chile CO₂-mæssigt klarer sig overfor et æble sejlet ind med en pæreskude?

Læs mere »

De bløde mostæpper som blødt dækker havefladerne omkring de japanske templer, er en uadskillig del af den japanske havekunst, som den har udviklet sig gennem århundrederne, ikke mindst i mødet med den zen-buddhismens kunstimpuls. Og når japansk inspirerede haver andre steder i verden stort set altid mangler den dybde og uudgrundelighed, som man møder i Kyotos kontemplative haveuniverser, er det fordi få steder i verden som Kyoto har en konstant høj fugtighed igennem størstedelen af vækstsæsonen.

Som del af gennemførelsen af et case-studium boede jeg i en periode i 1995 i Shinju-an, et 500 år gammelt zen-tempel i Kyoto, og noget af det smukkeste og mest betydningsfulde, jeg har gjort i mit liv, var hver morgen at rense templets ti moshaver for hvert lille blad og knopskæl, som måtte være faldet i døgnets løb. Havearbejde er regnet for den fineste meditationsform, og jeg erfarede i mødet med Shinju-ans moshaver meget præcist den one-pointedness, som står centralt i zen-menneskets eksistentielle indsporing.

Yamada-san, Shinju-ans abbed, sagde ikke ret meget, og når han endelig sagde noget, var det ofte beklagelser over moshaverne. De stod ikke på samme måde som tykke tætte væg til væg-tæpper, som i hans ungdom – han var kommet til templet som 12-årig og havde passet dem i mere end et halvt århundrede.

Da jeg i går via AFP læste, at klimaforandringerne også er hårde ved de japanske moshaver, gav det et vemodigt flash back til min tid i Shinju-ans mostæpper.¹ Den øgede sommervarme og ikke mindst det, at nedbøren fra overvejende at falde som jævnt fordelt blid regn gradvist falder mere koncentreret, i voldsomme regnskyl, gør, at mosset tørrer ud mange steder, hvor den hidtil har kunnet trives.

Stillet overfor sult og vigende ismasser er det måske et af de mindre problemer – verden kan fortsætte uden mostæppernes perfektion. Men for mig, som har tilbragt måneder i Kyotos haver, var det blot et af de mange billeder på klimaforandringerne, som dagligt ruller over skærmen, som trængte gennem det beskyttende panser man danner ved dagligt at forholde sig til klodens tilstand.

Det er smertelig alvor. Haverne fra den zen-kultur, som har fået så stærk blivende inflydelse på mit menneskelige og æstetiske perspektiv og udsyn, hensygner under presset fra de fossile samfunds bevidstløse fortæren af klodens ressourcer. Jeg føler harme, desperation: Stop fjollerierne, stop nøleriet, stop med at flyve atmosfæren sønder og sammen, giv det dog en chance, at kloden forbliver et guddommeligt smukt overflødighedshorn også for de kommende generationer ved at bruge den med måde – og omtanke.

I blog-indlægget Sakura på Langelinje er der lidt statistik over, hvor markant vækstsæsonen har udviklet sig i Japan. Case-studiet om Shinju-an fra min phd Arbejdets Rum (1998) belyser med udgangspunkt i opholdet ved Shinju-an zen-æstetikken og wabi-æstetikkens udfoldelse i Japan i perioden 1450-1650.

Kyoto, city against global warming, sees threat to gardens, AFP 28.07.2008.¹

På havearbejde i Shinju-an I, Arbejdets Rum pp. 279-86 (pdf).
På havearbejde i Shinju-an II, Arbejdets Rum pp. 287-96 (pdf).

Richard Lloyd Parry: Climate change threat to Japanese Zen gardens, Times Online 01.90.2008.

For blot få uger siden var Japan vært for et G8-topmøde, hvor det midt i glæden over, at man endelig havde fået USA med i et tilsagn om bindende CO₂-reduktioner var forstemmende at se, at de store økonomier ikke var i stand til at melde ansvarligt ud i forhold til klimaudfordringens omfang. Man fik vegt fremstammet en 50% reduktion i 2050, endda med forbehold at alle skulle være med. Det er bedre end ingenting, men det løser ikke problemerne.

Derfor er det dobbelt glædeligt, at Japan i dag har vedtaget en handlingsplan for reduktion af CO₂ med op til 80% i 2050. Japan må fortsætte med at vise lederskab i miljøspørgsmålet, sagde premierminister Yasuo Fukuda i dag til det japanske parlament: Japan må tage initiativet og skabe et lav-CO₂-samfund.¹

Japan har tydeligvis taget kritikken fra de store udviklingsøkonomier, som var inviteret med til topmødet i Toyako, til efterretning. Det er reduktioner i det omfang, som skal til fra samtlige industrialiserede lande, for at vi har nogen chance for at bremse stigningen i koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren. Og det er udmeldinger af den radikalitet, som skal til, for at en række af de største udviklingsøkonomier overhovedet vil høre tale om, at også de skal reducere deres udslip.

Planen indebærer en tidobling af den japanske solenergi inden 2020 og en fyrredobling inden 2030. Yderligere ligger der i klimapakken en styrkelse af udviklingen af CCS-teknologi (Carbon Capture Storage), indførelsen af en kvoteordning samt en udbygning af kernekraften med yderligere 9 reaktorer inden for de næste 10 år.

Bortset måske lige fra det med atomkraften kunne vi meget vel ønske os en tilsvarende plan for udviklingen af et CO₂-neutralt Danmark. Ikke for at det er vigtigt om det bliver i 2049 eller 2051, men fordi det er vigtigt, at der overfor borgere og virksomheder og embedsmænd og hele resten af verden bliver slået fast med syvtommersøm, at målet er det CO₂-neutrale samfund. Det er mig ufatteligt, at vi som værtsnation for Kyoto-aftalens afløser står med stigende CO₂-udledninger og uden en sammenhængende klimapolitik for den danske overgang til CO₂-neutralitet. IDA beregnede for nyligt, at det samfundsøkonomisk set vil være en kolossal gevinst for Danmark (se tidligere blog-indlæg: Milliardbesparelser ved systematisk satsning på vedvarende energi).

Se også: G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050, Japan vedtager målsætning om 80% CO₂-reduktion i 2050 og James Hansen: Stop afbrændingen af kul.

Japan adopts action plan against global warming, The Wall Street Journal (AFP) 29.07.2008.¹

Risa Maeda: Japan to start trial carbon trading in October, Reuters 30.07.2008.

Så kom det endelig: en fælles målsætning for G8-landene om en reduktion af CO₂-udledningerne på 50% inden 2050. På en måde en stor milepæl: For første gang nogensinde er USA med i en aftale om bindende reduktioner. Men aftalen er så vegt formuleret, at der i virkeligheden ikke er ret meget at glæde sig over. Og Bush har fået den klausul med, at lande som Indien og Kina skal med.

G8-ledernes klimamål har derfor vakt alt andet end entusiasme. Dels er der ingen midtvejsmålsætninger – her stritter også Japan meget imod. Dels er et reduktionsmål på 50% underligt uambitiøst i en tid, hvor det står stadig mere klart, at det frem mod 2050 vil kræve reduktioner i størrelsesordenen 80-90% at stabilisere klimaet. Og så har man endda ikke valgt 50% af 1990-udledningerne, som ellers er fast referencepunkt, men 50% af de nuværende udledninger, som for USAs vedkommende ligger næsten 20% over 1990.¹

Det er kort sagt et meget tandløst resultat, som ikke vil sikre kloden mod alvorlige klimaforandringer. Men det giver styrket tiltro til, at vi med Bush ude af Det Hvide Hus får etableret en bred klimaaftale i København.

I morgen vil der være endnu en runde med klimaforhandlinger på G8-mødet i Toyako, hvor lande som Indien, Kina og Indonesien er inviteret med. Men at få et land som Indien med CO₂-udledninger på blot en femogtyvendedel af de amerikanske til vedgå bindende reduktioner, som amerikanerne insisterer på, vil kræve noget nær fuld finansiering fra de rige lande for at vinde accept.

Tværtimod har fem lande, Mexico, Brasílien, Sydafrika, Indien og Kina, som sidder med i forhandlingerne i morgen, efter et fælles møde i dag i Sapporo udsendt et communique, hvori de kræver, at G8-landene tager klimaudfordringe alvorligt og sigter mod reduktioner på 80-95% i 2050 med midtvejsmål på 25-40% i 2020 – begge i forhold til 1990-niveau.²

Det ville have været en ansvarlig udmelding fra G8-landene. Det ville være en målsætning, man kunne have respekt for – i overensstemmelse med det, som videnskaben siger er nødvendigt for at langtidssikre klodens klima. “We … urge the international community, especially developed countries, to promote sustainable consumption patterns and lifestyles responsive to mitigation requirements,” hedder det fra de fem landes communique.²

Sheryl Gay Stolberf: G-8 Leaders Pledge to Cut Emissions in Half by 2050, New York Times 09.07.2008.¹

G8 emissions decision labelled ‘toothless’, The West Australian (AFP) 08.07.2008.

Sahil Nagpal: G-8 for continuation of science-based approach on climate protection efforts, ANI 08.07.2008.

Manmohan rejects Bush’s stance on climate change, Beijing News 07.07.2008.

Lucy Hornby: Big emerging nations demand G8 greenhouse gas cuts, Reuters 08.07.2008.²

Kenneth Lund: Hedegaard glæder sig over nyt klimamål, Politiken 08.07.2008.

G8-lande er enige om klimamål, Politiken 08.07.2008.

Kåre Pedersen: Udviklingslande bittert skuffede over G8-klimamål, Information 09.07.2008.

Andrew C. Revkin: Global Warming Talks Leave Few Concrete Goals, New York Times 10.07.2008.

Jørgen Steen Nielsen: G5, ikke G8, Information 10.07.2008.

I de kommende dage er der G8-topmøde på Japans nordligste ø Hokkaido, hvor yderligere en række store udviklingslande som Kina og Indien er inviteret med, for om muligt at komme et skridt nærmere den klimaaftale, som skal falde i hak senest i København næste år. Ingen forventer dog, at vi vil se den definitive afklaring nu. Amerikanerne siger, at de ikke vil binde sig før alle de store lande er med, mens kineserne siger, at de ikke kunne drømme om at binde sig til reduktioner, før alle de rige lande er godt i gang og har demonstreret en reel vilje til at gå forrest i omlægningen til CO₂-neutrale samfund.

Europakommissionens formand, Jose Manuel Barroso, udtrykte for få dage siden optimisme omkring at få en klimaaftale i hus. For første gang i 8 år var der tegn på, at USA vil vedkende sig bindende reduktioner. Men realistisk set skal Bush ud af det hvide hus, før vi ser klare fremskridt på klimaområdet fra amerikansk side.¹

Bevidsthedsmæssigt er der således endnu et stykke til, at det for alle står som en win-win-situation. Den engelske premierminister Brown synes at være en af de få, som har indset dette.²

Topmøderne har gennemgående god pressedækning, og i dagene op til G8-mødet har man kunnet se den sædvanlige vifte af aktiviteter, aktioner og konferencer (se blog-indlæggene James Hansen: Stop afbrændingen af kul og Brev til den japanske statsminister).

Og så var der alligevel en aktion, eller rettere en gestus, som jeg ikke kan forestille mig noget andet sted i verden: Tsutomu Oteru har lavet et stempel med hver af de otte G8-lederes ansigtstræk og har forud afleveret dem på de respektive ambassader med det håb, at G8-lederne vil nå frem til en god beslutning og bruge disse stempler til at markere deres enighed på aftalen.³

‘Hanko’, som disse stempler kaldes på japansk, er en vital del af japansk dagligdag. Aftaler bekræftes med et stempel, kunstnere verificerer deres værker med et stempel, skribenter og brevskrivere markerer deres tekster med et stempel – meget som vi tidligere brugte laksegl og i dag underskrift. ‘Hanko’et er som en grafisk identitet. Da jeg for nogle år siden underviste på Hokkaido, var det første, der skulle ske, at jeg fik lavet mit officielle hanko, som der så gik en kopi af til et centralt register. Først herefter var der en masse andet, der kunne lade sig gøre.

Vi må håbe, at G8-lederne denne gang gør brug af ikke bare stemplerne, men af det forhold, at mødet denne gang afholdes i spabyen Toyako, og at de nedsænket i de varme bade fik løsnet så meget for forhandlingsspændingerne, at kabalen gik op. De japanske værter er i hvert fald meget optimistiske med at finde fælles fodslag omkring en aftale om 50% reduktion af CO₂-udledningerne inden 2050.

Barroso: USA tæt på accept af klimamål, (Ritzau) Berlingske 06.07.2008.¹

Larry Elliott: Gordon Brown: West must not give up on aid and climate change, The Guaridan 05.07.2008.²

Inventor produces stamp seals of G-8 leaders with their portraits, Mainichi Daily News 28.06.2008.³

Martin Gøttske: Ringe udsigt til klima-enighed, Information 07.07.2008.

James Hansen, leder af NASA Goddard Institute for Space Studies og en af verdens ledende klimaforskere, gav i dag en forelæsning i ved et symposium på United Nations University i Tokyo forud for G8-topmødet i Japan i den kommende uge.

I forbindelse med forelæsningen siger James Hansen i et ‘message’ til G8-lederne: “Hvis jeg kunne tale med lederne ved G8-mødet, ville jeg sige, at strategien at fastsætte et mål for reduktion af CO₂-udledningene er dømt til at slå fejl. Det vigtigste for dem er at forstå kullenes centrale rolle, og at hvis ikke vi får et moratorium og en udfasning af kul – på nær hvor CO₂ er opsamlet (captured) – så vil vi ikke være i stand til at løse problemet.”¹

Det nytter med andre ord ikke blot at tale i procenter. Vi er nødt til at forstå en række fundamentale størrelser i klimaproblemerne og træffe en række principielle problemer.

James Hansen foreslår i forelæsningen, at de industrialiserede lande udfaser alle CO₂-emissioner fra kulfyring inden 2025 – og at udviklingslandene gør tilsvarende inden 2030. Han påpeger, at en øget CO₂-afgift er nødvendig for ikke i den nuværende situation at opmuntre til at indlede udvinding af olieforekomster som for eksempel i de arktiske egne, som vil have store miljømæssige risici. Han konstaterer, at det ikke er givet, at vi partout skal brænde al tilgængelig fossil brændsel af lige nu. På et tidspunkt inden længe er vi nødt til at lære at leve uden fossile brændstoffer. Hvorfor ikke gå i gang med det nu?

I forelæsningen peger han på mulighederne for øget CO₂-lagring i jord og biosfære. Ved at udvikle landbrugets og skovbrugs dyrkningsmetoder (samt en systematisk byforgrønnelse af urbaniserede områder) kunne vi etablere en omfattende CO₂-lagring i biosfærens biologiske systemer. Men dette område er stadig meget mangelfuldt udforsket og forskningsmæssigt underprioriteret i forhold til sværindustrielle CCS-løsninger.

Forelæsningen er tilgængelig i video-format, se blog-indlægget James Hansen: Climate Threat to the Planet.

Se også tidligere blog-indlæg: Brev til den japanske statsminister, James Hansen: Tipping Points Near, James Hansen: Sidste udkald samt En klimatologs perspektiv.

James Hansen: Climate Threat to the Planet. Implications for Energy Policy, (40 slides fra forelæsningen) UN University G8 symposium on innovation and climate change i Tokyo 04.07.2008 (pdf).

James Hansen: Brev til den japanske premierminister Yasuo Fukuda (pdf).

Climate Change – Messages to the G8 5 min Vimeo video.¹

Klimaforskeren James Hansen sendte i dag et brev til den japanske premierminister Yasuo Fukuda. Anledningen er det forestående G8-møde på Hokkaido, hvor Japan som vært har annonceret, at klimaet vil stå højt på dagsordenen.

James Hansen er måske verdens største kapacitet på klimaområdet, og i brevet til den japanske statsminister, som findes i fuld udstrækning nedenfor, giver han et godt rids af, hvad der ud fra et klimatologisk perspektiv er uomgængeligt nødvendigt.

I brevet opfordrer han Japan til at styrke sit initiativ og lederskab på klimaområdet og advarer om, at vi nærmer os ‘critical tipping points’, som kan føre til ustoppelige havstigninger, ændre klimazoner, udrydde et stort antal dyre- og plantearter, give vandmangel for millioner af mennesker og en lang række andre problematiske indvirkninger på vores levevilkår. Han konkluderer i brevet blandt andet, at et moratorium for afbrænding af kul er nødvendigt for at sikre klimaet og levevilkårene for fremtiden.

3 July 2008
Prime Minister Yasuo Fukuda
1-6-1 Nagata-cho, Chiyoda-ku
Tokyo 100-8968, Japan

Dear Prime Minister,

Your leadership, and continued leadership by Japan, is needed on the matter of climate change, a matter with ramifications for life on our planet, including all species. Prospects for today’s children, and especially the world’s poor, hinge upon success in stabilizing climate.

For the sake of identification, I am a United States citizen, director of the NASA Goddard Institute for Space Studies and Adjunct Professor at the Columbia University Earth Institute. I am a member of our National Academy of Sciences, have testified before our Senate and House of Representatives on many occasions, have advised our Vice President and Cabinet members on climate change and its relation to energy requirements, and have received numerous awards including the World Wildlife Fund’s Duke of Edinburgh Conservation Medal from Prince Philip. I write today, however, as a private citizen, a resident of Kintnersville, Pennsylvania, USA.

Japan has been a strong supporter of actions to mitigate dangerous climate change, including the Kyoto Protocol. It is not Japan’s fault that international action has failed so far to slow emission of dangerous gases. But as the host for the upcoming G8 meeting, you can initiate discussion of an approach that could meet the challenge humanity faces.

The past approach, and extensions now under discussion, are fatally flawed and would doom our children and grandchildren to an increasingly impoverished life on a more desolate planet. Clear thinking and bold leadership of the international community are essential in the next 1-2 years to change the course of human history.

Læs mere »

Japans premierminister Yasuo Fukuda fremlagde i går planer om en 80% reduktion af de japanske CO₂-udledninger inden 2050. Det er en glædelig udvikling, for det er sådanne statements fra de store industrilande, som kan være med til, at Kyoto-aftalens afløser får en en bred opbakning, og at selv udviklingslandene i de kommende år vil vedgå en form for begrænsninger.

For blot en måned siden varslede Japan reduktioner i størrelsesordenen 60-80%, så det går den rigtige vej (se tidligere blog-indlæg: Japan fremlægger planer for 60-80% CO₂-reduktioner i 2050).

Fra miljøside har der været rejst markant kritik af, at Japan ikke har fastsat midtvejs-målsætninger for eksempel for 2020. Men Fukuda siger hertil, at Japan vil kunne skære sine CO₂-udledninger med 18% inden 2020, og at en mere detaljeret plan er på vej. Japan har også været kritiseret for at bruge de nuværende udledninger som referenceudledning frem for udledningerne i 1990, som det ellers er sædvane.

Samtidig har Japan givet tilsagn om at yde 1,2 mia. $ til en fond til at støtte af reduktioner i udviklingslande forud for et G8-topmøde i Japan i næste måned. Japan ønsker ved den lejlighed at få fælles fodslag om en målsætning om at verdens CO₂-udledninger er halveret i 2050.

Som del af de fremlagte planer vil Japan fra efteråret påbegynde et kvotemarked.

Chisa Fujioka: Japan to test carbon trade; puts off interim CO₂ goal, Reuters 10.06.2008.

David Battey: Japan unveils new emissions target, The Guardian 10.06.2008.

Masami Ito: Emissions trading test run by fall: Fukuda, Japan Times 10.06.2008.

UN climate boss: Japan’s move on climate “doesn’t go far enough”, AFP 12.06.2008.

Jun Hongo: Nobel laureate raps Japan for avoiding midterm carbon goal, Japan Times 22.06.2008.

Japan er netop i disse dage ved at hæve sine reduktionsmål for CO₂-udledninger fra 60% til 80%, og det er reduktioner i samme størrelsesorden, som verdenssamfundet under ledelse af UNFCCC stræber mod at gennemføre på verdensplan i den afløser for Kyoto-aftalen, som efter planerne skal være klar til endelig underskrivelse i København næste år.

Men på et seminar i Tokyo fortalte lederen af Earth Policy Institute Lester Brown fredag, at en 80% reduktion af CO₂-udledningerne i 2050 er alt for slapt. Ifølge Brown er vi nødt til at nå en 80% reduktion af CO₂-udledningerne allerede i 2020, og dette vil kræve en langt mere helhjertet og systematisk indsats, end det der nu bliver præsteret.

Hvorfor udnytter Japan, som har så store geotermiske ressourcer, slet ikke den geotermiske energi, spurgte han dernæst forsamlingen på Sophia-universitetet? På Island opvarmer man i dag 90% af boligerne med termisk energi. Japan, som i dag er dybt afhængig af olien, ville let kunne dække halvdelen af sit energiforbrug ved at udnytte den termiske varme i undergrunden – og på sigt størstedelen af sit energiforbrug gennem systematisk udnyttelse af geotermisk energi.

Tilbage i 1978 grundlagde Lester Brown Worldwatch Institute, som løbende leverer vital information til forståelsen af den globale udvikling. I 2001 grundlagde han Earth Policy Institute, som arbejder for at fremme overgangen til en bæredygtig fremtid. Brown er en af verdens indflydelsesrige tænkere, han har medvirket til omkring 50 bøger om miljø og miljøpolitik og bliver indimellem kaldt ‘miljøbevægelsens guru’.

Nedenfor er der tre videoer med Lester Brown. Øverst en blot 4 min. introduktion fra Aspen Environmental Forum. Dernæst en forelæsning fra Berkeley, hvor han fortæller om sin nylige bog Plan B, og nederst findes en video fra serien GoogleTalks, hvor han ser nærmere på Kinas rolle i de kommende års økonomiske udvikling.

Læs mere »

Japan er jakkesættenes og de ulasteligt klædtes mekka, og indtil for få år siden var jakkesæt og slips obligatorisk i størstedelen af japansk erhvervsliv. I den japanske sommer, som kan være næsten kvælende fugtigvarm, er det langt fra den mest indlysende beklædning, og sommeren igennem har airconditioning-anlæggene landet over kværnet for at opretholde en kunstig kølighed i landets kontorbygninger og indkøbcentre. Der går rundt regnet dobbelt så meget energi til at køle en grad som til at opvarme en grad, så når man kommer blot lidt længere syd på end Danmark, bruger man typisk mere energi på køling end på opvarmning.

Den japanske miljøminister Yuriko Koike iværksatte derfor i 2005 en ‘Cool Biz’-kampagne, hvor japanske forretningsmænd og kontorarbejdere blev opfordret til at skifte dress code i sommermånederne: Lad jakken og slipset blive hjemme, brug kortærmede skjorter, og … sæt termostaten op på 28ºC.

I et land, hvor en stor del af identiteten ligger i iscenesættelsen, er sådanne forandringer, som griber dybt ind i stærke vanemønstre, lettere sagt end gjort. Men den japanske statsminister Juniciro Koizumi (til højre) og hans administration gik i front med at gå i afslappet tøj, som afspejlede årstiderne.

Allerede den første sommer indførte omkring en tredjedel af alle virksomheder ‘Cool Biz’, med en beregnet CO₂-besparelse på 460.000 ton. For sommeren 2006 regner man med, at besparelserne ved at skrue airconditioning-termostaten op fra 24º til 28º har været på 1,14 millioner ton CO₂. I sommeren 2007 havde næsten halvdelen af alle arbejdspladser indført ‘Cool Biz’, hvilket giver en reduktion på omkring 1,4 millioner ton CO₂.

Læs mere »