Strøtanker om bæredygtighed

Sidste søndag bragte Japan Times en interessant artikelrække af Winifred Bird, som er værd at overveje i forhold til danske forhold. Den følger tre japanske risbønder, som har taget hver sin konsekvens af situationen, Atsuo Aoki, Chiharu Tezuka og Masahiro Hokoi.¹

Indtil for nylig har det japanske landbrug været holdt næsten frilandsmuseumsagtigt, godt hjulpet på vej af solide tilskud og toldmure. Men Japan forhandler lige nu om at træde ind i TPP, Trans-Pacific Partnership – en beslutning, som i givet fald vil betyde, at de japanske risbønder inden for få år vil komme til at skulle konkurrere med risbønder fra andre lande i TPP, som har radikalt lavere leveudgifter og som sine steder kan høste både to og tre gange om året, eller som i USA kan dyrke ris på langt større flader end i Japan, som muliggør brugen af store landbrugsmaskiner. Skal man i den situation blot lade det frie marked afgøre, at der fremover ikke skal dyrkes ris i et land som Japan? Skal man lade kulturlandskaber, som er opbygget gennem årtusinder, forfalde, blot fordi de fossile brændstoffer er alt for billige, så vi ikke betaler den reelle pris for transporten mellem landene.

Det er en svær beslutning at træffe – risen står helt central i japansk selvforståelse og har været hovedafgrøde i flere tusinde år. Og når man ser det japanske landskab, så er det overalt modelleret, så risen nogle måneder hvert år kan stå med fødderne i vand. De stærke fællesskaber, det har krævet at opbygge og vedligeholde disse overrislingssystemer, har præget den japanske folkesjæl, og hvert år forestår den japanske kejser stadigvæk rituelle markeringer af risudplantningen og rishøsten.

Læs mere »

Noget helt gennemgående i alle Japan-farendes oplevelser er de kolossale kontraster, vi møder, ­blandinger af nyt og gammelt, forfinet og råt, stort og småt – livsrum, der hvis vi skulle fylde dem ville vol­de os store problemer. Vores måde at søge integritet, sammenhæng, retning og entydighed i vore liv ville kom­me på en hård prøve – stress og psyko­so­ma­ti­ske billeder ville florere.

Men mange af disse kontraster rummer ikke samme an­spændt­hed for japaneren – hans m/k identifikationspunkt lig­ger bag dagligdagens mange iscenesættelser, og gør det mere utvungent at bevæge sig fra helt traditionsbundne sfærer til golfklublivet, arbejdspladsens ritualer og familielivet.

Også i det religiøst-filosofiske bagtæppe møder man kon­stant modsætningen – den komplementære modsætning som grundlæggende enhed.

Det filosofiske system overtaget fra Kina er en toled­det størrelse. Konfucianismens verden af form og orden udtrykkende samfundets og menneskets stræben og pligt til i sine aktiviteter at føje sig ind i naturens orden står overfor Taoismens ka­­os, formløshed, anarki og op­løsning er ofte formuleret y­derst polemisk para­doksalt.

I buddhismens udbredelse gennem Kina til Japan opsuges store dele af det taoistiske begrebsapparat og udtryks­måde, og specielt zen-buddhismen rendyrker denne para­doksets form.

I zen er hellige skrifter og omstændige ritualer skræl­let bort – den levende dialog mellem mester og adept, oplyst og søgen­de, står helt centralt. Den får ofte form af en koan – et tilsyneladende paradoksalt udsagn, der peger imod en ultimativ virkelighed, og via intens bearbejdning skal hjælpe adepten frem til klarhedsople­velsen, Satori. Vi kender for eksempel lyden af to hænder, der klapper, men hvad er lyden af én hånd, der klap­per?

Jeg vil gerne her slutte med en lille personlig oplevel­se: På det vestlige Shikoku, langt fra det travle moderne Ja­pan fandt jeg via en smal sti vej fra dalen op til Fuku­oka-sans bjerghytte. Fukuoka-san er bonde, filosof og vis­mand i grænselandet mellem taoismen og buddhismen.

Ingen var hjemme, men jeg var helt gennemblødt af den ved­holdende regn, og gik ind for at få tøjet tørret. I det mørke indre var alt gennemtrukket af røg fra det åbne ildsted, gulvets tatami-måtter var frønnede og møre som resten af huset – ingen vand, telefon eller elektricitet var ført op fra dalen, og e­ne­ste møbel var en lille skrivepult.

Læs mere »

Ved et besøg i Berlin sidste år blev det klart for mig, at den japanske risbonde og filosof Masanobu Fukuoka (1913-2008) havde tilhængere langt udenfor Japan, og at han stod som inspirationskilde for en række af de urban farming-initiativer, som skyder frem mellem Berlins boligblokke. En efterfølgende Google-søgning gjorde det klart, at hans tilgang til det at dyrke jorden stod som sindbillede og forbillede mange steder i verden.

Fukuoka-san har med bogen The One-Straw Revolution (1972) sammenfattet sine erfaringer med at dyrke ris – som en fundamental erfaring, som en erkendelsesvej, som måde at overkomme den fundamentale splittelse og dualitet i ens oplevelse af og tilstedeværelse i verden og nå frem til ens oprindelige natur. Hans dyrknings-attitude, som man vel bedst kan karakterisere det, har en stærk taoistisk inklination.

Tilbage i 1984 besøgte jeg Fukuoka-san (se det følgende blog-indlæg: wu wei). Min erfaring med dette univers er stor nok til ikke at skulle søge at forstå og udfolde det. Dér findes der ultimativt kun én vej at gå, selv at gå i marken og blive ét med risdyrkningen. Men Fukuoka-sans bog findes fuldt tilgægngelig online (se link nedenfor). Og som smagsprøve har jeg klippet en række af hans zen-taoistisk funderede dyrkings-anvisninger.

If you try to do something, your efforts will never achieve the desired result.

An object seen in isolation from the whole is not the real thing.

Food is life, and life must not step away from nature.

Læs mere »

.
Joy and Daniel Davis: The One Straw Revolution by Masanobu Fukuoka, 9:08 min. video.

Wu wei er et taoistisk-kinesisk begreb, som er helt centralt for forståelsen af Masanobu Fukuokas integrerede dyrkningsmetode og livsattitude. Wu wei oversættes på engelsk ofte til no work. Det giver en noget håndfast tolkning, betydningen er rettere uden hensigt eller uden intention. Det kan således godt være arbejde, men arbejde uden forventinger eller forestillinger om dets resultat.

Se mere om Fukuoka-san i de efterfølgende blog-indlæg: The One Straw Revolution, Wu Wei og 3 scenarier for japansk risdyrkning.

Det er ikke en nekrolog – ikke endnu. Men det kan alt for snart blive det.

Den blåfinnede tun er hårdere fisket end nogensinde, først og fremmest på grund af japanerne, som konsumerer 80% af alle blåfinnede tun i verden. I løbet af de 40 år, hvor man har målt verdenshavens bestande af fisk, er den blåfinnede tun således gået tilbage med 80%.

Tunfisken er helt central i det japanske køkken, hvor den overvejende spises rå som sushi og sashimi. Men ryghvirvlerne tørres og høvles til et delikat drys over tofu-retter, og miso-suppen har ofte en bund af tun. Her er det dog ligeså meget andre varianter af tunfisk, som bruges – med dens mørkrøde kød er den blåfinnede tun en luksusspise, lidt ligesom pighvar.

Det er langtfra steak-store serveringer, japanerne indtager, tværtimod er det små, delikate udskæringer, hvor intet går til spilde. Alligevel er det forhold, at en hel nation har tunfisken som sit grisekød – godt hjulpet af, at sushi-moden i de seneste år har bredt sig over store dele af kloden – godt i gang med at udrydde en art.

I EU har der i nogen tid været tilløb til et forbud mod at fange den blåfinnede tun. Monaco har derfor forud for det årlige møde i CITES (the Convention on International Trade in Endangered Speciesof Wild Fauna and Flora) fremsat forslag om, at den blåfinnede tun bliver medtaget under truede dyrearter, som derfor ikke kan handles.

I disse globale tider nøjes japanerne nemlig ikke med at nedfiske sine egne farvande, men opkøber samtidig omkring 80% af den atlantiske fangst af den blåfinnede tun, hvilket dækker omkring halvdelen af det japanske forbrug af blåfinnet tun.

Alt tyder lige nu på, at EU kan blive enige om forslaget inden CITES-mødet i Doha 13.-25. marts. Her vil det kræve to tredjedeles flertal at få den blåfinnede tun ind under CITES’ Annex 1. Dette vil ikke gøre det ulovligt at fange den blåfinnede tun, men vil gøre det ulovligt at sælge den til Japan. Det vil derfor være yderst effektivt overfor det nuværende overfiskeri. Og japanerne har da også allerede både protesteret og fremført, at de i givet fald ikke vil respektere afgørelsen.

I de mere bevidste forbrugerkredse er der allerede fundet alternativer, og for eksempel den dansk sushi-kæde Sticks’n’Sushi har siden sommeren 2009 systematisk erstattet den blåfinnede tun med den gulfinnede tun.

Og når vi er ved sundheden, så lavede New York Times for et par år siden et check, hvor tunfisk fra 5 ud af 20 sushirestauranter havde så højt et indhold af kviksølv, at restauranterne ville kunne lukkes på stedet, hvis ellers lovgivningen på området blev fulgt. Så måske vi må indse, at sådan som vi har svinet omkring os op igennem det 20. århundrede, så er alle de sidste led i fødekæden, inklusive os selv, uegnede som menneskeføde.

Rethink bluefin ban, Japan urges Europe, Kyodo 24.02.2010.

EU vil forbyde fangst af truet sushifisk, (Ritzau) Politiken 22.02.2010.

David Jolly: Japan Plans to Ignore Any Ban on Bluefin Tuna, New York Times 19.02.2010.

Robin McKie: Push to ban trade in endangered bluefin tuna, The Guardian 14.02.2010.

Jennifer Rankin: Damanaki backs bluefin tuna trade ban, EuropeanVoice.com 11.02.2010.

Jonathan Lynn & Noah Barkin (Eds.): U.N. agency backs bluefin tuna ban, vote due in March, Reuters 05.02.2010.

David Jolly: Europe Leans Toward Bluefin Trade Ban, New York Times 03.02.2010.

Malcolm Foster & Michael Casey: Bluefin ban could put Japan in bind, Associated Press 27.01.2010.

Steffen Ejstrup: EU gav tilskud til fiskeri af truet fisk, Politiken 05.12.2009.

The Battle Over Bluefin, Environmental New Service 30.09.2009.

Martin Finnedal: Dansk sushikæde har valgt truet tun fra, Politiken 08.06.2009.

Marian Burros: High Mercury Levels Are Found in Tuna Sushi, New York Times 23.01.2008.

For et års tid siden fik Japan en ny regering ledet af DPJ, efter i et halvt århundrede at have været regeret af LDP. Det har givet en markant anden klimapolitisk kurs, omend den har været meget slingrende.

Den gamle LDP-regering var ikke meget for at vedkende sig nogen klimaindsats ud over at have investeret massivt i udbygningen af den japanske A-kraft. Men med Yasuo Fukuda i spidsen barslede DPJ først med en skistse til en klimaplan med en 60-80% reduktion inden 2050. Så var Japan i begyndelsen af juli vært for G8 topmødet, hvor man modstræbende gik med til en langsigtet målsætning på 50%.

I slutningen af juli fremlægger DPJ herefter en plan for 80% reduktion i 2050, og senest har DPJ fremlagt en mere kortsigtet målsætning om inden 2020 at nå 25% under niveauet i 1990. Der tegner sig således konturerne af en ny japansk regering med markante klimaambitioner.

25% lyder måske ikke af meget, men hvor Japan som del af Kyoto-aftalen har lovet at reducere sine udledninger med 6% i forhold til 1990, er de tværtimod steget 8,7% siden 1990. Så 25% på blot ti år vil kræve en målrettet og systematisk indsats på en lang række områder for at komme i hus.

Se tidligere blog-indlæg: Japan vedtager handlingsplan for 80% CO₂-reduktion i 2050.

Kyoko Hasegawa: Election likely to reset Japan climate target, AFP 20.08.2009.

Lisa Friedman: Looming Election Could Strengthen Japan’s Climate Policy, New York Times 28.08.2009.

Martin Gøttske: Japans valgresultat er positivt for klimakampen, Information 29.08.2009.

Joe Romm: Japanese opposition easily wins elections – running on a much stronger climate target, Climate Progress 30.08.2009.

Matt Dernoga: Japan has new Pro-Climate Leadership, The Dernogalizer 30.08.2009.

Japansk valg gavner klimaforhandlinger, (Ritzau) Kristeligt Dagblad 31.08.2009.

Daniel Beattie: Magtskiftet i Japan kan blive svært at gennemføre, Information 01.09.2009.

Justin McCurry: Japan’s new prime minister promises ambitious greenhouse gas cuts, The Guardian 07.09.2009.

Connie Hedegaard: Japan viser lederskab, Klima- og Energiministeriet 07.09.2009.

Daisuke Wakabayashi: Hatoyama Pledges Not to Visit Yasukuni Shrine, Wall Street Journal 12.08.2009.

Jeff Kingston: Winning was the easy part for Hatoyama’s DPJ, Japan Times 13.09.2009.

Satoyama er et japansk ord, som betegner overgangszonen mellem det kultiverede landskab med dets horisontale rismarker og de vertikale skovklædte bjerge. Semantisk set betegner sato det dyrkbare land, men yama betyder bjerg. Og satoyama betegner på én gang det landskab, som opstår hvor menneskets kultivering møder den omgivende natur, og den kultur og levemåde, som gennem tiderne har udviklet sig i denne landskabelige situation.

Det japanske landskab er for langt den største del er præget af lave skovklædte bjerge gennemskåret af snævre dale. Satoyama er således en gennemgående situation i det japanske landskab, og ordet bruges ofte generelt om det traditionelle japanske bondelandskab.

Her ved bjergets fod, ved overgangen mellem skoven og det dyrkbare, lagde risbønderne så vidt muligt deres huse. For op igennem historien har hver eneste kvadratmeter, som kunne overrisles og dermed bruges til risdyrkning, været vigtig. Placeringen gav overblik over markerne, og let adgang til den skovklædte bagvæg. Skoven bag blev en form for kulturskov, hvor man samlede brænde, svampe, bær og frugter. I satoyama har der med tiden udviklet sig en stærk symbiose mellem menneske og natur, som er dybt forbundet med japansk folkekultur.

Læs mere »

I samarbejde med det nationale japanske TV-selskab NHK lavede David Attenborough for ti år siden filmen Satoyama: Japan’s Secret Watergarden (se nedenfor). Det er en smuk skildring af livet i en lille landsby nord for Biwa-søen, som ligger umiddelbart øst for Kyoto. Gennem skildringen af den 83-årige fisker Sangoro Tanaka får vi i Attenboroughs film et fornemt indblik i, hvor harmonisk og kultiveret mennesker kan leve med naturen, i naturen.

Semantisk set betegner satoyama overgangen mellem det kultiverede landskab og de skovklædte bjerge, men det bruges som her ofte bredere, som en betegnelse for den kultur, som traditionen har udviklet i zonen mellem det dyrkede og det udyrkede (se mere om satoyama i det efterfølgende blog-indlæg: Satoyama – et fællesrum mellem menneske og natur).

Før jeg i 1980 flyttede til København for at starte på Arkitektskolen, boede jeg nogle år i et landkollektiv i Himmerland. Her havde indtil begyndelsen af det 20. århundrede været et udstrakt hedelandskab afbrudt her og der af vådområder og dyrkede arealer. De husmandsbrug, man eablerede omkring 1. verdenskrig ved at pløje allaget op, var stort set opgivet, gårdene var blevt store og specialiserede, og markerne blev pløjet, harvet, sprøjtet, høstet og brændt af med en næsten militant præcision. For mig, som var vokset op i et godt tilgroet parcelhuskvarter, var det en stor skuffelse at erfare, at biodiversiteten i det moderne bondeland var uhyggeligt meget mindre end hvor jeg kom fra. Og jeg husker stadig glæden over en dag at finde 3½ m² lyng på en skrænt, hvor maskinerne ikke kunne komme til. Ellers var alt roeørkener, kornørkener, græsørkener. Fred og fuglesang … nej fra morgen til aften kunne man høre store maskiner kværne, og bonden havde fået høreværn med indbygget P3. Menneskets evige kamp for overlevelse og udbytte var vundet så definitivt, at vi havde tabt alt.

Satoyama er heroverfor en fortælling om menneskets tilstedeværelse i landskabet på en helt anderledes lydhør måde. Læs mere »

Japans største shipping-firma Nippon Yusen K.K. har planer om i samarbejde med Toyota inden 2010 at udvikle skibe med 30% mindre energiforbrug – en gangske ambitiøs målsætning, som man kunne ønske sig spredte sig til hele branchen.

I den forbindelse søsatte Nippon Yusen K.K. fredag et 60.000 ton (200 m langt) fragtskib, som efter sigende skulle være det første delvist soldrevne fragtskib. Kønt er det ikke, men det store skrog kan rumme 6.400 biler til eksport. Skibets foreløbig 328 solpaneler er ikke monteret direkte på skibet, men på de transportere, som holder på øverste dæk. De yder i alt 40 kW, hvilket svarer til blot 0,2 % af den nødvendige energi til at drive skibet – eller nærmest intet i forhold til de markante brændstofbesparelser der kan opnås blot ved at sejle blot en enkelt knob langsommere. Strømmen bliver da foreløbig også blot brugt som supplement til skibets belysning. Onde tunger ville kalde projektet et lidt ubehjælpsomt greenwashing-projekt. Men der er potentiale i tanken at udvikle transportenheder, hvis flader er solfangere, som akumulerer energi lige meget om de står på et skib, på en lastbil, på en togvogn eller på en kaj.

Hvis solenergien skal give et reelt tilskud, skal selve skrogets flader i stor stil inddrages, og skibets udformning tilbage til noget, som ikke er formgivet efter at vi havde stor mængder billig olie til rådighed. Stadig vil der være langt mere at hente i vindkraften, som igennem århundrederne har drevet handelsflåden – og snarest igen burde gøre det, som på eksemplet til venstre, hvor store sejlflader samtidig har solcelleoverflader.

Se også tidligere blog-indlæg: Magnus-effekt på skibsfarten, Himmelsejl over Atlanten og Mærsk producerer lige så meget CO₂ som hele Danmark.

Japan’s first solar cargo ship, (AFP) Straits Times 19.12.2008.

Nippon Yusen, Nippon Oil to Use Solar Power to Move Cargo Ship, JCN Network 26.08.2008.

Jeg lærte et nyt ord i dag: ecotarianism. Det skulle efter sigende være syntesen af alt det, der har været avanceret politisk korrekt de seneste år, når det gælder vores spisevaner: Ingen (eller meget lidt) kød, lokalt produceret, organisk, endelig ikke flyimporteret, og helst emballeret fuldt genbrugeligt, således at vores livsstil og ikke mindst vores spisevaner får det mindst mulige globale økologiske fodspor.

Økotarianisme som modestrømning kan sikkert drives langt ud over det rimelige – jeg gjorde i vinteren 1982-83 det eksperiment at leve af vinterfaste danske grøntsager, og det blev ærlig talt noget monotont sidst på vinteren. Men jeg lærte under vejs mange nye hjørner af rodfrugternes register. Endda var det måske værd at stoppe op et øjeblik og overveje, om vores dagligfødevarer partout skal komme fra alle verdens lande? – om de skal ligge i ufordøjelige skumbakker? – om vi skal være ved at være trætte af jordbær, når de er ved at modne i Danmark? – om aspargessæsonen partout skal vare året rundt?

Noget af det, som har været en dyb glæde ved at have boet fire år i Japan, er at have oplevet den lidenskabelighed, hvormed man spiser sig gennem årstiderne, høster forårets første vilde urter til tempuraen, celebrerer årets første bambusskud og te-blade, yuzu’en og de spæde sansho-blade i sommerens miso-suppe, den afkølede boghvede-te, ginkgo-nødderne i efterårsrisene og de statelige matsudake-svampe, som handles til flere hundrede kroner stykket. Måned for måned tilberedes risen og misosuppen forskelligt, og årscyklussen bliver en perlekæde af måltider, som er nøje forbundne med årstiden, og som knytter stærke bånd mellem menneske og natur.

Tony Turnbull: Eating to save the planet, The Times 25.08.2008.

Jessica Lee: Ecotarianism: how to condense a mouthful of values, Oxford Symposium on Food and Cookery 2007 (pdf).