Strøtanker om bæredygtighed

Det har været gentaget til hudløshed, at der er forskel på vejr og klima. Og da Al Gore for blot to måneder siden lancerede sit Climate Reality Project, var en tilbagevendende kritik, at han i sit velmente forsøg på at tydeliggøre de forestående klimaforandringer for hr. og fru Hansen, trak de stadig flere og større klimakatastrofer omkring os alt for kraftigt op. Man kunne ikke slutte så direkte mellem det, at der var mere tørke, voldsommere storme, flere skybrud og oversvømmelser og så den globale opvarmning. Men en række nylige resultater understreger, at Gore havde ret.

For blot en uge siden rundsendte James Hansen et paper,¹ hvori han viser, at nylige ekstreme vejrsituationer som dette års sommervarme i Texas med meget stor sandsynlighed ikke ville have forekommet uden global opvarmning. Og i dag barslede IPCC med Special Report on Managing the Risks of Extreme Events and Disasters to Advance Climate Change Adaptation (SREX).

Eller rettere, det er stadig kun et 29 sider langt Summary for Policymakers, som bliver lanceret her, hvor der stadig er tid til at få det læst grundigt inden COP17 i Durban. Hovedrapporten, som er et samarbejde mellem 220 klimaforskere fra 62 lande, vil forelægge i sin fulde udstrækning til februar. Og – her er det med at holde tungen lige i munden – man kan stadig ikke sige, at præcist den og den oversvømmelse, storm, tørke, hedebølge osv. skete på grund af global opvarmning. Men man kan sige med stor sikkerhed, at hyppigheden af, hvad vi i dag betragter som ekstreme vejrsituationer, vil være langt større i årene fremover på grund af den globale opvarmning. Som med det voldsomme regnfald over København denne sommer, som blev karakteriseret som det voldsomste i 500 år, og samtidig vi kunne forvente fremover hvert tyvende år.

Lederen af IPCC, Rajendra Pachauri, siger i en pressemeddelelse: “This summary for policymakers provides insights into how disaster risk management and adaptation may assist vulnerable communities to better cope with a changing climate in a world of inequalities”. Og han fortsætter: “It also underlines the complexity and the diversity of factors that are shaping human vulnerability to extremes – why for some communities and countries these can become disasters whereas for others they can be less severe.”²

Læs mere »

En gruppe forskere ved GEUS har netop i tidsskriftet Boreas fremlagt undersøgelser,¹ som ifølge dem sætter store spørgsmålstegn ved de havstigninger, som IPCC har forudsagt. Faktisk er lederen af projektet Jens Morten Hansen i dag ude at forsikre for, at havstanden i størstedelen af Danmark ikke vil stige, men falde.

Disse konklusioner tager udgangspunkt i undersøgelser af aftegninger af kystlinjer på Læsø, hvor man har et helt system af “åretegninger” af havets skiftende møde med kysten gennem tiderne. I absolutte mål er vandstanden omkring Læsø steget 110 ±14 cm siden år 1300, omend der var en let lavvandet periode i forbindelse med en “lille istid” mellem 1250-1750. I de seneste århundreder har der været en stadig stigning, som har toppet i en 70-års-cyklus omkring år 1790, 1860, 1920–1950 (en dobbelt top) og så i dag.

Desværre er artiklen kun tilgængelig som abstract. Men jeg har tilbragt en stor del af min barndom og ungdom med udsigt over Kattegat og set, hvor voldsomme kræfter, havet rummer – og hvordan havet med samme havstand i situationer med kraftig pålandsvind og vindstuvet højvande kan lægge spor efter havstokken langt inde på land. Så med så små forandringer, som der er tale om, ville jeg være meget forsigtig med at ekstrapolere fra mønstre på Læsø til de globale havstigninger.

Når JM Hansen endda går så skråsikkert ud med sin garanti for, at havet omkring Danmark ikke vil stige, så er det fordi den tektoniske plade, Danmark og Den Skandinaviske Halvø ligger på, stadig har en opadgående bevægelse efter at den var presset ned af vægten af den seneste istids ismassiver. På den baggrund langer JM Hansen ud efter IPCC og siger, at deres fremskrivninger er alt for højt satte.

Kortet øverst i dette indlæg skulle vise størrelsesordenen af landhævningen – de røde linjer viser landhævningen i millimeter pr. år. Man regner modsvarende med, at verdenshavene op igennem det 20. århundrede er steget med 2 mm pr. år og har kunnet konstatere, at stigningstaktensiden srarten af 1990erne nærmere har ligget på 3 mm pr. år. Når samtidig landhævningen i det nordlige Danmark, hvor den er størst, er på 1,5 mm pr. år, mens det sydligste Danmark direkte synker, så kan det dog være svært at se, hvordan JM Hansen kan være så skråsikker i sin sag.

IPCC har ganske rigtigt ikke indregnet lokale forskydninger i undergrunden, men taler kun om den globale havstigning. Og vi kan lokalt glæde os over, at landhævningerne i væsentlige dele af Danmark udgør en forsinkende faktor.

Men mange har påpeget, at IPCCs estimat af de globale havstigninger har været sat alt for lavt. I de første beregninger fra IPCC havde man kun medregnet havstigninger fra vandets udvidelse ved opvarmning (mener at huske den blev estimeret til 18-72 cm i år 2100). Og havstigninger fra en øget afsmeltning af klodens ismassiver på grund af opvarmningen var slet ikke indregnet i IPCCs prognose, selvom det for ikke så længe siden forlød, at det nu var den største kilde til havstigninger. Samtidig har klimaet vist sig mere følsomt overfor ændringer i CO₂-koncentrationerne, så der er i mange kredse en bekymring for, at for eksempel afsmeltningen af den grønlandske indlandsis kan accelerere dertil, så vi kan stå med havstigninger, som skal måles i centimeter pr. år.

Læs mere »

James Hansen har i dag undsendt disse ord, som han 29. august fremsagde foran Det Hvide Hus i en aktion, hvor man markerer det absurde i at lægge en olieledning fra Canadas tar sands-områder ned over USA. Der er tale om kolossale reserver.

Samtidig med, at det vil føre til ødelæggelser af naturområder fire gange Danmarks størrelse, vil drivhusgas-udledningerne ved produktion og afbrænding af den canadiske tar sand olie således være så omfattende, at det vil bidrage lige så meget CO₂ som der er udledt fra industrialiseringens begyndelse frem til i dag.

Inkluderingen af tar sand-forekomsterne i verdens fossile reserver vil derfor rykke risikoen for klimatologiske tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende, markant nærmere. 

Let us return for a moment to election night 2008. As I sat in our farm house in Pennsylvania, watching Barack Obama’s victory speech, I turned my head aside so my wife would not see the tears in my eyes. I suspect that millions cried. It was a great day for America.

We had great hopes for Barack Obama – perhaps our dreams were unrealistic – he is only human. But it is appropriate, it is right, in a period honoring Martin Luther King, to recall the hopes and dreams of that evening.

We had a dream – that the new President would understand the intergenerational injustice of human-made climate change – that he would recognize our duty to be caretakers of creation, of the land, of the life on our planet – and that he would give these matters the priority that our young people deserve.

We had a dream – that the President would understand the commonality of solutions for energy security, national security and climate stability – and that he would exercise hands-on leadership, taking the matter to the public, avoiding backroom crippling deals with special interests.

We had a dream – that the President would stand as firm as Abraham Lincoln when he faced the great moral issue of slavery – and, like Franklin Roosevelt or Winston Churchill, he would speak with the public, enlisting their support and reassuring them.

Perhaps our dreams were unrealistic. It is not easy to find an Abraham Lincoln or a Winston Churchill. But we will not give up. There can be no law or regulation that stops us from acting on our dreams. Have no doubt – if that tar sands pipeline is approved, we will be back, and our numbers will grow. For the sake of our children and grandchildren, we must find someone who is worthy of our dreams.

 Remarks at the White House, 29 August 2011.

Her til morgen var der mail fra lederen af NASAs klimaforskningsafdeling, James Hansen, med link til et foreløbigt stadie af en ny artikel, Earth’s Energy Imbalance and Implications, som han og kollegerne ved NASA har under forberedelse. Jeg vil ikke på nogen måde gennemgå hele artiklen, men den har i indledningen en interessant dobbelt-kurve, som så at sige sammenfatter de enkelte faktorer i den globale opvarmning. For samtidig illustrerer den meget godt de stridspunkter, som trives i klimadebatten.

Til venstre ser man de enkelte faktorer. Til højre ser man netto-drivhuseffekten af alle faktorerne tilsammen, omregnet i watt pr. m². Som man ser, er det relativt små energimængder – 1,6 watt pr. m², set i forhold til at vi måler vore private energiforbrug i kilowatt-timer. Men omvendt giver det på globalt plan en kolossal varmemængde, som siden industrialiseringens begyndelse har ført til en global temperaturstigning på omkring 0,7° C.

Fig. 1. fra Earth’s Energy Imbalance and Implications.

Den røde kurve er drivhusgasserne – først og fremmest CO₂, men også andre gasser som metan, lattergas og freon – som qua de voksende mængder tilbageholder omkring 3 watt pr. m².

Den blå kurve er menneskeskabte aerosoler, en fællesbetegnelse for luftbårne partikler mindre end 1 μm (1 mikrometer = 10⁻⁶ m). Aerosoler er typisk sod eller støvpartikler – og samtidig med, at den ultrafine partikelforurening i byerne er ødelæggende for vores helbred, så virker de kølende på vores klode. Men man er stadig ret usikker på, hvor stærk denne kølende effekt er, og hvis man ser ud for år 2000, så kan man se, at den vurderede usikkerhed for aerosolerne er langt større end for drivhusgasserne. I forhold til at forstå klimaforandringerne er det således et vigtigt forskningsområde.

Den grå kurve viser effekten af vulkanudbrud – efter vulkanudbrud, hvor store mængder støvpartikler hvirvles ud i atmosfæren, ser man ofte en markant global køling i det kommende års tid. De kraftigste vulkanudbrud har således en momentan indvirkning på klodens energibalance, som er ligeså stor som drivhusgasserne. Men i det store billede har de langt mindre vægt end de to største faktorer: drivhusgasserne og de menneskeskabte aerosoler.

Den gule kurve viser variationerne i solplet-aktiviteter, som gør at solen ikke bare er en konstant varmekilde. Det har blandt andet danske klimaforskere hæftet sig meget ved, men set i forhold til de øvrige faktorer er det en meget lille variation, som på ingen måde kan forklare de samlede globale temperaturstigninger. Tilsvarende er virkningerne fra ændret arealanvendelse, som illustreret i den grønne kurve, netto en meget lille klimapåvirkning. Dette dækker dog over store forskeligretttede kræfter.

Artiklen er i alt på over 50 sider. Det er måske rigeligt for lægmand at læse, men alene kurverne giver et godt overblik over klimaforskningen, og i artiklen konkluderes der afsluttende (p. 43) dels at vi står overfor at måtte indse en nødvendig målsætning på 350 ppm for at genskabe klodens energibalance (hvilket første gang blev defineret af Hansen et al i en artikel i 2008²). Dels konkluderes det, at havstigningen, som siden 1990 har ligget på omkring 3 mm pr år, med stor sandsynlighed vi have en stigende tendens. Artiklen slutter med at anbefale yderligere undersøgelser af aerosolernes klimapåvirkninger – idet aerosolerne i dag udgør den største usikkerhedsfaktor i det samlede globale energiregnskab.

James Hansen et al.: Earth’s Energy Imbalance and Implications, draft version april 2011 (pdf).¹

Robin Engelhardt: Klimaforskere slår alarm: Vi er på vej mod en isfri planet, Ingeniøren 20.01.2011.

James E. Hansen et al.: Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? Open Atmospheric Science Journal 2008 no. 2 pp. 217-33 (pdf) / Supplemental text pp. i-xxi (pdf).²

Se tidligere indlæg tagged med James Hansen.

Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen rundsendte i dag en henvendelse til den norske statsminister i anledning af, at han i juni modtog den norske Sophie Prize.

Hansen benyttede her anledningen til at markere det dybt beklagelige i, at det statsejede norske olieselskab Statoil er gået aktivt ind i udvindingen af tar sand i Canada. Tar sand er en af de mest svinske former for fossilt brændstof, vi har i dag. Miljøødelæggelserne er kolossale – et område fire gange større end Danmark er i disse år ved at blive totalraseret for at udvinde bitumen-olie fra sandlag i overfladen, og energiforbruget ved udvindelsen er så stort, at den samlede CO2-udledning ved olie fra tar sand er markant større.

Hansens enkle men klare budskab – i en situation, hvor vi alligevel ikke kan afbrænde alle vores fossile brændstoffer, hvis vi vil bevare et klima nogenlunde som vi kender det i dag – er, at vi må:

1) udfase den nuværende brug af kul hurtigst muligt
2) lade forekomster af tar sand blive i jorden
3) afstå fra at forfølge de sidste dråber olie (som for eksempel i de arkitske egne og på dybt vand).

Op til COP15 var Norge et af de lande, som spillede klarest ud, med tilsagn om en reduktion af landets CO2-udledninger på 40% inden 2020 – markant over EUs tilsgn på 20% – som kunne forhøjes til 30%, hvis verdens øvrige lande gav tilsvarende tilsagn. Det kom der som sagt ikke, så EU står lige nu med et tilsagn på kun 20%, hvilket er helt utilstrækkeligt og meget dårlig signalpolitik.

Endda er James E. Hansens karakteristik af den norske klimapolitik langt fra rosende: “The Norwegian government’s position is a staggering reaffirmation of the global situation: even the greenest governments find it too inconvenient to address the implication of scientific facts. Perhaps our governments are in the hip pocket of the fossil fuel industry – but that is not for science to say.”

Ved modtagelsen af Sofieprisen siger han afrundende: “What I can say from the science is this: the plans that governments, including Norway, are adopting spell disaster for young people and future generations. And we are running out of time.

Stabilizing climate is a moral issue, a matter of intergenerational justice. Young people, and older people who support the young and the other species on the planet, must unite in demanding an effective approach that preserves our planet.

Because the executive and legislative branches of our governments are turning a deaf ear to the science, the judicial branch may provide the best opportunity for redressing the situation. Our governments have a fiduciary responsibility to protect the rights of young people and future generations. I look forward to working with young people and their supporters in developing the legal case for young people and the planet.”

Når Hansen udtaler sig så klart om selv de mest vidtgående klimaplaner, som han gør her, at de “spell disaster”, så bunder det i hans meget klare aflæsning af den kvoteordning, som en kommende klimaaftale søges opbygget om, som aldeles utilstrækkelig, og som fokuserende på det forkerte.

Open letter to Prime Minister Jens Stoltenberg, published in Aftenposten, 19.05.2010 (pdf).

Svarbrev fra Robin Martin Kåss, Statssekretær, Olje- og Energidepartementet, Deputy Minister, Ministry of Petroleum and Energy, 24.05.2010 (pdf).

James E. Hansen: Message from Sophie Prize Winner (pdf).

www.sofieprisen.no.

Architecture 2030 er et meget visionært amerikansk initiativ, som har lavet en køreplan for et USA, hvor bygninger er CO₂-neutrale inden 2030, med en tilhørende uddannelsesplan – at alle amerikanske arkitektstuderende i løbet af i år skal være i stand til at designe sådanne CO₂-neutrale bygninger. I samarbejde med forskere fra NASA og National Renewable Energy Laboratory har Architecture 2030 fået udarbejdet et paper, som undersøger mulighederne for et at udfase brugen af kul i USA i 2030. Den endelige artikel vil først udkomme i juni, men er i dag rundsendt i draft form.¹

I den nuværende situation, hvor den amerikanske klimalovgivning og dermed den globale klimaaftale hænger i en endog meget tynd tråd efter et massivt lobby- og støjarbejde fra kul- og olieindustrien, er det et dybt interessant indspark i den amerikanske debat. Alene geotermisk energi vurderes at have 10 gange større energipotentiale end det nuværende amerikanske energiforbrug, og der er masser at spare ved mere hensigtsmæssig indretning af den amerikanske infrastruktur.

Blandt artiklens forfattere finder man også lederen af NASAs klimaforskning, James E. Hansen.

I artiklens abstract hedder det afsluttende: “Vi konkluderer, at USAs emissioner fra kul kan være udfaset i 2030 gennem anvendelse af eksisterende teknologier eller teknologier, som vil være konkurrencedygtige indenfor det kommende tiår. Fjernelsen af subsidier til fossile brændstoffer og en markant øget pris på CO₂-udledninger er de fundamentale forudsætninger for en ren, emissionsfri fremtid.”

Jeg har kopieret artiklens abstract ind nedenfor.

Pushker A. Kharecha et al.: Options for Near-Term Phaseout of CO2 Emissions from Coal Use in the United States, Draft accepted for publication in Environmental Science & Technology (pdf).¹

Læs mere »

Der er netop udkommet en særdeles tankevækkende rapport fra Economics for Equity and Environment med titlen The Economics of 350: The Benefits and Costs of Climate Stabilization,¹ hvori otte økonomer gennemgår udgifterne og fordelene ved at gennemføre et 350 ppm scenario.

I rapporten regner man dels på, hvad der skal til, for at nå tilbage under 350 ppm år 2100 – et scenario, hvis nødvendighed blev understreget sidste år i den banebrydende artikel fra NASA² – dels hvad der skal til for at nå tilbage til 350 ppm inden år 2200.

Begge dele fordrer langt stærkere reduktionsscenarier end dem, som lige nu er til forhandling forud for COP15, iværksat uden tøven. Og begge forudsætter gennemgribende forandringer i den måde, vi forvalter de levende systemer i biosfæren på. For eksempel opererer Hansen et al i deres scenario med et moratorium for afbrænding af kul inden 2030 (eller at man inden da har udviklet en teknologi til fuld indfangelse af CO₂ fra kulafbrænding).

For at nå dertil, at atmosfærens CO₂-koncentrationer er faldende (den er i dag nået op på 389 ppm og stiger med omkring 2 ppm pr. år), er det ikke nok at reducere. Vi skal faktisk nå en situaton, hvor vi qua vores aktivitet absorberer CO₂ og andre drichusgasser.

Det interessante ved rapporten er, at den konkluderer, at det ikke bare er ønskværdigt (læs uomgængeligt nødvendigt) for bevarelsen af biodiversiteten, stabiliseringen af klodens klima og bevarelsen af de mange atolstater, som med de nuværende forhandlingsoplæg står overfor at forsvinde under havet. Faktisk giver det ifølge rapporten mening i et rent økonomisk perspektiv at foretage en sådan radikal omlægning.

Prisen for at redde verden: 1-3% af vores bruttonationalprodukt.

Om det er meget eller lidt må være en vurderingssag. Det svarer til, at man ud at en årsløn på en halv mio. kr. bruger 5-15.000 kr. – eller mindre end de fleste i dag rejser for. Kunne vi til en begyndelse kanalisere disse midler over i en systematisk omlægning til et samfund på vedvarende energi, var vi allerede godt i gang. Fik vi besøgt knapt så mange eksotiske hoteller på fjerntliggende atoløer eller sorte pister i Dolomitterne, kunne vi til gengæld glæde os over, at de ville eksistere også for de kommende generationer.

Frem for at skære i rejsekontoen kunne vi for min skyld finde de nødvendige midler i verdens militærbudgetter. De udgør i dag omkring 2,5% af verdens samlede bruttonationalprodukter. Blev disse midler endelig brugt til noget fornuftigt, var meget nået.

1-3% af vores økonomi har vi alle råd til – vi har slet ikke råd til at lade være. Den virkelige udfordring ligger i, at disse mange penge vil medføre gennemgribende forandringer i den måde, vores verden er skruet sammen på, og i hele den måde, vi ser os selv i verden på. Dette åbner på den ene side dybt interessante perspektiver, men det gør det også til en kolossal opgave, for der er rigtig mange mennesker, som skal blive omstillingsparate. Vi er langt inde i at rode med fundamentale vaner og livsmønstre.

John Lorinc: The Economics of Climate Stabilization, New York Times 02.10.2009.

Frank Ackerman et al.: The Economics of 350: The Benefits and Costs of Climate Stabilization, Economics for Equity and Environment, oktober 2009 (pdf).¹

James E. Hansen et al.: Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? Open Atmospheric Science Journal 2008 no. 2 pp. 217-33 (pdf) / Supplemental text pp. i-xxi (pdf).²

George Monbiot er en af de skarpere klimaskribenter, og han forstår som få at spidde fænomener udspændt i feltet mellem menneske, miljø og magt. I den senere tid har han for eksempel lavet en række skarpe video-interviews til The Guardian, hvor han i udsøgt satirisk stil hudfletter klimabagstoppere og greenwashing-magnater. Men i gårsdagens udgave af The Guardian rettede han med artiklen: Woodchips with everything. It’s the Atkins plan of the low-carbon world, skytset mod egne rækker. Han var kort sagt træt af den seneste hype inden for klimaløsninger, bio-char, og sammenlignede det med Atkins-kuren, en slankekur, som med højdosis protein måske på kort sigt formår at få folk til at tabe et par kilo, men som ernæringsmæssigt og sundhedsmæssigt set må betragtes som en katastrofe.¹

I den britiske debat bliver den sproglige retorik ofte hvæsset med stor omhu. For blot fjorten dage siden sammenlignede Sir Nicholas Stern klimaskeptikere med ‘flat-earthers’.² Og hvor har han ret – kunne vi blot én gang for alle komme dertil i det danske forståelsesrum. Det er kun fordi det er så svært at oversætte til dansk – fladpander er noget lidt andet – at ‘flat-earthers’ ikke straks er gledet ind i mit klima-vokabularium.

Men tilbage til Monbiots udfald: Han var kort sagt træt af, at alle klimaentusiaster nu kun havde trækul på hjernen og tilsyneladende så verdens frelse i denne gammelkendte teknik. Og under vejs får han langet alvorligt ud efter klimanotabiliteter som James Hansen, Chriss Goddall og James Lovelock, som i hans øjne helt har mistet orienteringen. De er bundnaive, fnyser han, og er nærmest ved at splitte jorden af for at redde den.¹

Allerede samme dag bringer The Guardian da også en artikel af Chriss Goodall, at der ikke er nogen grund til at afskrive trækullene.³ Og få timer efter er Gaia-teoriens ophavsmand James Lovelock på banen med en indrømmelse, at hvor han normalt er enig med Monbiot i det meste, må han i denne situation indse, at Monbiot ikke helt har fanget perspektivet i at lade naturen absorbere den overskydende CO₂.¹º

Læs mere »

Torsdag i sidste uge havde vi fornemt besøg ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Lederen af NASAs klimaforskning, James E. Hansen, var i byen i forbindelse med Københavns Universitets store konference, Climate Change. Global Risks, Challenges and Decisions. Derfor havde vi i samarbejde med Klimabevægelsen og Danish Media Forum dels foranlediget, at han også holdt oplæg på de studerendes parallelkonference Energy Crossroads, dels inviteret ham til at møde den danske presse, hvilket der er kommet en hel række artikler og interviews ud af (se nederst i dette indlæg).

James E. Hansen står i disse år som en af de vigtigste klimaforskere i verden – ikke blot på grund af hans overblik og indsigt i klimaanliggender, men fordi han har set det som sin opgave at træde ud af forskernes elfenbenstårn for at søge at slå bro over den indimellem afgrundsdybe forståelseskløft mellem det videnskabelige samfund og de politikere, som i disse måneder er ved at lægge sidste hånd på en klimaaftale, som kommer til at præge de næste årtiers indsats for at standse den globale opvarmning. Og Hansen gør det vel at mærke på en måde, hvor han ikke blot ‘accepterer’ det politiske spils oversættelser af komplekse problemstillinger til forhandlingsbare enkeltstørrelser med en pris, som til enhver tid kan forhandles, men definerer nogle fra et klimaperspektiv uomgængelige nødvendigheder, hvis vi skal gøre os håb om at vende den nuværende udvikling og undgå kaskader af ‘tipping points’, hvorfra klimaforandringerne bliver selvaccelerende.

Men Hansen synes langt fra brødebetynget over, at det med ham som rådgiver er svære beslutninger, politikerne skal ud at tage – og skaffe mandat til at skaffe. Han ser en bred forkelig forståelse for, at der skal handles konsekvent. Og som han sagde under frokosten: Uden den stadige afbrænding af fossile brændstoffer vil det jo blive en bedre verden for os at leve i, uden den nuværende luftforurening og accelererende ødelæggelse af landskaber og biodiversitet.

Læs mere »

I går var der igen nyt fra James E. Hansen, som rundsendte sin præsentation for en ‘Ways and Means’ (virkemiddel-) kommission i Det Hvide Hus. Den rummer en tankevækkende analyse af det kvotesystem, vi er ved at indføre som mekanisme for at nedbringe verdens samlede CO₂-udledninger. Foreløbig er resultaterne svære at begejstres for, hvis ikke lige man er markedsfundamentalist. Kvotesystemet fastholder virksomhederne i banal kassetænkning uden at formå at styre udviklingen, og lidt sat på spidsen har det europæiske kvotesystem foreløbig mest af alt haft karakter af erhvervsstøtte.

Carbon Tax & 100% Dividend vs. Tax & Trade, Testimony of James E. Hansen to Committee on Ways and Means United States House of Representatives 25.02.2009 (pdf).

Hansen, som gennem en menneskealder har været leder af Goddard-instituttet ved NASA er en af de klimaforskere, som klarest har markeret, at menneskeheden med sin nuværende afbrænding af fossile brændstoffer med usvigelig sikkerhed bevæger sig mod klimakatastrofen. Han har rejst verden rundt for at tydeliggøre nødvendigheden af et moratorium for udbygningen af kulkraft. Han er fadder til 350-bevægelsen, som arbejder for at få en CO₂-koncentration på 350 ppm gjort til det globale klimamål (hvor det nu er 450 ppm). Og i det her foreliggende paper diskuterer han kvotesystemets problemer set i forhold til en CO₂-skat, som vel at mærke betales 100 % tilbage. Et sådant system vil på ganske enkel vis gøre CO₂-tunge produkter og aktiviteter dyrere end CO₂-neutrale, samtidig med at det bevarer købekraften. Kvotesystemet har heroverfor store problemer på en lang række områder, og dets logik vil betyde, at et land som Danmark typisk vil købe sig fra at rydde op i egen baggård. Det største problem er dog ifølge Hansen, at det ikke løser klimaproblemet.

Hansen deltager i Københavns Universitets klimakonference 10.-12. marts. I den forbindelse har vi fået mulighed for at arrangere, at han møder Folketingets Energipolitiske Nævn og giver interviews med en række af de danske nyhedsmedier, så i den kommende tid vil vi komme til at høre meget mere til Hansen på vores hjemlige breddegrader.

Nedenfor følger Hansens mail – det er tankevækkende, at der i Washington nu er fire klima-lobbyister for hver parlamentariker. Så klimaet er på godt og ondt kommet på den amerikanske dagsorden.

Se tidligere blog-indlæg tagged med James Hansen.

Læs mere »