Strøtanker om bæredygtighed

Kurven herover stammer fra en artikel i Science Progress torsdag,¹ hvor Dr. James Powell har lavet en ganske tankevækkende undersøgelse af samtlige peer-reviewed artikler om global opvarmning igennem de seneste 20 år og delt dem i to bunker: I den ene dem, som tager menneskeskabt global opvarmning alvorligt, og i den anden de artikler, som klart afviser global opvarmning eller tilskriver opvarmningen andre årsager end CO₂-udledninger (og udledningen af andre drivhusgasser).

Ud af i alt 13.950 artikler siden 1992 var der kun 24 til den bunke, hvor forfatterne afviste den globale opvarmning eller at opvarmningen var forbundet med udledningen af drivhusgasser. Det svarer til en enkelt artikel for hver 581 artikler, eller 0,17%.

Og hvor hver af klimaskeptiker-artiklerne i snit har været citeret 5 gange, da var hver af de 13.926 artikler, som godskriver fænomenet global opvarmning i snit citeret 19 gange. Powell har beskrevet sin metodologi nærmere her.

Powells opgørelse taler sit klare sprog om, at der i klimavidenskaben ikke er den mindste tvivl om, at klimaforandringer er en realitet. der er stadig mange delelementer i klimamodellerne, som kun er delvist forstået, og forståelsen af, hvor hurtigt klima og havstand forandrer sig, har ændret sig igennem de 20 år, som Powell har undersøgt – hvilket for eksempel afspejler sig i, at den overordnede målsætning for en global klimaindsats på få år har forandret sig fra max 550 ppm til max 450 ppm til at det ville være bedst at komme tilbage under 350 ppm. Men der er tale om en grundlæggende enighed om, at klimaudfordringen er en realitet, og at den bliver en af det 21. århundredes helt store udfordringer.

Læs mere »

Da orkanen Sandy i den amerikanske valgkamps slutfase trak op lags den amerikanske østkyst og lagde sine ødelæggende spiralarme tungt ind over det nordøstlige USA, forbandt mange spontant det ekstreme vejr med den voksende – men i USA i vide kredse fortrængte – klimaudfordring. Endelig gik der hul på den klimatavshed, som havde ligget som en forbandelse over valget.

Og i nærmest samme åndedrag blussede diskussionen op, om man nu kunne sige, at Sandy var forårsaget af klimaforandringer eller blot var skiftende vejr? Ikke mindst i forhold til den politiske medievirkeligheds fordringer om korte enkle statements blev der vævet ganske meget i, hvordan Sandy ikke var forårsaget af klimaforandringer, men forstærket af klimaforandringer. Et af problemerne med at gøre klimaforandringerne forståelige ligger i sprogliggørelsen af deres natur.

Meteorologerne søger næsten krampagtigt at fastholde sondringen mellem klima og vejr, mens omvendt lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen i en nylig undersøgelse påviste, at hele sandsynlighedsfeltet har flyttet sig. Han bruger her en terning som billede, hvor terningens 1, 2, 3, 4, 5 og 6 for eksempel betegner en skala fra ‘køligere end normalt’ over ‘normalt’ til ‘varmere end normalt’. Og han viser, hvordan denne sandsynligheds-terning på blot få årtier er blevet meget anderledes. Den har i dag måske nærmere værdierne 1, 3, 5, 6, 6, 7, og det som for blot få årtier siden var usædvanligt varmt bliver en ny normal (se blog-indlægget Terningerne er kastet).

Tilsvarende er sandsynligheden for en orkan af Sandys styrke markant større, og faktisk satte Sandy en ny rekord med det dybeste lavtryk i den amerikanske meteorologis historie. Men vi har dårligt sprog for at tale præcist om, hvordan – og i hvilken udstrækning – et fænomen som Sandy er forbundet med klimaforandringer og med klimaudfordringen.

Her markerede George Lakoff fra Berkeley, University of California, sig med et meget klart udsagn, at “den globale opvarmning systemisk forårsagede orkanen Sandy”.

“Yes, global warming systemically caused Hurricane Sandy,” skriver Lakoff indledende: “and the Midwest droughts and the fires in Colorado and Texas, as well as other extreme weather disasters around the world. Let’s say it out loud, it was causation, systemic causation.”

“Systemic causation is familiar,” skriver Lakoff videre: “Smoking is a systemic cause of lung cancer. HIV is a systemic cause of AIDS. Working in coal mines is a systemic cause of black lung disease. Driving while drunk is a systemic cause of auto accidents. Sex without contraception is a systemic cause of unwanted pregnancies.”

Læs mere »

I denne 7½ minut video fortæller James Hansen om hans nylige klimaforskning i samtale med Colin Baker fra The Economist. Det er en fornøjelse at høre Hansen tale med et enestående overblik og mærke, hvordan han bliver stadig bedre i stand til at tale om virkeligt komplekse klimaforhold på en måde, så det er enkelt at følge med, uden alt for mange vigtige detaljer forsvinder.

Han siger om isdækket over Arktis, at det nok er et nært forestående tipping point – at vi vil se Arktis helt isfri om sommeren inden for et årti eller to – men at det til forskel fra afsmeltningen af Vestantarktis eller Grønlands indlandsis er en reversibel situation, og at isdækket igen vil indfinde sig og sende mere lys og varme tilbage i himmelrummet den dag, den dag koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren igen falder.

James Hansens seneste arbejde, hvor han direkte forbinder den øgede forekomst af ekstremt vejr med den menneskeskabte globale opvarmning, er nærmere præsenteret i blog-indlægget Terningerne er kastet.

Se tidligere blog-indlæg tagged James Hansen.

James Hansen on climate change: Hot, dry or flooded, The Economist 16.08.2012.

En undersøgelse af amerikanske TV-mediers dækning af den ekstreme varme og tørke, viser, at man i meget høj grad undlader at sætte vejrfænomenerne i forbindelse med klimaforandringer.¹

Samtidig med at USA denne sommer står med den værste varme og tørke siden mellemkrigsårene, er der fremkommet en stribe forskningsresultater, som tilsammen gør det indlysende klart, at den stadigt hyppigere forekomst af ekstremvejr i meget høj grad er menneskeskabt og stort set forårsaget af menneskeskabt global opvarmning. Men sandheden er ilde hørt, og ikke mindst i et valgår, hvor de republikanske præsidentkandidater på stribe har meldt sig som klimafornægtere, har de amerikanske TV-medier stort set været tavse.

En undersøgelse af TV-mediets omtale af hedebølgen i juli viser, at situationen kun i 8% af indslagene blev sat i forbindelse med klimaforandringer. I CNN for eksempel blev klimaforandringer kun nævnt i 4% af indslagene, og på ABC i 2% af indslagene.¹

Det er alt efter temperament foruroligende, tankevækkende eller dybt provokerende, at man i God’s Own Country, som historisk er verdens største udleder af drivhusgasser, er så fuldstændigt fornægtende overfor sin egen indvirkning på levevilkårene.

Fornægtelsen er en sammensværgelse af kul- og olieinteresser, som for at sikre kortsigtede interesser finansierer den konstante tvivlssættelse af alt, som har med menneskeskabte klimaforandringer at gøre. Selv når man få virkeligheden trukket op, som man har fået det i år, hvor afgrøderne svigter og skovbrandene hærger, bliver det stort set fortiet og fortrængt.

Kortet herover viser tørkesituationen primo august 2012, hvor 52% af USA havde moderat tørke, mens 20% havde ekstrem eller exceptionel tørke.

Den amerikanske tørke er alvorlig og har været så massiv så længe, at årets høst mange steder ikke står til at redde, selvom det har regnet let i de seneste dage. Midtvesten er et af verdens store spisekamre, så man kan frygte, at verdens fødevarepriser på ny vil stige. Prognoser taler om, at sojabønner, majs og hvede vil kunne stige 30-40%.

I en fornuftsbetonet lille husholdning ville man et sådant år bruge mindre af afgrøderne til at lave bio-ethanol og spare på køreturene, så der var mad på bordet til alle. Men i markedsvirkeligheden vil vi se, at det er de sultne motorer, som står først til at blive mættet. Bilerne – eller rettere deres ejere – har større købekraft end verdens fattige.

Læs mere »

Tre forskere fra NASAs klimaforskningsafdeling har med James Hansen i spidsen netop offentliggjort et nyt studie i Proceedings of the National Academy of Sciences. Artiklen er ikke frit tilgængelig fra PNAS, men der er en fri udgave tilgængelig via Columbia Universitys hjemmeside: The New Climate Dice: Public Perception of Climate Change (pdf).

Hansen et al. kunne ikke have valgt bedre tidspunkt at offentliggøre artiklen på, for vejret i USA har i år vist sig fra sin mere ekstreme side, med bragende hede og knasende tørke. I vejrudsigten i går blev der lovet +40ºC i store dele af det centrale USA, og majs- og kornhøsten i et af verdens største spisekamre er i år alvorligt truet af tørke. Der har da også været spekuleret en del over, om det var et udslag af klimaforandringer.

Hidtil har meteorologer været hurtige til at afvise sådanne spekulationer og igen og igen sagt, at man må skelne mellem klima og vejr. Men det, som Hansen et al. demonstrerer gennem den foreliggende analyse af det observerede vejr i USA for de seneste seks årtier, er, at det sandsynlighedsfelt, som klimaet varierer inden for, gradvist forandrer sig.

Hvis man ser på grafen i øverste til højre, er det umiddelbart aflæseligt, at sandsynlighedsfeltet årti for årti bliver varmere og varmere.

Men man ser også, at spredningen bliver større, at fordelingskurven bliver bredere og fladere. Så selvom gennemsnittet gradvist bliver varmere, vi stadig indimellem vil have kolde isvintre og kølige somre, samtidig med at forekomsten af de ekstreme vejrforhold bliver gradvist mere og mere hyppige. Stadig er det svært at sige, at orkanen Katrina, som for nogle år siden forvoldte kolossal skade i det sydlige USA, skete på grund af klimaforandringer. Men det er rigtigt at sige, at sandsynligheden for, at der dannes orkaner af en voldsomhed som Katrinas, er markant forhøjet.

Læs mere »

Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen havde i gårsdagens New York Times et indlæg, hvor han opsummerer, hvorfor det er vitalt at få standset ikke bare Keystone XL-rørledningen og tar sand-udvindingen i Alberta, men som verdenssamfund at komme overens med, hvilke fossile reserver, vi giver plads til at udvinde, og hvilke, vi som ansvarligt verdenssamfund lader ligge i jorden.

For omkring fem år siden udtrykte Hansen det i al sin enkelhed: “Coal is best left in the ground”. Siden har højere oliepriser gjort udvinding af en række unconventional olieforkomster, tar sands og tar shale rentable. Og Hansen har måttet udvide sine anbefaling til, at vi klimatologisk set gjorde bedste i at lade kul og en bred vifte af ukonventionelle olieforekomster blive i jorden. Hvis ikke vi gør det, er det ifølge Hansen “Game over for the climate”.

Det er stærke ord, som vi alle burde lade sive ind, for at handle efter dem.

Men er verdenssamfundet overhovedet i stand til at handle rationelt i forhold til en sådan samlet udfordring? Eller vil vi verden rundt se den kortfristede interesse overvokse det fælles bedste? Siden COP15 synes kul- og olieindustriens lobbyisme og støjproduktion at have taget til i en sådan grad, at man har fået rum for at kunne fortsætte uantastet nogle år endnu. Og hvor vi for fire år siden havde et håb om, at Obama ville løfte USA ind i en omstillingsproces på en måde, så det var med til at vise vejen i verdenssamfundet. Så er det svært at finde næring for samme håb om lederskab på klima-området, selv hvis han bliver valgt for en ny fireårs-periode.

James Hansens opinion i New York Times har jeg tilladt mig at gengive i sin helhed herunder:

.

Game Over for the Climate

James Hansen, New York Times 09.05.2012.

GLOBAL warming isn’t a prediction. It is happening. That is why I was so troubled to read a recent interview with President Obama in Rolling Stone in which he said that Canada would exploit the oil in its vast tar sands reserves “regardless of what we do.”

If Canada proceeds, and we do nothing, it will be game over for the climate.

Canada’s tar sands, deposits of sand saturated with bitumen, contain twice the amount of carbon dioxide emitted by global oil use in our entire history. If we were to fully exploit this new oil source, and continue to burn our conventional oil, gas and coal supplies, concentrations of carbon dioxide in the atmosphere eventually would reach levels higher than in the Pliocene era, more than 2.5 million years ago, when sea level was at least 50 feet higher than it is now. That level of heat-trapping gases would assure that the disintegration of the ice sheets would accelerate out of control. Sea levels would rise and destroy coastal cities. Global temperatures would become intolerable. Twenty to 50 percent of the planet’s species would be driven to extinction. Civilization would be at risk.

That is the long-term outlook. But near-term, things will be bad enough. Over the next several decades, the Western United States and the semi-arid region from North Dakota to Texas will develop semi-permanent drought, with rain, when it does come, occurring in extreme events with heavy flooding. Economic losses would be incalculable. More and more of the Midwest would be a dust bowl. California’s Central Valley could no longer be irrigated. Food prices would rise to unprecedented levels.

If this sounds apocalyptic, it is. This is why we need to reduce emissions dramatically. President Obama has the power not only to deny tar sands oil additional access to Gulf Coast refining, which Canada desires in part for export markets, but also to encourage economic incentives to leave tar sands and other dirty fuels in the ground.

Læs mere »

Der udvikles hele tiden nye billeder til forståelse af klimaudfordringen – i de senere år ofte med fokus på udvindingen frem for afbrændingen. For eksempel påpegede Revkin & Rosentahl i november i New York Times i en række artikler, hvor de “prøvede at se virkeligheden fra atmosfæren”,¹ det paradoksale – for ikke at sige det fundamentalt uholdbare – i, at et land som Norge har fine planer om selv at blive CO₂-neutral samtidig med, at man pumper enorme mængder fossile brændstoffer op af sin fastlandssokkel for at finansiere ikke bare sin omlægning, men fuldt så meget sit fortsatte konsumsamfund.

Tilsvarende har de seneste års store fokus på Keystone XL olieledningen fra de store tar sand-forekomster i Alberta, hvis udvinding ikke bare vil totalrasere store oprindelige landskaber, men samtidig ved afbrændingen medføre lige så store CO₂-udledninger, som vi på verdensplan har udledt fra industrialiseringens begyndelse frem til i dag, sat fokus på, om det overhovedet er forsvarligt at udvinde forekomsterne – og at gøre os bevidste om, at det at gøre det er en 100% garanti for at vores internationale klimamål ikke vil kunne holdes – se tidligere blog-indlæg om Keystone XL.

Og klarest har lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen måske sagt det, med sin krystalklare iagttagelse, at “coal is best left in the ground“.

Senest har The Carbon Tracker Initiative med den prisvindende rapport Unburnable Carbon set på, hvor meget fossilt brændstof, som er opregnet som assets på børsnoterede firmaer for de enkelte aktiebørser. Illustrationen herover er figur 4 herfra, og man får her et billede af potentielle konfliktsituationer mellem lande, som i en lang årrække frem har mere energi, end de behøver, og lande, som vil være henvist til at skulle ud at købe energi – underforstået indtil de tager sig sammen og omlægger til vedvarende energi.

Men som det ligger i titlen på Carbon Trackers rapport: Unburnable Carbon – Are the world’s financial markets carrying a carbon bubble? så er vi i en situation, hvor vi kun kan tillade os at afbrænde 20% af de kendte fossile brændstoffer, hvis vi vil holde den målsætning om at holde den gennemsnitlige globale opvarmning siden industrialiseringens begyndelse på under 2ºC, som verdens ledere nu har vedtaget på tre klimakonferencer i træk – COP15, 16 og 17. Og hvis målsætningen bliver strammet til 1½ºC, hvilket meget taler for, så er det en endnu mindre del af klodens fossile reserver, som det nogensinde bliver aktuelt at brænde af – i hvert fald indtil vi har etableret effektive CCS-teknologier.

På den baggrund taler rapporten ligefrem om en “Carbon Bubble”, hvor børsnoterede firmaer verden rundt kalkulerer med svimlende værdisætninger af kendte, men endnu ikke opgravede eller oppumpede fossile brændstofreserver. Men har disse brændstoffer nogen realværdi, når vi ikke kan tillade os at afbrænde dem? Og hvad vil der ske, hvis verdens kul-, olie- og gasselskaber må afskrive 80% af deres “kapital” af endnu ikke udnyttede reserver af hensyn til fremtidens klima? Det er interessant, at den lille rapport rejser dette spørgsmål.

Læs mere »

I dagens Ingeniøren kan man læse, at den hypotese om solpletaktivitetens centrale rolle overfor udviklingen i den globale opvarmning, som har fyldt en del i den danske klimadebat – til dels fordi teorien har været fremsat af den danske astrofysiker Henrik Svensmark – er ved at blive forladt.¹ Som kurven herover viser, har der fra 1850 og frem til sidste fjerdedel af det 20. århundrede været et besnærende sammenfald mellem kurven over solcyklussens længde og den globale temperaturudvikling, hvilket har ført til mange spekulationer om, at solpletaktiviteterne og ikke drivhusgasserne havde den primære rolle i udviklingen af det globale klima (hvilket ville være komfortabelt, da det ville fjerne ansvaret for klimaudviklingen fra industrisamfundene og deres stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændstoffer ). Men en undersøgelse af Peter Stauning, seniorforsker emeritus ved Danmarks Meteorologiske Institut, som blev fremlagt i november 2011,² og hvorfra grafen herover stammer, viser, at disse to kurver fra 1985 i den grad gik hver for sig.

Jeg mindes stadig, da lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen i marts 2009 var i Danmark og på et arrangement ved Ingeniørforeningen omhyggeligt imødekommende overfor os danskere fremlagde, at solplet-aktiviteterne skam havde en rolle, men at deres kraft (forcing) lå i størrelsesordenen <0,2 W/m², hvor den samlede energi-ubalance (forskellen mellem den indstrålede og den udstrålede energi) nærmere lå på 2,5 W/m², hvorfor det ikke gav nogen mening at fastholde teorien om, at solpletaktiviteten var den primære faktor i den globale opvarmning.

Dette er ikke stedet at udfolde Svensmark & cos teori om, at denne korrelation skyldtes en indirekte effekt, hvor solpletaktiviteten regulerede den kosmiske stråling, som har indflydelse på skydannelsen, som igen er med til at regulere, hvor meget af Solens lys der dels reflekteres og dels tilbageholdes i atmosfæren på grund af skydækket – og dermed temperaturen. Men nu fremgår det af Jens Ramskovs artikel i Ingeniøren, at selv forskere, som har været med til at forfølge dette spor, er parate til at opgive teorien. Men det er måske godt for et øjeblik at minde sig om, at det så langt fra er alle sådanne mønstersammenfald og tilsyneladende sammenhænge, som rent faktisk er årsagsforbundne. Kan ikke lige nu komme på, hvem som sagde, at 19 ud af 20 parallelslutninger er forkerte.

Med den stadig stærkere konsensus om klimaudfordringens natur mangler vi efterhånden kun at gøre noget alvorligt ved de stadig stigende udledninger af drivhusgasser.

Jens Ramskov: Enige forskere: Solen kan ikke forklare klodens hedetur, Ingeniøren 27.03.2012.¹

Peter Stauning:” Solens aktivitet-klima relationer: En anderledes tilgang” in  Journal of Atmospheric and Solar–Terrestrial Physics nr. 73 2011, pp. 1999-2012.²

Solaktivitet og klima – en ny analyse, DMI 02.08.2011.

.
Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling, James Hansen, var en af de første til at gøre politikere og lægfolk opmærksomme på, at verden med den globale opvarmning stod overfor en udfordring, som krævede både hurtig og systematisk indsats. Han blev siden under Bush sat under administration (læs: censureret) og affandt sig i en periode med ikke at forholde sig til offentligheden. Men omkring 2004 blev det ham klart, at han måtte handle – at han med det han vidste ikke kunne forholde sig tavst, men måtte gøre sit for at delagtiggøre verden. Han har i en årrække rejst verden rundt for at søge at overbevise ledende politikere til at tage de nødvendige konsekvenser. Hans støtte til klimaaktivismen er blevet stadig mere konkret, og sidste år lod han sig arrestere foran Det Hvide Hus for at markere alvoren i afgørelsen om Keystone XL-rørledningen.

I denne TED-forelæsning fra 29.02.2012., Why I must speak out about climate change, giver han et rids af sin historie og af klimaudfordringen. Han er virkelig god til at give det store perspektiv i helt enkle billeder, og hvis man for en stund lader vanetænkningen og politiseringen vige og ser på de rent klimatologiske forhold, så åbner der sig et rationelt rum af stor klarhed over, hvad vi snarest må iværksætte, og hvad vi ikke kan fortsætte med at gøre som hidtil.

“Coal is best left in the ground”, formulerede han det for nogle år siden. Det er simpelthen ikke nogen løsning at udsætte omlægningen til vedvarende energi til vi har brændt al den fossile energi af, men vi ville kunne bruge olien som drivmiddel i en systematisk omstillingsproces.  Som udviklingen har skredet frem de seneste år, har han måtte supplere med de “skæve” olieforekomster, som kræver meget energi at udvikle og indebærer omfattende naturødelæggelser. Der er i Hansens perspektiv slet ingen mening i at udvinde Tar Sand-forekomster, sprænge bjergtoppe i stykker for at udvinde kul, eller udsætte de arktiske egne for risikoen for en oliekatastrofe, når vi alligevel ikke kan brænde al den fossile energi af uden at drive klimaudviklingen dertil, at levevilkårene for kommende generationer er truet.

Vi har i den grad brug for, at denne forståelse bliver styrende for verdens klimaindsats – at den ikke fortaber sig i politiserede felter og kortfristede perspektiver.

Se tidligere blog-indlæg tagged James Hansen.

Ved slutningen af det 20. århundrede lavede Time Magazine en liste over det 20. århundredes 100 værste ideer. Og i gårsdagens Washington Post udpeger Bill McKibben i artiklen Burning America’s future den forestilling, at vi skal (eller kan) udvinde og afbrænde al tilgængelig fossile brændstoffer, som topkandidat til det 21. århundredes værste idé – som McKibben sammenfatter som en burn ’em if you got ’em-strategi.¹

Hvis USA, som den nuværende energiforsyningspolitik lægger op til, udvandt og afbrændte alle sine kendte fossile reserver, vil det føre til et bidrag på yderligere 1.837 trillioner ton CO₂ i atmosfæren. Samtidig har klimatologer beregnet, at vi samlet på verdensplan kan udlede max. yderligere 650 trillioner ton CO₂, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning på under 2° C – og dermed undgå de værste konsekvenser. Så alene USA har planer om det tredobbelte. Canada har med sine tar sand ressourcer en potentiel tilførsel af CO₂ til atmosfæren på ligeså meget yderligere, som de udledninger, olieafbrændingen på verdensplan har medført siden industrialiseringens begyndelse. McKibben har forhørt sig hos NASAs James Hansen: Den fulde afbrænding af de amerikanske og canadiske fossile ressourcer vil medføre, at atmosfærens koncentration af CO₂ vil vokse fra de nuværende 392 ppm til omkring 650 ppm.¹ Og så er der alle de andre milliarder af mennesker – hvis ikke rige lande som USA og Canada målrettet arbejder på at reducere deres CO₂-udledninger, så vil udviklingingslandens motivation for at gøre kunne ligge på et meget lille sted.

Ikke bare er en sådan ureflekteret burn ’em if you got ’em-strategi således totalt ødelæggende for fremtidens levevilkår. Det kunne jo også være, at verden i det 24. århundrede havde brug for råolie til andre af de mange fine ting, som olien kan bruges til ud over at afbrænde den.

Og har vi først forstået umuligheden i at brænde alle verdens fossile brændstoffer af, er det oplagt at genoverveje, hvilke fossile forekomster, som det er oplagt at lade ligge, hvor de nu ligger. Det gælder ikke bare de fleste af kullene, men også de dirty oil-forekomster, tar sand og oil shale, hvis udvinding medfører kolossale landskabsødelæggelser. Og det ville gøre, at vi kunne indstille eftersøgningen efter olie i regnskovsområder, på dybt vand og i de arktiske egne, hvor miljøkonsekvenserne og risikoen for og ved miljøkatastrofer er særligt store – fordi der alligevel ikke er plads i atmosfæren til al den CO₂. Tænk alle de enestående landskaber, vi kunne bevare for fremtiden.

Vi er her inde ved kernebetydningen af kampen mod Keystone XL rørledningen. Og selvom det lige nu ser ud til at Obama-administrationen udskyder afgørelsen om Keystone XL af administrative grunde, så har den endnu til gode at vise, at den formår at handle i et mere fremsynet fremtidsperspektiv.

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: “Coal is best left in the ground”.

Se blogindlæg tagged Bill McKibben, Keystone XL, 350 ppm og James Hansen.

Bill McKibben: Burning America’s future, Los Angeles Times 18.01.2012.¹