Strøtanker om bæredygtighed

Forholdet mellem Trump og Putin er nok ikke helt så entydigt som på dette vægmaleri. Men til Trumps store fortrydelse har det altoverskyggende emne i Trumps første 117 dage som præsident været, i hvilken udstrækning, russernes manipulation af det amerikanske valg skete med Trump-kampagnens viden og medvirken – og de ofte grotesk klumsige forsøg på at dække over tingene fra Trump og Det Hvide Hus. Trods flertal både i Senatet og i Repræsentanternes Hus fremstår Trump-administrationen stadig mere handlingslammet, og det virker lige nu usandsynligt, at Trump holder samtlige fire år.  

I går var det sådan ret præcist 117 dage siden Trump overtog Det Hvide Hus. Og selvom Verden står endnu, har der siden da fra Trumps side været næsten daglige attentater på den hidtidige verdensorden. Det er som et gigantisk absurd teater, hvor tåbeligheden, grådigheden, selvoptagetheden og uformåenheden tilsyneladende ikke kender nogen grænser. For hundredesyttende gang har man undret sig over, hvordan et så grundlæggende usympatisk menneske så fundamentalt uegnet til at løfte hvervet som præsident for USA kunne ende i Det Hvide Hus? Hvordan noget så gement kunne ende med at få til opgave at føre arven videre fra Obama, som omvendt har været et af de mest ædle væsener, der har stået i spidsen for USA og igennem otte år har formået at lede USA uden et eneste personligt fejltrin. Det er absurd teater. Og man kunne blot læne sig tilbage og nyde forestillingen, hvis ikke det var fordi det, der sker i USA i disse måneder, hvor det er lykkedes professionelle klimafornægtere at infiltrere betydelige dele af Trumps administration, potentielt har ganske alvorlige konsekvenser ikke bare for det amerikanske samfund, men globalt for vores fælles fremtid.

Det er stadig for tidligt at afgøre, i hvor høj grad den klimaindsats, som præsident Barack Obama fik påbegyndt, vil overleve. Der er lavet mange proklamationer i den modsatte retning, og en række af de tilbagerulninger, der var enklest at gennemføre, er allerede iværksat. Men meget står endnu, og uanset hvad Trump & co. finder på, er der efter otte år med Obama igangsat en omstillingsproces, som ikke lige lader sig standse. Uanset Trump bliver der i hvert fald foreløbig rejst vindmøller og sat solcelleanlæg op som aldrig før. Samtidig har man i de seneste uger kunnet se, hvordan Trump og hans nærmeste er i fuld gang med at vikle sig ind i et stadig mere snærende og belastende spin af småløgne og søforklaringer, som blot gør det i forvejen anstrengte forhold til pressen og offentligheden endnu mere betændt, og som dag for dag gør det stadig sværere for ‘normale’ republikanere at fortsætte at støtte op om ham.

Trump er en historisk upopulær præsident blandt vælgerne så tidligt i embedsperioden med approval rates på 35-38% i de seneste målinger, hvor den typisk ligger på to tredjedele for præsidenter så tidligt i forløbet. Ved valget i november sikrede republikanerne sig et komfortabelt flertal i Repræsentanternes Hus. Men allerede efter blot tre måneder med Trump peger prognoserne på, at demokraterne ved midtvejsvalgene i 2018 vil være i stand til at genvinde flertallet. Og selvom demokraterne indtil nu – godt hjulpet af Trump-administrationens amatørisme og manglende evne til at aflæse spillet i Washington samt den kogende vrede i befolkningen, der har bragt mennesker på gaden i titusindvis – har haft stort held med at bremse Trumps fremfærd, så vil det i længden kun være et genvundet demokratisk flertal i Senatet og i Repræsentanternes Hus, der for alvor ville kunne bremse Trumps bestræbelser på at aflive velfærdsstaten og det multikulturelle USA, og at få afsporet den begyndende amerikanske klimaindsats. Samtidig er der jo ikke bare brug for at bevare det igangsatte, men tværtimod for at accelerere og videreudvikle den amerikanske omstilling.

Man kan finde trøst i, at det inden for de første hundrede dage ikke lykkedes Trump at gennemføre en eneste egentlig lovhandling. Dertil har han stadig alt for lidt føling med det omfattende forarbejde og det samarbejde, der skal til med begge kamre i Kongressen, for at det kan lykkes. Han har udstedt en masse executive orders, og han gør meget ud af at time dem, så der hele tiden er godbidder til pressen og hans gamle kernevælgere. Men det er som om han stadig mest af alt fører valgkamp. Hans tiltag er stort set uforberedte og utilpassede, og mange af dem er mest af alt proklamatoriske af natur, hvilket Bill Maher på et tidspunkt særdeles rammende karakteriserede som underskrevne tweets.

Læs mere »

I amerikansk politik taler man om October Surprises, om hændelser som i de sidste uger af en halvanden år lang valgkamp kan forskyde et sandsynligt valgresultat i en situation, hvor de fleste vælgere ellers forlængst har besluttet sig. En sådan October Surprise fik den amerikanske valgkamp i går eftermiddags, da FBIs øverste leder James Comey sendte en mail til medlemmer af det udvalg i Kongressen, som har stået for høringen i forbindelse med den sag om Hillary Clintons brug af en privat mailserver, som ellers blev afsluttet i juli, da FBI nok fandt, at Hillary havde håndteret sikkerhedsklassificeret materiale særdeles uforsigtigt, men omvendt måtte konkludere, at der ikke var basis for at rejse nogen sag mod hende.

I denne mail meddeler Comey uden at give ret mange detaljer, at der på en computer som er undersøgt i anden forbindelse er dukket nye emails op, som måske kan kaste nyt lys over sagen, hvorfor han agter at fortsætte undersøgelserne.

Dette er en veritabel bombe i et valg, hvor det i den seneste måneds tid var blevet mere og mere sikkert, at Hillary ville vinde kampen om Det Hvide Hus. Der var kommet en begrundet optimisme om, at demokraterne ville kunne genvinde flertallet i Senatet, og at republikanernes nu betydelige forspring i Repræsentanternes Hus kunne om ikke helt indhentes, så blive stærkt decimeret. Hvis dette billede skulle ændres, måtte det være en eller anden October Surprise – og nu kom den, elleve dage før valgdagen den 8. november.

Lige nu er det således mindre sikkert, at det bliver Hillary, som overtager Det Hvide Hus efter Obama. Dermed er den amerikanske klimaindsats, som Obama har indledt, og som også på globalt plan er uomgængeligt nødvendig, hvis vi skal kunne imødegå klimaudfordringen, pludselig igen i farezonen. For hvor Hillary er indstillet på at fortsætte og udbygge den, har Trump omvendt lovet at skrotte hele klimaindsatsen, trække USA ud af Paris-aftalen og få gang i de amerikanske kulminer igen.

Comey siger, at man endnu ikke ved, om disse mails vil kunne kaste nyt lys over sagen. Så der er ikke tale om nogen fornyet anklage, kun en information om, at der i anden sammenhæng er fundet nyt materiale, som bør granskes. Situationen kan derfor meget vel være den, at der ikke kommer noget nyt for dagen.

Uanset hvor lidt, man ved efter Comeys første udmelding, har det bragt Trump og republikanerne op af stolene. Trump siger direkte på sine kampagnemøder, at når FBI har valgt at meddele dette nu, må det være fordi det er noget virkelig alvorligt, og fataserer, at baggrunden må være en revolte i FBI. Og tilråbene om, at Hillary skal i spjældet, som i månedsvis har præget Trumps kampagne – lock her up, lock her up – har taget til i styrke.

Comey er republikaner, og paradoksalt Obamas opfindelse. Comey var et af hans forsøg på at række over midten – en gestus, som ikke dengang blev gengældt, og nu risikerer at gøre det endnu sværere at lave inkluderende aftaler. Og uanset hvilke begrundelser, Comey måtte have haft for at redde sit skind, så ligner det lige nu mest af alt et på alle måder upassende indblanding i valgkampen fra en instans som per definition burde holde sig højt hævet over det partipolitiske.

Læs mere »