Strøtanker om bæredygtighed

Lande som har lagt hele deres fremtid i produktion og salg af olie, står overfor radikale omstillingsprocesser, og som man kan se det herover, har et land som Saudi-Arabien har taget hul på etableringen af et energisystem baseret på vedvarende energi. For en dag inden længe er det slut med at hente olien op, fordi det ødelægger klodens klima. Med store ørkenområder med eminente solenergiforhold er der intet i vejen for, at ørkenlande bliver solenergieksporterne fuldstændig som man nu eksporterer råolie. Men det vil blive en krævende proces, hvor det indimellem kan være fristende at se, om det liiiiige går et årti mere, inden man lukker helt ned for oliehanerne.

Pr. 1. oktober ved udløbet af fristen for indlevering af INDC forud for COP21 klimakonferencen i Paris her om 1½ måned har omkring 150 af verdens 196 lande indleveret deres INDC, Intended Nationally Determined Contributions, som de enkelte landes klimaplaner kaldes i FN-jargonen. De dækker tilsammen 86% af verdens samlede CO₂-udledninger, og det er allerede over det succes-kriterium, som UNFCCC havde stillet sig.

FN er ikke nogen børnehave, og der er med den nuværende aftalestruktur lagt op til, at de enkelte landes bidrag er frivillige, så strengt taget kunne man indlevere en INDC, som sagde, at man ikke ville gøre noget (nogle landes klimaplaner er betænkeligt tæt på dette). Det er ikke UNFCCCs ansvar at inddrive de sidste INDC, og der er ingen formelle sanktionsmuligheder, hvis ikke man indleverer, kun den diplomatiske kulde, som følger af at svigte fællesskabet. Men endda bliver der i disse dage ringet rundt fra de franske værter for klimatopmødet for at høre, om der er tekniske vanskeligheder, ligesom der bliver lagt et betydeligt diplomatisk pres på så vidt det overhovedet er muligt at få de sidste lande med. Blandt andet har FNs generalsekretær Ban Ki-moon påtaget sig at skrive til samtlige de lande, som endnu ikke har indleveret deres INDC.

Blandt de resterende lande finder man en lang række små lande, hvis klimabelastning er nærmest negligerbar i det samlede billede, hvor udledningen pr. indbygger kan ligge helt nede omkring 1 ton pr. år – her havde man ikke på forhånd forventet, at alle ville eller kunne bidrage. Men målt udledningsmæssigt er der blandt de lande, som endnu ikke har indleveret, en gruppe af olieeksporterende lande i Afrika, Latinamerika og Mellemøsten, hvor den tanke er nærliggende – og har været ytret – at de ikke var til sinds at indlevere deres klimaplaner. Således havde kun 2 af de 13 OPEC-lande (Organization of Petroleum Exporting Countries) afleveret deres INDC ved fristens udløb 1. oktober.

Læs mere »

En af de tidligste drivmidler for den industrielle revolution var vandkraft. Men vandhjulet har været brugt helt tilbage til grækernes og romernes dage, og man finder tilsvarende brug af vandhjulet i Kina tilbage til 200 år f. Kr.

I moderne tid har vandkraften fået en ny rolle. Ved at opstemme vandet og lade det drive en turbine, som producerer elektricitet, kan man adskille det sted, energien produceres, og det sted, hvor energien forbruges. Derfor er flere og flere af verdens vandløb i løbet af de 20. århundrede blevet opstemmet for at hamle op med vores stadig større forbrug af elektricitet. I mange tilfælde er det et stort plus. Men i takt med at anlæggene er blevet stadig større, er de miljømæssige omkostninger og ødelæggelsen af flodlandskaberne, som ofte har været dyrket og beboet gennem årtusinder, nogle gange endog meget omfattende.

I Tyrkiet har man som del af et stort regionalt udviklingsprojekt for landets sydøstlige del, GAP-projektet, indledt en stor satsning på vandkraft, som indebærer i alt 22 dæmningsanlæg. Visionen om at inddæmme og opsamle energien fra Eufrats og Tigris’ øvre løb går tilbage til 30erne, men de nuværende projekter er udtænkt i 70erne. De 22 dæmninger vil tilsammen producere omkring 7,5 GW strøm.

Én af dem er Ilisu-dæmningen, som opstemmer Tigris-floden kort før den løber ind i Irak. Den dag, den står færdig, vil turbinerne fra den 135 m høje og 1.820 m brede dæmning producere omkring 1,2 GW – eller rundt regnet som et moderne A-kraftværk. Men den mere end 150 km lange og 313 km² store opstemningssø vil også tære på vandforsyningen nedenstrøms, den vil kræve relokalisering af mellem 40-65.000 mennesker, og den vil sætte den historiske by Hasankeyf under vand.

Læs mere »

Af en meddelelse fra AFP fremgår det, at Irak 23.01. har underskrevet Kyoto-aftalen. En bemærkelsesværdig handling fra det hårdt prøvede land.

Man kunne ønske sig af Iraks amerikanske besættere, at de tog sig sammen og gjorde ligeså. USA burde koncentrere sig om at få ryddet op på hjemmefronten frem for vedblivende at fremture som verdens politibetjent.

Jeg har aldrig været så flov over at være dansker, som da vi pludselig havde tropper i Irak. Hvordan kunne det ske? Havde det været et FN-mandat, var det måske til at forstå, selvom jeg personligt tror, det er meget vanskeligt at opnå noget som helst positivt med væbnet magt. Men vi lod os lokke af en skinger amerikansk retorik, som byggede på falske efterretninger. Lad det aldrig ske igen.

Med sin industri stort set sønderbombet, er Irak blandt verdens mindre CO₂-udledere (90 mio. ton eller omkring 3 ton CO₂ pr. indbygger). Iraks tilslutning til Kyoto-aftalen fører derfor ikke i første omgang til skrappe reduktionsmål for CO₂-udledning. Men det giver Irak mulighed for støtte og vejledning til energieffektive investeringer. Og det øger endnu en gang presset på USA for at tilslutte sig Kyoto-aftalen.

Iraq ratifies Kyoto Protocol on climate change, AFP 26.01.2008.