Strøtanker om bæredygtighed

.
På tredjedagen havde klimakonferencen i Doha besøg af IPCCs leder Rajendra Pachauri. Jeg har ikke kunnet finde en video med hans tale i Doha, men den er gjort tilgængelig via IPCCs hjemmeside, og jeg har kopieret teksten ind herunder. Herover kan man i en 12 min. samtale med RTCC fra samme dag høre Pachauri udfolde sit perspektiv på den nødvendige indsats.

Han bliver indledende spurgt om sit syn på den nuværende “level of ambition” – og svarer lidt afværgende, at COP18 stadig lige er begyndt, så det endnu er for tidligt at sige noget om. Men det handler om at gøre den nødvendige indsats attraktiv. Han ser et styrket pres fra befolkningerne ikke mindst i verdens demokratier som nødvendigt for at skabe det nødvendige politiske mandat i forhandlingerne til at træffe de nødvendige beslutninger.

IPCC – Intergovernmental Panel on Climate Change – har til opgave løbende at sammenfatte verdens viden om klimaudfordringen. Den seneste store rapport, AR4, forelå i 2007, mens AR5 forventes klar i 2014 og allerede er under sammenfatning. Så Pachauri gav i sin forelæsning en lille forsmag på AR5 (Fifth Assessment Report), som den næste store klimarapport kommer til at hedde. Den vil som tidligere bestå af store blokke fra forskellige arbejdsgrupper hver på flere hundrede sider, samt en sammenfattende rapport.

Men Pachauri fortæller i videoen herover, at AR5, IPCCs 5. Assessment Report, i forhold til tidligere udgaver vil blive mere regionalt fokuseret, da den nødvendige klimaindsats og ikke mindst klimatilpasningsindsats vil være meget forskellig fra område til område.

Pachauri har tidligere omtalt den kommende AR5 som skræmmende læsning. Det vi i dag ved om klimaforandringerne burde kunne få alle ansvarlige politikere til at træffe de fornødne beslutninger nu. Ikke bare bliver det jo dyrere, jo længere vi venter. Det bliver fuldt så meget jo grusommere.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Lauren Lavitt: Managing extreme weather risks at COP-18, Un Earth News 30.11.2012.

Climate action should be seen as risk management, says Pachauri, RTCC 28.11.2012.

STATEMENT OF DR. R. K. PACHAURI, CHAIRMAN, INTERGOVERNMENTAL PANEL ON CLIMATE CHANGE (IPCC) AT THE EIGHTEENTH CONFERENCE OF THE PARTIES, DOHA

Your Excellency Dr. Abdullah Bin Hamad Al-Attiyah, President of COP 18,
Excellencies,
Madame Executive Secretary, Christiana Figueres,
Distinguished delegates,
Members of civil society,
Representatives of the media,
Ladies and gentlemen,

It is a privilege for me to be invited to address COP 18 in the city of Doha. I have been a
student of the history of this region, and can look back on the period a thousand years ago
when this region was a fountain of knowledge on subjects ranging from astronomy to
chemistry. Today Qatar is moving again in the direction of knowledge, and I salute the
leadership of this country for investing financial capital for creation of human capital and
educational infrastructure. Qatar, therefore, promises to become in this day and age a
source of new knowledge and enlightenment.

Læs mere »

Treehugger bragte i torsdags et fint lille interview med Rajendra Pachauri, lederen af IPCC, Intergovernmental Panel on Climate Change, som giver et fint overblik over IPCCs arbejde og arbejdsmetode.

IPCC laver ikke egen forskning, men har siden 1988 forestået en kontinuert global konsensusproces. Dette gør på den ene side, at alle bliver hørt – forud for den seneste Assessment Report, AR4, som forelå i 2007, behandlede man omkring 90.000 kommentarer. Arbejdet med AR5 har stået på længe, i løbet af i år vil første draft ligge klar til intern høring, og hvis alt går efter planen, så vil de forskellige del af AR5 blive færdig i løbet af 2013-14. Dette giver på den anden side en markant forsinkelse på et vidensområde som klimatologien, som i disse år bevæger sig meget hurtigt. Og fordi IPCCs rapporter skal godkendes af samtlige verdens lande bliver vurderingerne relativt forsigtige.

Pachauri giver ikke detaljer om den kommende AR5, men siger, at der vil være langt mere regionalt materiale. Spørgsmålene om aerosolers og skydækkets klimaindflydelse er også nærmere behandlet (nogle af de store usikkerhedsfaktorer i AR4), man har set på forskellige geoengineering-løsninger, og man ser nærmere på lighedsproblematikken – hvem der kan og skal bære byrderne ved at sætte ind overfor klimaudfordringerne?

Under vejs har Pachauri flere fine betragtninger, som at selvom 97% af alle klimavidenskabsmænd m/k er enige i, at den globale opvarmning primært er menneskeskabt, så får de få uenige ofte lige så stor spalteplads. Hans bekymring (disappointed, slight sense of despair) i forhold til klimaforhandlingerne ved de store klimatopmøder (COP15-16-17 osv.) er, at de svigter i forhold til at basere sig på de videnskabelige forhold og tenderer til at udvikle sig til rene politiske spil og diskussioner. Selvom det i AR4 i 2007 blev fastslået, at hvis man ville holde sig under en global temperaturstigning på 2° C, så må verdens CO₂-udledninger kulminere senest i 2015.

Nu har man senest på klimatopmødet i Durban vedtaget en køreplan for en global klimaaftale, så den bliver virksom fra (i bedste fald) 2020 – og kalder det en succes, selvom det betyder, at CO₂-kurven tidligst vender efter 2020. Det politiske niveau agerer således ikke konsistent med sin egen rådgivning – eller sine egne målsætninger – og har ikke rigtig fattet, at klimaudfordringen ikke står til forhandling.

Interviewet foreligger både som podcast og i transskript.

Se tidligere blog-indlæg tagged IPCC.

Jacob Gordon: Rajendra Pachauri, Chairman of the Intergovernmental Panel on Climate Change, (Podcast) Treehugger 01.03.2012.

Midt i de deprimerende forspil til klimaforhandlingerne i Durban, som starter på mandag, er det glædeligt i dag at få meddelelsen om, at vi i 2010 for første gang brugte flere penge på at udbygge den vedvarende energi end på at investere i fossile energianlæg. Således blev der i 2010 på verdensplan investeret 187 mia. $ på biomasse, vind-, sol- og bølgeenergi, mens der i samme år blev investeret 157 mia. $ i energianlæg til kul, olie og naturgas.¹

Både den fossile og den vedvarende energisektor er subsidieret, men vendepunktet nærmer sig, hvor vedvarende energi i mange situationer er den billigste løsning. Og hvis ellers, at man i Durban kunne blive enig om en global CO₂-afgift, således at man betalte den fulde pris for de fossile brændstoffer (hvilket indebærer en merpris væsentligt større end de nuværende kvotepriser), så ville den vedvarende energi allerede i dag være konkurrencedygtig i de fleste situationer. Noget andet er, at denne balance ud fra et klimasynspunkt inden for den allernærmeste fremtid burde tippe fuldstændigt, så vi fremover udelukkende investerede i udbygning af vedvarende energiforsyning.

Tidligere på året barslede IPCC med en rapport, som viste, at 80% af verdens energiforsyning i 2050 kunne stamme fra vedvarende energikilder. Det er et digert værk på mere end 1.000 sider, så det er ikke noget man lige læser, men nedenstående graf, fra side 137 i det tekniske summary er virkelig interessant.²

Den viser omstillingsudgifter for forskellige scenarier inden for ADAM-projektet (Adaptation and Mitigation Strategies), et projekt forestået af Potsdam-instituttet.³ Kurverne herover viser tre forskellige sæt forudsætninger, som yderligere er detaljeret efter, om man indregner CCS, atomkraft, osv., og man har for klimamålsætninger på hhv. 550 ppm og 400 ppm omregnet udgiften til procent af verdens bruttonationalprodukt (GDP).

Således ville man kunne lave en 400 ppm klimaløsning for 2-2½% af verdens (GDP). Alene verdens militærudgifter er på 2½% – måske de var bedre brugt på at forsvare os mod klimaforandringer. Det er tilsvarende vurderet, at vi på verdensplan bruger mere end 1% af alle midler på reklame. Hvis vi sparede dem – og de endeløse kunstige behov, som de er med til at skabe – så ville vi måske ikke engang mærke, at vores forbrug blev 2½% mindre. Og hvis som det er på tale i Nordsøen lavede en regulær brandskatning af udvindingen af den fossile energi, så kunne den videre brug af fossile brændstoffer i overgangsfasen finansiere en stor del omlægningen til det post-fossile samfund.

I grafen til højre er der en række Xer, som indikerer, at det ikke er muligt at opnå et 400 ppm scenario uden RE (vedvarende) eller CCS (Carbon Capture Storage). Men hvis man går til grundlaget for scenarierne i IPCCs rapport, så fremgår det af et temanummer om ADAM-modellen i The Energy Journal fra 2010,³ at: “Without CCS or the considerable extension of renewables the 400 ppm CO₂ eq target is not achievable. Across the models, estimated aggregate costs up to 2100 are below 0.8% global GDP for 550 ppm CO₂ eq stabilization and below 2.5% for the 400 ppm CO₂ eq pathway.”³ª Det skulle således være muligt at lavet et 400 ppm scenario uden CCS og atomkraft for under 2½% af verdens (GDP).

Dette modsvarer vurderinger af omkostninger for et 350 ppm/1½ºC scenario fra Economics for Equity and Environment, som blev fremlagt forud for COP15 i København, at dette kunne gennemføres for under 3% af verdens (GDP) (se tidligere blog-indlæg: Prisen for 350 ppm).

I lyset af de omfattende klimaforandringer, som venter forude, hvis ikke vi vælger et sådant scenario, må det siges at være en hvis ikke lille, så overkommelig, pris. Det er så at sige den bedste investering i fremtiden, vi overhovedet kan gøre. Men igen gælder det, at jo flere, som tøver jo længere, jo dyrere bliver det. Det er ikke mere end godt 20 år siden atmosfærens koncentration af CO2 oversteg 350 ppm. Verdenssamfundet har i samme periode slidt på vores naturgrundlag som aldrig før, så det bliver en kraftanstrengelse at rette op på udviklingen efter 2. verdenskrig.

På den kortere bane har Concito for nylig beregnet, at hvis Danmark i perioden 2000-2020 øgede klimamålsætningen fra en  30% reduktion i CO2-udledningerne til en reduktion på 40-45%, så ville det årligt koste hver familie omkring en plovmand.ªª Så vi har slet ikke råd til at lade være.

Alex Morales: Renewable Power Trumps Fossils for First Time as UN Talks Stall, Bloomberg 25.11.2011.¹

Fred Pearce: Renewables may supply 80 per cent of our energy by 2050, New Scientist 11.05.2011.

Ottomar Edenhofer et al. (Eds.): Special Report on Renewable Energy Sources and Climate Change Mitigation, IPCC maj 2011 (download-side).²

ADAM Modeling Comparison Project. The Economics of Low Stabilization, Special Issue in The Energy Journal vol. 31, 2010 (download-side).³

The Economics of Low Stabilization: Model Comparison of Mitigation Strategies and Costs (pdf).³ª

Fra 30 pct. til 40 pct. CO2e reduktion i 2020. Potentialet for en ambitiøs klimapolitik, Frans Clemmesen, CONCITO, september 2011 (pdf).ªª

Det har været gentaget til hudløshed, at der er forskel på vejr og klima. Og da Al Gore for blot to måneder siden lancerede sit Climate Reality Project, var en tilbagevendende kritik, at han i sit velmente forsøg på at tydeliggøre de forestående klimaforandringer for hr. og fru Hansen, trak de stadig flere og større klimakatastrofer omkring os alt for kraftigt op. Man kunne ikke slutte så direkte mellem det, at der var mere tørke, voldsommere storme, flere skybrud og oversvømmelser og så den globale opvarmning. Men en række nylige resultater understreger, at Gore havde ret.

For blot en uge siden rundsendte James Hansen et paper,¹ hvori han viser, at nylige ekstreme vejrsituationer som dette års sommervarme i Texas med meget stor sandsynlighed ikke ville have forekommet uden global opvarmning. Og i dag barslede IPCC med Special Report on Managing the Risks of Extreme Events and Disasters to Advance Climate Change Adaptation (SREX).

Eller rettere, det er stadig kun et 29 sider langt Summary for Policymakers, som bliver lanceret her, hvor der stadig er tid til at få det læst grundigt inden COP17 i Durban. Hovedrapporten, som er et samarbejde mellem 220 klimaforskere fra 62 lande, vil forelægge i sin fulde udstrækning til februar. Og – her er det med at holde tungen lige i munden – man kan stadig ikke sige, at præcist den og den oversvømmelse, storm, tørke, hedebølge osv. skete på grund af global opvarmning. Men man kan sige med stor sikkerhed, at hyppigheden af, hvad vi i dag betragter som ekstreme vejrsituationer, vil være langt større i årene fremover på grund af den globale opvarmning. Som med det voldsomme regnfald over København denne sommer, som blev karakteriseret som det voldsomste i 500 år, og samtidig vi kunne forvente fremover hvert tyvende år.

Lederen af IPCC, Rajendra Pachauri, siger i en pressemeddelelse: “This summary for policymakers provides insights into how disaster risk management and adaptation may assist vulnerable communities to better cope with a changing climate in a world of inequalities”. Og han fortsætter: “It also underlines the complexity and the diversity of factors that are shaping human vulnerability to extremes – why for some communities and countries these can become disasters whereas for others they can be less severe.”²

Læs mere »

En gruppe forskere ved GEUS har netop i tidsskriftet Boreas fremlagt undersøgelser,¹ som ifølge dem sætter store spørgsmålstegn ved de havstigninger, som IPCC har forudsagt. Faktisk er lederen af projektet Jens Morten Hansen i dag ude at forsikre for, at havstanden i størstedelen af Danmark ikke vil stige, men falde.

Disse konklusioner tager udgangspunkt i undersøgelser af aftegninger af kystlinjer på Læsø, hvor man har et helt system af “åretegninger” af havets skiftende møde med kysten gennem tiderne. I absolutte mål er vandstanden omkring Læsø steget 110 ±14 cm siden år 1300, omend der var en let lavvandet periode i forbindelse med en “lille istid” mellem 1250-1750. I de seneste århundreder har der været en stadig stigning, som har toppet i en 70-års-cyklus omkring år 1790, 1860, 1920–1950 (en dobbelt top) og så i dag.

Desværre er artiklen kun tilgængelig som abstract. Men jeg har tilbragt en stor del af min barndom og ungdom med udsigt over Kattegat og set, hvor voldsomme kræfter, havet rummer – og hvordan havet med samme havstand i situationer med kraftig pålandsvind og vindstuvet højvande kan lægge spor efter havstokken langt inde på land. Så med så små forandringer, som der er tale om, ville jeg være meget forsigtig med at ekstrapolere fra mønstre på Læsø til de globale havstigninger.

Når JM Hansen endda går så skråsikkert ud med sin garanti for, at havet omkring Danmark ikke vil stige, så er det fordi den tektoniske plade, Danmark og Den Skandinaviske Halvø ligger på, stadig har en opadgående bevægelse efter at den var presset ned af vægten af den seneste istids ismassiver. På den baggrund langer JM Hansen ud efter IPCC og siger, at deres fremskrivninger er alt for højt satte.

Kortet øverst i dette indlæg skulle vise størrelsesordenen af landhævningen – de røde linjer viser landhævningen i millimeter pr. år. Man regner modsvarende med, at verdenshavene op igennem det 20. århundrede er steget med 2 mm pr. år og har kunnet konstatere, at stigningstaktensiden srarten af 1990erne nærmere har ligget på 3 mm pr. år. Når samtidig landhævningen i det nordlige Danmark, hvor den er størst, er på 1,5 mm pr. år, mens det sydligste Danmark direkte synker, så kan det dog være svært at se, hvordan JM Hansen kan være så skråsikker i sin sag.

IPCC har ganske rigtigt ikke indregnet lokale forskydninger i undergrunden, men taler kun om den globale havstigning. Og vi kan lokalt glæde os over, at landhævningerne i væsentlige dele af Danmark udgør en forsinkende faktor.

Men mange har påpeget, at IPCCs estimat af de globale havstigninger har været sat alt for lavt. I de første beregninger fra IPCC havde man kun medregnet havstigninger fra vandets udvidelse ved opvarmning (mener at huske den blev estimeret til 18-72 cm i år 2100). Og havstigninger fra en øget afsmeltning af klodens ismassiver på grund af opvarmningen var slet ikke indregnet i IPCCs prognose, selvom det for ikke så længe siden forlød, at det nu var den største kilde til havstigninger. Samtidig har klimaet vist sig mere følsomt overfor ændringer i CO₂-koncentrationerne, så der er i mange kredse en bekymring for, at for eksempel afsmeltningen af den grønlandske indlandsis kan accelerere dertil, så vi kan stå med havstigninger, som skal måles i centimeter pr. år.

Læs mere »

Jørgen Steen Nielsen havde 15. februar en fin leder i Information, Sneboldeffekten, hvor han opruller den fornyede kraft, hvormed klimaskeptikerne markerer sig i anledning af, at vi endelig for en gangs skyld har fået sne på den nordlige halvkugle – og det paradoksale i, at klimafornægterne på den baggrund frimodigt proklamerer, at den globale opvarmning nu er afblæst, selvom januar i år globalt set hører til de varmeste måneder nogensinde.¹

Det er ikke mindst den nylige afsløring af, at der i den seneste klimarapport fra IPCC har indsneget sig to småfejl, som har ført til den fornyede offensiv. Den ene er lidt graverende – en reference til en undersøgelse af afsmeltningen af Himalayas gletsjere, som ikke har hold i virkeligheden, og som burde være stoppet i den peer review-mekanik, som i den ideelle verden sikrer, at videnskabelige arbejder nu også er videnskabeligt korrekte. Den anden er en fejlreference til en simpel information om, hvor meget af Hollands areal, som vil blive oversvømmet, hvis og hvis – kort sagt to meget små detaljer, som intet rokker ved det samlede billede af en klode under accelererende opvarmning i den informationsmættede 3.000 sider lange grundlagsrapport fra IPCC. Men også to rigtig dumme småfejl, som begge var blevet påpeget forud, og som derfor meget enkelt kunne være rettet op inden udgivelsen.

I det hele taget har der været stigende kritik af hele IPCCs arbejdsform, som med sin meget tunge konsensus-søgende af forskere fra hele verden skrider frem med sneglefart. Hvor de to småfejl helt fejlagtigt har været brugt som ‘bevis’ for, at global opvarmning er et menneskeligt påhit – eller i hvert fald ikke menneskeskabt eller noget vi kan gøre noget ved – så kunne man med langt større ret indvende, at IPCCs rapporter underdriver konsekvensen af drivhusgassernes indvirkning på klimaet, fordi de seneste års resultater kun alt for langsomt bliver integreret i IPCCs arbejde på grund af den langsommelige arbejdsform.

Læs mere »

Lederen af FNs klimaforhandlinger Rajendra Pachauri, som sammen med Al Gore modtog Nobelprisen for deres arbejde for klodens klima, har netop fra Indien meddelt, at hvor han som leder af forhandlingerne ikke kan have nogen mening, er han personligt overbevist om, at han støtter fuldt op om en række først og fremmest fattige landes krav om, at CO₂-koncentrationerne ikke må overstige 350 ppm.

“As chairman of the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), I cannot take a position because we do not make recommendations,” Pachauri told AFP when asked if he supported poorer nations calling for atmospheric CO₂ levels to be held below 350 parts per million (ppm).

“But as a human being I am fully supportive of that goal. What is happening, and what is likely to happen, convinces me that the world must be really ambitious and very determined at moving toward a 350 target,” he said by telephone from New Delhi.¹

Det er en yderst vigtig udvikling – tidligere på måneden kunne man i New Scientist se Obamas klimarådgiver John Holdren markere i samme retning, at 350 ppm fra et videnskabeligt perspektiv er et rigtigere mål end 450 ppm, og/men at det realpolitisk set var noget nær uopfyldeligt (se tidligere blog-indlæg: John Holdren: 350 ppm bedre end 450 ppm).

Kunne man blot blive enige om, at 350 ppm var det rigtige mål, så var der rigtig mange følgeslutninger, som ville være meget enklere. At det bliver vanskeligt at nå 350 ppm. Det kræver ikke bare at de nuværende CO₂-udledninger stort set bringes til standsning. CO₂-koncentrationen er allerede på 389 ppm og stiger pt. med 2 ppm pr. år. For at nå 350 ppm må vi derfor etablere direkte CO₂-negative samfund, som yderligere genbinder store mængder af CO₂ i vegetationen og – måske – i undergrunden.

En tilbagevenden til 350 ppm vil kræve en kolossal indsats. På bloggen Climate Progress² kan man se en diskussion af, hvad det vil kræve. Joseph Romm, forfatteren af Hell and High Water, går her i rette med James E. Hansen, som står bag den forskning, som har fostret målsætningen på 350 ppm, og fremfører, at et er at sige, at en målsætning på 350 ppm er nødvendig, et andet er spørgsmålet, hvordan det kan opnås? Man taler i den forbindelse om wedges, hvor en wedge er en strategi til en reduktion på 1 gigaton CO₂ pr. år i 50 år – eller på jævnt dansk en gigantisk indsats. For for at vende den nuværende udvikling dertil, at vi bare er på vej mod 350 ppm, skal der ifølge Romms beregninger hele 18 af sådanne wedges til, mens der er på verdensplan end ikke i dag er politisk vilje til en enkelt af disse wedges. Så en politisk beslutning om en målsætning på 350 ppm vil være starten på et gigantisk globalt omlægningsprojekt.

I dag står 80 lande bag kravet om 350 ppm – det er omkring en fordobling på et år. Og i det oplæg til en klimaaftale, som foreligger, står 350 ppm stadig som en mulig målsætning, om end som et alternativ til de 450 ppm, som længe har været den officielle målsætning.

UN scientist backs ‘350’ target for CO2 reduction, AFP 25.08.2009.¹

Joseph Romm (Ed): An open letter to James Hansen on the real truth about stabilizing at 350 ppm, Climate Progress 23.11.2008.²

Jørgen Steen Nielsen: 350 ppm, (leder) Information 26.08.2009.

George Monbiot har i dag et indlæg på sin blog på The Guardian, Price of doing nothing costs the earth, hvor han med sin sædvanlige hvasse pen skriver om prisen for ikke at gøre noget. Den er kort sagt ubetalelig – den koster de levevilkår vi kender i dag.

Hvor vurderingerne fra MITs klimaforskere for blot 6 år siden var en temperaturstigning på 2,4º i år 2100, så når samme klimaforskere i dag frem til, at temperaturstigningen i 2100 nærmere vil være 5,2º, hvis ikke vi griber markant ind overfor udledningerne af drivhusgasser. Det er ikke ændringer i fremskrivningerne af udledninger, som ligger bag denne fordoblede temperaturstigning, men en række forskellige faktorer, som har ændret sig markant, heriblandt at nylige resultater viser, at klimaet er langt mere følsomt overfor ændringer af koncentrationen af drivhusgasser end hidtil antaget.

Desværre når disse erkendelser ikke at komme fuldt ud med i grundlaget for den kommende klimaaftale. IPCC, som leverer det videnskabelige grundlag for forhandlingerne, er så langsom i sin konsensusproces, at man stadig har en målsætning om en CO₂-koncentration på 450 ppm, hvor den med den i dag kendte viden snarere burde ligge på 350 ppm for at sikre samme mål.

Man vil således frem mod december arbejde på at skrue en aftale sammen, som vi allerede nu ved ikke vil være tilstrækkelige til at langtidsstabilisere klimaet. Se tidligere blog-indlæg: Gambling med vores fælles fremtid og En temperaturstigning på 2-3º betyder at ….

George Monbiot: Price of doing nothing costs the earth, The Guardian 20.05.2009.

David Chandler: Climate change odds much worse than thought, MIT News Office 19.05.2009.

Ved det store amerikanske universitet MIT udarbejdede man i 2001 et særligt lykkehjul, som et temperaturhjul – eller rettere to temperaturhjul, som viser, hvilke temperaturer, vi kan forvente henholdsvis hvis vi gør noget, og hvis vi ikke gør noget ved de på verdensplan stigende CO₂-udledninger.¹ Man har netop opdateret sandsynlighedshjulet, og det viser, at med en viden og de modeller, vi har i dag, vil vi få markant større globale stigninger end ved de tilsvarende beregninger i 2002. Gambling-metaforen er slående – i disse år, hvor vi ved, at der skal handles hurtigt og radikalt, men alligevel ikke rigtig gør noget, som for alvor reducerer CO₂-udledningerne, gambler vi kort sagt helt uansvarligt med klodens fremtid. Gambling har med chance og sandsynlighed at gøre, og med den natur, som klimamodeller har, vil de svar, som vi får om det globale klimas fremtidige udvikling, altid komme ud som sandsynligheder.

Som man kan se på det nyligt opdaterede temperaturhjul til venstre, som viser den sandsynlige temperaturstigning frem mod år 2100, hvis vi ikke gør noget ved CO₂-udledningerne, er der størst sandsynlighed for, at vil ende med en temperaturstigning på 5-6ºC, efterfulgt af 4-5ºC og 6-7ºC.

Målet for den klimaaftale, som gerne skulle underskrives i København til december, er at holde den samlede globale temperaturstigning inden for 2ºC.

De 2ºC er hvad man fra politisk side har defineret som mål for et ‘acceptabelt’ omfang af klimaforandringer.

Læs mere »

Den årlige rapport fra Det Internationale Energiagentur IEA, som forelå for et par dage siden, giver et forstemmende billede af, hvordan tingene vi udvikle sig i de kommende år, hvis ikke det lykkes at vende udviklingen radikalt. Ifølge rapporten løber vi stort set tør for olie i 2030, og olieforbruget vil til den tid være omkring 25% højere end i dag.

Med den nuværende udvikling vil vi ifølge World Energy Outlook 2008 stå med en temperaturstigning på 6ºC ved udgangen af dette århundrede, og dermed en temperaturstigning langt over de 2ºC, som IPCC har fastsat som det maksimale kloden kan bære.

Selv de 2ºC synes i dag at være sat for for højt. Allerede den lille forøgelse af af temperaturen vi har haft indtil nu er i færd med at forskubbe klodens klimabalance ud over en række ‘tipping points’ i de arktiske og antarktiske områder, ligesom allerede den nuværende temperaturstigning gør, at gletsjere verden over afsmelter i rekordtempo.

New Energy Realities – WEO Calls for Global Energy Revolution Despite Economic Crisis, (pressemeddelelse) IEA 12.11.2008.

World Energy Outlook 2008 Fact Sheets, IEA nov. 2008 (pdf).

World Energy Outlook 2008 Executive Summary, IEA nov. 2008 (pdf).

World Energy Outlook 2008 key Graphs, IEA nov. 2008 (pdf).

Gerard Wynn: IEA stokes doubts over world’s climate fight, Reuters 10.11.2008.

Existing climate actions ‘not good enough’, EU warned, EurActiv.com 12.11.2008.

Nina Chestney: Renewables to top gas as power source by 2015: IEA, Reuters 12.11.2008.

Nao Nakanishi: Dirty coal to remain world’s top power source: IEA, Reuters 12.11.2008.

Muriel Boselli: World needs four Saudi Arabias: IEA, Reuters 12.11.2008.

Sanne Fahnøe: Rapport: Temperaturen stiger 6 grader, Politiken 12.11.2008.

Sanne Fahnøe: Rapport: Olien slipper op i 2030, Politiken 12.11.2008.

Sanne Fahnøe: Elbiler skal vende oliekrisen, Politiken 12.11.2008.

Tim Colebatch: World on track for 6 degree warming, says report, The Age 13.11.2008.