Strøtanker om bæredygtighed

Symbolikken var til at tage og føle på, da den klimaaftale, som blev vedtaget ved COP21 i Paris i december, som skal sikre den hurtigst mulige afvikling af det fossile samfund, i dag havde første underskrivelsesdag på Moder Jords dag, 22. april. For den aftale har i allerhøjeste grad at gøre med at beskytte Moder Jord mod vi menneskers måske største fejlgreb til dato, afbrændingen af fossile brændstoffer. Meget vanvittigt har vi fundet på gennem tiderne, men med den fossile ild har vi udløst kræfter og muligheder, som intet førindustrielt samfund har kendt til. Det har i de seneste to århundreder ført til, at vi er blevet ikke bare voldsomt mange flere, men også voldsomt meget mere indgribende i de økosystemer, vores eksistens i sidste ende er afhængig af. Så selvom Paris-aftalen er en klimaaftale, så handler det om meget mere end kul og olie. Det handler om beskyttelsen og bevarelsen af hele det livsgrundlag, som har båret menneskeheden igennem hele dens historie, og som vi nu som ‘tak’ er i fuld gang med at smadre. Paris-aftalen er frugten af 21 års forhandlinger under UNFCCC, som FN iværksatte i forlængelse af Rio-konferencen i 1992. Det har ikke været noget enkelt forløb, og resultatet er ikke bare entydigt indlysende, men vi står nu med Paris-aftalen med et instrument, som hvis verdens lande slutter op om den i de kommende årtier vil gribe transformativt ind i mere eller mindre alle aspekter af menneske- og samfundslivet og forhåbentlig sikre, at fremtidige generationer også får mulighed for at leve med, af og på den generøse Moder Jord, som har båret menneskeheden frem til i dag.

For at Paris-aftalen overhovedet bliver en gyldig aftale, skal mindst 55 lande med i alt mindst 55% af verdens klimaudledninger underskrive og ratificere aftalen. I dag har 175 af verdens 195 lande underskrevet, heriblandt stort set alle de største udlederlande. Dette er ny rekord for FN – aldrig før i FNs historie har så mange lande underskrevet en aftale på samme dag. Efter dagens signing ceremony skal aftalen gennem en ratifying process, hvor de enkelte lande har sikret sig de nationale godkendelser mv., som den endelige ratificering indebærer. Her har foreløbig 15 af verdens mindste og mest sårbare lande taget også dette skridt. Men store udlederlande som Australien, Indien, Kina og USA har klart markeret, at de vil foretage den endelige underskrivelse allerede i år og har i fællesskab opfordret alle til at tage også dette skridt hurtigst muligt, så det egentlige arbejde kan begynde. Her kan EU vise sig at være blandt de langsomme, fordi aftalen skal frem og tilbage mellem godkendelser i EU og i de enkelte medlemslande. Men alt tyder lige nu på, at de 55 lande og 55 procent vil være i hus inden årets udgang.

Læs mere »

Illustrationseksempel fra DMIs netop udgivne danske oversættelse af det executive summary for første del af IPCCs nye AR5 klimastatusrapport. Kun rapportens mest radikale reduktions-scenario RCP2.6 giver håb om havis på Nordpolen i 2. halvdels af det 21. århundrede.

Den korte udgave af første del af IPCCs nye statusrapport over klodens klimatilstand findes nu oversat til dansk – jeg linkede til det på Facebook og fik skrevet denne kommentar med på vejen, som fortjente også at blive fastholdt her på bloggen. Det er koncentreret stof, for det sammenfatter flere tusind siders rapport, som igen sammenfatter mange tusinde klimaforskeres arbejde siden sidste statusrapport for syv år siden.

Det burde være obligatorisk læsning for alle, som på den ene eller anden måde træffer dispositioner for vores fælles fremtid – og jeg kan på det stærkeste opfordre alle til at forholde sig til den. I forhold til den første rå udgave i efteråret er den mere poleret i sproget, og ikke mindst væsentligt bedre illustreret.

Den del, som omhandler CO₂-budgettet (pp. 25-26) er næsten blevet for teknisk anonym, og selve ordet CO₂-budget, som ellers var en nyskabelse i denne femte udgave af IPCCs rapport, forekommer slet ikke. Her var ellers ansatser til, at videnskaben sagde til menneskeheden: Her er en grænse I ikke bare må forstå, men overholde: Hvis verden skal holde den 2°C-målsætning, som blev vedtaget i København på COP15 i 2009 (hvis der skal være hhv. 33% 50% og 66% chance for, at det lykkes), så kan vi samlet set kun tillade os at lukke yderligere så og så meget yderligere CO₂ ud i al fremtid.

Læs mere »

Et tværfagligt team af klimaforskere med James Hansen i spidsen fastslår i det netop publicerede studie: Assessing “Dangerous Climate Change”: Required Reduction of Carbon Emissions to Protect Young People, Future Generations and Nature, at den nuværende klimamålsætning om at holde den gennemsnitlige globale klimamålsætning under 2°C og atmosfærens koncentration af CO₂ under 450 ppm er helt utilstrækkelig.

Faktisk bruger studiet ordene ‘distastrous consequences’ om 2°C-målsætningen, så den er ikke bare helt utilstrækkelig, den vil få katastrofale følger.

2°C / 450 ppm målsætningen indebærer en række langsommere klimapåvirkninger som isafsmeltninger, forsuring af verdenshavene og frisættelse af metan som nu er bundet i permafrosten, som på bare lidt længere sigt vil føre til en opvarmning på 3-4°C. Kort sagt er 2°C / 450 ppm målsætningen ikke nogen stabilisering af klimaudviklingen.

Således er der ifølge Hansen et al. ikke er nogen vej uden om at stramme klimamålsætningen til 350 ppm / 1°C, hvis vi skal genskabe den globale energibalance og undgå alvorlige klimaforandringer for vores efterkommere.

Det svarer til den vurdering, som blev fremlagt allerede i 2008 i artiklen Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? som gav anledning til etableringen af 350-bevægelsen.

James Hansen skriver om hensigten med dette paper, at det var skrevet for at: “provide the scientific basis for legal actions against federal and state governments, in the United States and other nations, for not doing their job of protecting the rights of young people. The legal actions being filed by Our Children’s Trust ask the courts to require the government to provide a plan for how they will reduce fossil fuel emissions consistent with stabilizing climate.”

Teamet bag undersøgelsen erkender, at et reduktionsmål på 350 ppm / 1°C vil være vanskeligt, men at det ikke er deres opgave at afdække, hvad der politisk set er komfortabelt, men hvad der videnskabeligt set er nødvendigt:

“It is distressing that, despite the clarity and imminence of the danger of continued high fossil fuel emissions, governments continue to allow and even encourage pursuit of ever more fossil fuels. Recognition of this reality and perceptions of what is “politically feasible” may partially account for acceptance of targets for global warming and carbon emissions that are well into the range of “dangerous human-made interference” with climate. Although there is merit in simply chronicling what is happening, there is still opportunity for humanity to exercise free will. Thus our objective is to define what the science indicates is needed, not to assess political feasibility. Further, it is not obvious to us that there are physical or economic limitations that prohibit fossil fuel emission targets far lower than 1000 GtC, even targets closer to 500 GtC. Indeed, we suggest that rapid transition off fossil fuels would have numerous near-term and long-term social benefits, including improved human health and outstanding potential for job creation.”

Og dermed er IPCCs netop fremlagte carbon budget ganske alvorligt udfordret.

Læs mere »

º

Her til aften tikkede News Bulletin fra Architecture 2030 ind for november med en så fin og klar grafisk redegørelse for de fire udledningsscenarier fra IPCCs klimastatusrapporter, RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5, at jeg måtte hive dem ind her på Strøtanker. For god grafik siger ofte mere end mange lange tekster.

RCP står for Representative Concentration Pathways, og de er centrale for hele IPCCs forsøg på at anskueliggøre for os, at klimaforandringer ikke bare er noget som uafvendeligt sker, men omvendt er stærkt afhængig af, om vi er i stand til at afvikle vores fossile afhængighed, og hvor hurtigt vi er i stand til det.

Grafen herover viser tre forskellige udledningsscenarier eller Concentration Pathways, hvor den røde (RPC8.5) svarer til business as usual, hvad der sker, hvis ikke vi formår at få en global bindende aftale på plads, som formår at vende udviklingen i verden. Da vil vi ved udgangen af dette århundrede have udledt i alt 2,1 trillioner ton carbon, og udledningerne pr. år vil være tæt ved 30 mia. ton carbon pr. år – eller omkring det tredobbelte af i dag. Den gule graf (RPC6.0) viser et scenario, hvor det lykkes at vende udviklingen, så de samlede udledninger kulminerer i 2080 og derefter tager af. Her vil de samlede udledninger i år 2100 ‘kun’ være på 1,4 trillioner ton carbon, og udledningerne pr. år vil blot være omkring halvanden gange udledningerne i dag. I det blå scenario (RCP4.5) lykkes det at få vendt udledningskurven i 2040-50 og relativt hurtigt at få den ned på det halve af udledningerne i dag, hvorefter udledningerne er konstante på et niveau på under halvdelen af i dag. Her vil de samlede udledninger i år 2100 være på 1,4 trillioner ton carbon, hvilket ikke er så meget lavere end for RCP6.0, da vi allerede har udledt 0,5 trillioner ton carbon.

Problemet er blot, at jo mere carbon vi sender ud i atmosfæren, jo mere opvarmning producerer vi. I den seneste IPCC-rapports første del, som blev præsenteret i Stockholm i slutningen af september, udarbejdede klimaforskerne derfor et carbon budget. Det går i al sin enkelhed ud på, at hvis vi skal lykkes med at holde den målsætning, som blev vedtaget ved klimatopmødet COP15 i København i 2009, om at begrænse den gennemsnitlige globale opvarmning til 2ºC i forhold til tiden umiddelbart før industrialiseringens begyndelse, så kan vi i alt kun udlede 1 trillion ton carbon i al tid fremover (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO₂-budget).

Med den nuværende udvikling har vi opbrugt dette carbon budget i løbet af 20-25 år, selvom det i princippet skal holde for evigt. Derfor har IPCC også et scenario, som indebærer, at verdens samlede udledninger kulminerer allerede i 2020 og herefter falder ganske hurtigt, så udledningerne nærmer sig nul i 2080.

Læs mere »

Dagen i dag i Warszawa har budt på fortsatte forhandlinger i flere spor. Blandt andet er der taget hul på ADP-forhandlingssporet, som havde samling både formiddag og eftermiddag. Det er her, hovedstrukturen for den klimaaftale, som skal ligge klar til underskrift om to år i Paris, gerne skal falde på plads her under forhandlingerne i Warszawa. Disse forhandlinger er ledet af EUs Artur Runge-Metzger og Kishan Kumarsingh fra Trinidad og Tobago, og i dette lille klip fra IISD kan man indledende høre Runge-Metzger give et godt rids af opgaven for de kommende to uger, herunder den presserende opgave at løse det mitigation gap som findes for tiden frem til 2020, hvis 2ºC-målsætningen skal forblive en mulighed:

Warsaw Climate Change Conference Day 2, (5 min. video-rapport) IISD 12.11.2013.

Disse små videorapporter fra IISD er velproducerede og en virkelig god måde at få hurtigt overblik over dagens vigtigste hændelser i Warszawa på.

IEA fremlagde i dag prognoser, som indikerer, at de årlige CO₂-udledninger på verdensplan vil stige med omkring 20% frem mod 2035, og dermed at muligheden for at holde målsætningen om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2ºC, som blev vedtaget ved COP15 i København i december 2009, er hastigt i færd med at glide os af hænde.

Samtidig var der til frokosten en gennemgang af første del af IPCCs nye klimastatus, AR5, som netop er blevet fremlagt (se blog-indlæggene Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm, IPCC ordinerer stramt CO₂-budget og Ny IPCC-rapport: Klimaindsatsen haster mere end nogensinde). IPCC opererer endog med et scenario, som gør det muligt at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 1½ºC. Mange lande, herunder verdens fattigste og mest udsatte, ønsker en 1½ºC-målsætning. Nauru talte i sit oplæg i dag på vegne af AOSIS-gruppen af østater om at stabilisere klimaudviklingen “well below” 1½ºC:

“The Outcome of the ADP Workstream 1 Should be a legally binding Protocol Under the Convention That is applicable to all Parties And adopted no later than 2015. The safety, viability and survival of our members demands that the agreement bebasedon science”.

Hvis det skal være muligt, vil det kræve en meget omfattende indsats allerede i tiden inden 2020 (se det følgende blog-indlæg: IPCCs fire scenarier: RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5).

Forud for COP19 sagde Christiane Figueres, at det carbon budget, som IPCC har inkluderet i sin seneste klimastatus, AR5, ikke ville blive en del af forhandlingerne – også fordi det rejser en række spørgsmål, som man er bange for vil vælte den i forvejen skrøbelige tidsplan for at få den første store klimaaftale på plads til COP21 i Paris. Men bare det, at det er formuleret og bliver fremlagt som i dag, gør, at det gradvist bliver en del af forståelsen af problematikken.

Forud for denne COP sagde Figueres ligeledes, at hun ikke regnede med i sin livstid at nå at se den definitive klimaaftale. Ja, der ville komme en aftale i Paris, som ville være klar til 2020. Men der ville være plads til forbedringer. Der er ikke bare tale om et emission gap – men nok så meget et commitment gap. Selvom det også på baggrund af IPCCs seneste klimastatus står lysende klart, at det haster endog overordentligt meget, og at det for hver dag vi nøler bliver dyrere og dyrere, så er der lang vej til, at denne indsigt genererer den tilstrækkelige politiske vilje til at gennemføre de nødvendige forandringer.

Rusland har barslet med et dokument – så sent at ingen rigtig har kunnet nå at læse det inden – som søger at løse det store procedure-problem, som man mener har præget de sidste to COP’er. I begge tilfælde blev der i de sidste timer vedtaget en konsensuserklæring, som Rusland meget klart føler at have markeret, at der ikke var konsensus om.

Uden at nævne navne blev der ved flere lejligheder henvist til nødvendigheden af at indhente tabt forhandlingstid efter den mellemliggende samling i Bonn, hvor Rusland i praksis blokerede for forhandlingerne i to uger ved ikke at ville anerkende dagsordenen. Så hvor Rusland synes at opleve, at klimaforhandlingerne har et kolossalt problem, så føler resten af verden, at Rusland har alvorlige problemer med at fatte, at et konsensusprincip ikke er ensbetydende med, at alle kan bruge en vetoret, indtil resultatet ned til mindste komma er, som man ønsker det. Tværtimod vil der kompasset rundt være store kameler, som skal sluges.

IEA fremlagde i dag sin årlige World Energy Outlook for 2013. Den fastslår, at verden på baggrund af de nu foreliggende udviklingsmønstre og tilsagn om reduktioner er på vej mod en global temperaturstigning på 3½ºC. Der sker positive ting verden rundt, det går blot alt for langsomt. Hvor IEA forventer, at næsten 50% af den nyinstallerede energikapacitet i 2035 vil være fra vedvarende energikilder, så burde vi på det tidspunkt være derhenne, hvor så godt som alle nye energiinstallationer er fra vedvarende kilder, hvis den globale temperaturstigning skal kunne holdes på 1½ºC. Den omstilling som sker, er således alt for langsomt.

IEAs rapport fastslår samtidig, at vi for at holde den globale målsætning om at holde den gennemsnitlige globbale opvarmning på under 2ºC, er nødt til lade to tredjedele af verdens kendte fossile reserver blive liggende hvor de er, under jordens overfalde, uafbrændte. IEA anbefaler derfor stærkt at sætte ind med energibesparelser, som i mange situationer er det allervigtigste manglende led i kabalen og i som oftest vil være billigere end en modsvarende yderligere udbygning af den vedvarende energiforsyning. Og så er IEA en varm fortaler for skifergassen som en overgangsfossil, hvilket der er langt mere delte meninger om.

Læs mere »

Figur SPM 1 samt øverst temperaturudviklingen for business as usual-scenariet (RCP8.5) for år 2100 fra den netop lækkede, foreløbige udgave af anden del af IPCCs klimastatus.

Forud for udgivelsen af første del af AR5, IPCCs store klimastatus over det globale klima, blev der lækket adskillige versioner af foreløbige udgaver af rapporten. Nu er også anden del af AR5 via No Frakking Consensus blevet lækket – eller i hvert fald er selve det Summary for Policymakers, som nok er det, som de fleste får læst, da de fire hovedrapporter hver i sær kan være flere tusinde sider lange, blevet lagt ud.¹ Allerede tidligt på sommeren blev en tidligere udgave lækket.

Om det så er godt – IPCC beder så mindeligt om ikke at videregive rapporten, før man er færdig med den interne konsensusproces – er et åbent spørgsmål. Hvis man som New York Times synes at det ikke skulle være sket, så lad være med at downloade filen. Men nu har en af IPCCs faste kritikere, klimaskeptikeren Donna Laframboise, lagt den frem på No Frakking Consensus, for at verden skal have mulighed for at få indblik i, hvordan og hvor meget rapporten – eller rettere dens konkluderende Summary for Policymakers – ændrer sig i den sidste del af konsensusprocessen, hvor politikerne også kommer ind over:

“I think the public has a right to examine it. It’s important to be able to compare what IPCC personnel have written in this draft to what the final, non-draft version will say when it’s released to much fanfare next March,” hvilket Laframboise for så vidt kan have ret i.

Men hvis man skal dømme efter processen omkring første del af AR5 her for nylig, så sker der ikke de store ændringer. Men omvendt var der i de sidste dage i Stockholm et massivt pres fra en række lande for at få udvandet eller helt fjernet den del, som omhandlede opstillingen af et carbon budget – hvilket endte med ikke at blive tilfældet. Det blev diskuteret hele natten, og det krævede en virkelig stædig hovedforfatter på rapporten at fastholde vigtigheden af, at det var inkluderet. Ellers var der primært tale om at få ting uddybet og præciseret – denne gang særlig om den “forsinkelse” af opvarmningen, som ligger i, at en tilsyneladende større del af det globale varmeoverskud i de seneste år er akkumuleret i verdenshavenes dybere lag (se blog-indlægget  Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm).

Anden del af IPCCs AR5 fra Arbejdsgruppe II ser på følgerne af klimaforandringer, på bestræbelserne på at imødegå virkningerne, og på sårbarheden i de menneskelige og biologiske systemer. Flere fejlslagne afgrøder, mere hungersnød, flere hedebølger og hedeslag, flere oversvømmelser og sygdomme, accelererende stress af økosystemerne osv. Rapporten kortlægger de risici, de omkostninger og den mere eller mindre ubodelige skade på biodiversiteten og vores livsbetingelser, som vi påfører fremtiden ved vores fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer. Og den gør det måske mere klart end nogensinde, at der er så meget at tabe ved at nøle med klimaindsatsen, og så meget at vinde – så mange klimakonsekvenser at undgå og afbøde – ved at tage klimaudfordringen alvorligt og sætte målrettet ind nu.

Følgende er uddrag fra climatenexus.org, som giver disse hovedpunkter fra Arbejdsgruppe IIs rapport:

Climate change is now everywhere. Impacts have been found on every continent. Both the human and natural worlds are feeling the effects, which are consequential and growing. Emphasis on currently occurring impacts has increased since the AR4, which only said that impacts are “emerging”.

People everywhere are vulnerable to extreme climate events. The devastating impacts of recent extreme events and extreme weather disasters show that our level of adaptation remains low. The strength and immediacy of this statement has increased since the AR4, which emphasized impacts in the far future more than current impacts.

Læs mere »

.
Denne video stammer fra offentliggørelsen af første del af IPCCs nye klimarapport AR5 i Stockholm 28. september. Man kan her høre Thomas Stocker, lederen af Working Group I, give et rids af rapporten og det kolossale syntesearbejde, som ligger forud for offentliggørelsen.

Første del af IPCCs nye klimarapport er på mere end 2.000 sider, så 20 minutter kan lige præcis kun blive et overblik. Men Thomas Stocker, som nok kender rapporten bedre end nogen anden, formår i løbet af denne 23 min. video ganske godt at give et sådant overblik.

Ved samme lejlighed gav Hans Rosling (som er kendt fra en række TED-præsentationer og en enestående evne til at viusalisere selv meget komplekse sammenhænge) forud for Thomas Stocker en bredere introduktion til en række af rapportens konklusioner under overskriften “200 years of Global Change”.

Læs mere »

Det har været sagt, at den seneste IPCC-rapport med dens 2.000 sides sammenfatning af verdens klimaforskning alene i første del ikke bringer noget egentligt nyt, men først og fremmest tydeliggør og uddyber, hvad vi allerede ved. Det er nok lidt arrogant, men afspejler først og fremmest, at klimavidenskaben efterhånden har nået et stade af modenhed, hvor der måske stadig er ting, vi kun forstår ufuldstændigt, men hvor grundskelettet er på plads og der ikke mere er store hvide områder på kortet. Men i hvert fald på ét område er der med IPCCs nyeste diagnose af det globale klimas tilstand inddraget en ny dimension i klimaforståelsen. Den netop udgivne første del af AR5 foreskriver et carbon budget – en ramme for, hvor meget CO₂ menneskeheden kan tillade sig at udlede, hvis vi skal holde den målsætning om at begrænse den globale temperaturstigning til 2ºC siden industrialiseringens begyndelse, som blev vedtaget i december 2009 ved COP15 i København.

Dette er et yderst vigtigt skridt, fordi det definerer de samlede rammer, vi som verdenssamfund må agere inden for, hvis det skal lykkes at holde 2ºC-målsætningen. Det skete da heller ikke uden sværdslag – og forud for den endelige offentliggørelse i Stockholm i sidste uge blev den endelige formulering af denne del af rapporten diskuteret af politikere og videnskabsmænd til langt ud på natten. Ikke mindst fra politisk side var der stor nervøsitet for, at det ville komplicere de i forvejen komplicerede klimaforhandlinger yderligere, og IPCCs carbon budget sætter da også den hidtidige klimamålsætning i et skingert utilstrækkeligt lys.

Vi har med IPCCs carbon budget fået en ny håndgribelighed forærende – en excelarks-købmandsregnings-tydelighed, som er svær at løbe fra, fuldstændig som hvis man stod overfor de årlige nationale eller kommunale budgetforhandlinger. Uden at behøve at være klimaekspert bliver det åbenlyst for alle, at man overbudgetterer og pumper umådeholdne mængder af CO₂ ud i atmosfæren på fremtidens bekostning – og at ingen af verdens større udledere i dag har en klimamålsætning, som rammer bare tilnærmelsesvist inden for rammerne af IPCCs carbon budget.

I AR5s Summary for Policymakers, står der side 20:

“Limiting the warming caused by anthropogenic CO₂ emissions alone with a probability of >33%, >50%, and >66% to less than 2ºC since the period 1861-1880, will require cumulative CO₂ emissions from all anthropogenic sources to stay between 0 and about 1560 GtC, 0 and 1210 GtC, and 0 and about 1.000 GtC since that period respectively.

These upper amounts are reduced to 880 GtC, 840 GtC, and 800 GtC, when accounting for non-CO₂ forcings as in RCP2.6. An amount of 531 [446 to 616] GtC, was already emitted by 2011.”

At holde en målsætning med 50% sikkerhed er det samme som at sige, at der er lige så stor chance for at målsætningen med den givne indsats ikke holdes, så IPCC siger i den netop fremlagte AR5, at vi for at have mindst 66% chance for at holde 2ºC-målsætningen må begrænse de samlede CO₂-udledninger til 1.000 GtC (gigaton kulstof – hvilket svarer til 3.670 Gt CO₂). Hvis der modregnes for drivhusvirkninger fra andet end CO₂ (som aerosoler, metan og HFC-gasser), så er det samlede carbon budget på blot 800 GtC. Af denne carbon-pulje havde vi pr. 2011 allerede brugt 531 GtC (de samlede udledninger siden industrialiseringens begyndelse), så der kun plads til yderligere omkring 269 GtC, hvis vi skal holde os inden for det etablerede carbon budget.

Læs mere »

Stadig under udarbejdelse …

Har været nogen tid bortrejst, så i første omgang er dette en opsamling af links til artikler om den netop udkomne første del af IPCCs nye klima-rapport AR5.

Det har været beskæmmende at se, hvordan der i den oliefinansierede klimafornægtelsespresse i ugerne op til frigivelsen har været kørt en ganske omfattende og ganske systematisk misinformationskampagne.

Men sagen ligger klarere end nogensinde før. Ifølge IPCC er der nu 95% sandsynlighed for, at klimaforandringerne er en primært menneskeskabt realitet – oversat til sprog er det “extremely likely”. Nogle kunne måske ønske sig fuld sikkerhed, før man lagde kursen om, men prisen for at lade være, er så astronomisk, og problemerne så meget større den dag IPCC konkluderer med 100% sikkerhed, at det merd lige så stor sikkerhed så vil være for sent at undgå graverende klimaforandringer.

Trods megen medieomtale forud for offentliggørelsen af, at den globale opvarmning er i aftagende, er der intet hold heri. Tværtimod akkumuleres der stadig mere overskudsvarme i biosfæren. Der har blot i de seneste år vist sig en tendens til, at en lidt større del heraf end hidtil blev opsamlet i verdenshavene.

Læs mere »

I de seneste dage er der skrevet en del om den kommende klimarapport fra IPCC, International Panel for Climate Change, som med 5-6 års mellemrum søger at sammenfatte, hvad vi ved om klimaforandringer. Den senest forudgående udgave, Assessment Report 4, eller i daglig tale blot AR4, udkom i 2007, så det er ved at være tid for AR5. Faktisk har AR5 været under udarbejdelse i flere år. For disse rapporter skrives som et gigantisk konsensus-projekt af mere eller mindre alle klodens fremmeste klimaforskere. AR5 har 840 hovedforfattere fra 35 lande, og endnu langt flere tilknyttet konsensus-processen. Derfor tager det lang tid, og derfor når al den seneste klimaforskning ikke at komme med ind i billedet. Og når konklusionerne i slutfasen skal drages og godkendes – ikke bare af forskerne, men også af lande som Rusland, Kina, Canada, USA og Saudiarabien, som ikke ønsker skismaet mellem videnskabens forståelse af den nødvendige indsats og de enkelte landes faktiske klimaindsats for stærkt udstillet – så ligger det i kortene, at der bliver klippet adskillige hæle og tæer.

Joe Romm fra Climate Progress skriver om det resulterende konsensus-resultat, at:

“AR5 is a ‘partial’ review that is ‘hopefully’ the last because, like every IPCC report, it is an instantly out-of-date snapshot that lowballs future warming because it continues to ignore large parts of the recent literature and omit what it can’t model. For instance, we have known for years that perhaps the single most important carbon-cycle feedback is the thawing of the northern permafrost. The IPCC’s Fifth Assessment climate models completely ignore it, thereby lowballing likely warming this century.”¹ I et interview i MSNBC) i dag sammenligner Romm IPCCs anbefalinger af, hvad der må gøres, med overkirurgens anbefalinger ikke at ryge for meget – stadig mere indtrængende, men alligevel så forsigtigt, at de fleste fortsætter med at ryge.²

Tilsvarende var der allerede ved udgivelsen af AR4 i 2007 en række områder, som man vidste, skulle inddrages i næste udgave, og generelt var vurderingerne af klimaforandringernes hastighed (klimaets følsomhed) i den lave ende af, hvad den nyeste litteratur på området indikerede, fordi mange af de nyeste resultater endnu ikke var blevet en del af konsensus.

Samtidig ved ingen, hvad der sker i de kommende år – om verdens lande vitterligt overkommer den fossile afhængighed og får lavet de nødvendige drastiske reduktioner, eller om det fortsat lykkes den fossile industri aktivt at modarbejde den globale klimaindsats, så den omstilling og den udbygning med sol og vind og geotermiske varme, som rent faktisk sker i disse år, kun lige akkurat kan følge med væksten i energiforbruget. Konklusionerne må derfor i høj grad blive abstrakte – hvad sker der hvis og hvis og hvis? – og knyttes sammen med en række forskellige scenarier for, hvordan verden udvikler sig, og i hvilken grad vi bliver i stand til som verdenssamfund at imødegå klimaudfordringen tidligt og effektivt.

En af hovedkonklusionerne, at der nu videnskabeligt set er 95% sandsynlighed for, at klimaforandringerne er menneskeskabte, vil for lægmand virke som om at videnskaben endnu ikke er afklaret, hvor det omvendt i det videnskabelige sprog netop betyder, at det nærmest er så sikkert, som det overhovedet kan blive – at diskussionen for og imod er ovre og man kan tage det for givet. Den 95% sikkerhed er 5% højere end AR4 i 2007. I 2001 fandt AR3 en 66% sandsynlighed for at klimaforandringer var menneskeskabte, mens det i 1995 blot var lige over 50%. Selvom de første spadestik til forståelsen af drivhuseffekten stammer tilbage fra det 18. århundrede, så har det været en lang vej for videnskaben at komme til denne grad af afklarethed.

Den endelige udgave af AR5 vil blive lanceret 27. september – eller rettere den første af fire dele, som omhandler den fysiske videnskab bag klimaforandringerne, hvor de øvrige dele af AR5 vil blive fremlagt inden for det kommende års tid:

WG I: The Physical Science Basis – september 2013
WG II: Impacts, Adaptation and Vulnerability – marts 2014
WG III: Mitigation of Climate Change – april 2014
AR5 Synthesis Report (SYR) – oktober 2014

Alene første del vil omfatte omkring 2.000 tætskrevne sider, inklusive summaries, 14 hovedkapitler, supplerende materiale, appendixes osv. og vil indeholde 1250 figurer og referencer til 9.200 videnskabelige artikler.

Hvis man har interesse deri, vil der dagen efter ved Stockholm Environment Institute være et totimers seminar, Climate Change – the State of Science, hvor en række af AR5s hovedforfattere præsenterer hovedkonklusionerne. Det vil være muligt at følge med online via SEIs hjemmeside (se program).

Læs mere »