Indlæg tagged med Indre By Lokaludvalg

Langs vandet …

15. august 2013

I de varme julidage, som allerede nu synes langt borte, gik jeg en del langs havnen og kanalerne for at prøve mit nye kamera af i forhold til at fotografere vand – en gammel skade, som , så da jeg pludselig så, at lokaludvalgene for Indre By og Christianshavn efterlyste ideer til havnens udvikling, tog jeg hul på en af de mest oplagte svipsere på Indre By-siden, at der ikke er nogen samlet passage til fods langs vandet. Det går fint fra Langebro til Sydhavn og fra Kvæsthusbroen til Langelinje, men på midterstykket, uden om Slotsholmen, er der ikke meget promenade over situationen, og et enkelt sted kommer man simpelthen bare til et vejskilt med fodgængere forbudt. Yderligere er Realdania ved at opføre sit nye domicil på bryghusgrunden, hvor man har fået lov at bygge helt ud til vandkanten. Så i det bidrag, jeg endte med at lave til idékonkurrencen, Langs vandet …, har jeg i udgangspunktet foreslået at anlægge to lave flydebroer, så man samtidig med, at man kommer helt tæt på vandet, får mulighed for at passere de to nu mest ufremkommelige steder.

Problemet er opstået, fordi man i bilismens hellige navn har haft en firesporet vej ført igennem langs vandet – det bliver vistnok ikke mere kaldt Ring 2, men ikke desto mindre er det Ring 2, som man stadig søger at presse igennem mellem bykernen og havnen, og som ved Børsen og Knippelsbro klemmer så meget, at der ikke er blevet plads til fodgængerne langs vandet. I mellemtiden har man nedlagt de to spor foran Chr. IVs Bryghus og forbi Den Sorte Diamant, og under Knippelsbro har man blot gjort den ene af de to vognbaner til cykelsti. Men der er ikke brug for en 4 m bred cykelsti på stedet, så hvis man blot omfordelte den eksisterende plads, er der plads nok til at føre fodgængerne forbi på dette sted.

Når det ikke er sket for længst, er det også fordi København aldrig har fået etableret nogen egentlig fodgængerstrategi, som har kunnet identificere de største hindringer for fodgængerstrømmene og etablere nogle samlede målsætninger som fuld passage langs vandet og et sammenhængende system af gågader fra Vesterbro Torv til Langelinje og fra Dronning Louises Bro til Amagerbro. Selv de planer om en trafikal fredeliggørelse af Middelalderbyen, som for 10 år siden var fremme, er lige så stille blevet presset tilbage. Det er en stor skam, for hvis vi skal etablere et attraktivt alternativ til privatbilismen, så er det ikke nok at fremme cyklismen og den kollektive trafik. Så må man også styrke mobiliteten til fods og sikre, at det er forbundet med en god oplevelse at bevæge sig rundt i byen til fods. Hver gang man har gjort det natulrigt at gå 100 m længere uden at længes efter en bus, en bil eller bare en cykel, så har man taget noget af presset af trafikken.

Læs mere »

Share

Mobile Træer II

2. september 2011

Den 19. september bliver Frederiksborggade indtaget af oliventræer, grønne højbede og dialogmøbler. Sammen med Indre By Lokaludvalg vil vi gerne illustrere, hvordan man kan indrette grønne, midlertidige rum i byen.

Byrummet på Frederiksborggade mellem Linnésgade og Rømersgade er klart til at blive indtaget, når startskuddet til VM i Landevejscykling går den 19. september. Herefter kan man til og med onsdag den 21. september tage sig en tiltrængt pause fra cykelræset i uvante grønne omgivelser, få en smagsprøve på frisklavet ukrudtpesto eller endda selv hjælpe til med at plante blomster, urter og andet godt i højbedene.

I løbet af dagene kan du få rådgivning om at plante i storbyen, designe dit eget midlertidige byrum, komme med forslag til, hvor i Indre By og på Christianshavn de mobile træer kan stå og melde dig som træpasser. Om mandagen kan du også selv være med til at beplante højbedene og i løbet af dagene vil det også være muligt at få en smagsprøve på en frisk omgang ukrudtspesto.

Det midlertidige byrum som består af oliventræer i beholdere, møbler til ophold og højbede vil, når ugen er omme, blive placeret andre steder i Indre By og på Christianshavn, hvor de lokale beboere fremover skal være med til at passe træer og planterne. På den måde kommer flere af byens borgere til at nyde godt af de byforgrønnende byrumsmoduler.

De mobile træer er en del af en overordnet vision i Miljøpunkt Indre By-Christianshavn og Indre By Lokaludvalg om, at byen skal forgrønnes. Træerne og planterne kan også være til stor glæde for de lokale beboere, som måske ikke har andre muligheder for at få trænet deres grønne fingre, siger Bent Lohmann, formand for Indre By Lokaludvalg samt formand for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn.

Nye hjem til de mobile træer

 Den 21. september flyttes træer, planter og møbler til andre steder i bydelen. I de her dage venter vi spændt på respons fra Københavns Kommune, på vores ansøgning om at opsætte træerne mere permanent på udvalgte steder. Borgere har over sommeren sendt os gode forslag til steder i bylivet, hvor de mobile træer kan sættes op, og nogle har tilmeldt sig som træpasser – hvilket er essentielt for at et mobilt træ i en beholder kan leve.

Vi glæder os til at se, hvordan træer og møbler gør sig i bylivet. Vi vil gerne arbejde for, at der også forgrønnes andre steder, så har du forslag til velegnede steder, og vil du være med til at passe de mobile træer, så send en e-mail til Miljøpunkt via gazelle.buchholtz@a21.dk.

'Hungry Planet - mellem køkken og klode' er en udstilling af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn Indlæg ved Gazelle Buchholtz.

 

Share

Luftforureningen i Indre By – problemer og løsninger

7. april 2009

En omfattende Hollandsk undersøgelse viser, at der er næsten 50% overdødelighed blandt personer, der bor mindre end 50 meter fra en stærkt trafikeret vej. Ifølge professor Steffen Loft fra Institut for Folkesundhed gælder dette ca. 100.000 københavnere og resulterer i ca. 500 dødsfald årligt. I alt tabes ca. 5.000 leveår i København. Til sammenligning omkommer ca. 15 personer i trafikulykker.

Ud over dødsfald resulterer forureningen i tusinder af bronkitistilfælde, titusinder af astmaanfald og hundredetusinder af dage med nedsat produktivitet på arbejdsmarkedet grundet sygdom.

I Indre By bor eller færdes titusinder af borgere tæt ved de trafikerede gader og en væsentlig del af dødsfaldene og de forskellige sygdomme rammer derfor borgerne i Indre By.

Derfor ønsker Indre By Lokaludvalg i samarbejde med Det Økologiske Råd, NOAH Trafik og Danmarks Naturfredningsforening at sætte fokus på luftforureningen i Indre By med særlig vægt på, hvad borgerne selv kan gøre for at reducere sundhedseffekterne, og hvilke løsninger kommunens embedsmænd og politikere arbejder mod.

Alle er velkomne i Festsalen på Rådhuset mandag d. 20. april kl. 18.30-21.30.

Arrangementet er gratis – Tilmelding: indreby_luft@hotmail.com (evt. 29 36 43 37).

Se program nedenfor:

Læs mere »

Share

Lommeparker, træer og andet grønt

16. december 2008

Nedenstående tekst er et høringssvar fra Indre By Lokaludvalg vedrørende Københavns Kommunes projektramme Lommeparker, træer og andet grønt. Det er et forslag med en begyndende erkendelse af, at byen som biotop og levende sted ikke kan opretholdes blot ved at pleje parkerne, men kræver, at der trækkes grønne forbindelseslinjer mellem de enkelte grønne enklaver, som forbinder alle byens grønne elementer til et samlet biologisk system. Som sådan repræsenterer det et gennembrud i kommunens forståelse af, hvaddet vil sige at være en grøn kommune.

Lovforsalget blev fremlagt i maj, se tidligere blog-indlæg: Lommeparker og grønne gaderum, hvorfra der er link til projektets prospekt. Hvis man gennemfører projektet i sin intention, vil det kunne få store positive konsekvenser for livsrummet og livskvaliteten, såvel for menneskene som for de mange planter og dyr, som vi deler byen med.

Lommeparker, træer og andet grønt

– et høringssvar fra Indre By Lokaludvalg

Fra Indre By Lokaludvalg finder vi, at Lommeparker, træer og andet grønt er et helt centralt initiativ for udviklingen af livskvaliteten i Indre By, som vi hilser meget velkomment.

Stor bebyggelsestæthed giver stort behov

Indre By er præget af stor trængsel og bebyggelsesprocenter på op til fem gange det, man har udsaneret til på brokvartererne. Der er derfor meget lidt plads mellem husene, og det er vigtigt at prioritere det grønne overalt, hvor der er mulighed for det.

Med de mange arbejdende og besøgende i bydelen er afstandskravet på max. 400 m ikke retvisende for behovet. Man bør systematisk opgradere opholdskvaliteten på alle åbne arealer.

Projektrammen taler om 14 lommeparker og 3.000 træer for hele København, men de rækker ikke langt i hele kommunen. Det ville være et mere passende mål for Indre By. Suppleret af 3.000 facadebeplantninger ville det kunne være med til at skabe en blidere, smukkere og mere oplevelsesrig by med en luft, som var sundere at indånde.

Læs mere »

Share