Indlæg tagged med Indonesien

Biobrændstof en økologisk katastrofe

14. april 2008

Aljosja Hooijer et al.: Peat-CO2. Assessment of CO2 emissions from drained peatlands in SE Asia, Delft Hydraulics report 2006.Hvis man som klima- og miljøbevist europæer overvejer at købe en bil, som kan køre på biobrændstof, skal man nok tænke sig om en ekstra gang. For det kan meget vel være, at man gør klimaet og jordkloden en bjørnetjeneste. Den øgede efterspørgsel på biobrændstof i de industrialiserede lande har nemlig medført omfattende miljøødelæggelser mange steder i verden. Og den CO2, det måtte spare på de europæiske landeveje, bliver mere end modvirket af stigende CO2-udledninger i lande som for eksempel Indonesien, hvor oprindelige landskaber i stor skala raseres for at give plads til produktionen af biobrændstof.

Det fremgår af en rapport, Peat-CO2. Assessment of CO2 emissions from drained peatlands in SE Asia, som Wetlands International, Delft Hydraulics og Alterra i samarbejde har udarbejdet om forholdene i Sydøstasien. Her finder skovrydning og dræning af vådområder sted i stor stil for at give plads til olieplantager til produktion af biobrændstof til ‘miljørigtig’ transport.

Man regner med, at der i Sydøstasiens ‘peatlands’ – urskove med en (tørvemoseagtig) bund af uomdannet eller delvist omdannet organisk materiale, som er opbygget gennem århundreder – findes lagret 42 teraton CO2, eller det dobbelte af jordens samlede årlige CO2-udledninger. Urskovsbiotoper har en meget høj biomasse (og dermed bunden CO2) i forhold til landbrugsarealer med monokulturer af ofte kun enårige planter. Disse enorme CO2-depoter frigives til atmosfæren ved fældning, afbrænding og dræning. Når vådområder med urskov drænes og totalfældes, sker der i årene efter en omfattende iltning af urskovens tørveagtige lag af delvist omdannet organisk materiale, som fører til gigantiske CO2-udledninger. Ifølge rapporten er der ved dræning af nyfældede vådområder tale om CO2-emissioner i størrelsesordenen 70-100 ton pr. hektar pr. år. Dette er en af de vigtigste grunde til, at Indonesien på blot tre år er gået fra at være verdens CO2-udleder nr. 21 til i dag at være verdens tredjestørste CO2-udleder, kun overgået af Kina og USA.

Læs mere »

Share