Strøtanker om bæredygtighed

Herover ses et marklandskab ved Bregentved Gods, hvor man som del af et forsøg med klima-optimering af dansk landbrug har udlagt 30 km randzoner eller i alt 30 hektar, hvilket svarer til omkring 1% af det dyrkede areal på 3.284 ha. Bregentved Gods har yderligere 3.054 ha skov. 

I 2010 blev det i et forsøg på at mindske udvaskningen af overskydende kvælstof fra de dyrkede arealer til vandmiljøet vedtaget, at der fra september 2012 skulle etableres randzoner alle steder, hvor landbrugsarealer grænsede op til åer, søer og vandhuller over 100 m², hvor der ikke måtte pløjes, gødes eller sprøjtes, – hvilket i udgangspunktet er en fantastisk idé, for ud over at mindske udvaskningen muliggør det også en række grønne korridorer i landskabet, som med tiden kan få stor værdi for biodiversiteten samtidig med, at de har et stort rekreativt og landskabeligt potentiale.

Allerede i 1992 blev der indført en lovpligtig 2 m bræmme langs alle målsatte grøfter, kanaler og vandløb, så ideen var ikke ny, tværtimod kan man sige, at en eksisterende regulering blev justeret for at for at give den tilsigtede beskyttelse mod udvaskning af overskydende gødning og sprøjtemidler, som medfører alvorlige miljøproblemer i vandmiljøet. Og der er ikke bare tale om afgrænsede virkninger på umiddelbart tilstødende vandløb og vådområder, tværtimod kan virkningerne af års akkumulerede næringstilførsler spores over alt i de indre danske farvande, med iltsvind, bundvendinger og fiskedød til følge. Men randzonerne er blevet alt andet end vel modtaget. Siden vedtagelsen har randzonerne været stærkt debatteret, og det er ikke for meget sagt, at de har været hadeobjekt for landmændene, og selvom de blev vedtaget under en blå regering, synes blå blok nu indstillet på at opgive randzonerne. Måske derfor er der heller ikke kommet det fine ud af dem for det danske landskab, som der kunne have være kommet. For de har fra landbrugsside mere eller mindre fremstået om et urimeligt overgreb fra et storbydanmark, som er kommet helt ud af trit med situationen på landet. For adskillige landmænd har det ikke været nok at demonstrere foragten for begrebet ved at lade dem henligge som halvfærdige entreprenørprojekter. Man har i protest – stærkt opildnet af en række organisationer og politikere – pløjet randzonerne op i en form for demonstrativ civil ulydighed. Således måtte (nu forhenværende) miljøminister Ida Auken i september 2013 spørge Lars Lykke Rasmussen, om han fandt det i orden, at hans retsordfører (Karsten Lauritzen) opfordrede til lovbrud og selvtægt i forhold til det lovforslag om randzoner, som han selv havde stemt for.

Nu er det så besluttet, at de oprindelige randzoner på 10 m kun behøver at være 5 m brede. Herved bliver de ikke bare mindre, men også mindre egnede som naturkorridorer og mindre i stand til at tilbageholde overskydende kvælstof og sprøjtemidler fra markerne. David Rehling kalder det i en leder i Information en bundskraber for SR-regeringen, som med støtte fra blå blok har maltrakteret randzonerne. Beslutningen er paradoksal på baggrund af, at NaturErhvervstyrelsen i januar 2012 fastslog, at: “Randzonerne er til for at beskytte vores miljø og natur. Det er det bedste og mest omkostningseffektive virkemiddel, vi kender lige nu, til at begrænse, at kvælstof, fosfor og sprøjtegifte ender i vores vandmiljø. Samtidig giver vi danskerne natur at færdes i.”

Læs mere »

I Danmark må vi årligt lukke omkring 100 drikkevandsboringer på grund af, at landbruget har brugt sprøjtemidler, som når ned i grundvandet. Dette er fundamentalt set utilfredsstillende. Den danske muld skal dyrkes, ikke bare så dens frodighed opbygges og bevares for de kommende generationer, men også så det ikke beskadiger vores drikkevand.

Der er ikke bare tale om et hypotetisk problem – faktisk kan man i dag finde sprøjterester i hver fjerde drikkevandsboring, og selv hvis man stoppede fradag til dag, vil årtiers fejlsprøjtninger fortsætte med at bevæge sig mod grundvandet, så det er på høje tid, at man griber ind, hvis man vil sikre fremtidens drikkevand.

Hidtil har man skullet se et givet sprøjtemiddel dukke op i vandboringer, før man begyndte at overveje, om man måtte begrænse brugen. Og selv når der  begyndte at være mistanke, har problemerne systematisk været forsøgt slået hen. Men nu lægger miljøminister Ida Auken op til, at forsigtighedsprincippet fremover skal være gældende. Hvis der overhovedet er tvivl, om et sprøjtemiddel er sikkert, skal det tages ud af sortimentet.

Tidligere i år blev det afsløret, at landbruget i ganske stort omfang henter ulovlige sprøjtemidler (se blog-indlægget Pesticid-krigen). I konsekvens heraf kom det på tale, at man kan får frataget “kørekortet” og fremover må undlade at sprøjte eller bestille maskinstationen til at gøre det.

Indtil i dag har landbruget været meget imod en egentlig regulering på området og insisteret på frivillige ordninger med stor spændvidde. Men i snart alt for mange år har man kunnet se, at frivillige aftaler ikke holder. Så man må hilse de nye tiltage velkomne.

Ida Auken påpeger, at det selv med indførelsen af forsigtighedsprincippet er muligt at opnå de ønskede resultater med de sprøjtemidler, som bliver tilbage på hylden.

En konsulent ved Videnscenter for Landbrug er i dagens Politiken citeret for, at der helt klart vil være afgrøder, hvor man ikke kan finde kemiske alternativer, og han nævner som eksempel kløvergræs, hvor man nu bruger Bentazon.¹ Bentazon har været massivt brugt i flere årtier, og forbruget var i 90erne omkring dobbelt så stort som i dag, så noget tyder på, at man har brugbare alternativer. Bentazon er et af de sprøjtemidler, som man i de senere år har fundet i drikkevandet.

Men hvis man blot et øjeblik hæver sig over den kemiske krigsførelse, som nu pågår i det danske landskab, så handler det ikke kun om at finde nye sprøjtemidler, som er mindre problematiske end de nuværende.

Der skal en ny forestilling om, hvad de vil sige at dyrke jorden, som ikke bare er økologisk, men som kommer videre fra den monokulturelle blindgyde. Vi må lære at høste af komplekse økosystemer, som rummer en mangfoldighed af liv.

På den led vil vi kunne trække store mængder af atmosfærens overskydende CO₂ tilbage i muldlaget.

Se tidligere blog-indlæg om pesticider.

Niels Fastrup og Mads Brandstrup: Regeringen i massivt indgreb mod sprøjtegifte, Politiken 18.08.2012.¹

Tomas Djursing: 11 godkendte pesticider risikerer at sive ned i grundvandet, Ingeniøren 03.10.2007.

Niels Fastrup: Landbrug hælder mere gift på marker, Politiken 07.11.2012.

Sigrid Møller: Landbrugets pesticidforbrug dobbelt så stort som målsætning, Ingeniøren 08.11.2012.

I samarbejde med DR-programmet “Bag Facaden” har Politiken afsløret, at der trods alle forsøg på at komme uhensigtsmæssig sprøjtning til livs i stort omfang importeres ulovlige sprøjtemidler. Der er ikke tale om enkeltstående tilfælde, men om organiseret kriminalitet, hvor landmænd i hundredvis omgår alle forsøg på at regulere landsbrugets sprøjtning, så vi ikke ødelægger grundvandet og sætter vores helbred på spil, ved i stor udstrækning at købe forbudte sprøjtemidler ad skjulte kanaler og bruge dem.

Det er en ganske alvorlig sag for dansk landbrug. En ting er, at organisationerne igennem årtier har været bagstræberiske i deres manglende medvirken til en egentlig løsning af problemerne – ikke mindst gennem vedholdende at insistere på en frivillighed i ordningerne og at landmændene skal være med til at afgøre, hvordan man bedst optimerer sprøjtningen, så man får den optimale plantebeskyttelse uden at risikere forureningen af vores grundvand.

Man må blot sige, at landbruget på dette område har opbrugt sin allersidste rest af tillid. Dansk landbrug insisterer på at blive betragtet som voksen samfundsborger, men er nøgternt set endt med en junkies totale afhængighed af giftsprøjten, så trods alle formaninger hører og ser man ingenting, men er villig til at begå egentlig kriminalitet for at få sit regelmæssige fix.

Så nu må vi glæde os over, at vi har en miljøminister, som er villig til at hjælpe dansk landbrug ud af sit misbrug med de nødvendige, noget mere håndfaste begrænsninger, der skal til. Det er direkte på tale, at landmænd, som bliver taget i at sprøjte med ulovlige midler, skal få frataget kørekortet og enten fremover må klare sig uden sprøjtemidler eller må betale maskinstationen for at gøre det.

Men at dømme på adfærden skal der en regulær omskoling til. Dansk landbrug må ud af sin reaktive attitude og innovativt i gang med at udvikle sunde og på alle måde tilfredsstillende dyrkningsmetoder. Økonomi-argumentet for fortsat sprøjtning med tvivlsomme pesticider holder ikke, og hvis det betyder, at priserne stiger, så er det sådan. Det er ikke forbrugerne, som har bedt om priskrig på yderste decimal. Nej vi vil have – og har et legitimt krav på – at danske bønder i deres brug af det danske landskab varetager fællesskabets og fremtidens interesser.

Til det mere pinlige hører, at Schackenborg synes indblandet i skandalen. Kunne vi ikke opfordre Prins Joachim om at tage på studiebesøg ved sin kongelige kollega i England. Prins Charles er en vital skikkelse i England, når det gælder økologi og bæredygtighed, beskyttelsen af verdens regnskove. Det ville være klædeligt, om det danske kongehus tilsvarende markerede sig som en positivt forvandlende kraft på miljøområdet.

Dansk landbrug har blot landskabet til låns. Man kan ikke berettige den nuværende kemiske krigsførelse, som er destruktiv overfor vores miljø og fremtidige levevilkår, med marginale økonomiske gevinster.

Se tidligere blog-indlæg om pesticider.

Niels Fastrup: Ida Auken truer landbruget med mere kontrol og højere bøder, Politiken 05.06.2012.

Niels Fastrup: Ulovlig gødning og gift sælges i stor stil, Politiken 05.06.2012.

Niels Fastrup: Ulovlig import: Gødning og gift til landbruget kommer til Danmark med skib og lastbil, Politiken 05.06.2012.

Niels Fastrup: Ulovlig gift skal koste sprøjtelicens, Politiken 07.06.2012.

Niels Fastrup: Schackenborg involveret i gødningsskandale, Politiken 08.06.2012.