Indlæg tagged med hybridbiler

Lord Turner: Slut med brug af fossile brændstoffer om 20 år

7. oktober 2008

Lord Turner of EcchinswellLord Turner of Ecchinswell, formanden for The Independent Climate Change Committee siger i dag i The Guardian, at vi må afvikle brugen af fossile brændstoffer i energisektoren i løbet af de næste 20 år.¹ Det sker i forbindelse med en anbefaling af, at Storbritannien strammer sin samlede klimamålsætning for 2050 fra 60% til 80% CO2-reduktion. Reduktioner i den størrelsesorden er ifølge Lord Turner svære at forestille sig for skibsfarten og luftfarten, hvorfor andre sektorer som energisektoren må udfase brugen af fossile brændstoffer længe før 2050.

Lord Turner lægger sig hermed helt på linje med den engelske premierminister Gordon Brown, som for nylig gjorde sig til talsmand for, at Storbritannien måtte skærpe sin målsætning for 2050 fra en 60% reduktion af CO2-udledningerne til en 80% reduktion. Med De liberale demokraters forslag om, at England skal være CO2-neutral i 2050, nærmer det politiske system i England sig en konsensus om at tage klimaudfordringen alvorligt (se tidligere blog-indlæg: Britisk opgør med ‘oliens diktatur’ og De liberale demokrater: Storbritannien CO2-neutral i 2050).

AES Drax i Yorkshire er Englands største kulfyrede kraftværk. AES Drax producerer 7% af Englands elektricitet og udleder herved 22,8 mio. ton CO2 om året eller mere end de 100 mindst industrialiserede lande i verden tilsammenDette er målsætninger, som vil indebære ganske radikale forandringer af det engelske samfund. Man har i de senere år gjort en del tiltag for at omlægge til vedvarende energi, og officielle tal syntes også at pege på, at engelske CO2-udledninger var nået 5% under 1990-niveauet. Men en opgørelse, som inkluderer de engelske emissioner fra fly- og skibstransport, viste for nylig, at de samlede engelske udledninger lå hele 37% over udledningerne i 1990. Dette er sandsynligvis ikke enestående for Storbritannien, men viser med al tydelighed, hvor vigtigt det er at få skibs- og luftfarten med ind i afløseren for Kyoto-aftalen (se tidligere blog-indlæg: 7.000 britiske vindmøller på vej, Erhvervslivet vil flyve mindre og Storbritanniens CO2-udledninger steget 37% siden 1992).

Læs mere »

Share

New York får 13.000 hybrid-taxaer

25. juli 2008

Efter mange års massiv kritik fra miljøorganisationernes side om, at New Yorks 13.000 gule taxaer udgjorde et alvorligt miljøproblem, kunne New Yorks borgmester Michael Bloomberg i mandags meddele, at samtlige taxaer inden 2012 ville være udskiftet med brændstof-effektive hybridbiler.

Der er allerede omkring 1.300 hybridbiler i New Yorks taxiflåde, heriblandt en del Toyota Prius, som kører 23,3 km per liter. De nuværende Ford Crown Victorias kører kun 6 km på en liter benzin. Fra oktober vil kun køretøjer, som kan køre mere end 10,6 km pr. liter kunne få taxa-licens og fra 2009 vil kravet blive hævet til 2,3 km pr. liter (25/30 miles pr. gallon), så i praksis forventer man, at kun hybridbiler vil kunne klare kravene.¹

I konsekvens af de hastigt stigende benzinpriser er der pt. en meget stor efterspørgsel på hybridbiler, men Nissan har i de kommende år lovet at stille 200 hybridbiler om måneden, Ford og General Motors hver 50 pr. måned, så udskiftningen vil kunne ske med en hastighed på 300 hybridbiler om måneden eller 3.600 om året. Selvom en hybridbil er dyrere anskaffelsespris forventes det rigeligt at kunne opvejes ved årlige brændstofbesparelser i størrelsesordenen 40-60.000 kr. pr. taxa pr. år.

Der har selvfølgelig været indvendinger fra taxi-branchen, herunder, at det satte chaufførers og passagerers sikkerhed på spil. Bloomberg, som har sat sig for i sin embedsperiode at gennemføre 127 miljøinitiativer, har heroverfor svaret, at man snarere burde bekymre sig om New Yorks luftkvalitet. De gule taxier udgør en betydelig del af trafikken i det centrale New York. En decimering af taxaernes brændstofforbrug vil derfor få store positive konsekvenser for New Yorks luftkvalitet.

I København kunne man ønske sig en tilsvarende trafikpolitisk konsekvens – eller endnu bedre, at man udviklede et system, som sigtede på at give alle mindre erhvervskøretøjer i hovedstadsområdet mulighed for at at køre fuldt ud på el gennem en batteriombytningsordning, så et køretøj ikke behøver at stå stille for genopladning.

Nu står vi overfor at indføre en miljøzone, som fritager taxierne for nogen som helst krav til udledninger. Den optimale brug af miljøzonen ville være en kombination af krav om partikelfiltre og krav om brændstofeffektivitet (se tidligee blog-indlæg: Miljøzone med huller og Miljøzone med huller II).

indlæg oprettet af Jens Hvass

Thomas Djursing: New York skifter alle taxier ud med hybridbiler inden 2012, Ingeniøren 25.07.2008.

Sewell Chan: Plan for Hybrid Taxi Fleet Moves Forward, New York Times 16.07.2008.¹

New York speeds transformation of yellow cabs to green, Reuters 17.07.2008.

Sara Kugler: Automakers offer hybrids for NYC taxi fleet, AP 17.07.2008.

Kate Rivera: Mayor Plans an All-Hybrid Taxi Fleet, New York Times 23.05.2008.

 

Share