Strøtanker om bæredygtighed

I Brasílien har man siden den første oliekrise i 1972 satset målrettet på bioethanol, og al benzin er i dag iblandet 23% bioethanol. Ethanolen fremstilles af sukkerrør, som i stor udstrækning dyrkes på land, som er indvundet ved rydning af urskov i Amazon-bækkenet. Ifølge en tankevækkende artikel i The Independent, Brazil’s experience testifies to the downside of this energy revolution, er der sukkerrørsmarker så store som europæiske stater. Ifølge artiklen medfører fremstillingen af den sukkerørsbaserede bioethanol større CO₂-udledninger end det sparer i byernes trafik. Ikke mindst den årlige afbrænding af sukkerrørsmarkerne giver kolossale CO₂-udledninger. Brasílien har således uviklet sig til at blive en verdens fjerdestørste CO₂-udleder.

Dette er fuldstændig parallelt til en anden af de store producenter af biobrændstof, Indonesien, hvor en stærkt stigende efterspørgsel på biobrændstoffer til det europæiske marked har ført til en omfattende rydning af urskovsarealer. Indonesien er således på blot tre år gået fra at være verdens 21.-største CO₂-udleder til at være verdens tredje største CO₂-udleder, kun overgået af USA og Kina (se blog-indlægget: Biobrændstof en økologisk katastrofe).

Det er på den baggrund klædeligt, at vores klima- og energiminister ifølge Information i dag genovervejer den europæiske satsning på biobrændstoffer i lyset af, at det kan føre til omfattende hungersnød, hvis vores biler også i større udstrækning skal mættes af markernes afgrøder.

Vi bliver nødt til at indse, at det ikke bare er et spørgsmål om at omlægge til fornyelige ressourcer og så fortsætte ud ad motorvejen, men at vi er nødt til at forholde os meget præcist til vores samlede økologiske råderum. Vi danskere forbruger allerede, som havde vi rådighed over tre planeter. Hvis vi fremover skal dække vores nuværende transportforbrug med biobrændstof, vil det med de nu kendte produktionsteknikker til biobrændstof give en voldsom udvidelse af vores globale økologiske fodaftryk.

Daniel Howden: Brazil’s experience testifies to the downside of this energy revolution, The Independent 15.04.2008.

V og K splittet om biobenzin, Information 16.04.2008.

Se tidligere blog-indlæg: Europe 2007: Gross Domestic Product and Ecological Footprint.

Luftfarten og bilindustrien har i de senere år haft et godt øje til biobrændstoffet som en mulighed for at mindske transportsektorens meget store CO2-udledninger. Men på det seneste er det blevet klart, at det ikke er så enkelt endda. For det vil kræve enorme arealer at producere de mængder af majs og andre afgrøder for at kunne levere brændstof til de forslugne fly- og bilmotorer – så store arealer, at det ville lede til en omfattende hungersnød. Med den i dag kendte teknik kan man på et areal, som kan brødføde en person i et år, kun lave omkring 60 liter bioethanol. Det strækker ikke langt, hvis man har 50 km til arbejde.

I forvejen bruger vi i den rige del af verden omkring tre gange så meget areal pr. person som der globalt set er til rådighed, så hvis Jordens begrænsede landbrugsareal også skal levere brændstof til den stadig stigende trafik, går kabalen simpelthen ikke op. Vi er kort sagt nødt til at indse, at vi lever i et lukket system, hvor vi i forvejen forbruger over evne, og at vi er nødt til at finde veje videre frem, hvor der ikke bare er brug for mere af det hele.

Man burde derfor sætte al videre udvikling af biobrændstof-programmer i bero, indtil der foreligger en bæredygtig plan for, hvordan brændstoffet vil kunne tilvejebringes. Den dag vi har enzymer eller bakterier, som på en kost af madaffald og savværksrester kan producere biobrændstof, kan billedet meget vel igen vende.

Og måske er det sidste ord ikke sagt i den sag. Treehugger.com havde for en lille uges tid siden et indlæg om ‘diesel-træer’, Copaifera langsdorfii.

Læs mere »

UNEP, United Nations Environment Programme, undersøger løbende afsmeltningen af gletsjere rundt omkring i verden. Og de seneste tal viser, at afsmeltningen ikke på noget tidspunkt i de seneste 5.000 år har været større end i dag. UNEP har derfor i dag slået alarm, at man må skride øjeblikkeligt ind med klimabeskyttende foranstaltninger for at sikre den fremtidige vandforsyning for store befolkningsgrupper.

Gletsjere vokser i tykkelsen med vinterens snefald, og bliver tyndere igen i løbet af sommerens afsmeltning. I perioden 1850-1970 anslås det, at nettotabet ved afsmeltning i gennemsnit har været omkring 30 cm pr. år. I perioden 1970-2000 steg afsmeltningen til 60-90 cm pr. år. Siden år 2000 har den årlige nettoafsmeltning været over 1 m pr. år. Og sidste år var afsmeltningen med 1,5 m større end nogensinde.

Det er således en stærkt accelererende udvikling, som ikke bare vil medføre stigende verdenshave, men på sigt vil give problemer med vandforsyningen – og dermed også fødevareproduktionen – i store dele af verden. For eksempel overrisles 80% af Pakistans landbrugsareal med vand fra Indus, som får 70-80% af sit vand fra gletsjere. Floder som Ganges og Yangtze har ligeledes markante vandtilførsler fra gletsjere, og de udgør hver især vandforsyning for 350-400 millioner mennesker.

Achim Steiner, executive director ved UNEP, siger ifølge AFP, at klimakonferencen i København i 2009 vil være den virkelige lakmusprøve for at teste regeringernes vilje til at reducere udledningerne af drivhusgasser den CO₂-forurening fra fossile brændstoffer, som ødelægger klodens klimasystem. Ellers vil vores muligheder for at gribe ind simpelthen smelte bort sammen med gletsjerne.

Juliette Jowit: Melting glaciers start countdown to climate chaos, The Observer, 16.03.2008.

Juliette Jowit og Robin McKie: Glaciers melt ‘at fastest rate in past 5,000 years’, The Observer, 16.03.2008.

Lester Brown: Global Warming Melting Glaciers, Shrinking Harvests in China and India, Treehugger 26.03.2008.

Global Footprint Network arbejder med et enkelt og dog meget sigende mål for klodens bæredygtighed, det økologiske fodspor eller aftryk. Man har beregnet, at hvis alle mennesker på kloden skulle deles lige om det areal, vi har til rådighed, som kan opdyrkes eller på anden måde er biologisk produktivt, så ville der være omkring 1,8 gha (globale hektarer) til hvert menneske, hvilket svarer til 18.000 m² eller godt og vel en fodboldbane til hver.

På dette areal skal der så være plads til alle vores fornødenheder, dyrkningen af den mad, vi spiser, tilvejebringelse af det tøj vi har på, græsning og foder til husdyr, skov til brænde, tømmer til huse, møbler osv. – alt sammen inden for samme 1,8 hektar. Problemet er blot, at vi i de rige lande tillader os at bruge langt mere end 1,8 gha per person.

Når vi importerer råvarer fra hele verden, ‘låner’ vi areal fra andre lande, og Global Footprint Network har i en nylig rapport, Europe 2007. Gross Domestic Product and Ecological Footprint, beregnet, at Europas økologiske fodspor i 2003 var på hele 4,7 gha, mens vi i Europa kun havde 2,2 gha til hver. Vi lægger således beslag på mere produktivt areal udenfor Europa end vi selv har i Europa.

Og hvis hele verdens befolkning forbrugte med lige så stort et økologisk fodspor som europæerne, ville vi have brug for 2½ planet for at kunne følge med.

Danskernes økologiske fodspor er på 5,75 gha, og altså markant højere end det europæiske gennemsnit. Hvis hele verdens befolkning forbrugte med lige så stort økologisk fodspor som vi danskere, ville vi have brug for mere end 3 planeter for at kunne følge med.

Læs mere »

CIWF, Compassion in world farming, har udgivet rapporten The Global Benefits of Eating Less Meat. Den giver en alarmerende analyse af problemerne med verdens stadig større forbrug af animalsk føde. Samtidig er der udarbejdet en 17 min. video Eat less meat: it’s costing the Earth – se nedenfor.

I anden halvdel af det 20. århundrede er verdens kødproduktion steget til det fem-dobbelte. I samme periode er vi blevet langt flere munde at mætte, så forbruget af animalsk føde per indbygger er steget til det dobbelte. For at klare denne efterspørgsel har man udviklet kolossale industrielt drevne animal farms, hvor balancen mellem dyrehold og det omgivende areal er gået helt tabt. For eksempel det danske landbrug importerer protein fra det meste af verden til vores animalske produktion, og kødproduktionen er i dag verdens største arealforbruger. Byerne er samtidig vokset eksplosivt og lægger beslag på stadig større dele af det opdyrkelige land. Presset for at udvide landbrugsarealet er derfor stort, og der afbrændes hver dag store regnskovsarealer med radikale konsekvenser for biodiversiteten og den globale opvarmning.

En af de ting, vi som forbrugere kan gøre for at mindske klodens CO₂-udledninger, er derfor at spise mindre kød – se nærmere herom i det forudgående blog-indlæg, Another Inconvenient Truth. Hvis alle i den industrialiserede verden spiste markant mindre animalsk føde, ville det have vidtrækkende positive konsekvenser ikke bare for verdens hungersituation, men for den enkeltes, landbrugets og klodens sundhed.

Læs mere »