Strøtanker om bæredygtighed

24. juni afsagde en hollandsk domstol i Den Haag en ganske markant kendelse, hvor staten idømmes at øge sin klimaindsats, så den indebærer en reduktion i CO₂-udledningerne i 2020 på mindst 25% set i forhold til 1990. Det er første gang i verden, at en domstol pålægger en regering af skærpe sin klimaindsats.

Herunder følger den engelske oversættelse af retskendelsen:

The Hague District Court has ruled today that the State must take more action to reduce the greenhouse gas emissions in the Netherlands. The State also has to ensure that the Dutch emissions in the year 2020 will be at least 25% lower than those in 1990. The Urgenda Foundation had requested the court for a ruling.

Current policy below the norm

The parties agree that the severity and scope of the climate problem make it necessary to take measures to reduce greenhouse gas emissions. Based on the State’s current policy, the Netherlands will achieve a reduction of 17% at most in 2020, which is below the norm of 25% to 40% for developed countries deemed necessary in climate science and international climate policy.

State must provide protection

The State must do more to avert the imminent danger caused by climate change, also in view of its duty of care to protect and improve the living environment. The State is responsible for effectively controlling the Dutch emission levels. Moreover, the costs of the measures ordered by the court are not unacceptably high. Therefore, the State should not hide behind the argument that the solution to the global climate problem does not depend solely on Dutch efforts. Any reduction of emissions contributes to the prevention of dangerous climate change and as a developed country the Netherlands should take the lead in this.

With this order, the court has not entered the domain of politics. The court must provide legal protection, also in cases against the government, while respecting the government’s scope for policymaking. For these reasons, the court should exercise restraint and has limited therefore the reduction order to 25%, the lower limit of the 25%-40% norm.

Urgenda

The legal proceedings were instituted by the Urgenda Foundation, a citizens’ platform which develops plans and measures to prevent climate change. The foundation also represents 886 individuals in this case.

Holland har tidligere været blandt de ledende lande, når det gælder klima og miljø, men man klarede kun sit meget beskedne 6% reduktionsmål for 2010 som del af Kyoto-aftalen gennem massive kvotekøb, og klimaudfordringerne har siden været ganske skødesløst håndteret. Holland hører til blandt de mest ressourcestærke lande i EU, og burde tage langt mere direkte del i at drive klimaindsatsen fremad, også fordi Hollands eksistens på bare lidt længere sigt er alvorligt truet, hvis ikke klimaforandringerne bremses hurtigt. For man kan måske øge alle landets digehøjder med 1-2 meter, måske endda 3 meter, men konstruktionen bliver meget skrøbelig og bekostelig, hvis Holland skal sikres mod 10 eller 20 meter havstigninger. Allerede det vi har lagt i kakkelovnen siden den industrielle revolutions begyndelse tegner til på langt sigt at give 5 meter havstigninger, så Holland har en meget direkte interesse i at gøre sit til at fremme en global klimaindsats. Dette var baggrunden for at Urgenda anlagde sagen mod det hollandske ministerium for miljø og infrastruktur.

Læs mere »

Har haft Sea Tree-projektet fremme et par gange det sidste halve års tid (for at skrive om det), men tænkte, nu hvor Københavns Havn er taget op til debat igen. Det er den hollandske arkitekt  Koen Olthuis, som har erfaringer med elementer til offshore-produktion, som har skabt Sea Tree som en måde at skabe naturpleje vilkår for bynatur selv midt i storbyer, hvor urbaniteten med sin stadig stigende densitet har fortrængt størstedelen af bynaturen mellem husene. Sea Tree er en flydende park i mange etager, som frembyder levemuligheder for en lang række arter både over og under havoverfladen. Sea Tree er et flydende element, som kan produceres i en flydedok for derefter at fragtes hen på blivende sted, hvor det er fastholdt med ankre. Så det vil stå og duve lidt med vinden og bølgerne.

Sea Tree er en ganske radikal løsning på det problem, at bynaturen i stort set alle byer er fortrængt og fragmenteret, og – selv hvor den er bevaret  form af parker og grønne gårde – primært er defineret ud fra menneskelige behov. Når jeg tænker på det parkliv, som er kommet i de københavnske parker i de seneste år, så er det på den ene side godt, for det er sundere end at sidde og bælle på et værtshus. Men freden er borte, græsset er sine steder helt slidt bort, og efter en solrig fredag eftermiddag skal der fjernes flere tons affald fra parksvin, som ikke har nogen som helst forståelse af, hvordan man opfører sig i naturen.

Med Sea Tree skaber man et naturens helle – et sted midt i byen, hvor mennesker ikke har adgang. Det er det ved projektet, som gør, at det igen og igen er dukket op i min bevidsthed. Ligesom et espalier kan betragtes som et kunstigt (og gene kunstfærdigt udformet) træ, hvor skovens lianer (vores blomstrende slyngplanter) kan klatre, så er Sea Tree som et gigantisk gammelt træ i regnskoven, som i sin mangfoldige krone definerer biologiske nicher for et væld af andre planter, fugle, dyr og insekter.

I den indledende fase vil der givet være en del grundetablering – der skal podes med vegetation og basisarter for at tingene tager fart. Men når først et Sea Tree er etableret, så burde det langt hen ad vejen være et selvopretholdende system, som ikke behøver parkbetjente, klipning osv. Mange af de ting som gør en park dyr i drift, stammer jo direkte fra vi menneskers behov for rene bænke, klippede plæner, grusede stier, caféborde og forståelige legepladser.

Helt plejefrit bliver det nu nok ikke – og man kommer nok til  forud at gøre sig nogle tanker om, hvilke indgreb, som er naturlige, og hvordan man sikrer sig den afbalancerede artsvariation, som der er antydet i projektet? Hvad gør man for eksempel, hvis pludselig en flok skarve kastede sin kærlighed på et Sea Tree? Der er al den mad det kan drømme om lige omkring soklen, ingen mennesker til at forstyrre og ingen fare for ungerne, indtil de kommer på vingerne. Så skarvene bliver hastigt flere og flere, og de træer, som lige havde fået godt fast, bukker under for den kraftige gødning fra de mange fugle. Hvorfra og hvortil gå den menneskelige kontrol med et sådant økosystem?

Læs mere »

Om sommeren, når solen dagen igennem bager ned over asfalten, kan den blive næsten ulidelig varm. Det hollandske firma Ooms Avenhorn Groep har derfor udviklet et system, hvor de mørke, varmeabsorberende asfaltflader ved hjælp af et system af indstøbte vandslanger bliver brugt som solfanger.

Første forsøg med teknikken blev etableret i Scharwoude i 2000, hvor et får boligkompleks med 70 lejligheder hovedparten af opvarmningsbehovet dækket fra 3.300 m² asfalt-solfanger lagt ud under 200 m vejbane og en lille parkeringsplads. For andre projekter er det kontorer, en hangar og et industrikompleks. Om sommeren kan man med det etablerede rørsystem dels køle bygningerne, dels trække varme fra asfalten ud i underjordiske varmelagre. Herfra kan varmen så hentes, når fyringssæsonen sætter ind. Ved i vinterperioden at sende det afkølede returvand tilbage i asfalten, kan man med det samme system hindre vejbanen i at nå under frysepunktet og dermed undgå isglatte gader, saltning og frostsprængninger af vejbelægningen.

Læs mere »