Strøtanker om bæredygtighed

Energinet.dk har en side, hvor man døgnet rundt kan følge med i den øjeblikkelige danske energisammensætning, hvor meget energi der kommer fra sol og vind, hvor meget vi låner og sælger til vores nabolande osv. Hvis man klikker sig ind her en blæsende weekend-aften, hvor energiforbruget er lavt og vindmøllerne kører på fuld tryk, så kan man nogle gange se, at Danmark med den kapacitet af vedvarende energi, vi har, allerede på særlige tidspunkter producerer mere energi end vi bruger. Øjebliksbilledet herover er fra i dag kl. 10:41. Vejret udenfor er let diset, og vinden her midt i byen kun lige, så træerne skælver let. Alligevel kan man se, at rundt regnet 75% af energiforbruget kommer fra vind og andre 5% fra solceller.

Så stor er andelen ikke på årsbasis, men den er stigende. I første halvår 2015 stod vindkraften for 43% af vores samlede energiforbrug. Målet er mindst 50% inden 2020, hvilket er komfortabelt inden for rækkevidde. For nylig kom det frem, at dette tal i 2030 ville stige til 90%, hvis den nu fastsatte udvikling ellers opretholdes (se blog-indlægget Danmark på vej mod 90% vedvarende el og fjernvarme i 2030).

Hele denne udvikling blev der stillet spørgsmålstegn ved op til valget. Men efterfølgende har Venstre meldt ud, at der i og med at stort set alle initiativer frem til 2020 allerede var implementeret eller igangsat, alligevel ikke var nogen grund til at genåbne energiforliget.

Til gengæld må vi – hvis Venstreregeringen holder mere end det første år – formode, at fortsættelsen bliver mere reaktiv, at Danmark frem for at være foregangsland blot skal hænge på udviklingen – hvilket store dele af erhvervslivet er lodret uenige i, for det danske forspiring i den grønne omstilling er med til at sikre en endog meget stor del af vores udenlandske indtjening.

Tilbage til det øjeblikkelige energibillede, så fik vi i dag 75% af strømmen fra vindmøller, selvom der kun er tale om jævn til frisk vind. Den samlede kapacitet for de danske vindmøller er omkring 4,8 GW. Så hvis alle møllerne producerede 100%, ville ydelsen være omkring 50% højere end her til formiddag. Men på enhver given dag er der møller som er taget ud for udbedringer, vedligeholdelse og sikkerhedseftersyn, og der er sjældent samme kraftige vind over alle danske farvande og landskaber. Så i praksis ligger den maksimale reelle produktion noget lavere.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• Tilsyneladende er der ingen, som er indstillt på at aflive TEPCO – tværtimod har det fået lov til at fifle så meget med regnskaberne og undlade at betale så stor en del af sine dekommissioneringsforpligtelser, at man her ved starten af måneden kunne fremvise et regnskab uden røde tal. Men der teger sig gradvist konturerne af en løsning, hvor det nuværende TEPCO bliver splittet op, så den overlevede enhed får lov at koncentrere sig om at levere energi, mens en anden del, sandsynligvis statsligt ledet, overtager dekommissioneringsarbejdet ved Fukushima Daiichi.

November vil sandsynligvis vise konturerne af en ny lovgivning, som også vil adskille forsyningsnettet fra energiproducenterne for at få åbnet for en stærkt tiltrængt konkurrence på det japanske energimarked. Det vil også gøre det mere sandsynligt, at forsyningsnettet bliver ekspanderet og rekalibreret, så det for alvor er klar til at håndtere stadig større bidrag fra den vedvarende energi.

Siden Japan sidste sommer indførte en feed-in-tarifordning – Naoto Kans betingelse for at træde tilbage! – har Japan set en eksplosiv vækst i udbygningen af vedvarende energi. Og Japan står til i 2013 at blive verdens største marked for installation af solceller. Men det er et åbent spørgsmål, om denne udvikling får liv at fortsætte, for lige så indlysende rigtig den er, lige så stor en trussel er den for nødvendigheden af genstart af reaktorerne, for ikke at tale om fortsættelsen af alle dele af det japanske atomprogram, inklusive opførelse af nye reaktorer.

Og i november vil vi se, om Japan får så røde ører ved FNs klimaforhandlinger i Warszawa, at man gentænker sin helt horrible plan om at ændre klimamålsætningen fra en reduktion i 2020 på 25% i forhold til 1990 til Abe-regeringens hån mod fremtiden med en målsætning på en stigning på 3%. Det kan ingen beskylde for at være ambitiøst. Og det er et langt større tilbageskridt end hvis samtlige 50 funktionsduelige reaktorer stadig ikke er taget i brug i 2020 berettiger til.

NRAs godkendelsesproces af de første 14 reaktorer snegler sig af sted, og det står allerede nu klart, at ingen reaktorer kommer i gang i år. Mange af ansøgerne har sagt, at de ikke kan have det nødvendige materiale klar før december, så måske der vil være stille å den front. NRAs leder har gradvist været mere og mere præcis overfor TEPCO med, at de måtte prioritere arbejdet ved Fukushima Daiichi og ikke regne med at få gang i godkendelsen af Kashiwazaki-Kariwa-værkets reaktorer, før der var langt mere styr på situationen ved Fukushima Daiichi.

Denne situation ændrer sig, hvis TEPCO fratages ansvaret for oprydningsarbejdet ved Fukushima Daiichi. Dette er således endenu en grund til, at planerne om at frisætte TEPCO fra oprydningsarbejdet har stor sandsynlighed for at blive realiseret. For det står oven på de seneste månederes endeløse rækker af små og store fejl og fortielser klart, at man ikke magter opgaven og ikke tager den alvorligt. Man magter knapt nok at bede om den tilstrækkelige hjælp.

I november vil vi også se påbegyndelsen af fjernelsen af mere end 1500 brændselslegemer fra det beskadigede kølebassin ved reaktor 4. Efter planen er arbejdet færdigt inden udgangen af 2014. Og den dag er den mest kritiske situation ved Fukushima Daiichi demonteret. Det vil blive fulgt med stor spænding, for intet må gå galt. For der er i de 1530 brændselslegemer radioaktivt materiale svarende til omkring 700 Hiroshima-bomber.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser november 2013

2. november – Koreansk tvivl om A-kraften
4. november – David Suzuki om Fukushima-situationen
5. november – Til genmæle overfor pro-nucleare klimaeksperter
6. november – Den kejserlige virkelighed
6. november – NRA: Ingen Kashiwazaki-Kariwa før der er styr på Fukushima

7. november – Reaktor 4: Med hjertet i halsen
7. november – TEPCO-animation om operationen ved Fukushima Daiichi
8. november – Bedre arbejdsforhold på Fukushima Daiichi på vej
8. november – TEPCO lufter planer om radikale omstruktureringer
9. november – Mainichi: Japan must get rid of all nuke plants

9. november – Flydende havvindmøller
10. november – Cyberangreb på japanske antiatomkraft-grupper
11. november – Bunden gået ud af japansk klimapolitik
12. november – Koizumi udfordrer Abe på atomkraften
12. november – Stærkt strålingsramte områder opgives

13. november – NRA indleder sag om Kashiwazaki-Kariwa-værket
13. november – Energiselskabernes monopol i opbrud
14. november – Japansk solenergi op med 350% på et år
15. november – Japan alvorligt skoset på COP19
18. november – endelig … borttagning af brændselslegemer i gang

20. november – Hirose: Fukushima en advarsel til verden
20. november – Klein: Det radioaktive vand vil ende i Stillehavet
21. november – Første hold brændselslegemer “fjernet”
24. november – Stadig stærkt radioaktive fisk ud for Fukushima Daiichi
24. november – TEPCO: To nye kulkraftværker inden 2020

25. november – Kritik af japansk klimaindsats efter COP19
25. november – Kun en tredjedel af de evakuerede ønsker sig tilbage
27. november – Stilhed efter storm i mediedækningen af Fukushima Daiichi
28. november – General Electrics’ oprindelige reaktordesign uforsvarligt
28. november – NRA vil undersøge undergrunden ved Kashiwazaki-Kariwa

29. november – Japan Times: Japan må tage sin klimaindsats alvorligt
30. november – Mafiøse arbejdsforhold

Se Fukushima links for november 2013.

Læs mere »

Kort over middelvindhastigheden langs de danske kyster – fra Energistyrelsens høringsmateriale.

Danmark har en målsætning om at blive uafhængig af fossile brændstoffer inden 2050. Det er en stor beslutning, som kræver mange analyser og overvejelser. Energistyrelsen gennemfører derfor i denne tid et større arbejde med at kortlægge og afklare mulighederne for opstilling af vindmøller. Og her i de seneste måneder har et forslag om udlægning af 16 områder til placering af kystnære havmøller været sendt i høring.

I Danmark har vi masser af vind langs vores kyster, og alt tyder på, at vindkraften får en meget fremtrædende rolle i hvert fald i første udgave af et postfossilt Danmarks energiforsyning. Der er således planer om, at 50% af vores elektricitet skal komme fra vind allerede i 2020. Det svarer omtrent til en fordobling i forhold til i dag. Så der vil blive markant flere møller i det danske landskab i de kommende år – eller måske vil vi snarere se, at møllerne vil blive større. Hvor Lynettens vindmøller er 0,75  MW, er Middelgrundens vindmøller 2 MW og Hvidovres vindmøller er 3 MW, for nu at tage dem nærmest København. Og på havet sætter man i dag typisk møller op med en effekt på 3-4 MW. Man har lige rejst en 6 MW forsøgsmølle i Østerild, og af høringsmaterialet fremgår det, at vi frem til 2020 måske vil se møller op til 7-8 MW med en navhøjde på 90-120 m. Men de er også voldsomt store, 3-4 gange Rundetårn blot til navet.

Læs mere »

I går blev verdens største havvindmøllepark indviet ved Walney, ud for den kumbriske kyst. Den er interessant af flere grunde – dels står danske DONG bag projektet med en andel på 50,1% af Walney Offshore Windfarms Ltd. og viser dermed, at man er i fuld gang med at tage konsekvensen af sin målsætning om fremover primært at arbejde med vedvarende energi efter historisk at have været en olie- og naturgas-virksomhed. DONG Energy står således som den ledende part i opførelsen og driften af Walney Offshore Windfarms. De to øvrige parter er energiselskabet SSE, (Scottish and Southern Energy, 25,1%) samt OPW (24,8%), et selskab ejet i fællesskab af den hollandske pensionskasse PGGM og den hollandsk kapitalfond Ampère Equity Fund. Walney er således et godt eksempel på, at pensionsmidler og pensionskasser på mere end én måde kan være med til at sikre fremtiden, som man kunne håbe vinder langt større udbredelse fremover.

I en meddelelse fra DONG Energy siger DONGs leder Anders Eldrup: “Vi er meget tilfredse med at have udviklet og opført Walney havvindmøllepark på rekordtid. Dette er ikke alene den største havmøllepark i verden, men også den hurtigst opførte havmøllepark i verden. Den markerer en ny æra i forhold til finansiering som det første projekt i Storbritannien, der har tiltrukket institutionelle investorer. Walney er en milepæl inden for offshore vindkraft og DONG Energys mål om yderligere industrialisering af offshore vindkraft og reducering af omkostninger.”¹

Læs mere »

Samtidig med at Folketinget i dag besluttede sig for igangsættelsen af en 400 MW vindmøllepark mellem Djursland og Anholt, er der fremkommet forslag om også at udbygge Kriegers Flak i Østersøen ret øst for Møns Klint. Ifølge en rapport fra Energistyrelsen sidste år kan Kriegers Flak rumme vindmøller med en kapacitet på i alt 800 MW, og tanken er ifølge forslagsstiller Anne Grete Holmsgaard, SF, at projektet skal løses i fællesskab mellem Sverige, Tyskland og Danmark.¹ Så det er en stor dag for dansk vindenergi.

Kriegers Flak har gode vindforhold (se vindkortet nedenfor). Kabeludgifterne bliver større end ved Anholt-placeringen, men placeringen mellem Sverige, Tyskland og Danmark giver bedre mulighed for at fordele strømproduktionen på flere markeder.

Projektet er endnu ikke endelig vedtaget, men det er yderst glædeligt, at man allerede nu går i gang med at forberede byggemodningen af nye havvindmølleparker. Og hvis man dimensionerer kablerne rigtigt, vil der måske med tiden kunne stå 800 MW vindmøller på både den tyske, den svenske og den danske del af Kriegers Flak.

Læs mere »

Det fremgår i dag af Ingeniøren, at man er tæt på enighed om en stor dansk havvindmøllepark mellem Djursland og Anholt, og at Folketinget regner med at kunne træffe den endelige beslutning senere i denne måned. Der er stadig uenighed om størrelsen – oppositionen var indstillet på en kapacitet på 600 MW mens regeringspartierne talte om blot 200 MW – men man synes at sigte på en kapacitet på 400 MW, eller i alt 100 møller med en effekt på hver 4 MW.¹

Det er glædeligt, at der endelig sker noget i Danmark på vindkraft-området. Og man kunne ønske sig, at man i planlægningen af den kommende havvindmøllepark tænkte lidt fremsynet med dimensionering og føring af kabler osv., så man havde en plan for udbygning af vindkraft i Kattegat, som kunne være med til at Danmark fik vendt sin CO₂-kurve, så vi endelig kunne demonstrere markante fald i de danske udledninger af drivhusgasser.

DR Nyheder kalder den kommende vindmøllepark for verdens største, og det er den måske også i forhold til de nu eksisterende havvindmølleparker. Men svenskerne har planer om at lave en 800 MW vindmøllepark på Stora Middelgrund, sydøst for Anholt, som skulle stå færdig i 2011 med 108 8 MW vindmøller (se Gigantisk svensk vindmøllepark i Kattegat).

Læs mere »

Den svenske regering har netop givet grønt lys for opførelsen af en gigantisk havvindmøllepark på Stora Middelgrund mellem Anholt og Kullen, i et område med 15-30 m vanddybde. Planerne er at opføre 108 vindmøller på hver 8 MWh. Navhøjden vil blive 127 m og med en vingediameter på 145 m vil møllernes vingespidser nå 200 m over havet.

Størrelsesmæssigt er der således tale om et kvantespring, idet de man indtil i dag kun har enkelte forsøgsmøller i størrelsesordenen 5-6 MWh, og de nu største møller i produktion er på 3 MWh. Møllerne på Middelgrunden ud for København er til sammenligning blot 2 MWh og møllerne på Lynetten 0,5 MWh. Der har da også været rejst tvivl, om man vil være i stand til som planlagt at få møllerne klar til 2011.

Møllerne kommer til at ligge helt op til den danske grænse – den røde linje på kortet, som krydser Stora Middelgrund. I dokumentationsmaterialet på Universal Winds hjemmeside kan man se billeder af vindmølleparken set fra fastlandet. Fra spidsen af Kullen regner man med, at sigtbarheden kun 40 dage om året vil være så god, at de kan ses (se billedet ovenfor). Til forskel fra landplaceringerne burde det således ikke give anledning til protester eller bekymringer om landskabsødelæggelser.

Læs mere »