Strøtanker om bæredygtighed

Den danske glaciolog Dorthe Dahl-Jensen fra Niels Bohr Institutets afdeling for Is og klima, bragte i december en kronik i Politiken, Havet stiger hurtigere end ventet. Her får man med udgangspunkt i tilstanden for Grønlands indlandsis en virkelig god indføring i tingenes tilstand. Dorthe Dahl-Jensen er leder af NEEM-projektet (North Greenland Eemian Ice Drilling), hvor man tager prøver ned gennem indlandsisen, som visse steder er omkring 3.000 m tyk.

Dorthe Dahl-Jensen beskriver i kroniken, hvordan afsmeltningen i de seneste år er tiltaget markant, og siger, at vi må regne med havstigninger på mellem 0,5-1,5 m i det 21. århundrede. Temperaturstigningen over Grønland er allerede på omkring 2ºC eller godt det dobbelte af den gennemsnitlige globale temperaturstigning. Dette er et gennemgående mønster, og en stigning på blot få grader i den globale gennemsnintstemperatur vil give tocifrede stigninger i visse dele af det arkitske område, med risiko for frigivelse af store mængder metangas, som nu er bundet i den arktiske tundra.

Der har gennem de senste år været endog meget forskellige bud på, hvad den globale opvarmning betyder for afsmeltningen af klodens ismassiver, og hvilken havstigning det vil medføre. Det har blandt andet at gøre med, at man ofte taler i meget forskellige tidsperspektiver. Samme CO₂-koncentration på 450 ppm kan således i ét tidsperspektiv føre til, at vi i det 21. århundrede kun vil se yderst begrænsede havstigninger (under 1 meter), mens lederen af NASAs klimaforksning James E. Hansen uden at ryste på hånden siger, at langtidsvirkningen af 450 ppm vil være en fuld afsmeltning af klodens ismassiver, hvilket vil medføre havstigninger i størrelsesordenen 60-70 m.

Noget andet er, at hvor en 1 m havstigning ligner en ubetydelighed, hvis man er bjergbonde i Schweiz, så er det for for en lang række af verdens atolriger nærmest en dødsdom.

Dorthe Dahl-Jensen: Havet stiger hurtigere end ventet, Politiken 13.12.2009.

Tine Damgaard og Bent Højgaard Sørensen: Polarforskere slår alarm, Berlingske 14.12.2009.

Jørgen Steen Nielsen: Al Gore-kritikere med is i maven: ‘ingen problemer’, Information 27.07.2007.

”Kommer havet om natten i fremtidens Danmark, bliver borgerne næppe vækket af en piblen. De bliver måske snarere advaret af en elektronisk stemme. I de sydlige dele af Storkøbenhavn siger den noget i retning af:

’Vandstanden i Køge Bugt er nu mere end halvanden meter over daglig vande. Vi forudser, at den stiger yderligere inden for de næste seks timer. Se at komme ud af huset!’

De fleste af borgerne er forberedte og har formentlig gjort kufferter og vigtige ejendele klar til evakuering, efter at fremtidens medier i god tid har videreformidlet meteorologernes varsler om stormflod. Men højvandet gør det meget svært at lede de store mængder regn- og kloakvand ud i bugten … De kraftigere pumper kommunen har installeret til formålet er ikke nok til at dæmme op for en stormflod af den type, der bliver stadig mere almindelig, jo længere vi kommer ind i det 21. århundrede.” ¹

Ovenstående fremtidsscenarie er visualiseret i Michael Rothenborgs bog, Tordenregn – Danmarks fremtid i en varmere verden, der giver et bud på, hvordan det bliver at leve i Danmark i 2090’erne. Stigende vandstand i verdenshavene og stigende temperaturer over hele Jorden forstærker gensidigt hinanden, så risikoen for stormflod og oversvømmelser år for år øges – også i Danmark. At udviklingen fortsætter i denne retning, kan vi sige med baggrund i de stadigt mere raffinerede studier af forandringerne i klimaet indenfor de sidste 30 år, samt om betydningen herfor i fremtiden af vores udledninger af drivhusgasser.

FN’s klimapanel, IPCC, vurderer således i deres Fourth Assessment Report fra 2007, at der har været en trend siden midten af 1970’erne mod at storme over hele verden varer længere og bliver kraftigere, og at denne udvikling har en stærk korrelation med stigningen i de tropiske havtemperaturer. Desuden noterer IPCC sig, at der nu forekommer orkaner på steder i verden, hvor der aldrig har været orkaner før (f.eks. i dele af Sydatlanten).²Ifølge DMI er der også tendens til flere kraftige storme i Danmark. Siden 1971 har vi således haft 14 orkaner og orkanagtige storme. Det er lige så mange som i de foregående 80 år. Med andre ord: fortsætter den menneskeskabte opvarmning af jorden vil vi ikke nødvendigvis få flere storme, men vi vil få stærkere og mere ødelæggende storme.

Læs mere »

Klimaforandringer har allerede haft alvorlige konsekvenser for mennesker på kloden i dag, men det er en ’stille krise’. Den bliver sjældent omtalt i mediernes dækning af klimakrisen. Det skyldes tildels at det er et overset område af forskningen, hvilket igen skyldes at klimaforandringsdebatten har været stærkt fokuseret på de fysiske, langtidseffekter af klimaforandringer ude i naturen – fra smeltende isbjerge til uddøende dyrearter.

Det er hovedbudskabet i en ny Human Impact Report om klimaforandringer – The Anatomy of a Silent Crisis. Rapporten er fra den uafhængige tænketank, Global Humanitarian Forum, hvis formand er den tidligere FN-generalsekretær, Kofi Annan, og som har hovedsæde i Geneve, Scwheiz.

Meningsmålinger viser at folk verden over allerede er bekymrede over klimaforandringer. Samfund som eksisterer i klimaforandringens ’frontlinje’ er dog mere end bekymrede: De ser og oplever forandringerne på nærmeste hold. Men opmærksomheden omkring konsekvenserne af klimaforandringer er stadig lav, globalt set, også blandt de fattige. Og i de industrialiserede lande bliver klimaforandringer stadig anset hovedsageligt for et miljøproblem, som en fjern trussel der måske kommer til at betyde noget i fremtiden – for dyr og for naturen, men ikke for mennesker.

Men klimaforandringer betyder allerede noget nu for mennesker, særligt for de fattigste. I Bolivia truer afsmeltningen af bjergenes gletsjere således allerede drikkevandsforsyningen både på landet og i hovedstaden, La Paz:

Kilde: Global Humanitarian Forum på YouTube

Læs mere »

Indtil nu har den vigtigste årsag til stigningen i verdenshavene været den udvidelse, som sker ved opvarmning af vandmasserne, og FNs klimapanel IPCC har beregnet, at dette vil medføre til stigninger i løbet af det 21. århundrede i størrelsesordenen 18-59 cm.

IPCC har ikke indregnet tilførslen fra afsmeltning af ismasser i sine modeller, men i de seneste år er afsmeltningen fra gletsjere sket i langt større omfang end hidtil antaget. Denne udvikling er accelereret af en kombination af øget opvarmning og en partikelforurening af isoverfladen, som gør at mere af solens stråler omdannes til varme. Det fremgår således af en undersøgelse, som netop er offentliggjort i tidsskriftet Global and Planetary Change, at smeltevand fra jordens gletsjere nu er vigtigste årsag til havstigninger. I alt er havene ifølge undersøgelsen steget 3,1 mm pr. år i perioden 1993-2003. Og bidraget fra Grønland og Antarktis er i perioden fordoblet fra 0,5 mm til 1,0 mm pr. år. Hvis denne tendens fortsætter, kan det på kort tid komme til at gå meget hurtigere.

Afsmelting af havis giver ingen stiging i havoverfladen. Men ismassiverne på Grønland rummer så store vandmængder, at en fuld afsmeltning af disse vil give havstigninger på godt 7 m. Og en fuld afsmeltning af samtlige klodens ismassiver, som er scenariet på lang sigt, hvis ikke udledningerne af drivhusgasser reduceres drastisk i nærmeste fremtid, vil medføre havstigninger på op til 75 m.

Dette er blot endnu en grund til til at spare på flyrejserne og stoppe den nuværende afbrænding af kul.

Se tidligere blog-indlæg: København inddæmmet, Grønland: Håndgribelige klimaforandringer, Stillehavsøer forsvinder i havet og NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter.

Melting ice now main driver of rising sea levels: study, TerraWire 19.11.2008.

Igennem århundreder var Københavns udstrækning præcist defineret gennem forsvarsværker. Nu står vi ifølge OECD overfor igen at skulle ommure København – denne gang for at holde stigende oceaner fra at oversvømme byen. Et paper fra OECD har set på omkostningerne ved at sikre København mod havstigninger som følge af den globale opvarmning. Det vil ifølge OECD være relativt enkelt at sikre Københavns omkring 60 km kystlinje mod stigende vandstand. Rapporten rummer en række cost-benefit-analyser ved forskellige havstigninger, og konklusionen er i korte træk, at man for en relativt begrænset investering vil kunne modvirke potentielt store stigninger i udgifter til stormflodsskader.¹

Problemerne er størst på Amager og langs sydkysten, hvor ganske store områder ligger mindre end 2 m over havets overflade (se kort nedenfor). Her vil selv mindre havstigninger give markant forøget risiko for, at kombinationer af tidevand og opstuvninger af vand under kraftige uvejr vil kunne presse vand langt ind over de nuværende kystlinjer.

Der er ikke redegjort præcist for, hvordan kystlinjelængden er opgjort, og kortene over København er alle i fejlagtig proportion, så man har ved læsning rapporten en underlig fornemmelse af, at der ikke har været gjort ret mange studier i marken. Min fornemmelse er, at hvis man regner alle kanter langs byens kanaler og voldanlæggene ved Christiania, er der tale om langt mere end 60 km kystlinje. Rapporten taler kun vegt om ‘æstetiske omkostninger’ ved at skulle inddæmme langs havnefronten. Endda siger Connie Hedegaard i dag til Berlingske, at vi selvfølgelig skal bygge højere havnekajer.²

Men det vil rent ud sagt være en katastrofe for det københavnske bymiljø, om vi skulle til at have dæmninger langs byens kanaler. Så mit forslag vil være at se tiden an et par år.

Læs mere »

Reuters bragte i dag reportager fra to asiatiske storbyer, Jakarta og Shanghai, som med cirka 10 og 18 mio. indbyggere hver især har en befolkning på adskillige gange den danske. Begge byer ligger ud til havet og er derfor sårbare overfor selv mindre havstigninger, og begge byer har oplevet at synke markant på grund af at man har pumpet store mængder vand fra stadig dybere lag under byen til den stadig større befolkning. Dette fører til en sammensynkning af hele området.

Langs The Bond, Shanghais historiske havnefront, har man således tre gange i det 20. århundrede måttet forhøje digerne mod floden. Fra 1921 til 1965 sank området med 176 cm eller omkring 4 cm om året. Myndighederne søger at undgå yderligere sammensynkning af området ved at pumpe vand tilbage og i stedet bruge flodvandet direkte, og man har bremset processen dertil, at området i 2007 blot sank 7 mm. Til gengæld er de største af de mange nye skyskrabere så massive, at de har tendens til at synke ned gennem de løst aflejrede jordlag, som Yangtze-floden gennem tiderne har transporteret til området fra det centrale Kina. Det nu højeste hus, som blev indviet i august i år, er således allerede sunket 12 cm – hvilket dog er pænt under de 25 cm, som byens byggereglement maksimalt tillader.

I Jakarta pumper man stadig store mængder af grundvand op, og en rapport fra Verdensbanken anslår, at Jakarta i 2025 vil ligge 40-60 cm lavere end i dag. Sammen med de stigende oceaner vil det i de kommende år gøre byen langt mere sårbar overfor oversvømmelser fra tropiske storme.

Sugita Katyal: Jakarta sinks as citizens tap groundwater, Reuters 07.01.2008.

Rujun Shen: Shanghai highrises could worsen rising seas threat, Reuters 07.01.2008.

Det er efterhånden velkendt, at de øgede CO₂-udledninger øger indkapslingen af varme i atmosfæren, som igen øger afsmeltningen af klodens ismasser. Men hvis man skal bremse afsmeltningen af ismasserne, som de seneste år er accelereret markant, er det ikke nok at fokusere på reduktioner i CO₂-udledninger. Det vil kun give meget langsigtede ændringer.

På kort sigt er det vigtigste således at få standset de store mængder af kulstøv, som udledes til atmosfæren sammen med den stadig stigende afbrænding af kul. Ikke mindst de kinesiske kraftværker, som i stor udstrækning bruger uvaskede kul, frigiver store mængder svævestøv, som er med til at gøre de ellers kridhvide isflader grågrumsede, så de reflekterer mindre lys og akkumulerer mere varme – og afsmeltningen dermed accelereres yderligere. 20% af partikelforureningen på Grønland i dag stammer fra asiatiske kilder, og at andelen er stærkt voksende.

Atmosfærekemiker Ole John Nielsen siger i dag til Ingeniøren, at man derfor til samtidig med det langsigtede arbejde med at reducere atmosfærens koncentration af CO₂ er nødt til at lave en målrettet indsats for en beskyttelse mod afsmeltningen af ismasserne, og han foreslår at man fokuserer på tre områder, hvor man relativt hurtigt vil kunne mindske mængden af sodpartikler i luften over de arktiske egne, og dermed afsmeltningen:

Læs mere »

I den forgangne uge har Time Magazine bragt en række læseværdige artikler om Grønland og klimaforandringer i forbindelse med en rejse sammen med journalister, politikere og videnskabsfolk.

Som det indledende konstateres i Climate Change in Action in Greenland, kan man til tidsskriftsredaktørernes og fotografernes fortvivlelse normalt ikke se klimaforandringer, fordi de udgør så langsomme processer i forhold til årsvariationen og de ekstremer og forskelligheder, som altid har været i klimaet. Men på Grønland er klimaforandringerne håndgribelige. Her på grænsen mellem frost og tø kan man år for år se, hvor langt gletsjerne har trukket sig tilbage, ligesom havisen ud for Ilulissat ikke lukker som førhen, så den vinterfangst som den grønlandske fangerkultur har været bundet op på, i dag har meget trange kår.¹

Læs mere »

Det lille atol-rige Kiribati med blot 93.000 indbyggere har brugt 5. juni, som af FN er udråbt til at være World Environment Day, til at gøre opmærksom på ørigets kritiske situation udløst af klimaforandringerne. Allerede nu gør den stigende vandstand i oceanerne, at havets erosion er betragtelig hver fjortende dag, når højvandet når højest. Oversvømmelser hører til dagligdagen, og flere steder har man i de senere år måttet opgive at dyrke jorden på grund af havets hærgen. Med de nuværende udviklingsmønstre regner man således med, at ø-gruppen om senest 50 år være skyllet i havet. Kiribatis præsident Anote Tong har derfor været på besøg ved New Zealands premierminister for at anmode om hjælp til at kunne migrere befolkningen i tide – inden de bliver klima-flygtninge.

Kiribati består af 33 atoller spredt ud over et 5 mio. km² stort område i Mikronesien, omtrent midt mellem Fiji-øerne og Hawaii. De lave øer, som er dannet af koralrev, stikker typisk ikke mere end 2 meter over havoverfladen, så allerede en FN-rapport fra 1989 forudså, at samfund som Kiribati ville være de første til at mærke katastrofale følger af klimaforandringerne.

[nggallery id=123]

.
I 2006 blev et marinereservat oprettet i området, som er truet af ikke bare klimaforandringer, men også overfiskning. Tidligere i år er marinereservatet udvidet, så det i dag er verdens største marinereservat, næsten ti gange større end Danmark. Koralrevene har udviklet en enestående biodiversitet, og med The Phoenix Islands Protected Area (PIPA) er et af verdens sidste intakte koralø-økosystemer bevaret, med otte koraløer og to koralrev i en næsten ubeboet område.

Paradis på jord, er Kiribati blevet kaldt. Det er næsten ikke til at fatte – eller bære – at havstigningerne efter afbrændingen af fossile brændstoffer i løbet af få år vil vaske Kiribati bort.

Leader of disappearing island nation says climate change an issue of survival, not economics, Herald Tribune 05.06.2008.

Endangered Pacific islet facing mass relocation, (med video & audio) ABC News 05.06.2008.

World’s Largest Marine Protected Area Created in Pacific Ocean, Conservation International 14.02.2008.

Gregory Stone: On the healthy reefs of the Phoenix Islands, scientists find new species and clues to preserving paradise, National Geographic Magazine februar 2004.

The Phoenix Islands Protected Area (PIPA) factsheet, (første fase)Phoenixislands.org 2006 (pdf).

Katharine Sandersen: “Too late” to save Pacific island nation from submersion, Nature 06.06.2008.

Emma Brindal: Climate change refugees the forgotten people, The Age 18.06.2008.

Rob Taylor & David Fogarty: Kiribati looks for climate help from Australia, Reuters 20.06.2008.

Kiribati, Wikipedia.org.

James Hansen, leder af NASAs Goddard Institute for Space Studies og en af verdens førende klimaeksperter, advarer i et netop udgivet paper om, at de hidtidige beregninger af konsekvenserne af de øgede udledninger af drivhusgasser er fejlagtige.

Baggrunden for disse udmeldinger er analyser af havbundsprøver, der afslører CO2-koncentrationen for millioner af år tilbage i tiden.

Den nuværende CO₂-koncentration i atmosfæren er på 385 ppm. De hidtil strengeste klimamålsætninger har sigtet mod at CO₂-koncentrationen ikke må overstige 550 ppm. Men dette vil ifølge NASAs nye beregninger give en temperaturstigning på 6° C og ikke blot 2° C som hidtil antaget.¹

James Hansen har hidtil advokeret en maksimal CO₂-koncentration på 450 ppm. Men de nye beregninger indikerer, at selv ved stabiliseringen af CO₂-udledningerne på dette niveau vil al indlandsisen på Antarktis efterhånden smelte – hvilket på langt sigt vil kunne medføre vandstigninger på op til 75 m.

“If you leave us at 450 ppm for long enough it will probably melt all the ice – that’s a sea rise of 75 metres. What we have found is that the target we have all been aiming for is a disaster – a guaranteed disaster,” siger James E. Hansen til The Guardian.¹²

Læs mere »