Gudenåen | Strøtanker om bæredygtighed

Indlæg tagged med Gudenåen

Tange Sø

20. januar 2012

I 1920-21 anlagde man ved Gudenåen Danmarks største vandkraftværk, Tangeværket. Opdæmningen skabte Tange Sø – en langstrakt 6 km² stor sø, som er 10 m dyb på det dybeste sted. Og kraftværkets bygninger huser i dag Energimuseet, et kulturhistorisk specialmuseum omkring temaet energi, og hvordan vi gennem tiderne har produceret elektricitet.

Men opstemningen af Gudenåen har også skabt en hel række miljøproblemer. Så i en situation, hvor værkets koncession udløber i 2014 og skal genforhandles (efter i 2007 kun at have fået 6 år mere), har det direkte været på tale at nedlægge søen og tilbageføre landskabet til den oprindelige ådal. Men dels er der kulturhistoriske interesser i at bevare anlægget, dels er der ganske store rekreative interesser i at bevare søen. Og hvis man valgte at tilbageføre åen til sit oprindelige landskab, ville man skulle finde måder at fjerne 150 ton fosfor årligt – en del af udvaskningerne fra det intensive landbrug i Gudenåens ganske store afstrømningsområde – som nu absorberes af søens økosystem.

Derfor er det sandsynlige resultat, at man ender med at bevare Tange Sø, men prøver at bedre passagemulighederne for åens fauna. Der er anlagt fisketrapper omkring opstemningen, men de virker tilsyneladende ikke optimalt. Gudenå-laksen er borte, og for eksempel har det vist sig, at den i dag udryddelsestruede ål har meget svære kår omkring Tangeværket.

I en nylig undersøgelse fortetaget af DTU Aqua udsatte man 46 blankål, som var mærkede med radiosendere, i Gudenåen et godt stykke ovenfor Tangeværket.¹ Blankål er betegnelsen for modne ål, som er rede til at søge nedstrøms og hele vejen de 6.500 km tilbage til Sargassohavet, hvor de i tidernes morgen selv blev til. Og hvor ålene til at begynde med hurtigt søger nedstrøms, så viser Tangeværkets opdæmning sig at være en næsten uovervindelig barriere, og kun én ud af fire af de udsatte ål nåede til Gudenåens udmunding i Randers Fjord. Og endda er prøvelserne ikke ovre. En tidligere undersøgelse viste nemlig, at 60% af blankålene ikke kommer helskindet gennem Randers Fjord, men ender i fiskernes ruser.² Måske ikke noget at sige til, at ålen i disse år er hårdt truet.

I min tidlige barndom havde min morfar ruser ved Langerak, det langsmalle stykke af Limfjorden mellem Aalborg og Hals. Situationen var da så overflodsagtig, at mormor insisterede på kun at få ål én gang om ugen. I dag er det nærmest politisk ukorrekt at spise ål. Det er svært fatteligt, at det er kommet dertil, og at det er gået så hurtigt. Men det – og den lille historie om Tangeværket – viser blot, hvor svært det er for os mennesker at forstå vores fulde indgriben i vores omgivelser. Og at vi, når vi først én gang er begyndt at gribe ind i landskabernes komplekse økosystemer, må indse, at der er tale om en dynamisk balance, som kræver stadige finjusteringer på baggrund af stadig monitorering.

Tangeværket producerer strøm som en mellemstor vindmølle, så selvom det ud fra at kunne stabilisere en vedvarende energiforsyning ville være ønskværdigt med mere vandkraft i den danske energipalet, så er der slet ikke vand i de danske åer til at blive energibuffer, selv hvis vi valgte at se stort på alle naturomkostningerne derved.

Se tidligere blogindlæg: Stor klimapåvirkning fra tropisk vandkraft, Indlandsisen vådrer, Misbrug af CO₂–kvotemidler? og Havstigninger maskeret af dæmninger.