Strøtanker om bæredygtighed

[nggallery id=168]
.
I dagene op til COP21 har Paris’ gader været vidne til en ganske tankevækkende event, #brandalism, hvor 82 kunstnere på en af konsumerismens helligdage, ‘black friday’, satte i alt 600 plakater op i bybilledet på plakatstandere tilsvarende dem, som belemrer det centrale København.

Mange af dem er så gode, at jeg ville ønske at der kom en samlet udgave deraf. Men jeg har forsøgt at samle en række af de bedste herover – de fleste er hentet fra galleri-siden på www.brandalism.org.uk. De tager meget præcist den corporate greenwash ved hornene, som COP21 til overmål er vidne til i disse dage, og udstiller den ved at viderebearbejde virksomhedernes grafiske identiteter til politiske budskaber. Brandalism skriver derom:

“Despite the state of emergency banning any gathering, following the attacks of 13 November in Paris, the Brandalism project, conducted with Parisian activists, has placed throughout the city hundreds of unauthorised artworks. These posters emphasise the links between advertising, consumerism, dependence on fossil fuels and climate change. We take possession of advertising space because we want to denounce the role that advertising plays in promoting an unsustainable consumerism. The advertising industry feeds our desires for products based on the exploitation of fossil fuels, which have a direct impact on climate change. As for the climate negotiations and side events sponsored by large companies, the outdoor advertising allows more rich to ensure that their voice is heard beyond all others.”

Læs mere »

Dette blog-indlæg er skrevet af Marius Morthorst, som i denne uge er i erhvervspraktik ved Miljøpunkt Indre By-Christianhavn.

Jeg elsker at orientere mig om viden og nyheder. Specielt omkring de meget aktuelle emner omkring klima, miljø og bæredygtighed. For nogle uger siden så jeg et forbrugerprogram på DR1 ved navn Kontant.¹ Programmet omhandlede emnet greenwashing eller ‘grøn vask’, som det hedder direkte oversat til dansk. Grønvaskning er i disse tider et yndet reklametrick. Det bruges af virksomheder til at vise, hvor grønne både de og deres produkter er.

Greenwashing betyder i virkeligheden bare, at virksomheder, der gerne vil have en grøn profil, fremhæver den grønne og miljøvenlige del af deres virksomhed. Nogle gange er det firmaets godgørende og miljøvenlige handlinger, men i de fleste tilfælde er det firmaets ‘grønne’ produkter. Når forbrugerne ser reklamekampagnen for produktet, føler de, at de kan blive klimabevidste og grønne forbrugere, hvis de køber det pågældende produkt. Hvad de fleste forbrugere ikke ved er, at produkterne i virkeligheden ofte ikke er så grønne igen.

Mange af de produkter, der fremhæves af virksomhederne som grønne, er slet ikke så miljø- og klimavenlige endda, og i mange tilfælde er det kun en lille del af produktet, der er grøn. I en undersøgelse om ‘grønvasknings’metoder fra 2009, deler man metoderne op i 7 kategorier: Hidden-Trade Off’, No Proof, Vagueness, Irrelevance, Fibbing og Lesser of Two Evils.² Undersøgelsen er fortaget i USA, Canada, England og Australien. I England faldt 49% af alle observerede tilfælde af greenwashing under kategorien Hidden-Trade Off’. Fælles for produkterne, der falder under denne kategori, er, at det ofte kun er en lille det af produktet, der er grønt. Et eksempel kunne være en reklame for en bil, der kører på el. Reklamen er flot sat op med grønne farver og gode ord om elbiler og grøn strøm. På grund af dette vil køberen slet ikke overveje, hvordan resten af bilen er lavet i forhold til et bæredygtigt klima og miljø. Det kunne være, at bilens dæk er lavet af børnearbejdere med dårlige arbejdsvilkår på en fabrik i Taiwan, eller at bilen er blevet transporteret på et stærkt forurenende containerskib. Men dette glemmer vi, når vi ser reklamen. For det eneste, vi tænker på, når vi ser reklamen, er nemlig, hvor god og miljørigtig den nye bil er.

Læs mere »

Begrebet green noise bruges nogle gange om mellemtoneområdet i white noise, ligesom det bliver brugt som betegnelse for universets baggrundslyd, som har en overvægt af frekvenser omkring 500Hz. Men i en artikel i New York Times i dag får green noise en i hvert fald for mig ny betydning, som den resulterende grød af den moderne tilværelses myriader af løsrevne informationer, anbefalinger og ting man kan gøre – og undlade at gøre – for at opretholde en ‘grøn’ livsstil.

Det er lidt ligesom med vores sundhed: Der findes utrolig mange systemer, husråd og anekdotiske beretninger om, at det og det har været godt for snart sagt alt muligt. Ofte er der direkte modstridende råd om samme situation, således at det selv hvis man gerne vil leve grønt kan være utrolig svært at vide, hvad det egentlig indebærer.

Det bliver ikke bedre af, at videnskaben excellerer i uperspektiverede resultater, mens medierne dyrker vinklen og det sensationelle uden nogensinde at føle sig forpligtet til af forholde sig til, at man skrev det præcist modsatte for få uger siden, og internettet svulmer af information i alle lødighedsgrader, mens virksomhedernes marketing-afdelinger i stor udstrækning greenwasher de sædvanlige produkter for at imødekomme forbrugernes ønske om at handle ansvarligt overfor miljøet.

Imens køres der ganske massivt kampagner som ét ton mindre overfor borgerne, selvom perspektivet er dybt problematisk og borgernes omhyggeligt sparede CO₂ i det nuværende kvote-setup blot fører til, at elværket sælger sin CO₂-kvote videre.¹ De kampagnepenge var langt bedre målrettet på vores folketingspolitikere, som bliver ved med at tøve overfor at igangsætte den nødvendige systematiske omlægning fra fossil afhængighed.

Vi får kort sagt ikke meget hjælp til at skabe sammenhæng i hele denne jungle af green noise. Og som det indikeres af overskriften på artiklen i New York Times, That Buzz in Your Ear May Be Green Noise, kan det blive særdeles stressende som individ at prøve på det. Plasticposer eller papirsposer, brugt eller ny bil, opvaskemaskine eller gammeldags, engangsbleer, industrimad, tilsætningsstoffer, økologisk, lokalt dyrket eller flyimporteret? Dagligdagen er en sum af endeløse valgsituationer, og nogle gange kunne man ønske sig født ind i en verden, hvor det var enkelt at være klimavenlig og en lang række miljømæssigt katastrofale valg bare ikke var mulige.

I artiklen siger Kate Smolski fra Greenpeace, at man har taget konsekvensen af den massive strøm af uintegreret grøn information, og frem for at præsentere en lang række isolerede mål og kampagner – atomkraft, kulkraft, ødelæggelse af regnskov og biodiversitet – prøver man nu systematisk at sammenfatte alt omkring klimaforandringer. Når man taler om bevarelse af regnskove, er det således regnskovene som levende CO₂-lagre, som fremdrages, selvom der er mange andre gode grunde til ikke at veksle dem til engangsspisepinde, burgere og biobrændstof.

Alex Williams: That Buzz in Your Ear May Be Green Noise, New York Times 15.06.2008.

Sanne Wittrup: Danskerne sparer forgæves på strømmen, Ingeniøren 14.09.2007.¹

Normalt bladrer jeg skyndsomst forbi bilstoffet. Men en artikel i går i den irske avis Independent fangede min opmærksomhed: Car makers’ eco-friendly claims dismissed as a ‘gimmick’. Artiklen baserer sig på en test af otte biler med erklæret grøn profil i det engelske bilmagasin Auto Express.

Brændstoføkonomi og CO₂-udledninger pr. kørt kilometer er blevet vigtige salgsparametre, hvilket man kan se af bilernes tilnavne: ECOnetic, Greenline, Bluemotion, Ecomotive, Spirit og Hybrid. De undersøgte biler fører sig da også frem med fornemme specifikationer, som giver håb om, at vi ikke helt må opgive bilen for ikke at opgive klimaet.

Men ifølge den engelske test ligger de faktisk målte CO₂-udledninger markant højere end det, man kan læse i bilens specifikationer, for flere af bilerne omkring 50% højere. Tilsvarende ligger det opgivne antal mpg (miles pr. gallon) op til 50% højere end hvad man kom frem til i testkørslerne. For eksempel Honda Civic Hybrid ES, som går for at være en meget miljøvenlig bil, havde i testen en CO₂-udledning på 171 g/km, hvor det i specifikationerne hedder 109 g/km. Og med blot 38,2 mpg overfor de oplyste 61,4 mpg levede bilen slet ikke op til den præsenterede brændstoføkonomi.

Dette er særdeles uheldigt. Ikke bare er det plat og svindel overfor de mennesker, som har købt og betalt ekstra for en bil de troede gjorde en forskel overfor miljøet. Det er et sjældent kedeligt eksempel på den ‘greenwashing’ og miljø-branding af produkter, som i disse år finder sted i stor udstrækning, hvor der ofte er et gabende svælg mellem, hvor grønt et produkt bliver markedsført, og hvor grønt, det i virkeligheden er.

Jeg har kopieret en oversigt over testresultaterne ind nedenfor.

Læs mere »