Strøtanker om bæredygtighed

Begrebet green noise bruges nogle gange om mellemtoneområdet i white noise, ligesom det bliver brugt som betegnelse for universets baggrundslyd, som har en overvægt af frekvenser omkring 500Hz. Men i en artikel i New York Times i dag får green noise en i hvert fald for mig ny betydning, som den resulterende grød af den moderne tilværelses myriader af løsrevne informationer, anbefalinger og ting man kan gøre – og undlade at gøre – for at opretholde en ‘grøn’ livsstil.

Det er lidt ligesom med vores sundhed: Der findes utrolig mange systemer, husråd og anekdotiske beretninger om, at det og det har været godt for snart sagt alt muligt. Ofte er der direkte modstridende råd om samme situation, således at det selv hvis man gerne vil leve grønt kan være utrolig svært at vide, hvad det egentlig indebærer.

Det bliver ikke bedre af, at videnskaben excellerer i uperspektiverede resultater, mens medierne dyrker vinklen og det sensationelle uden nogensinde at føle sig forpligtet til af forholde sig til, at man skrev det præcist modsatte for få uger siden, og internettet svulmer af information i alle lødighedsgrader, mens virksomhedernes marketing-afdelinger i stor udstrækning greenwasher de sædvanlige produkter for at imødekomme forbrugernes ønske om at handle ansvarligt overfor miljøet.

Imens køres der ganske massivt kampagner som ét ton mindre overfor borgerne, selvom perspektivet er dybt problematisk og borgernes omhyggeligt sparede CO₂ i det nuværende kvote-setup blot fører til, at elværket sælger sin CO₂-kvote videre.¹ De kampagnepenge var langt bedre målrettet på vores folketingspolitikere, som bliver ved med at tøve overfor at igangsætte den nødvendige systematiske omlægning fra fossil afhængighed.

Vi får kort sagt ikke meget hjælp til at skabe sammenhæng i hele denne jungle af green noise. Og som det indikeres af overskriften på artiklen i New York Times, That Buzz in Your Ear May Be Green Noise, kan det blive særdeles stressende som individ at prøve på det. Plasticposer eller papirsposer, brugt eller ny bil, opvaskemaskine eller gammeldags, engangsbleer, industrimad, tilsætningsstoffer, økologisk, lokalt dyrket eller flyimporteret? Dagligdagen er en sum af endeløse valgsituationer, og nogle gange kunne man ønske sig født ind i en verden, hvor det var enkelt at være klimavenlig og en lang række miljømæssigt katastrofale valg bare ikke var mulige.

I artiklen siger Kate Smolski fra Greenpeace, at man har taget konsekvensen af den massive strøm af uintegreret grøn information, og frem for at præsentere en lang række isolerede mål og kampagner – atomkraft, kulkraft, ødelæggelse af regnskov og biodiversitet – prøver man nu systematisk at sammenfatte alt omkring klimaforandringer. Når man taler om bevarelse af regnskove, er det således regnskovene som levende CO₂-lagre, som fremdrages, selvom der er mange andre gode grunde til ikke at veksle dem til engangsspisepinde, burgere og biobrændstof.

Alex Williams: That Buzz in Your Ear May Be Green Noise, New York Times 15.06.2008.

Sanne Wittrup: Danskerne sparer forgæves på strømmen, Ingeniøren 14.09.2007.¹

I disse år investeres der store summer i forskningen i CCS-teknologi – Carbon Capture Storage – som skulle sætte os i stand til at filtrere CO₂-udledningerne fra afbrænding af fossile brændstoffer, først og fremmest de mange kul, som afbrændes i kraftværker over hele kloden, for at producere energi. Håbet er at kunne udvikle de nuværende kraftværker, så man med tiden bliver i stand til at indfange og indkapsle CO₂-udledningerne.

Men ifølge en ny rapport fra Greenpeace, False Hope. Why carbon capture and storage won’t save the climate, er der tale om falske forhåbninger. CCS-teknologien har så mange usikkerhedsmomenter, at det på nuværende tidspunkt er usikkert, om det overhovedet er muligt i større stil at indfange og indkapsle CO₂ fra kulkraftværkerne.

Selv opsamlingsteknologien bliver tidligst klar til kommercielt brug 2030, hvilket er meget sent i forhold til at der på kulafbrændingsområdet er brug for en kraftig øjeblikkelig reduktion af de nuværende udledninger, hvis vi skal nå at stabilisere klimaet. Som det ser ud nu, bliver CSS en både dyr og energikrævende teknologi, hvor 10-40 % af den udvundne energi vil blive brugt alene ved opsamlingen, og etableringen af et system af rørledninger, som kan transportere CO₂ fra forbrændingssted til deponeringssted bliver en kolossal, stærkt ressourcekrævende investering.

Læs mere »

Her til morgen har aktivister fra Greenpeace skaffet sig adgang til en af Avedøreværkets store skorstene for at hænge et gigantisk banner op med teksten ‘kulfrit’.

Baggrunden er den bedrøvelige, at selvom Avedøreværket er så avanceret, at det kan køre på mange forskellige brændelskilder, er man i færd med at åbne for muligheden af igen at fyre med kul, den klima- og CO₂-mæssigt dårligste energikilde.

“‘Avedøre2 er en af de få kraftværksblokke i Danmark, som DONG, regeringen og Danmark kan være stolte af. At omstille den til kul er det dårligst tænkelige signal, Danmark som vært for klimatopmødet i 2009 kan sende til resten af verden. Derfor er det afgørende for klimaet og for Danmarks klimapolitiske troværdighed, at vi bevarer Avedøre2 kul-frit,’ siger Tarjei Haaland, energi og klimamedarbejder, Greenpeace.”

På greenpeace.org er der en video fra auktionen samt billeder og pressemeddelelse. Og det er muligt at sende en e-mail til DONG med en protest mod brugen af kul.

Kvotesystem eller ej virker det direkte nedbrydende på klimamoralen, når kraftværkerne i den grad skalter og valter med deres muligheder. Jeg håber der er rigtig mange, som i disse timer har en dårlig smag i munden, de politikere, som i sin tid var med til at privatisere energisektoren, de embedsmænd, som har lavet et så elendigt fungerende kvotesystem, at det kan ‘betale sig’ at fyre med kul på Avedøreværket, værkledelsen og det politi, som nu skal i gang med at ‘genoprette ro og orden’. Den egentlige forbrydelse er ikke overfor Avedøreværket, men overfor fremtidens klima, så et stort TAK til Greenpeace.

Lad os gemme de kul vi har tilbage indtil vi har udviklet en billig velfungerende måde til at opsamle CO₂-udledningerne 100%. Alt andet er hasard med vores fælles fremtid.

Elisabeth Astrup: Greenpeace besætter skorsten, Politiken 28.04.2008.

Thomas Djursing: Energi-professor støtter aktivister, der hænger i 150 meter høj skorsten, Ingeniøren 28.04.2008.

Martin Justesen: Aktivister overnatter i skorsten, Politiken 28.04.2008.

Elisabeth Astrup: Aktivister har sovet tungt i skorsten, Politiken 28.04.2008.

Jørgen Steen Nielsen: Farvel til det fossile starter med grønt lys for kul, Information 29.04.2008.

Kirstin Stefansdottir Egekvist: Greenpeace-aktivister er kravlet ned, Politiken 30.04.2008.

På Flickr kan man finde en række små videostumper fra skorstensaktionen.

Her til aften kan man i Berlingske læse, at danske Klimapenge går til varm luft:

“Danmark køber sig lov til at udlede mere CO₂ ved at investere store millionbeløb i klimaprojekter i den tredje verden. Men mange af projekterne nytter ikke noget, viser en gennemgang af de danske projekter.” “Den danske stat og store danske virksomheder som DONG Energy og A.P. Møller smider flere hundrede millioner kroner i klimaprojekter, der bedst af alt kan betegnes som varm luft.”

Filosofien bag disse CO₂-kvoter skulle jo være, at pengene via kvotesystemet hele tiden søgte derhen, hvor man fik mest CO₂-reduktion for en given investering. Men nu konkluderer Greenpeace og WWF efter at have gennemgået de mange danske kvote-investeringer, at mange af dem ikke har nogen CO₂-reducerende virkning.

“Nogle af projekterne begrænser godt nok drivhusgas-udledningen her og nu, men bidrager til et større udslip på længere sigt,” siger Tarjei Haaland, klima-medarbejder i Greenpeace.

Læs mere »

Det scenario for Danmarks reduktion af CO₂-udledning på 40% frem mod år 2020, som Greenpeace i går fremlagde, er udarbejdet med faglig konsulentbistand fra Klaus Illum, ECO Consult. Hvis man vil vide mere om den underliggende energistrategi, er der fra Klaus Illums hjemmeside, www.klausillum.dk adgang til uddybende information om den SESAM-model, The Sustainable Energy Systems Analysis Model, som ligger til grund for det fremlagte scenario.

På hjemmesiden finder man også en debatbog af Klaus Illum, I drivhuset. Fortællinger om naturens energi og samfundets energikrise. Den er udgivet i samarbejde med 3F og skrevet i et letlæst sprog – og giver et prisværdigt overblik over vores energisituation.

Kapitel 11, “Scenarier for en fremtidig udvikling”, indledes med teksten fra en annonce, som Chevron, et af verdens største olieselskaber, i august 2005 indrykkede i The Economist:

“Verden forbruger to tønder olie for hver tønde, der bliver fundet.
Er det noget du skulle bekymre dig om?

Læs mere »

Danmark – og dermed den danske livsstil – ligger højt på verdensranglisten over CO₂-udledere, ikke mindst, hvis man regner den danske skibsfart med. Det har derfor været lidt beskæmmende at se, at de planer man har haft for at opfylde danske forpligtelser til frem mod år 2012 at reducere det danske CO₂-udslip med 21% i forhold til 1990 i høj grad opererede med “billige” løsninger, hvor man købte sig CO₂-aflad i U-landene frem for at gribe ind i den danske oliefest og få hul på nødvendige strukturelle forandringer herhjemme.

På den baggrund er det glædeligt at læse en artikel af Jørgen Steen Nielsen i dagens Information.dk, Danmark kan klare ambitiøse klimamål. Det fremgår heraf, at der i dag er fremsendt en energiplan, Nedtrapning af CO₂-udslippet, til klima- og energiminister Connie Hedegaard og de ordførere for Folketingets partier, som i disse dage forhandler om Danmarks energistrategi for de kommende år. Denne plan påviser, at det er muligt ved en systematisk indsats i Danmark at reducere CO₂-udledningen med 40% inden år 2020. Det var rktioner i den størrelsesorden, som oppositionspartierne samledes om i den nylige valgkamp. Tilsvarende talte man på det nylige klimatopmøde på Bali om, at de rige lande måtte forpligte sig til reduktioner i størrelsesorden 25-40%.

Læs mere »